Når partier som Dansk Folkeparti eller Venstre fremfører et lovforslag, kan man være sikker på én ting: Der stikker noget under, som ikke fremgår af den officielle forklaring.
Politikens indledning til Dansk Folkepartis forslag om efterlønsjusteringer beskriver, at forslaget vil fratage akademikere muligheden for at gå på efterløn. Dansk Folkeparti ønsker at fratage muligheden for at gå på efterløn, hvis ikke man har været 40 år på arbejdsmarkedet. Det vil ramme akademikere, der pga. den lange uddannelse ikke har kunnet påbegynde arbejde umiddelbart efter Folkeskolen.
Men der er også andre grupper, der vil blive ramt. Det er alle de, der af andre årsager end uddannelse har været på det danske arbejdsmarked i under 40 år. En af grupperne er de uheldige, der pga. længere sygdom eller arbejdsløshed ikke har nået at lægge 40 år på det danske arbejdsmarked. Det er dog ikke dem, Dansk Folkeparti er ude efter; de er blot collateral damage - utilsigtet tilskadekomne - for Dansk Folkeparti. Den egentlige gruppe, der rammes af en sådan regel, vil være indvandrere, der kommer til landet som voksne.
Med meget få mulige undtagelser gælder det for alle Dansk Folkepartis forslag, at man kan være sikker på, at forslagene rammer indvandrere af især mellemøstlig eller afrikansk afstamning. Hvis det et øjeblik ser ud, som om forslagene rammer andre end disse grupper, er det fordi man har overset noget. Dansk Folkeparti har ét og kun ét fokus, nemlig at være efter alle, der ikke er kristne og hvide. (I øjeblikket dog med den modifikation, at jøder er en god allieret pga. Israels særdeles militante adfærd overfor dem, Dansk Folkeparti hader endnu mere end jøderne. Tag ikke fejl af f.eks. Jesper Langballes begejstring for Luthers jødehad.)
Venstre har et noget mindre fokus på indvandring, omend visse af partiets toppolitikere med jævne mellemrum når ned på Dansk Folkepartis niveau. Til gengæld har Venstre det seneste årti, ikke mindst via formandsskiftet til Anders Fogh Rasmussen, taget afsked med sidste århundredes liberalisme (som repræsenteret af f.eks. personligheder som Uffe Ellemann-Jensen og til dels af forskellige medlemmer af Venstres Ungdom, når de erklærer sig uenige i Venstres førte politik) og er i dag neoliberalister. Neoliberalismen går i korte træk ud på, at hvor liberalisme tog bl.a. personlig frihed (herunder både frihed til og frihed fra foranstaltninger) ganske alvorligt, er det nu markedskræfterne, der er den øverste og eneste rettesnor for lovgivning. (Her er det værd at notere, at liberalisme ingenlunde er et specifikt varemærke for borgerlig politik. Liberalisme i klassisk forstand er ikke bundet til nogen politisk retning, og vil i princippet kunne trives eller mistrives lige godt, uanset hvor i det politiske spektrum, liberalismen forsøges implementeret. I dag er det Enhedslisten, der tager de liberalistiske tanker til sig.)
Ligesom Dansk Folkepartis udgangspunkt er racisme, er det for Venstres vedkommende - omend mindre fanatisk gennemført - neoliberalistisk ideologi, der ligger bag en væsentlig del af partiets lovforslag. Og ligesom når Dansk Folkeparti fremfører et lovforslag, er det ikke altid helt åbenlyst, hvad et forslag har til hensigt at gennemføre. Når regeringen således ønsker at afskaffe efterlønnen, er det helt åbenlyst, at det vil hjælpe arbejdsgiverne til at presse lønnen ned, og i mindre grad er en bonus for samfundsøkonomien.
Fælles for en række af Venstres tiltag er, at partiet stadig benytter det liberalistiske varemærke, men (måske rimeligvis) uden at minde os "gamle" folk på, at det er i den neoliberalistiske form. Da Venstre for nyligt argumenterede for, at større klassekvotienter ville skabe større "frihed", betød det derfor skolernes frihed til at forvalte økonomien, og handlede bestemt ikke om den enkelte borgers eller skolebørnenes muligheder. Her er det væsentligt at være opmærksom på, at det i dette eksempel ikke er engang skolernes frihed, der bliver tilgodeset af Venstre, men økonomiens frihed, for neoliberalismen går ikke ud på at sikre den enkeltes eller organisationernes frihed, med derimod at give økonomien - og ikke andre - uhæmmede vilkår. Hvis man som sidegevinst får større personlig frihed, er det alene fordi man får den gennem de penge, som har modtaget friheden.
For Venstres vedkommende kan man benytte politiets metode til opklaring af forbrydelser, hvis man vil vide, hvem et lovforslag fra Venstre kommer til at tilgodese: Følg pengene, så finder man forbryderen eller (eller og?) for Venstres vedkommende den instans, som lovforslaget tilgodeser, og dermed årsagen til lovforslaget. For Dansk Folkepartis vedkommende skal man ikke se efter pengene, men derimod efter indvandrerne, hvis man vil finde ud af, hvorfor partiet fremsætter et lovforslag.
Politikens indledning til Dansk Folkepartis forslag om efterlønsjusteringer beskriver, at forslaget vil fratage akademikere muligheden for at gå på efterløn. Dansk Folkeparti ønsker at fratage muligheden for at gå på efterløn, hvis ikke man har været 40 år på arbejdsmarkedet. Det vil ramme akademikere, der pga. den lange uddannelse ikke har kunnet påbegynde arbejde umiddelbart efter Folkeskolen.
Men der er også andre grupper, der vil blive ramt. Det er alle de, der af andre årsager end uddannelse har været på det danske arbejdsmarked i under 40 år. En af grupperne er de uheldige, der pga. længere sygdom eller arbejdsløshed ikke har nået at lægge 40 år på det danske arbejdsmarked. Det er dog ikke dem, Dansk Folkeparti er ude efter; de er blot collateral damage - utilsigtet tilskadekomne - for Dansk Folkeparti. Den egentlige gruppe, der rammes af en sådan regel, vil være indvandrere, der kommer til landet som voksne.
Med meget få mulige undtagelser gælder det for alle Dansk Folkepartis forslag, at man kan være sikker på, at forslagene rammer indvandrere af især mellemøstlig eller afrikansk afstamning. Hvis det et øjeblik ser ud, som om forslagene rammer andre end disse grupper, er det fordi man har overset noget. Dansk Folkeparti har ét og kun ét fokus, nemlig at være efter alle, der ikke er kristne og hvide. (I øjeblikket dog med den modifikation, at jøder er en god allieret pga. Israels særdeles militante adfærd overfor dem, Dansk Folkeparti hader endnu mere end jøderne. Tag ikke fejl af f.eks. Jesper Langballes begejstring for Luthers jødehad.)
Venstre har et noget mindre fokus på indvandring, omend visse af partiets toppolitikere med jævne mellemrum når ned på Dansk Folkepartis niveau. Til gengæld har Venstre det seneste årti, ikke mindst via formandsskiftet til Anders Fogh Rasmussen, taget afsked med sidste århundredes liberalisme (som repræsenteret af f.eks. personligheder som Uffe Ellemann-Jensen og til dels af forskellige medlemmer af Venstres Ungdom, når de erklærer sig uenige i Venstres førte politik) og er i dag neoliberalister. Neoliberalismen går i korte træk ud på, at hvor liberalisme tog bl.a. personlig frihed (herunder både frihed til og frihed fra foranstaltninger) ganske alvorligt, er det nu markedskræfterne, der er den øverste og eneste rettesnor for lovgivning. (Her er det værd at notere, at liberalisme ingenlunde er et specifikt varemærke for borgerlig politik. Liberalisme i klassisk forstand er ikke bundet til nogen politisk retning, og vil i princippet kunne trives eller mistrives lige godt, uanset hvor i det politiske spektrum, liberalismen forsøges implementeret. I dag er det Enhedslisten, der tager de liberalistiske tanker til sig.)
Ligesom Dansk Folkepartis udgangspunkt er racisme, er det for Venstres vedkommende - omend mindre fanatisk gennemført - neoliberalistisk ideologi, der ligger bag en væsentlig del af partiets lovforslag. Og ligesom når Dansk Folkeparti fremfører et lovforslag, er det ikke altid helt åbenlyst, hvad et forslag har til hensigt at gennemføre. Når regeringen således ønsker at afskaffe efterlønnen, er det helt åbenlyst, at det vil hjælpe arbejdsgiverne til at presse lønnen ned, og i mindre grad er en bonus for samfundsøkonomien.
Fælles for en række af Venstres tiltag er, at partiet stadig benytter det liberalistiske varemærke, men (måske rimeligvis) uden at minde os "gamle" folk på, at det er i den neoliberalistiske form. Da Venstre for nyligt argumenterede for, at større klassekvotienter ville skabe større "frihed", betød det derfor skolernes frihed til at forvalte økonomien, og handlede bestemt ikke om den enkelte borgers eller skolebørnenes muligheder. Her er det væsentligt at være opmærksom på, at det i dette eksempel ikke er engang skolernes frihed, der bliver tilgodeset af Venstre, men økonomiens frihed, for neoliberalismen går ikke ud på at sikre den enkeltes eller organisationernes frihed, med derimod at give økonomien - og ikke andre - uhæmmede vilkår. Hvis man som sidegevinst får større personlig frihed, er det alene fordi man får den gennem de penge, som har modtaget friheden.
For Venstres vedkommende kan man benytte politiets metode til opklaring af forbrydelser, hvis man vil vide, hvem et lovforslag fra Venstre kommer til at tilgodese: Følg pengene, så finder man forbryderen eller (eller og?) for Venstres vedkommende den instans, som lovforslaget tilgodeser, og dermed årsagen til lovforslaget. For Dansk Folkepartis vedkommende skal man ikke se efter pengene, men derimod efter indvandrerne, hvis man vil finde ud af, hvorfor partiet fremsætter et lovforslag.
Jeg er ikke sikker på at DF har tænkt så langt i denne sag, og i forvejen er der et optjeningsprincip for efterlønnen som "favoriserer" de indfødte.
Forslaget er heller ikke videre gennemtænkt (nærmest ala forslaget om at begrænse børnechecken til 2-3 børn, som formentlig ramte flere DF vælgere end indvandrere).
Medmindre DF vil gøre det til en betingelse at man har *betalt* til efterlønnen i 40 år (i stedet for de nuværende 25 år), er næppe muligt at afgøre hvem der er berettiget til efterløn og hvem der ikke år. Selv i det overregistrerede Danmark er der faktisk ingen registre som viser hvor mange år man har været fuldtidsbeskæftiget. ATP indbetalinger kan stamme fra både et fuldstidsjob og et bijob for en gymnasieelev på den lokale tank. Akademikere har typisk deltidsjobs under studietiden.
Noget helt andet er at akademikere formentlig i forvejen har en mindre benyttelse af efterlønsordningen end andre faggrupper. Efterlønnen giver sikkert en fin dækningsgrad i forhold til din arbejdsindkost hvis du er ufaglært arbejder, men ikke for den typisk akademiker. Hvis du betaler topskat i arbejdsårene, men ikke som pensionist, har almindelige pensionsordninger også den fordel af de flytter indkomst til fremtidig beskatning med en lavere sats. Det gør efterlønnen ikke. Tværtimod, for der er kun fradrag som ligningsmæssigt fradrag (det er nærmest omvendt: udbetalingerne vil blive beskattet med en højere sats end fradraget for indbetalingerne).
Garantien om at efterlønsindbetalingerne altid kan overflyttes til en almindelig pensionsordning (hvis efterlønnen afskaffes), har heller ikke samme værdi for en person der betaler topskat. En rigtig pensionsindbetaling ville have givet fradrag i topskat (og tidligere mellemskat), mens efterlønsindbetalinger kun har givet fradrag i bunden. Tidligere var forskellen omkring 25% point, nu kun ca 18%.