Enhedslisten fik 12 mandater i Folketinget ved Folketingsvalget 2011. Tillykke med det. Det er en enorm fremgang, og den skyldes sandsynligvis en kombination af især to faktorer: For det første er Socialdemokratiet og SF åbenlyst rykket mod højre, og har således forladt en stor del af deres vælgere, der har set Enhedslisten som det eneste parti, der tilgodeser vælgernes holdninger.
Image via Wikipedia
For det andet har den politiske talskvinde Johanne Schmidt-Nielsen fået et utroligt højt antal personlige stemmer, og ser man på kommentarsporet på hendes Facebook-profil, føler hendes vælgere sig tiltalt af både hendes politiske tæft og hendes fysiske fremtoning. Der er kort sagt en vis persondyrkelse omkring hendes person, og det har Enhedslisten nydt godt af. Efter min mening er hendes popularitet yderst fortjent, men det vil jeg ikke diskutere nærmere.
I stedet vil jeg understrege, at Johanne Schmidt-Nielsens store succes også er et Damoklessværd over Enhedslisten: Enhedslisten har en syvårsregel, der går ud på, at en politiker ikke må være repræsenteret i Folketinget i mere end syv år i træk. Ved næste folketingsvalg vil Johanne Schmidt-Nielsen således være tvunget til at trække sig fra Folketinget, og dermed forsvinder Enhedslistens store stemmesluger.
Det er en fordel, at en eventuel, uønsket persondyrkelse bliver undgået med denne simple regel, som også har andre klare fordele: Den reducerer risikoen for ideologiflade levebrødspolitikere, demotiverer intern konkurrence om de få Folketingsmandater, reducerer risikoen for fløjkrige, og den giver spirende politikere i partiet gode udsigter for at blive valgt ind, idet en vis udskiftningsfrekvens er garanteret.
Jeg tror dog, at det er unødvendigt at sikre disse fordele med en sådan regel. Enhedslisten er et yderfløjsparti, og hvor ideologier er væsentligt mere drivende end i centrumsøgende partier. Hvis en politiker i Enhedslisten begyndte at miste gejsten, finder jeg det sandsynligt, at vedkommende vil søge mod mindre ideologidrevne partier. Enhedslisten er stadig et parti, der dækker et bredt spektrum af venstrefløjens holdninger, og hvis blot denne vision fastholdes, tror jeg ikke, at der opstår intern konkurrence om taburetterne, og eventuelle forskellige holdninger vil forventes at arbejde sammen. Reglen har dermed kun én reel fordel: Den tilgodeser nye politikeres muligheder for at blive valgt ind, fordi de ikke skal vippe veteranerne af pinden.
Syvårsreglen kan i øvrigt til dels omgås: Hvis blot man holder en pause i en periode, kan man godt blive valgt ind for syv nye år. Frank Aaen har f.eks. tidligere været i Folketinget for Enhedslisten (1994 til 2001), og blev igen valgt ind i 2005. Ved Folketingsvalget 2011 sidder han således på 9. år i Folketinget for Enhedslisten.
Reglens fordel skal imidlertid vejes mod den ulempe, som Johanne Schmidt-Nielsens store succes profeterer: Når Johanne Schmidt-Nielsen tvinges til at gå af til næste valg pga. syvårsreglen, profeterer reglen, at Enhedslisten vil blive straffet med sit største valgnederlag i partiets historie.
Hvis partiet var større, ville reglen have en god berettigelse, fordi der altid ville være en pulje af velkvalificerede politikere, der kunne overtage en afgående politikers plads. Enhedslisten er imidlertid et lille parti med et lille bagland, og selv om der ikke er længere blandt de kvalificerede kandidater i Enhedslisten end i andre partier, er den samlede mængde af kvalificerede kandidater lille. Reglen føjer blot spot til skade: Når en populær og dygtig politiker bliver tvunget bort, er det langt fra sikkert, at der eksisterer en kandidat, der kan matche vedkommendes indflydelse i Folketinget.
Denne slagside ved reglen opvejer ikke reglens begrænsede fordel. Johanne Schmidt-Nielsen selv er et eksempel på, at en ung politiker hurtigt kan komme til tops i partiet, og flere af Enhedslistens nye Folketingsmedlemmer er unge politikere, der ikke er kommet ind på grund af reglen, men på grund af deres kvalifikationer. Det er til gengæld uklart, om nogen af de nye politikere vil være i stand til at erstatte Johanne Schmidt-Nielsens utrolige popularitet. Hvis ikke de kan det, falder sværdet på Enhedslisten, når reglen tvinger Johanne Schmidt-Nielsen ud af Folketinget.
Reglen har først en berettigelse, når partiet er så stort, at baglandet kan præstere en konstant strøm af dygtige og populære politikere, der kan sikre partiet Enhedslisten de stemmer, partiet har brug for. Enhedslisten må indse, at reglen skal fjernes. Nok er det uhensigtsmæssigt at skabe et glasloft over nye politikere ved at tillade en livslang karriere i Folketinget, men hellere en enkelt dygtig og populær veteran "for meget", som kan sikre adskillige andre politikere en plads i Folketinget, end en regel, der tvinger vedkommende ud, og med denne person også adskillige politikeres mulighed for at blive valgt ind.
Leave a comment