Da efterlønnen blev indført i 1979, var hensigten, at de mest udsatte grupper kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, således at den høje ungdomsarbejdsløshed kunne sænkes. Man regnede med, at omkring 20.000 personer over 60 år ville benytte ordningen, men den udviklede sig hurtigt til en form for pensionsordning, og antallet af personer på efterløn er 6-7 gange højere end oprindeligt forventet. Det mener jeg som mindstemål bør give anledning til nogle overvejelser:
For det første er der indført væsentlige forbedringer på arbejdsmarkedet, så folk ikke længere er så nedslidte i 60 års-alderen i dag, som de var i 1979. Mens der altid vil være en gruppe på 20.000 af "hårdest ramte", er de ikke lige så hårdt ramte pga. et langt livs hårdt arbejde, som den tilsvarende hårdest ramte gruppe var for 30 år siden.
For det andet er ungdomsarbejdsløshed ikke det særskilte problem på arbejdsmarkedet i dag, som det var i slutningen af 1970'erne. Derfor er der ikke behov for tiltag for i særlig grad at bringe unge mennesker i arbejde. Hvis forudsætningerne for en ordning forsvinder, bør ordningen også genovervejes.
For det tredje er det åbenlyst, at når efterlønnen benyttes som en pensionsordning, rammer den langt bredere end målet med at kunne give de få hårdt ramte en mulighed for at trække sig tilbage. Det er et udtryk for, at efterlønsordningen som mindstemål skal justeres, hvis ikke den skal bruges til langt mere end den oprindelige målsætning.
Når alt det er sagt, vil der naturligvis stadig være en gruppe mennesker, der virkelig er nedslidte efter et langt livs hårdt arbejde (hvor nedslidningen ikke nødvendigvis altid er fysisk), og som med rimelighed ville have godt af at kunne forlade arbejdsmarkedet en smule tidligere end de fleste. Men det behøver vi ikke nogen særlig efterlønsordning for. Det burde kunne løses gennem en justering af ordninger for invalidepension, fleksjob, førtidspension og andre eksisterende muligheder for hel eller delvis udtrædelse fra arbejdsmarkedet.
Jeg kan ikke se, hvorfor der lige netop skal findes en nærmest hellig tilstand, der absolut skal hedde "efterløn", som ikke må dækkes af andre muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg har endnu ikke hørt nogen god forklaring på, hvad der gør efterlønnen så speciel, at den skal bevares som en selvstændig ordning.
For det første er der indført væsentlige forbedringer på arbejdsmarkedet, så folk ikke længere er så nedslidte i 60 års-alderen i dag, som de var i 1979. Mens der altid vil være en gruppe på 20.000 af "hårdest ramte", er de ikke lige så hårdt ramte pga. et langt livs hårdt arbejde, som den tilsvarende hårdest ramte gruppe var for 30 år siden.
For det andet er ungdomsarbejdsløshed ikke det særskilte problem på arbejdsmarkedet i dag, som det var i slutningen af 1970'erne. Derfor er der ikke behov for tiltag for i særlig grad at bringe unge mennesker i arbejde. Hvis forudsætningerne for en ordning forsvinder, bør ordningen også genovervejes.
For det tredje er det åbenlyst, at når efterlønnen benyttes som en pensionsordning, rammer den langt bredere end målet med at kunne give de få hårdt ramte en mulighed for at trække sig tilbage. Det er et udtryk for, at efterlønsordningen som mindstemål skal justeres, hvis ikke den skal bruges til langt mere end den oprindelige målsætning.
Når alt det er sagt, vil der naturligvis stadig være en gruppe mennesker, der virkelig er nedslidte efter et langt livs hårdt arbejde (hvor nedslidningen ikke nødvendigvis altid er fysisk), og som med rimelighed ville have godt af at kunne forlade arbejdsmarkedet en smule tidligere end de fleste. Men det behøver vi ikke nogen særlig efterlønsordning for. Det burde kunne løses gennem en justering af ordninger for invalidepension, fleksjob, førtidspension og andre eksisterende muligheder for hel eller delvis udtrædelse fra arbejdsmarkedet.
Jeg kan ikke se, hvorfor der lige netop skal findes en nærmest hellig tilstand, der absolut skal hedde "efterløn", som ikke må dækkes af andre muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg har endnu ikke hørt nogen god forklaring på, hvad der gør efterlønnen så speciel, at den skal bevares som en selvstændig ordning.
Endnu et fantastisk indlaeg fra din haand, ville selv have skrevet noget lignende men fandt ikke tiden, og du formulerer det alligevel langt bedre end jeg ville vaere i stand til. Tak for det.
Naar nu der paa et eller andet tidspunkt kommer et reelt opgoer med efterloennen, bliver det interessant at se hvordan ordningen egentlig er skruet sammen, er der tale om et pyramidesystem, hvor der ikke spares op til egen pension, men betales til dem der er paa pension i forvejen, eller med andre ord; faar folk mon deres penge tilbage inklusive renters rente?
Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn "efterløn", som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60(+).
Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.
Når det er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed. Snarere handler det om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at
øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen af dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet arbejde?
Surt show - find dig i det eller stil dig op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, det handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Den bedste modvægt også til dette ville være en borgerløn.