Dansk Folkeparti vandt i udlændingeaftalen

Da Dansk Folkeparti nægtede at ville rette sig efter EF-domstolens afgørelse, var det formentlig kun den dummeste del af befolkningen, der kunne tro på, at det ville kunne lade sig gøre.

Når Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, giver udtryk for, at det er epokegørende, at Dansk Folkeparti har måttet æde EU-lovgivningen i sig, er det derfor en sandhed med modifikationer: Dansk Folkeparti havde ikke noget valg, og det må man formode, at de godt vidste til at begynde med.

Hvis vi mentalt sætter scenen til Hjallerup marked, hvor de handlende prutter om priserne, så enhver mellemøstlig bazar-tæppehandler må se misundeligt på, er det ganske tydeligt, hvad der skete. Dansk Folkeparti lagde meget hårdt ud: Hvis ikke regeringen ignorerede EU-reglerne, ville Dansk Folkeparti ikke længere støtte regeringen. Dette var en urealistisk høj pris, og regeringen og Dansk Folkeparti måtte naturligvis forhandle sig til en lavere pris.

Den endelige pris ser vi så nu: Dansk Folkeparti har selvfølgelig ikke fået deres første bud, men har i stedet handlet sig frem til en lang række stramninger på udlændingeloven, som de ellers ikke ville have opnået - og det var dét, de oprindeligt var interesserede i.

Det er således ikke nogen sejr, og der er ikke noget epokegørende i, at Dansk Folkeparti har måttet give efter for EU-reglerne. Resultatet af hele denne sag er, at vi har fået yderligere stramninger, som vi formentlig kun har fået, fordi Dansk Folkeparti lagde ud med et første bud, der var så højt, og fordi regeringen (formentlig velvilligt) handlede med dem.

Se også: Ralf Pittelkow overvurderer vælgerne.