Når Ekstra Bladet hænger Bertel Haarder ud for at lyve om sin livret, og dermed indirekte for at dække over sit raseriudbrud, er det sensationsjournalistik, der ikke handler om substans, men om følelsesporno. Man får fornemmelsen af, at Ekstra Bladet ville udfritte Bertel Haarder om vigtigheden af, om han er afklaret med brugen af smørklat og kanel (altså i risengrøden, ikke i suppen).
Men i den seriøse bane må det være acceptabelt og forståeligt (og blandt de kyniske: Ønskeligt), at en særdeles aktiv politiker som Bertel Haarder går ned med stress. Det sker for - især - de bedste. Når man er stresset, føles det altødelæggende, når man ikke kan opnå den simple ting, man nu i situationen havde sat sig op til at nyde, såsom at hygge sig med familien over en skål risengrød, og så reagerer man uforholdsvist asocialt og ofte aggressivt. Den slags skal ikke blæses op som sensasionsjournalistik, men blot tages reflekteret med en overskrift, der ikke er værre end: "Politiker går ned med stress".
Når det er sagt, er der til gengæld en anden sag, der burde blæses helt op på forsiderne: Folk som Bertel Haarder er på det nærmeste uddannede til at møde pressen, og til at håndtere pressede situationer. Selv i en tilstand af stress burde han være i stand til at håndtere de spørgsmål, som den stædige journalist stillede, fordi de trods alt ikke var svære at svare på. Han kunne have forklaret, at han havde begået en tanketorsk, og at han naturligvis ville tage den til efterretning førstkommende arbejdsdag. Også selv om det næppe var en tanketorsk, men derimod et forsøg på at snige en politisk dagsorden igennem.
Sagen, der bør blæses op, er at det i den pågældende situation blev afsløret helt åbenlyst af journalisten, at både presse og politiker havde aftalt, hvad der skulle siges. Sagen viser, at en dreven politiker er blevet så vant til at "eje" pressen, at selv et simpelt spørgsmål udenfor den aftalte dagsorden er tilstrækkeligt til at slå politikeren ud af kurs. Dét, og ikke Bertel Haarders ellers forståelige og forklarlige følelsesudbrud, bør frem i lyset og angribes.
Men i den seriøse bane må det være acceptabelt og forståeligt (og blandt de kyniske: Ønskeligt), at en særdeles aktiv politiker som Bertel Haarder går ned med stress. Det sker for - især - de bedste. Når man er stresset, føles det altødelæggende, når man ikke kan opnå den simple ting, man nu i situationen havde sat sig op til at nyde, såsom at hygge sig med familien over en skål risengrød, og så reagerer man uforholdsvist asocialt og ofte aggressivt. Den slags skal ikke blæses op som sensasionsjournalistik, men blot tages reflekteret med en overskrift, der ikke er værre end: "Politiker går ned med stress".
Når det er sagt, er der til gengæld en anden sag, der burde blæses helt op på forsiderne: Folk som Bertel Haarder er på det nærmeste uddannede til at møde pressen, og til at håndtere pressede situationer. Selv i en tilstand af stress burde han være i stand til at håndtere de spørgsmål, som den stædige journalist stillede, fordi de trods alt ikke var svære at svare på. Han kunne have forklaret, at han havde begået en tanketorsk, og at han naturligvis ville tage den til efterretning førstkommende arbejdsdag. Også selv om det næppe var en tanketorsk, men derimod et forsøg på at snige en politisk dagsorden igennem.
Sagen, der bør blæses op, er at det i den pågældende situation blev afsløret helt åbenlyst af journalisten, at både presse og politiker havde aftalt, hvad der skulle siges. Sagen viser, at en dreven politiker er blevet så vant til at "eje" pressen, at selv et simpelt spørgsmål udenfor den aftalte dagsorden er tilstrækkeligt til at slå politikeren ud af kurs. Dét, og ikke Bertel Haarders ellers forståelige og forklarlige følelsesudbrud, bør frem i lyset og angribes.
Leave a comment