Deroute

I 1972 sprængte Mogens Glistrup rammerne for, hvad man hidtil havde kunnet tillade sig i politik, da han stiftede protestpartiet Fremskridtspartiet et halvt år efter, han havde fremvist et skattekort for TV-kameraerne, hvor han havde spekuleret sig til en trækprocent på 0. Partiet ønskede nedskæring af den voksende, kontrollerende offentlige sektor, afskaffelse af indkomstskatten, en sanering af lovgivningen, samt et stop for indvandring af "muhammedanerne", som Mogens Glistrup med klingende bornholmsk dialekt omtalte indvandrere fra muslimske lande; eller kort sagt: Et højrenationalistisk parti.

Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.

Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dårlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.

I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.

Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.

Når Venstre og de Konservative konsekvent har været nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.

Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.

I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.

Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udgør en velkommen ledelse.

De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.