Recently in Borgerlige Category

Kære alle I, som mener, at Enhedslistens tilstedeværelse som SRSF-regeringens parlamentariske grundlag vil gøre det for nemt at være arbejdsløs. Jeg har hverken tid eller lyst til at svare jer alle enkeltvis, når I fremfører dette argument mod, at Enhedslisten skal udnytte sin demokratiske ret. Eller det vil sige, jeg formoder i hvert fald, at dette er årsagen til, at I fremfører det, for ellers lyder det ærlig talt ikke som et argument for noget som helst, men blot som en genopførelse af McCarthyistisk dommedagsfrygt.

For det første har jeg svært ved at gennemskue, hvad der er galt i, at det bliver lettere at være arbejdsløs. Vi befinder os lige nu i en global krise, og fyringer rammer bredt og ofte for tiden. I burde vel være intelligente nok til at gennemskue, at I selv vil kunne blive ramt, og at det af samme årsag ikke er i jeres interesse, at det bliver sværere at være arbejdsløs. Og selv om I skulle være blandt de heldige, kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor I ønsker, at andre skal have det svært. Jeg vil nødigt anklage jer for at bare være sådan nogen, der finder jeres glæde i andres ulykke.

Et lille stykke hen ad vejen kan jeg godt følge jer: Der vil være folk, der virkelig ikke gider bidrage til fællesskabet, og som er tilfredse med at overleve på en minimal bistand. Men det er jo ikke alle, der er sådan. Hvis alle var sådan, at man automatisk blev doven af at få det nemt eller godt, så må det også gælde jer selv, og i så tilfælde kan det ikke gå for hurtigt at sætte jeres løn ned, så I kan komme i gang med at arbejde i stedet for at gå og dandere den. Det ville klæde jer, om I i så fald tog jeres egen medicin, med mindre I altså kan give mig ret i, at langt de fleste mennesker i virkeligheden gerne vil arbejde, når det kommer til stykket.

Bevares, det vil sikkert blive dyrere at støtte gruppen af arbejdsløse, når Enhedslisten har indflydelse på finanslov og andre regeringsbeslutninger. Det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Forskellige politiske systemer fordeler goderne forskelligt, og der vil gå en lidt større sum penge til samfundets svageste individer, når regeringen er rød. Omvendt vil der gå penge til andre grupper, når regeringen er blå. Den seneste blå regering ødslede et kæmpe opsving op. Den tvang skatteyderne til at betale milliarder i bankpakker, så krakkede banker alligevel kunne give millionbonusser til deres chefer samt forsætte deres spekulationer. Den praktisk talt forærede A. P. Møller-koncernen den danske olie i Nordsøen, hvorved vi er gået glip af (foreløbig!) 76 milliarder kroner. Det vil næppe være svært at finde en lang række flere eksempler på, hvordan nogle få er blevet meget rigere på manges bekostning i løbet af Venstres og de Konservatives regeringsperiode.

Jeg tør godt vove et øje på, at sammenlignet med den mængde penge, VKO har klattet op, er det i småtingsafdelingen, hvad SRSF kommer til at "spilde" på, at arbejdsløse får det en lille smule nemmere. Og så er vi ikke engang blevet enige om, hvorvidt den sidstnævnte sum penge er spildt.

Landsforræderi henviser til den forbrydelse, det er at begå handlinger, der er til fare for ens eget lands sikkerhed, eller som er i åbenlys modstrid med landets interesser. Under den borgerlige regering, der fratrådte i 2011, blev anklagen regelmæssigt rettet mod borgere, som støttede ikke-etniske danske mindretals interesser, eller som erklærede sig uenige i såvel regeringens økonomiske politik som dens udlændingepolitik. Dette øjensynligt ud fra en betragtning om, at de ville landets bedste, og at man enten var med dem eller mod dem. Var man imod dem, var man også imod landet.

Man var således landsforræder, hvis man fremførte en anden økonomisk politik, eller hvis man havde andre værdier end de, regeringspartierne opfattede som danske.

Historien vil vise, om den økonomiske politik fra S/SF/R vil blive værre end det enorme underskud på 85 milliarder kroner, som den borgerlige VKO-regering efterlod til sin efterfølger efter at have ødslet et årtis fremgang væk på skattelettelser til de allerrigeste. Historien vil også vise, om landet vil tage skade af, at der findes interessegrupper i samfundet, der ikke mener, at landet kun er for kristne, etniske danskere. Det er i bedste fald spekulation, om disse grupperinger kan kaldes landsforræderiske.

Det er langt mindre spekulativt at vurdere handlingerne fra folk, der gennem deres handlinger direkte skader landet. Her tænker jeg på de private virksomheder, der flytter produktionen til udlandet for at tjene lidt mere til sig selv og deres aktionærer. Jeg tænker på virksomheder, der ikke betaler skat.

Selv den borgerlige opposition mener (og mente, mens den var regering), at det er et problem, at arbejdspladser bliver flyttet ud af landet. Men i stedet for at gøre virksomhederne ansvarlige for problemet, når de fyrer danske ansatte og outsourcer eller flytter helt til udlandet, havde VKO den frækhed at gøre de ansatte til problemet: Det var arbejdernes skyld, at når de ville have en høj løn, så tvang de ansatte de stakkels firmaer ud af landet. Virksomhederne betalte også for meget i skat på trods af, at Danmark på det punkt ligger i mellemklassen.

Det er ikke samtlige arbejdere i Danmark, og de faglige organisationer, de indgår i, der er forræderisk anlagte. Landsforræderne er de firmaer, der svigtet landet ved at fyre danske arbejdere og flytte produktionen til udlandet. Landsforræderne er de bestyrelser og kapitalfonde, der opkøber firmaer med henblik på at sælge splitte dem til atomer og sælge dem til udlandet. Landsforræderne er de aktionærer, der har aktier i disse firmaer. Og landsforræderne er dem, der fører politik til støtte for den slags firmaer.

Indenfor de sidste 10 år har den almindelige dansker fået op til flere hundrede kroner i skattelettelser af den borgerlig regering, og hvad er takken? En stor del af befolkningen vil have yderligere skattelettelser. Nuvel, det er måske forståeligt, fordi uligheden er steget: Skattelettelserne faldt jo især ud til de allerrigeste menneskers fordel, mens de af skatten hidtil dækkede udgifter langsomt er overgået til brugerbetaling, og nettoresultatet blev, at det blev dyrere at være dansker - med mindre man i forvejen var en af de allerrigeste.

Men den slags er naturligvis lidt sværere at regne på. Venstres og de Konservatives faste vælgerskare, samt de af de Radikales vælgere, der er klar over, hvad de Radikales økonomiske politik går ud på (den er nemlig i store træk identisk med Liberal Alliances, blot mindre målrettet mod specifikke partistøtter), vil have yderligere skattelettelser, fordi de ikke kan gennemskue, hvorfor de trods de hidtidige skattelettelser ikke har set deres penge endnu. De har ikke fattet, at de ikke blot betaler for deres egne skattelettelser, men også er med til at betale for de allerrigestes skattelettelser.

Samtidig sidder det private erhvervsliv og piver over manglende kvalifikationer i den danske arbejdsstyrke på trods af, at det sjældent har været lettere at ansætte kvalificeret arbejdskraft i den stadigt presserende finanskrise. Det er længe siden, de har haft så let ved at finde arbejdskraft. Men vil de være med til at financiere opkvalificering eller uddannelse på de danske erhvervsskoler og universiteter? Nej, sandelig nej: Det skal såmænd også gøres brugerbetalt, så man ikke skal bruge af skatten til SU m.m. Og ikke nok med det; erhvervslivet ønsker ligefrem endnu lavere skatter på trods af, at økonomer kan påpege, at selskabsskatten ikke er nogen væsentlig parameter for konkurrenceevnen, og på trods af, at Danmark har langt lavere selskabsskat end de lande i Europa, der klarer sig langt bedre end vi. Sidst jeg så på min selvangivelse, stod der en væsentligt højere trækprocent på den, end erhvervslivet føler sig plaget af.

De vil både blæse og have mel i munden. De klager over manglende kompetencer, men de vil ikke være med til at betale for at få dem. Tværtimod ser de helst, at lønningerne kan falde, så de kan fastholde deres prissætninger men betale mindre til de ansatte, og således høste et endnu større overskud end før. Det er næppe nogen, der ved sine fulde fem vil forestille sig, at virksomhederne ville sætte priserne på deres produkter ned i fuld proportion med en eventuelt faldende udgift til lønninger.

Velfærdssamfundets goder - tilskud til børnehaver, gratis lægebesøg, tilskud til tandlægebesøg, gratis skolegang og længerevarende uddannelse, SU, dagpengesystem, osv. osv. - er alt sammen med til at sikre, at begge forældre kan arbejde, bliver hurtigt raske, bliver kompetente og ikke falder bort fra arbejdsmarkedet. De er ikke alene det enkelte individs gode, men i mindst lige så høj grad muligheder, der kommer erhvervslivet til gode. Ikke desto mindre er virksomhederne frække, nej arrogante, nok til at kræve, at alle disse goder, som erhvervslivet nyder godt af, skal betales af borgerne selv, så erhvervslivet kan få i både pose og sæk.

Det er ironisk, at det netop er erhvervslivets lakajer i Folketinget i form af de borgerlige partier, som strør om sig med floskler om, at vi skal gøre op med den danske krævementalitet, og at alle skal være med til at løfte os ud af finanskrisen, når den værste krævementalitet og mindste villighed til at bidrage i virkeligheden kommer fra erhvervslivet.

Følgende er d.d. sendt til partiet Venstre:

Kære Venstre,

I forbindelse med jeres brug af en fotografs billede af Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt udtaler jeres partisekretær til Politiken, at der bør være plads til et vist albuerum.

Vil I bekræfte, at dette også gælder den almindelige danskers brug af billeder, som vedkommende har fundet på nettet, samt evt. musik og andre værker, der er omfattet af copyright?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Kære Lars Barfoed,

I Googles "transparency report" fremgår det d. 6. juli 2011 om den danske regering, at "For the first time, we received a significant number of content removal requests".

Regeringen har flere gange tydeligt understreget, at vi har ytringsfrihed, og Grundloven beskriver, at censur og andre forebyggende forholdsregler aldrig igen vil kunne indføres.

Derfor vil jeg gerne have oplyst, hvad det er for anmodninger om fjernelse af indhold, den danske regering har fremsendt til Google.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

I 1972 sprængte Mogens Glistrup rammerne for, hvad man hidtil havde kunnet tillade sig i politik, da han stiftede protestpartiet Fremskridtspartiet et halvt år efter, han havde fremvist et skattekort for TV-kameraerne, hvor han havde spekuleret sig til en trækprocent på 0. Partiet ønskede nedskæring af den voksende, kontrollerende offentlige sektor, afskaffelse af indkomstskatten, en sanering af lovgivningen, samt et stop for indvandring af "muhammedanerne", som Mogens Glistrup med klingende bornholmsk dialekt omtalte indvandrere fra muslimske lande; eller kort sagt: Et højrenationalistisk parti.

Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.

Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dårlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.

I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.

Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.

Når Venstre og de Konservative konsekvent har været nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.

Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.

I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.

Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udgør en velkommen ledelse.

De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.

Jeg opfatter efterhånden Liberal Alliance mere som en kult end som et politisk parti.

De har tilsyneladende én forklaring og løsning på enhver problemstilling: Lavere skat. Hvis der er for mange arbejdsløse, er det fordi skatten er for høj. Hvis der mangler bestemte kompetencer til et felt, er det også fordi skatten er for høj. Når ikke det offentlige kan indfri alle landets krævede services, er det også fordi skatten er for høj.

Deres medlemmer opfører sig som hele bander af Jehovas Vidner. På Facebook introducerede Liberal Alliance en spil i form af en applikation, hvor man kunne score points på at spamme andre partiers hjemmesider med missionering. Ved 1. maj-festen i år oplevede værterne i de politiske boder, at unge mennesker fra Liberal Alliance mødte op for at lægge beslag på værternes tid og presse de øvrige informationssøgende gæster væk.

Partiet benytter sig af kendisser til at promovere sig selv. Og mens de ikke har særlig mange ting at fremvise selv, har ikke mindst Anders Samuelsen som frontfigur rettet det ene angreb efter det andet mod alle andre politiske lejre inklusive dem, han måtte formodes at ville danne regering med. Det er især en meget "frelst" form for liberalisme, Liberal Alliance giver udtryk for, når de forklarer, hvorfor deres liberalisme er forskellig fra alle de andre partiers former.

Endelig er det næppe undgået nogens opmærksomhed, at Liberal Alliance i høj grad er Saxo Banks form for lobbyister, der ikke alene færdes på de bonede gulve, men ligefrem er blevet placeret med bagen solidt plantet i sædet af Folketingets stole. Det er klart, at den enorme partistøtte, Liberal Alliance må have modtaget for at kunne få råd til deres foreløbig særdeles omfattende reklamekampagne, forventes at skæppe i kassen hos bidragyderne. Dette gør i sig selv ikke Liberal Alliance eller Saxo Bank til nogen religiøs kult, men omvendt opstår kulter jo heller ikke udelukkende med henblik på at være profitmaskiner. Det er blot sådan, mange af dem i praksis udvikler sig, og dermed deler partiet også på dette punkt såvel udspring som reel praksis med religiøse kulter.

Dengang Internettets primære debatforum var USENET (også kendt som "News"), opstod der et begreb, der hed "flame wars". Det henviste til en debatform, hvor debatten reelt var fraværende til fordel for ren og skær personlig tilsvining.

Mange års erfaring har gjort mig til et teflonprojektil i kunsten at føre flame wars, og opnår således ofte at få noget brugbart ud af dem alligevel. I dette tilfælde gjaldt det den skabskonservative Nadeem Farooq, som p.t. er viceborgmester i Høje Taastrup og folketingskandidat for de Radikale, og blandt hans adskillige udtalelser i tråden er der én, der er værd at trække frem:


I det begrænsede omfang, Nadeem Farooq er kendt, er det blandt andet for sine liberalistiske holdninger, og at han hjalp en konservativ til at blive borgmester.

Jeg vil bede Socialdemokratiet og SF lægge nøje mærke til Nadeem Farooqs udtalelse, såfremt Socialdemokratiet og SF ønsker at danne regering efter næste valg, hvor der forhåbentlig kan vinkes farvel til VKO. De Radikale er borgerlige, så hvis Socialdemokratiet og SF ønsker socialistisk orienteret politik, er det ikke sammen med de Radikale, at det bliver muligt. Så er der kun ét valg, og det er Enhedslisten.