Jeg opfatter folks kommunikationsform som symptomatisk for deres væsen. Derfor er jeg ved at udvikle en politik for, hvornår jeg vil tale med folk. Specifikt gider jeg ikke snakke med folk, hvis:
1. De har det ... med at bruge ... mange pausepunktummer ... i deres sætninger.... som altid afluttes med pausepunktummer.....
Hvis der kommer så mange pauser ind, når de nedfælder deres tanker på skrift, hvor langsomme er deres tanker så ikke?
2. De hele tiden kommer med spydigheder.
Hvis de føler, at de bliver nødt til at tiltale mig med spydigheder, så er det fordi de er hadefuldt anlagt mod mig. Og så skal jeg nok ikke forvente noget særlig konstruktivt fra dem.
3. De vil tages i hånden og ledes igennem en forklaring, uden på noget tidspunkt at stoppe op og reflektere lidt.
Hvis ikke de kan tænke, mens jeg taler med dem, begynder de nok heller ikke, når jeg er holdt op.
4. De henvender sig men siger, at de har travlt og derfor ikke har haft tid til at gennemtænke, og måske ikke kan forventes at uddybe.
Hvis ikke de ønsker at give sig tid til mig nu, mens de er interesserede, så skal jeg nok ikke regne med, at de får tid senere. Og hvis ikke de gider give sig tid til at tænke deres stof igennem, er deres tanker nok lige så lidt værd for mig som en dartpil, der ikke kommer helt hen til skiven. Og hvis ikke de har selvtillid nok til at stole på deres egne tanker, så skal jeg næppe regne med, at de har selvtillid nok til en diskussion.
5. De bruger smileys som følelseskondomer.
Nogle menneskers indlæg er spækket med lede og ondskabsfulde bemærkninger, og de tror, at hvis bare de kan sætte smileys ind efter deres giftigheder, så kan de slippe for, at jeg tager til genmæle. Men jeg bryder mig ikke om at blive tiltalt på den måde, smileys eller ej. Hvis folk vil diskutere med mig, så kan de i det mindste vise et mindstemål af respekt.
6. De diskuterer bare for at diskutere.
Jeg diskuterer for at nå frem til en løsning, eller for at overbevise modparten. Jeg gider ikke diskutere med folk, der udelukkende stiller spørgsmål for at kunne diskutere svaret.
Jeg vil sørme heller ikke nødvendigvis diskutere med dig/jer, men..... (= pausepunktummer)
Hvorfor skulle hurtige tanker være bedre end langsomme...... (= pausepunktummer)?
Jeg tillader mig at antage en vis korrelation mellem tænkehastighed og evner, når det drejer sig om intelligens. Hvis man tænker langsomt, så er det nok fordi man er lidt "sløv i optrækket", som man siger.
I det 21. århundredes Vesten er det sikkert også normen at drage den konklusion at fart og intelligens hænger sammen og derfor har vi skabt et samfund hvor man vil klare sig bedst hvis man er smart i en fart, rap i replikken, hurtig på aftrækkeren etc.etc.
Jeg har læst noget klassisk kinesiske filosofi, Mencius, Kungfutze eller Chuangtse (sikkert en af de to første). Jeg kan desværre ikke huske det eller finde citatet. Og der nævnes hurtig tale som en dårlig egenskab. Begrundelsen skulle være at det der først kommer op til bevidstheden og ud af munden er følelser (hvad hjertet er fuld af), instinkter, vanetænkning, floskler og fordomme. Det tager tid at bryde med vanetænkning, at reflektere og nuancere.
Jeg vil ikke påstå at langsom tænkning er bedst i ethvert tilfælde, for det er i nogle tilfælde meget godt at kunne give spontant udtryk for følelser og instinkter. Men jeg oplever det som et uhyre stort problem for verden at idealet nu er skuet sådan sammen at fordybelse, refleksion og nuancering får så lidt plads. Der skøjtes alt for meget i overfladen i den såkaldt offentlige debat. Sælg dit politiske budskab på 10 sekunder.
Og dette indlæg er naturligvis unuanceret, for hvis jeg tager mig tid til at reflektere er indlægget røget i arkivet og mit svar vil aldrig blive læst af nogle. Hastværk er også blogfænomenets vilkår
Jeg er skam udmærket bekendt med den østlige filosofis udgave af, hvad hastværk er for noget, og jeg er generelt også enig med dig i din beskrivelse af det, der med rette kan kaldes for "vestlig overfladiskhed", hvor værdi alene vurderes ud fra potemkinkulissernes udsmykning. Men langsom tænkning kan også bare være langsom, og den slags er for mig at se ikke nogen fordel.
Ellers kan du jo se sådan på det, at hvis man er nødt til at sætte pauser ind, mens man taler, så er det vel et udtryk for, at man netop taler for hurtigt i forhold til, hvad hovedet kan følge med til. Det er det, pausepunktummerne for mig at se afslører.
Sikke en gang fis. Jeg bruger også pausepunktummer, og det er sgu da ikke fordi jeg er havnens sløveste knallert, eller fordi jeg skriver langsomt. Vil næsten vædde med, at jeg skriver hurtigere end dig, fordi jeg har levet hele mit liv foran et tastatur som skribent og programmør. Og jeg bruger pausekommaer... og jeg gør det, når jeg vil...
Man kan også vende den om - iflg. dine teorier om man er dum og langsom, hvis man bruger pausekommaer - at dem, der kun sætter et punktum, har et standpunkt, og det standpunkt kan ikke diskuteres, for nu har man jo sat punktummet.
Må indrømme, den pausekomma-teori... den grænser til samme område på hjerneomdrejningsskalaen, hvor skarpe analytikere også trækker sandheder frem som: fiskere er langsomme, når de står der i flere timer og glor på en å... kvindelige håndboldspillere er generelt lesbiske... at dem, der staver korrekt er en slags elite/overmennesker... og... så... videre...
Michael: Prøv at kaste et blik på en side, hvor der bruges pausekommaer. Det ser ikke specielt begavet ud, og det burde skribenten også selv kunne se. Hvis ikke vedkommende kan det, vil jeg henvise til Dunning-Kruger-effekten. Naturligvis kan man ikke opstille en regel, der entydigt siger, at det altid gør sig gældende, at folk tænker langsomt, hvis deres skriftlige formulering kommunikerer en langsom tænkning, men der er efter min vurdering temmelig få undtagelser.