november 2011 Archives

Kære alle I, som mener, at Enhedslistens tilstedeværelse som SRSF-regeringens parlamentariske grundlag vil gøre det for nemt at være arbejdsløs. Jeg har hverken tid eller lyst til at svare jer alle enkeltvis, når I fremfører dette argument mod, at Enhedslisten skal udnytte sin demokratiske ret. Eller det vil sige, jeg formoder i hvert fald, at dette er årsagen til, at I fremfører det, for ellers lyder det ærlig talt ikke som et argument for noget som helst, men blot som en genopførelse af McCarthyistisk dommedagsfrygt.

For det første har jeg svært ved at gennemskue, hvad der er galt i, at det bliver lettere at være arbejdsløs. Vi befinder os lige nu i en global krise, og fyringer rammer bredt og ofte for tiden. I burde vel være intelligente nok til at gennemskue, at I selv vil kunne blive ramt, og at det af samme årsag ikke er i jeres interesse, at det bliver sværere at være arbejdsløs. Og selv om I skulle være blandt de heldige, kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor I ønsker, at andre skal have det svært. Jeg vil nødigt anklage jer for at bare være sådan nogen, der finder jeres glæde i andres ulykke.

Et lille stykke hen ad vejen kan jeg godt følge jer: Der vil være folk, der virkelig ikke gider bidrage til fællesskabet, og som er tilfredse med at overleve på en minimal bistand. Men det er jo ikke alle, der er sådan. Hvis alle var sådan, at man automatisk blev doven af at få det nemt eller godt, så må det også gælde jer selv, og i så tilfælde kan det ikke gå for hurtigt at sætte jeres løn ned, så I kan komme i gang med at arbejde i stedet for at gå og dandere den. Det ville klæde jer, om I i så fald tog jeres egen medicin, med mindre I altså kan give mig ret i, at langt de fleste mennesker i virkeligheden gerne vil arbejde, når det kommer til stykket.

Bevares, det vil sikkert blive dyrere at støtte gruppen af arbejdsløse, når Enhedslisten har indflydelse på finanslov og andre regeringsbeslutninger. Det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Forskellige politiske systemer fordeler goderne forskelligt, og der vil gå en lidt større sum penge til samfundets svageste individer, når regeringen er rød. Omvendt vil der gå penge til andre grupper, når regeringen er blå. Den seneste blå regering ødslede et kæmpe opsving op. Den tvang skatteyderne til at betale milliarder i bankpakker, så krakkede banker alligevel kunne give millionbonusser til deres chefer samt forsætte deres spekulationer. Den praktisk talt forærede A. P. Møller-koncernen den danske olie i Nordsøen, hvorved vi er gået glip af (foreløbig!) 76 milliarder kroner. Det vil næppe være svært at finde en lang række flere eksempler på, hvordan nogle få er blevet meget rigere på manges bekostning i løbet af Venstres og de Konservatives regeringsperiode.

Jeg tør godt vove et øje på, at sammenlignet med den mængde penge, VKO har klattet op, er det i småtingsafdelingen, hvad SRSF kommer til at "spilde" på, at arbejdsløse får det en lille smule nemmere. Og så er vi ikke engang blevet enige om, hvorvidt den sidstnævnte sum penge er spildt.

Følgende er d.d. sendt til Finansministeriet:

Kære Bjarne Corydon,

Jeg håber, at dette brev når den rette modtager; så vidt jeg har forstået, har Finansministeriet taget det tidligere IT- og Telestyrelsens ansvar for sager vedrørende digital kommunikation med borgerne, og som sådan formodentlig også ansvaret for NemID.

I dag er det kommet frem, at DanID har camoufleret udførbar kode i filer, som de har gemt og navngivet som billedfiler. Koden er skjult i forskellige filer, hvor de enkelte filers kode er særligt udformet, sådan den kan udføres på Windows-, Mac-, og Linux-maskiner: Se http://www.version2.dk/artikel/login-applet-til-nemid-camouflerer-exe-fil-som-gif-32706.

Dette strider imod DanIDs hidtidige forsikringer om, at der ikke ville blive installeret software på brugernes computer. Det afslører også, hvad IT-Politisk Forening har advaret om kunne ske, nemlig at DanID kan installere software, som de ikke kan eller vil redegøre for.

Hvad vil Ministeren konkret gøre for at sikre mere åbenhed omkring DanIDs reelle adfærd i udbredelsen af NemID, samt sikringen af borgernes computere mod muligheden for, at der via DanIDs applikation kan installeres overvågning af brugerne, såfremt dette skulle blive pålagt DanID?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Følgende er d.d. sendt til Søren Pind (V):

Kære Søren Pind,

Jeg må tilstå, at jeg kun har fulgt halvhjertet med i dine opfordringer til Ole Sohn (SF) om at redegøre for den partistøtte, som det daværende DKP modtog fra det daværende USSR, og som han mig bekendt allerede er blevet undersøgt for tidligere.

Jeg vil nødigt vil opfatte dig som så lavtsøgende og ukonstruktiv, som f.eks. dine Facebook-opdateringer såsom "[Søren Pind] is red-huntin" og en længere række af uværdige personangreb kunne give anledning til at tro. En sådan opførsel ville blot få mig til at affærdige dig som et formatløst og primitivt røvhul, omend ordet måske ville give forkerte associationer til en varme og dybde, som en sådan adfærd er foruden.

I stedet vil jeg opfatte det som et tegn på, at du gerne vil gå foran med et godt eksempel, og vil derfor foreslå følgende salomoniske løsning: Venstre har hidtil været modstander af at redegøre for sin egen partistøtte, og jeg glæder mig til at se, at du vil arbejde ærligt på det, jeg indtil videre vælger at opfatte som dine politiske mærkesager omkring specifikke personer i oppositionen. Hvis du sikrer, at Venstre offentliggør sin partistøtte, så er jeg sikker på, at Ole Sohn vil føle sig presset til at redegøre for den partistøtte, som hans tidligere parti har modtaget.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

For ca. 15 år siden op­le­ve­de Danmark en epoke i mo­bil­te­le­fo­ni, hvor Nord­jyl­land for en tid blev kaldt for Europas "Silicon Valley". Ad­skil­li­ge firmaer ud­vik­le­de mo­bil­te­le­fo­ner og softwa­re til samme, og in­ge­ni­ø­rer og ud­vik­le­re havde nemt ved at finde arbejde til en løn, der nogle steder var ganske ud­mær­ket. Glæden varede dog kun kort, og elek­tro­nik- og softwa­re­in­du­stri­en i Aalborg-området er i dag ka­rak­te­ri­se­ret ved mindre en­tre­præ­nør­virk­som­he­der.

Det har i sagens natur fået po­li­ti­ke­re og for­ret­nings­ud­vik­le­re til at stille spørgs­må­let: "Hvad gik der galt?", og svarene har typisk været for­skel­li­ge afarter af mang­len­de for­ret­nings­for­stå­el­se, util­stræk­ke­lig pro­fi­le­ring, dårlig in­ter­na­tio­na­li­se­ring og andre for­ret­nings­o­ri­en­te­re­de for­kla­rings­mo­del­ler. Jeg tror imid­ler­tid, at svaret skal findes et helt andet sted, og at det giver sig selv, når man stiller det om­vend­te spørgs­mål: Inden det gik galt, hvad var det så, der fik det til at gå godt?

Svaret på dét spørgsmål er: Vi var ikke specielt dygtige, og hemmeligheden var, at det var der heller ikke andre, der var. I midten og slutningen af 1990'erne var en mobiltelefon ret beset et klodset, primitivt apparat. Det kunne lidet andet end ringe og modtage opkald. Det betød, at groft sagt enhver med adgang til GSM-specifikationerne kunne udvikle en mobiltelefon, og markedet var endnu så sultent, at konkurrencen mellem mobiltelefon­udviklerne var underordnet. Det var et spørgsmål om, hvor mange telefoner, man kunne sælge, og med hvilken profit, ikke om man ville blive slået hverken helt delvist af banen af konkurrenterne. Forbrugerne var ukritiske al den stund, at de var imponerede over selv små forskelle, hvor en ekstra linje i display'et eller mulighed for dobbelt- eller trippel-band GSM var de store - og næsten de eneste - salgsparametre. Den frugtbare jord var udgjort af en umoden teknologi, som ingen endnu havde prøvet kræfter med, som kun krævede begrænsede kompetencer og ressourcer at udvikle, og hvis marked gav plads til mange spillere.

Det var ikke særlig innovation og specielle evner, der gjorde os til så stærke spillere. Det var derimod muligheden for at gå hovedløst i gang med udvikling af teknologi på garage-niveau, og flere af firmaerne bar da også rent ledelses­mæssigt præg af, at de var startede af chefen og et par venner i deres garage, hvorpå man sidenhen byggede garagen meget større og fyldte den med 100 ingeniører.

Det gik godt, indtil mobiltelefoner blev til apparater, der kræver titusindvis af udviklingstimer, hvor den bagvedliggende industri var kompleks, og hvor prisen på masseproduktion og support blev til store parametre i et klima, hvor markedets tørst efter mobile telefonopkald er slukket til fordel for brugen af en telefon til noget, man dengang ikke engang brugte en PC til. Nu var lå udfordringen i storproduktion og kompliceret teknologi, hvor ingen opkomling længere har en chance. I den forstand er det naturligvis rigtigt, at det, der gik galt, var at Danmarks industri ikke ejer store research­faciliteter, billige masse­produktions­muligheder, direkte adgang til de største markeder, osv. Det er rigtigt, at vi ikke er internationale, forretnings­orienterede og kan siges at have manglet forretningsforståelse for den forretning, som mobiltelefoner udviklede sig til.

Det er blot farligt at lede efter løsningen der, hvor det gik galt. Så er det nemlig nærliggende at tro, at vi skal konkurrere på de felter, hvor andre lande har haft førertrøjen i årevis, også inden det danske mobileventyr. Vi kan ikke konkurrere mod lettiske ingeniørers lønninger. Vi har ikke en kinamands chance mod asiatisk masse­produktion. Vi er ikke nordjyske ingeniører nok til at fylde så meget som et lille hjørne af en enkelt amerikansk research­facilitetet. Det er selvmord at konkurrere på disse felter. Jeg vil medgive, at en øget forretnings­forståelse eller bedre internationa­lisering sikkert vil kunne gavne mere, end de skader, men vi styrker ikke vores position ved at blive bedre til det, alle andre er langt bedre til, og formentlig vil fortsætte med at være bedre til. Vi kan ikke slå dem på deres egen hjemmebane.

Derfor bør vi se på, hvad der gik godt: Vi var parate til at springe hovedløst ud i udviklingen af en teknologi, som ingen endnu var dygtige til. Det var vores styrke, at vi turde "forske" i en optimistisk tro på, at der kunne skabes et marked. Vi gjorde med mobiltelefoner, hvad Steve Jobs gjorde med en Macintosh: Han byggede den i en garage, og det var muligt, fordi en computer på det tidspunkt var en temmelig primitiv størrelse, som enhver idiot kunne bygge. Vores styrke skal ikke være at sælge et avanceret og modnet stykke teknologi. Vi skal ikke være produktions-, salgs- og udviklings­mindede på kendte områder, som andre har kortlagt og givet infrastruktur før os. Vi skal ikke udvikle med henblik på at bygge penge, men lege med teknologien og undersøge dens muligheder. Vores styrke skal ikke ligge i at udføre lige præcis tilstrækkeligt med arbejde til, at et projekt giver et kendt og forudsigeligt resultat, men i at lede efter yderligere nåle i høstakken, selv om den første nål er fundet. Det kræver ikke mere "forretnings­forståelse" hos universiteternes uddannede kandidater, tværtimod: De studerende skal lære at ignorere markederne og tænke i retning af teknologi først, og penge og markeder helst langt senere.