Recently in Terrorfrygt Category

Ser man ekstremister efter i sømmene, opdager man ofte, at de har en særlig tilknytning eller interesse til deres erklærede modstander, som ikke har noget med deres religion at gøre.

Religion er en teologisk forklaringsmodel, hvor ikke blot naturfænomener men også komplekse samfundsmæssige og sociale problemstillinger forklares i religiøse termer og med religiøs symbolik. Det burde man i vore oplyste samfund efterhånden tage sig til hovedet over, men det ændrer ikke på, at sådan har religioner altid været. Mennesker ser med temmelig få undtagelser verden gennem "gud-farvede briller".

Religiøs symbolik samler et omfattende verdensbillede og en lang række følelser og personlige værdier i ganske få billeder. Hele den kristne religion med dogmer, leveregler, verdensanskuelse, osv. kan komprimeres til et symbol udgjort af to krydsende streger. Det gør korset til et meget stærkt symbol for de kristne. Andre religioner har tilsvarende stærke symboler, der sammenfatter religionernes følgeres verdensopfattelse og giver dem identitet.

Hvis man vælger at anskue religionerne som abstrakte forklaringer på reelle fænomener, så kan man måske følge dem en smule af vejen: Hvis en religiøs person føler sig presset fra alle sider, vil den pågældende person kunne opleve sig religiøst presset, men selv om det reelle pres i virkeligheden er af social eller økonomisk karakter, så er oplevelsen af at blive presset reel nok. I en vis forstand kan kan sige, at religion er samfundets sprog - omend en sådan definition ikke ville være udtømmende.

Dermed burde det være oplagt, at en religiøs terrorist i Frankring kan antages at have algeriansk baggrund. Den blodige fortid mellem Algeriet og Frankrig kaster stadig lange skygger i det franske samfund, og sætter stadig i dag de to befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er helt efter bogen, at en sådan konflikt finder vej ind i den religiøse selvforståelse. Algeriske borgere vil have større tendens til at føle det historiske had end borgere fra andre lande. Hvis det krydres med øvrige sociale eller psykiske problemer, er der ikke langt til radikaliserede, religiøse holdninger.

I en vis forstand udgør den religiøse tolkning en stødpude mod de reelle problemer, fordi kompleksiteten af disse virkelige problemer gør det svært at blive bevidst om dem. De føles "forkert" og "undertrykkende" (og er det!), men det er svært at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. De komplekse problemer er i en vis forstand usynlige. (Her kunne man måske ane en marxistisk tolkning af religion - at religion er det undertrykte folks hjertesuk og udgør et bedøvende opium - men det en hel anden dynamik, der er på spil: Religionen er ikke virkelighedsflugt men snarere tværtimod en forklaringsmodel.)

Omvendt gør denne oversættelse af virkelige problemer til en religiøs fortolkning også religionen til det ømme punkt. Hvis religionen hånes via dens symboler, oversættes hånen til det, som religionen kun udtrykker symbolsk, nemlig en hån af ens håndgribelige virkelighed. Når man som priviligeret gruppe håner de religiøse symboler, der bruges af en undertrykt gruppe, som forstår sin position via religiøs symbolik, bliver hånen identisk med Marie Antoinettes ytring: "Så giv dem da kage". Franskmændenes reaktion på denne udtalelse behøver næppe nogen introduktion. (Det er en myte, at Marie Antoinette skulle have sagt noget sådant, men udbredelsen af denne myte understreger, at mytologi og symbolik er stærke kommunikatører af værdi.)

Selvfølgelig er en religiøs tolkning af komplekse forhold ikke forbeholdt ekstremister, der med mere eller mindre ret har ondt i nederste del af ryggen. Her i landet henviser politikere på begge sider af midten - omend oftere, desto længere ud til højre man bevæger sig - til "kristne værdier", uden nogen er i stand til at komme med specifikke bud på, hvad kristne værdier går ud på, som ikke deles med buddhister, hinduister og muslimer.

I forhold til muslimske ekstremister er den teologiske tolkning ingenlunde mindre hos danske meningsdannere, end den er i de selvsamme ekstremisters hoveder. I hvert fald når de frem til samme konklusion, alene baseret på teologi: De læser i Koranen og mener, at de er i stand til at forstå dens budskab (hvilket er teologi), eller de lytter til ekstremistiske imamer og drager deraf en konklusion på, hvad Islam går ud på (hvilket også er teologi i form af valg af tolkning). Deres uenighed kan stort set reduceres til, om man kan tillade sig at føre tolkningen ud i praksis eller ej.

Overfor disse fundamentalistiske tolkninger befinder et flertal sig med andre teologiske tolkninger, der i sin langt mere moderate form reflekterer en tilsvarende langt mere balanceret evne til at begå sig i samfundet. Disse grupper kan forklare, at man ikke skal læse Koranen sådan, og at ekstremisternes læsning er forkert. Som om førstnævnte sad med en personlig kvittering fra Muhammed, hvor han kundgjorde, at netop de havde ret i deres tolkning. Så længe dette ikke er tilfældet, må man desværre konstatere, at ingen med sikkerhed kan vide, hvad Muhammed mente, og hvad han ville have ment i dag.

Således står teologiske tolkninger overfor teologiske tolkninger, men ingen bliver klogere på, hvad de teologiske tolkningerne reelt er udtryk for, før man fjerner det religiøse symbolsprog: De afspejler de samfundsgrupperinger, de enkelte religiøse grupperinger befinder sig i.

Religion bør kritiseres og angribes, fordi de religiøse forståelsesmodeller i dag er langt overgået af politiske, økonomiske, sociologiske og psykologiske modeller. Det gør man ikke ved at tale religionens sprog i form af flere "Muhammedtegninger", men ved at erstatte teologiske og religiøse forklaringsmodeller med en diskussion og forståelse for de samfundsmæssige, sociale og psykologiske dynamikker, de udtrykker. Men det forudsætter naturligvis, at vi er parate til at erkende, at problemet er mere komplekst end uenige religioner, og at vi selv er en del af de samfundsproblemer, vi ønsker at løse.

Det er ikke religionen, der er kræften i samfundet. Religionen er blot de symptomer på kræften, der burde få en til at søge læge.

Følgende er d.d. sendt til PET:

Kære PET,

Jeg har med interesse læst jeres rapport om jeres indsats mod politisk ekstremisme, der blev udgivet d. 14. november 2011. Imidlertid undrer jeg mig over rapportens redegørelse for det venstre­­ekstre­­mistiske miljø. Jeg vil her fremhæve følgende passage i rapporten:

Passagen bekymrer mig, fordi jeg i følge jeres beskrivelse ser ud til at kvalificere som "ekstremist". Jeg støtter f.eks. fagforeningerne mod virksomhedernes forsøg på lønpres m.v., jeg er imod Danmarks deltagelse i Irak og Afghanistan, jeg er imod fascisme og xenofobi, jeg er imod racisme, jeg er imod globalisering, jeg går ind for dyrevelfærd, og jeg støtter den integrations- og asylpolitik, som normalt formuleres af Enhedslisten og de Radikale. Jeg er usikker på, hvorvidt min støtte til udenlandske bevægelser og klimapolitik kan kategoriseres som støtte til ekstremisme al den stund, at disse bevægelser tilsyneladende klassificeres og deklassificeres som terror­bevægelser i flæng; Greenpeace har dog oplevet at blive dømt under terrorlov­givningen, hvorved min støtte til Greenpeace formodentlig sætter mig i samme kategori som den dømte organisation. Min støtte har været i form af holdnings­tilkende­givelser, fremmøde i lovlige og anmeldte demon­strationer samt hjælp til finan­ciering.

Endvidere beskriver rapporten, at:

I den forbindelse kan jeg oplyse, at jeg er IT-ekspert, og at jeg i mit seneste job har været ansvarlig for at sikre, at en ca. 1.000 mand stor udviklingsafdeling lever op til Dansk Standard DS484:2005 for IT-sikkerhed; dette har involveret (hypotetiske) forsøg på at kompromittere IT-systemer indeholdende person­følsomme data for størstedelen af Danmarks befolkning.

Rapporten nævner nært samarbejde med udenlandske organisationer samt forsøb på udveksling af våben. I en sådan sammenhæng er min indsats begrænset til at undervise en lokal gruppe af overvejende venstreorienterede unge i selvforsvar, idet vi fokuserer på frigørelse, undvigelse, afvæbning, blokader, låse o.l. Baggrunden for min undervisning er, at eleverne er nervøse for, at vores fælles hjemby vil opleve en optrapning til forholdene i Aarhus, hvor primært venstre­orien­terede har oplevet at blive ofre for koordinerede overfald på åben gade af et langt større antal højre­ekstr­emister - overfald, der i den borgerlige del af pressen jævnligt omtales som "sammen­stød".

Mine foreløbige forbrydelser har hidtil været begrænset til en enkelt fartbøde samt en situation, hvor jeg kørte cykel med defekt lygte indenfor lygtetæn­dingstiden. Siden disse lovbrud har jeg været sikkerhedsgodkendt af Forsvarets Efter­retnings­tjeneste i forbindelse med opgaver, jeg har løst for Forsvaret. Jeg kan end ikke med bedste vilje komme i tanke om situationer, hvor jeg har forsøgt at benytte udemo­kratiske, uparlamen­tariske eller ulovlige metoder. Ikke desto mindre giver jeres rapport et stærkt indtryk af, at personer som undertegnede er venstre­ekstremister. Jeg vil derfor gerne bede jer redegøre for følgende spørgsmål:

1. Kan PET bekræfte, at de optegnede særdeles inklusive holdninger og tilhørsforhold, som jeg har citeret her, dækker en meget stor gruppe mennesker med politiske holdninger lige fra den yderste venstrefløj til de Radikale?

2. Idet ansatte ved PET må formodes at tilrette deres årvågenhed i henhold til rapportens eksplicitte indhold, hvordan sikrer PET sig så, at PET på baggrund af de i rapporten optegnede inklusive kendetegn ikke retter mistanke og overvåger uskyldige personer? Alternativt bedes PET redegøre for, hvorfor der specifikt bør rettes mistanke mod min person.

Med venlig hilsen og på forhånd tak,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Jeg opfordrer hermed folk til at droppe konspirationsteorierne, indtil de har redegjort for, hvad der eventuelt ville ske blandt Osama Bin Ladens støtter, hvis deres martyr havde fået pressedækning. Synet af deres leder(?) lidende martyrdøden ville næppe fratage dem deres kampgejst.

Der er gode argumenter for, at USA ville fabrikere Osama Bin Ladens død, så det er kun sundt at være temmelig skeptisk. Men USA ville løbe en enorm risiko for, at Osama Bin Laden pludselig dukkede op i levende live. Det ville være en alvorlig streg i regningen i forhold til USAs internationale troværdighed, hvis Osama Bin Laden viste sig at være i live.

Skal man endelig være konspirationsteoretisk anlagt, så er det bedre at foreslå, at Osama Bin Laden har været død i adskillige år, og at USA længe har manglet et argument for at trække sig ud af den Afghanistan-krig, som de er ved at tabe.

Med SFs udmelding om, at det skal være strafbart at besøge hjemmesider med information om terrorisme, og med den store opbakning fra alt, hvad der ligger til højre for SF, rykker vi et skridt nærmere den statscensur, der kendetegner politistater.

Det står ikke klart, hvordan vordende terrorister skulle forhindres i at opsøge den nødvendige viden, for de hidtidige forsøg med DNS-blokering kan f.eks. omgås helt uden problemer. Ønsker man at sløre sine spor, kan man også hurtigt og nemt gøre det med tor. Det ved terrorister sandsynligvis godt, og man kan forvente, at PET i bedste fald flytter de mere professionelle af slagsen ud i PETs blinde vinkel, og spilder energien på folk, der i overvejende grad er harmløse. Øksemanden, der forsøgte at slå Kurt Westergaard ihjel, var således allerede under overvågning, og det var alene politiets sløseri, der var årsag til, at han fik adgang til Kurt Westergaards hus.

Den meget uklare terrorlovgivning gør det dog svært at gennemskue, hvornår man gør noget kriminelt. Hvis du f.eks. støtter FARC, er du skyldig i at støtte en terrorbevægelse efter visse definitioner, men gælder det også, hvis du søger information om gruppen på nettet? Og er du sikker på, at du bør læse om den på f.eks. Oprørs hjemmeside i stedet for en side, som regeringen eller PET sandsynligvis ville opfatte som mindre problematisk? Tør du besøge hjemmesiden for Greenpeace, der her i landet er blevet dømt for terror?

Hvilken situation står du i, hvis du læser om folk, der har kastet med Molotov-cocktails og er nysgerrig efter at vide, hvad de består af, og derfor klikker på en side, der beskriver det? Er du dermed lige så kriminel, som hvis du ser på et mordvåben i en dansk sportsbutik? Skal du beskytte dig mod overvågning, hvis du læser om Theodore Kaczynski på Wikipedia, eller går det først galt, når du fra samme Wikipedia-artikel klikker videre til hans Unabomber-manifest? Er du endegyldigt stemplet, når du finder ud af, hvordan han lavede bomber af gødning og vil vide, hvordan det dog er muligt at lave en bombe af gødning, der (måske) kunne dræbe 168 og såre 680 ved en sprængning i Oklahoma City? Eller er det for sent for din retsskaffenhed, nu hvor du har klikket på dette blogindlæg, hvor jeg fortæller dig, at en sådan bombe fremstilles ved at blande ammoniumnitratsbaseret gødning med dieselolie?

Hvis du troede, at du kunne lære noget om anarki ved at æ¦se "Anarkistens kogebog", så kan den slags opskrifter på diverse chikanerier (hvor ubehjælpsomme og forældede, de end er) måske også bringe dig på en overvågningsliste. Og skulle du være bekymret for, hvad en ven med selvmordstanker måske planlægger, kunne du jo mistænkes for at planlægge et attentat, der skulle camoufleres som selvmord. Måske er du ligefrem landsforræder, hvis du finder Jægerbogen online og vil se, hvordan Googles oversætter maltrakterer den, når Google oversætter bogen til arabisk. Du kunne risikere at blive frataget dit statsborgerskab og blive landsforvist, som nogle af de større idioter i dansk politik foreslår.

Men givet at Kurt Westergaards attentatmand var bevæbnet med en kniv og en økse, og at PET opfattede det som terror, er det måske allerede for galt, at der findes sider som den her, hvor enhver kan købe terrorvåben over nettet. Det link skal du i hvert fald ikke klikke på.

A Tunisian male suspected of planning an assassination of Kurt Westergaard (the artist that drew the infamous picture showing Muhammed with a bomb in his turban) was recently discovered to live virtually next door to Westergaard's home.

This caused understandable uproar; someone suspected of planning an assassination should be arrested.

But the case is alarming for quite different reasons.

Some years ago, following the 9/11 attack, the Danish right-wing government passed an anti-terror legislation, which included the use of so-called "administrative expulsions." They are more severe than they may sound, as they enable the Danish police intelligence agency to state which non-Danish citizens should be expelled from the country without trial based on mere suspicion that they pose a danger to the nation.

This is what happened to the Tunisian male. After suspecting him of planning the assassination of Westergaard, the police intelligence agency assigned him for expulsion from Denmark, referring to the new administrative expulsion option. However, Tunisia is known for its use of torture, and it would be illegal to return the Tunisian male to his home country. The Tunisian male was therefore released from custody and has been able to travel freely, and will never be charged of the crime that he allegedly had planned.

This is evidently absurd, but it gets worse.

The Danish right-wing government had first attempted to expel the Tunisian male to Tunisia nonetheless based on so-called "diplomatic guarantees," a simple, official Tunisian statement that the Tunisian male would not be subjected to torture—obviously a worthless guarantee that earned the Danish government heavy criticism from Amnesty International, the UN Human Rights Commitee, and several other human rights organizations. The Danish government responded to the criticism by postponing its decision to use diplomatic guarantees, and instead ventured further down the path of absurdity:

Not intending to let the assassination suspect go, a resolution was hurried through parliament proposing that the Tunisian male and others living as so-called "tolerated residents" must be sent to the Sandholm camp (a Danish refugee camp whose role in the Danish treatment of refugees has been criticized by human rights organizations) or alternatively be imprisoned until it becomes possible to return them to their home countries.

This all means that in practice the Danish government has proposed that detainees whose case was never tried in court, who never saw the evidence of their crime, and who were thus unable to defend themselves against the accusations, can be imprisoned indefinitely.

Unfortunately, this sounds all too familiar: the US has kept suspects imprisoned for years without trial in Guantánamo. It seems the Danish government was not only more than willing to follow the US into a war in Iraq that has cost countless civilian lives and made life miserable for even more. It now also attempts to implement the US model of Guantánamo on Danish soil.

On the upside, Denmark is part of the European Union and must obey the European Human Rights Convention, which prohibits such imprisonment of suspects without trial. If the Danish government succeeds in passing its new legislation, it will have to answer to the European Human Rights Convention.

Lovene mod terror har vi tidligere har set eksempler på, at man har kunnet bruge til at ramme langt bredere, end det (forhåbentlig) var meningen. Da Greenpeace den 10. juni 2000 modtog en dom for at have trængt ind og sat et banner op på Landbrugsrådets hovedbygning i København, blev terrorloven taget i brug.

Nu er det så sket igen. Den britiske finansminister Alastair Darling har benyttet en antiterrorlov, som blev vedtaget efter bombeangrebene i London i 2005, til at indefryse islandske værdier i Storbritannien. Loven giver myndighederne mulighed for at indfryse værdier ved mistanke om, at noget kriminelt vil finde sted.

David Edwards fra Amnesty International bemærker, at det ikke er en krænkelse af menneskerettighederne, men at han aldrig har set en terrorlovgivning, der er brugt til noget, der ligger så fjernt fra terror.

Medierne rapporterer, at en kasse med ledninger og væske vitterligt var en bombe. Men jeg er ikke helt overbevist, og det er der nogle grunde til:

Politiet meddelte meget hurtigt til medierne, at de havde fundet en "ægte" bombe på trods af, at den på det tidspunkt slet ikke var blevet undersøgt endnu. På det tidspunkt, da Rullemarie blev sat ind, vidste man stadig ikke, om den indeholdt noget, der kunne sprænges.

Beskrivelsen af bomben - en trækasse med ledninger, fjedre, rør og væsker - lyder som en rigtig dårlig, stereotypiseret Hollywood-udgave af en bombe.

Modtageren, der var murer, kunne fortælle, at han havde åbnet kassen og klippet en snor over. Med mindre det skal forstås sådan, at der var bundet en snor rundt om kassen, som nødvendigvis skulle klippes over, for at kassen kunne åbnes, så er det en lidt underlig oplysning at give politiet. Mureren ville vel kun finde dén oplysning relevant, hvis han havde vurderet, at han nok skulle skynde sig at klippe "den røde ledning" for at undgå sprængning - hvilket så gør det lidt underligt, at han efterfølgende tog på arbejde og først alarmerede politiet, da han kom hjem. Politiet har tilsyneladende brugt forklaringen til at konkludere, at bomben var luremineret, så den ville sprænge, hvis nogen forsøgte at åbne den, hvilket (sjovt nok) ikke skete.

Der er fundet en bombe i Danmark, skriver Jyllands-Posten. Man er næsten fristet til at sige, at det også var på tide, at en bombealarm var andet end en false-negative, og at politi og terrorskræmte derfor langt om længe har noget at glæde sig over, men glæd jer nu ikke for tidligt.

Og som service for de lidt langsommere læsere: En moderne bombe - herunder en IED - ligner ikke noget fra en Hollywood-film, og de fleste bombemænd ville nok også vælge et sted, der udviste lidt mere indelukkede sprængningsforhold end et åbent gadehjørne. Men bevares, det kan da være, at jeg tager fejl, for der findes vel også tungnemme bombemænd.

Update: Politiken har givet historien et lidt mindre dramatisk spin, idet "bomben" omtales som en kasse med ledninger. Jyllands-Posten pisker derimod stadig op til terrorfrygt.

Krigen i Irak er vundet, men det er freden endnu ikke. Der var engang en ekspert i krigsførelse, som skrev sine tanker om krig ned, og hans guldkorn kunne måske forklare lidt af årsagen:
Men hvad ved sådan en gammel idiot også om krig.

Der er altid nogle få idioter, der er parate til at sige, at "det er det værd, hvis det gør det mere sikkert", uanset hvor fascistisk et lovtiltag kunne være. Visiteringer uden lovhjemmel, krænkende forhør, og andre former for genering er helt i orden, hvis man skal med flyet.

Man skulle jo nødigt risikere, at den gamle dame med de tykke briller var en terrorist, der havde tænkt sig at manøvrere flyet ind i Rundetaarn ved at true med batterierne fra sit høreapparat.

Jeg håber virkelig, det er en joke. Men med de vanvittige folk, der findes i dansk politik - f.eks. den borgerlige regering og dens forbudshysteri - er det næsten et for optimistisk hÃ¥b.