maj 2016 Archives

Ord har generelt flere betydninger end den pålydende i form af de associationer, de bringer. En ordbog kan forklare os, at f.eks. "Solen" er navnet på stjernen, vores planet kredser om, men den fortæller ikke, hvad ordet giver associationer til: Lys, varme og liv. Vi tænker ikke blot på et specifikt astronomisk forhold, når vi hører ordet "Solen"; vi får også associationer, følelser, billeder og værdier.

På samme måde betyder "neger" ikke blot "sort". Dengang, vi stadig brugte ordet "neger" i Danmark, beskrev geografibøgerne negre som sorte, ja, men også som dumme, primitive, uciviliserede, m.m., fordi det var sådan, man opfattede sorte mennesker. De blev beskrevet som en race, som man anså for at være bedst egnet til manuelt og hårdt fysisk arbejde på grund af deres kropsfremtoning og lavere intelligens, og de kunne kun fungere produktivt, hvis de havde en herre til at fortælle dem, hvad de skulle foretage sig, ligesom man var nødt til at straffe dem korporligt og hårdt, fordi det var den eneste måde, de kunne lære noget på.

Det er iøvrigt ikke "gamle dage", det her. Det var i mine forældres tidlige år som skolelærere, at den slags stadig stod i geografibøgerne, og som mine forældre af samme årsag underviste deres første elever i.

Det er denne samlede opfattelse af sorte, der blev bundet sammen i ét ord: Neger.

Ordet kommunikerer dermed langt mere end hudfarve. Det kommunikerer også den opfattelse, man havde af sorte, og en særdeles negativ af slagsen. Dengang vidste man ikke, at der var tale om racisme, og at man benyttede et ord, som kommunikerede racistiske forestillinger foruden den nøgterne hudfarve, men det ved vi i dag. Ved at sige "neger" siger vi ikke bare "sort". Ordet bærer hele den underforståede, racistiske opfattelse med sig, når man siger det.

Det er præcis fordi ordet "neger" vækker følelser og bidrager til racisters verdensforståelse, at racister finder det så vigtigt at forsvare retten til at bruge ordet "neger" og ikke de mange andre danske ord, der af den ene eller den anden årsag glider ud af sproget. Racisterne kan nemlig ikke kommunikere det, de ønsker at sige, hvis de må nøjes med at kalde sorte mennesker for sorte.

Regeringen har netop besluttet, at der skal bruges enorme summer på et kampfly, der er ramt af talrige skandaler, allerede inden vi modtager det, og som eksperter i luftkamp har givet dumpekarakter. Men det er slet ikke derfor, vi køber F-35 af det amerikanske Lockheed Martin. Beslutningstagerne må le, når vi andre diskuterer, om vi har brug for kampfly, eller ryster på hovedet af dets umulige kampevne. Flyene bliver ikke købt, fordi de skal flyve, eller fordi det er vigtigt, at de virker.

I mange år har der eksisteret transatlantiske aftaler mellem EU og USA om modydelser, der skal svare til de beløb, modparten køber for. Når et EU-land køber for store beløb i USA, skal USA derfor købe for omtrent samme beløb. Sådanne aftaler forhindrer en skævvridning af handelsbalancen, hvor den ene part hele tiden køber, mens den anden part hele tiden sælger.

Når Danmark køber kampfly i USA for et svimlende milliardbeløb, er USA forpligtet til at købe for omtrent samme beløb hos os - eller rettere: Ved de danske virksomheder. Via modkøbsaftalerne flytter regeringen de mange milliarder skattekroner, der vil blive brugt på kampfly, over i det private erhvervslivs lommer. Dét er målet. Flyene er sådan set ligegyldige.

Hvordan kan en socialist gå ind for brugerbetaling på Folkekirken, når socialister ellers generelt går ind for kulturstøtte og anden støtte via skatten?

Spørgsmålet er det, man kalder et “godt spørgsmål”. For hvis man kun skal betale for Folkekirken, hvis man ønsker at bruge den, hvorfor skal f.eks. museer og forfattere så have kulturstøtte? Eller ud fra argumentet om, at man selv må betale for de foreninger, man ønsker medlemskab af, hvorfor skal Folkekirken så sejle sin egen sø, mens f.eks. sportsklubber har krav på støtte?

Svaret er, at i det er mere kompliceret end en sportsklub eller endda “kultur” - så meget, at den eneste retfærdige løsning bliver meningsløs.

For det første må man som socialist anerkende, at det er urimeligt at give en bestemt tro særstatus og -støtte. Hvis Folkekirken har krav på støtte, så har andre religioner det også. Det er som udgangspunkt helt rimeligt. Men religion er en menneskeskabt størrelse, og det er op til såvel de enkelte religiøse grupperinger som det omkringliggende samfund at vurdere, om de udgør en religion, eller om de er blot er en gruppe af mennesker. I sidstnævnte tilfælde kan de begribeligvis ikke kræve støtte som religion.

Man må derfor definere, hvornår en gruppering er religiøs, og hvornår den ikke er det. Det kan lyde simpelt nok, men det er det langt fra. Skal man f.eks. kræve, at religionen tror på en eller flere guder? I så fald er f.eks. Scientologi og diverse former for buddhisme ikke religioner. Skal man så kræve, at religionen har faste ritualer, møder og bygninger? Ja, så falder adskillige New Age (“selv-religioner”) bort. Hvis man kræver, at religionen har religiøse skrifter, falder de skriftløse religioner straks til jorden. Selv hvis man nøjes med at kræve, at den religiøse gruppering selv anser sig for at være religiøs, vil nogle af dem falde fra (f.eks. Trancendental Meditation, der i USA har ført sag for ikke at blive kaldt en religion, idet de anser deres ritualer m.m. for at bygge på videnskab, og af marketingshensyn er nødt til at give indtryk af rationalitet). Det er med andre ord praktisk umuligt at stille krav til, hvornår noget er en religion, fordi man uværgerligt vil tabe nogle af dem på gulvet, med skattemæssig forfordeling til følge.

Når religioner kan have guder eller ikke, have skrifter eller være skriftløse, have ritualer eller være dem foruden, osv. osv., er det heller ikke muligt at gå den modsatte vej, hvor man blot kræver, at religionen lever op til nogle af de træk, der karakteriserer religioner: Hvis en religion har ateisme til fælles med sekulær buddhisme, fraværet af ritualer til fælles med astrologi, skriftløsheden til fælles med inuit-religion, osv., så begynder det intuitivt at blive meningsløst at kalde det for en religion. Men man kan heller ikke afvise den, uden at man derved også afviser (dele) af andre religioners anerkendelse som sådanne. Det samme problem opstår, hvis man forsøger med et kompromis, hvor en religion skal efterleve et vist antal anerkendte træk, fordi det er umuligt at sætte grænsen et meningsfyldt sted, fordi mange træk modsiger hinanden, og fordi man man prioriterer træk, som man anser for “rigtig” religion og “forkert” religion (hvilket er meningsløst, fordi religioner blandt andet befinder sig i det normative og ekspressive område, der involverer følelser, værdier, Weltanschauuing, m.v.; man kan være enig eller uenig, men ingen har autoritet til at erklære dem mere rigtige eller forkerte end andre).

Definitioner af religion har kort sagt valget mellem at tilgodese bestemte religioner eller at være så inkluderende, at nærmest hvadsomhelst kvalificerer som religion. I Danmark tenderer religionshistorikere til at være enige om, at en religion bør indeholde et vist element af transcendens, før den kvalificerer som religion. Men det er som at sælge elastik i metermål: Hvis noget giver en form for “udvidet bevidsthed”, hvor man fornemmer noget “større” i universet end det umiddelbare, smager det allerede lidt af fisk. Desuden er der generel enighed om, at de religiøse grupperinger som mindstemål bør anse sig selv som religiøse - dog med forbehold for f.eks. Transcendental Meditation og det forhold, at danskere af religio-historiske årsager foretrækker at anse sig for spirituelle frem for religiøse, idet det sidste ord har fået fundamentalistiske konnotationer her i landet.

Da TV-serien “Den halve sandhed” (2004 - 2005) således i spøg forsøgte at få en fodboldfanklub anerkendt som trossamfund, var det ikke en helt umulig opgave; dog er der specifikke regler for anerkendelsen af trossamfund, der netop udelukker en række religioner, fordi reglerne tilgodeser specifikke former for religion. (Det skal her noteres, at anerkendte trossamfund er en specifik konstruktion, der primært berettiger grupperingen til at vie mennesker med juridisk gyldighed. Man kan sagtens udgøre en religion, selv om man ikke lever op til kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund.)

Såfremt man accepterer, at alt, hvad der overhovedet kan kaldes for en religion, dermed gør sig berettiget til statsstøtte på lige fod med Folkekirken, bliver der tale om væsentligt øgede udgifter til religioner. Visse borgerlige kritikere vil muligvis anklage venstrefløjen for ikke at være opmærksom på sådanne problemstillinger, men det er en anden diskussion. Det mere væsentlige problem i indeværende kontekst er, at den paraply, der dækker over religioner, er så favnende, at groft sagt alt vil kunne kræve statsstøtte med henvisning til religiøse elementer. En badmintonklub kan tilføje en paragraf i sine vedtægter om, at klubben blandt andet har til formål at fremelske en livsstil med åndelig udvikling og andre religiøst klingende floskler ind, og straks vil det blive problematisk at benægte, at klubben har berettigelse til statsstøtte på lige fod med bona fide religiøse grupperinger.

Hvis alle religioner gøres berettiget til støtte, skaber man reelt en situation, hvor næsten enhver forening kan gøre krav på denne støtte. Så kan man lige så godt sige, at enhver forening har krav på støtte, om deres formål blot er at være "Foreningen til modtagelse af statsstøtte". Og det vil være fuldstændig meningsløst.

På det seneste er der berettet om voldtægtssager, hvor de anklagede er gået fri. Det er uheldigt og særdeles ubehageligt for såvel ofret som potentielle ofres følelse af såvel retssikkerhed som personlig sikkerhed.

En voldtægt af en 14-årig pige er blevet udlagt således, at fordi hun havde råbt om hjælp, og ikke havde råbt “nej!”, gik voldtægtsmanden fri. I en anden sag var en pige blevet bevidstløs, og sagen blev udlagt, som om man af den grund ikke kunne vide, om hun havde noget imod det.

På baggrund af sager som ovenstående bliver der fra flere politikere opfordret til lovændring. Ingen har givet konkrete bud på, hvad denne lovændring skal gå ud på, men målet er at få flere voldtægtsforbrydere dømt for voldtægt. Målet kan man naturligvis kun være enig i.

Men udlægningerne af de to førnævnte sager er ikke korrekte. I den første sag gik gerningsmanden ikke fri, fordi pigen havde råbt “hjælp!” i stedet for “nej!”, men fordi anklagerens påstand om, at hun var bedøvet, kunne afvises (hvilket den begribeligvis også ville være blevet, hvis hun havde råbt “nej”). Eftersom anklageren havde hægtet hele tiltalen op på denne anklage, så var der ikke noget at komme efter. I en retssal kan man ikke fremstille en ny, alternativ anklage på stedet - i dette tilfælde f.eks. at hun tydeligvis ikke ønskede samlejet (længere). Uanset om det måske ved første øjekast kan synes rimeligt, så skal den tiltalte have en chance for at forsvare sig mod en anklage, som af samme årsag skal være præsenteret på forhånd, i god tid inden retssagen. Retssagen er dermed et eksempel på, at vores retssystem fungerer, og at fejlen ligger hos anklageren, der valgte at føre sagen på et grundlag, der kunne afvises.

I den anden sag optrådte voldtægten efter, at sagsøger havde indlagt sig på at have sex. Men i modsætning til, hvordan nogle har udlagt sagen, blev det ikke brugt som en undskyldning for voldtægten, at hun selv havde været interesseret i begyndelsen: Dommen gik ud på, at man ikke kunne bevise, at der var foregået en voldtægt, hvilket begribeligvis fritager hende fra enhver skyld (thi man kan jo ikke give nogen skylden for noget, man ikke ved om er foregået). Som det fremgår af det ganske grundige referat i artiklen er det mildt sagt uklart, hvad der præcist skete. Man kan naturligvis ikke tage fra hende, hvordan hun oplever hændelsen, men i en retssag er man nødt til at vurdere, hvad der skete i situationen. Det står ikke klart, at hun f.eks. var bevidstløs, mens der blev dyrket sex. Igen er denne sag udtryk for, at vores retssystem fungerer, fordi den væsentlige tvivl er kommet de anklagede til gode. (Omend jeg personligt finder, at de to sidste anklagede havde en noget dårligere sag end den første.)

Domsfældelsen i begge sager ser således ud til at leve op til meget dyrt købte retsstatsprincipper: At man ikke dømmer en person, med mindre det kan bevises hinsides tvivl, at vedkommende er skyldig. At bevisbyrden ligger på anklageren, og hvor den anklagede ikke skal bevise sin uskyld. At vores vigtige, retsstatslige doktrin er, at man hellere lader en skyldig gå fri, end man straffer en uskyldig.

Jeg er derfor bekymret for, hvad de konkrete forslag til den ønskede lovændring bliver. Bekymret for, hvor store dele af retsstaten, der mon bliver smidt ud med badevandet. Skal man se bort fra, at offerets forklaring modsiges af offerets adfærd og øvrige vidners forklaring? Skal man ignorere anklagedes udlægning? Skal den anklagede bevise sin uskyld i stedet for, at anklageren skal bevise skylden? I så fald vil det være et opgør med helt grundlæggende retsstatslige principper. Jeg håber ikke, det bliver den slags ændringer. Men det er desværre den slags ændringer, der for mig at se skal til, hvis man ønsker et andet udfald i sager som de to ovennævnte: Løsningen på voldtægt er åbenbart at voldtage Justicia.

Nuvel, der vil blive dømt flere voldtægtsforbrydere. Men der vil blive dømt mange flere uskyldige mennesker, og ikke mindst mænd vil opleve, at sex som sådan bliver farligt for straffeattesten. Hvis man velvilligt indlader sig på sex med en partner, der pludselig begynder på en form for sex, som man ikke bryder sig om (og det er der mange muligheder for), og man siger nej tak i løbet af sexlegen... er det så pludselig voldtægt og ikke “bare” respektløst, hvis vedkommende fortsætter, men iøvrigt ikke gør brug af vold eller tvang? Risikerer vi at sende alt andet end missionærstillingen tilbage til tidligere tiders ulovliggørelse af seksuel “perversion”, fordi man risikerer at blive dømt for voldtægt, hvis man pludselig føler sig lidt kinky, og prøver det bageste hul uden at spørge?

Hvis jeg vågner op ved siden af en partner, der spørger: “Lavede vi noget i går aftes?”, skal jeg så blive alvorligt nervøs? Skal jeg sørge for at undgå at have sex med en partner, som jeg møder i byen, hvis vedkommende drikker spiritus, fordi jeg kan risikere, at vedkommende falder i søvn under samlejet og dermed pludselig gør mig til voldtægtsforbryder? Tør jeg overhovedet gå med en fuld kvinde hjem, selv om jeg sover på hendes sofa, fordi hun kunne tro, jeg havde forgrebet mig?

Sex er noget, man ofte dyrker i passion, og uden nærmere aftale. Det er også noget, man nogle gange gør lidt af pligt for partnerens skyld, fordi sex har en social funktion. Hvis det bliver til noget, man skal skriver kontrakt om på forhånd, og hvis koreografi man er tvunget til at tilrettelægge, såfremt man ønsker at dyrke alt andet end den “sikre” form, så er det enhver puritanists våde drøm.