januar 2005 Archives

Endnu engang et morsomt (eller måske tragi-komisk) indslag i valgkampen. Med Lav dit eget folkeparti-værktøjet har enhver lille hadefuld taber nu mulighed for at hævde sig ved at skyde skylden på en udvalgt gruppe.

Det er faldet Venstre fra brystet, at Islamisk Trossamfund har bedt imamerne om at opfordre muslimer til at stemme på oppositionspartierne til valget. Opfordringen skulle være motiveret af regeringens holdning til indvandrere og konkrete initiativer som f.eks. "24 års reglen".

Anders Fogh Rasmussen blev i den forbindelse citeret for følgende: "I Danmark holder vi politik og religion adskilt. Tænk, hvis de danske præster fra prædikestolen opfordrede til at stemme på bestemte, politiske partier".

Det er muligt, at man sjældent hører præster snakke politik fra prædikestolen. Til gengæld er det ingen hemmelighed, at der hos Venstres partner Dansk Folkeparti sidder flere præster, og at højrefløjen i tide og utide påkalder sig "Danske kristne værdier", som om det var et magisk mantra til at holde "muhamedanerne" for døren. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at indvandrerdebatten ofte bliver gjort til en værdikamp med Islam som "Den store Satan", eller at kirke og stat er knyttet sammen ifølge den danske grundlov.

Hvis regeringen ønsker at holde religion ude af politik, så kan de som et godt eksempel starte med at blande deres egen religiøse synspunkter udenfor dansk politik. Indtil da kan Det Islamiske Trossamfunds opfordring kun ses som et udtryk for indsigt i det danske samfunds spilleregler.

"Det danske sprog er under pres i disse tider med globalisering og mange fremmedsprog" siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup, ifølge DR.

Det vil jeg godt tro på, og jeg har mærket på min egen krop, hvad det vil sige at bevøge sig uden for sin sproglige osteklokke. Jeg har gennem hele min barndom kun talt en Sønderjysk dialekt. Jeg har for så vidt ikke noget imod denne dialekt, men den er meget tids- og miljøbegrænset. Ligesom det grønlandske sprog populært (men vist ukorrekt) siges at have 100 ord for sne og mangler ord for teknologi, så får man nemt indtrykket af, at den sønderjyske dialekt har 100 ord for gødning men ingen ord for hverken kultur eller udvikling. Den sønderjyske dialekt har afgjort sin berettigelse, hvis ens uddannelse blev færdiggjort i 9. klasse og aldrig har lært at læse og skrive (den sønderjyske dialekt har som de fleste dialekter intet skriftsprog), men så snart man beskæftiger sig med emner, der strækker sig lidt længere ud end husmandsstedets marker og beskæftiger sig med en form for udvikling, der har større perspektiver end Puttes kyllinger, begynder man at mærke dialektens begrænsninger. Man låner ord fra rigsdansk og giver dem en sønderjysk klang: "Udvikling" bliver udtale "uvekleng", "kultur" lyder lidt som "koltu'", men egentlige sønderjyske ord er de ikke. Dialekten udvikler sig, fordi resten af verden også gør det.

Det danske sprog vil udvikle sig, når resten af verden gør det, men modsat de udviklingsfjendske DF-politikere ser jeg det ikke som en trussel, men derimod som en svært tiltrængt forbedring. Dansk Folkepartis angst for sprogets udvikling afslører deres angst for udvikling som sådan. De mener kort sagt, at Danmark for alt i verden skal holdes nede på et intellektuelt og udviklingsmøssigt niveau, hvor vi aldrig vil komme til at bevæge os over niveauet i en gammel Morten Korch-film.

(Titlen på dette indlæg er et bud på den sønderjyske udtale af sætningen "Jeg er ude på øen i åen", som intet menneske uden for Sønderjylland ville have en jordisk chance for at forstå.)

Dansk Folkeparti melder ud, at de mener, at offentlige myndigheder kun skal kommunikere på dansk. Så på trods af DFs rædsel for, at indvandrerne beholder deres kultur, når de flytter til Danmark, så mener DF åbenbart alligevel, at f.eks. indvandrerkvinder, der kun har lært et arabisk sprog, skal oplyses på dansk. De skal åbenbart forblive uvidende om prævention, forbud mod tvangsægteskaber, kvinders rettigheder, mulighed for arbejde og uddannelse, demokratiske principper, ligestilling, oplysninger om hjælp til deres børn, og alle de ting, vi danskere ser som grundlaget for en anstændig kultur, og som DF brokker sig over, at indvandrerne ikke ved noget om. Og ikke nok med, at de ikke ved det - de må ikke engang få det at vide, mener DF.

Det et utroligt, som DFs fremmedhad gør dem blinde for effekten af deres egen politik.

Når jeg vil af med den siddende regering til fordel for en rød regering, så har det noget at gøre med, at jeg mener:

• Det er til de flestes bedste, når man forhindrer nogle få i at profitere hæmningsløst på bekostning af de fleste.
• Viden er en god ting, så landets skoler skal forbedres. Ikke ved at hænge eleverne ud med målinger og dermed signalere, at det er eleverne, der skulle være noget galt med, men ved at forbedre undervisningen.
• Det er vanvittigt, når en regering lyver landet i angrebskrig mod lande, der ikke har gjort os noget. Nu ligger det angrebne land i ruiner, så nogle få udvalgte firmaer kan tjene stort på at genopbygge det for penge, der kunne være brugt langt mere konstruktivt. Frygten for terrorisme truer med at blive en selvopfyldende profeti, idet de angrebne mennesker har fået en reel grund til at betragte Denmark som en fjende.
• Jeg vil helst vurdere menneskers værdi ud fra det, de enkelte mennesker er og gør. Ikke ud fra deres værdi i kroner og ører på arbejdsmarkedet.
• Den borgerlige regering insisterer (mere eller mindre åbenlyst, afhængig af, hvem man spørger) på, at Danmark skal være for hvide kristne. Jeg foretrækker derimod at se mennesker som mennesker uanset farve, og jeg mener, at voksne mennesker, der tror på voksenjulemanden, må have en rationel brist, som næppe er indskrænket til denne ene tro.
• Jeg vil ikke have en regering, der fyrer eksperterne, når de siger regeringens ideologi imod, såsom den borgerlige regering gjorde, da den nedlagde en lang række udvalg kort efter sin indtræden.
• Jeg vil gerne have, at mine børn kan gå i institutioner, hvor der er plads til dem, og hvor de ikke skal konkurrere om den smule opmærksomhed, de få pædagoger kan give dem.
• Jeg vil gerne have tid til at have et liv, der ikke bare handler om at skrabe så mange penge sammen, at arbejdsgiveren kan blive rigere.
• Hvis vi kan få nogle af de 800.000 mennesker i arbejde, der står udenfor arbejdsmarkedet, så skal vi ikke bruge så mange skattepenge på overførselsindkomster til disse mennesker. Jeg tror, at det i længden er en billigere løsning, som rigeligt kan kompensere for den lavere løn, en kortere arbejdstid for de arbejdsaktive mennesker sandsynligvis vil medføre.
• Jeg finder det forkert, at jeg skal opfatte mine kolleger og ligemænd som fjender, som jeg skal udkonkurrere på deres (og mit) levebrød, når jeg skal finde arbejde.
• Jeg gider ikke læse indholdsdeklarationerne på de første tyve forskellige tandpastamærker for at se, hvilken der er den bedste i forhold til prisen. Men det er jeg nødt til, så længe producenterne producerer for deres egen profit i stedet for vore behov. Og det er selvfølgelig ikke bare tandspasta, jeg snakker om her. Jeg vil godt betale mere for varer, der ikke er fremelsket til at have den laveste mulige kvalitet i forhold til producentens indtjening.
• Uanset hvor positivt jeg måtte opfatte min arbejdsgiver som menneske, så er hans interesser og mine interesser modsat rettede. Han vil gerne have, at jeg laver mest for mindst, og jeg vil gerne have mest for mindst. Det ville være tumpet af mig at stemme på en regering, der giver ham bedre muligheder, når der skal forhandles en løsning.
• Jeg tror ikke på, at naturen automatisk tilpasser sig de enkelte regeringers økonomiske regnestykker, men er derimod overbevist om, at Jorden er komplet ligeglad med menneskets fremtid, og ikke er en partner, man kan forhandle med. Det er vigtigt for vores egen skyld, at vi ikke driver rovdrift på naturen for at skabe sammenæøng i pengene.
• Jeg vil have en regering, der ikke sætter Danmarks internationale ry over styr, ved f.eks. at gå i krig uden om FN eller ved at føre en udlændingepolitik, der forbryder sig mod de internationale vedtægter.
• Jeg finder det dybt uretfærdigt, at multinationale selskaber ikke betaler skat, når jeg selv - for ikke at nævne de selvsamme firmaers ansatte - betaler halvdelen af min løn i skat.
• Kapitalisme bygger på konkurrence, som skaber heterogene strukturer. Men kapitalisme har også et indbygget spild, som bl.a. skyldes, at konkurrenter genopfinder de samme hjul i stedet for at kombinere ressourcerne. Det er efter min mening en dårlig strategi, og jeg foretrækker en strategi, der ikke bygger på kapitalismens konkurrencementalitet.

Jeg er ikke en af de meget få rigeste i Danmark, og det er ikke til min fordel, at de bliver endnu rigere på bekostning af mig. Jeg har ikke en romantisk/gammeldags tro på, at danskhed og kristendom er enhver kulturs endmål. Jeg har børn, som jeg ønsker et trygt og godt liv, hvor de ikke skal spilde tid og kræfter på at konkurrere om selv de mindste ting i livet. Jeg vil gerne gøre en indsats for min egen skyld og mine nærmestes skyld, men jeg bryder mig ikke om at være lønslave. Det ærgrer mig, at mine bedste timer i mit liv skal bruges på at gøre en arbejdsgiver rigere, i stedet for at jeg kan bruge dem på mig selv og mine nærmeste.

Mit stemme ved folketingsvalget går til det parti, der forsøger at opnå mål, der ligger nærmest mine ønsker. Jeg har ikke nogen udpræget ideologi om at være god og rar og solidarisk, men tænker bare på, hvad der er bedst for mig selv og mine nærmeste. Det bør være logik for høns, at vi alle får langt mere ud af, at der bliver taget hensyn til os, end ved at der bliver taget hensyn til dem, der overlever ved at plukke os. Det gør Enhedslisten til det eneste fornuftige valg for mig.

Den her kan vist godt tåle at blive delt: Forbryderalbum.dk. Det er en hurtig og overskuelig opremsning af de mange forbrydelser, de kære folkevalgte i VK-regeringen har begået i deres perioder.

www.440hz.dk - kammertonen - har en morsom film her i valgtiden, der advarer mod resultatet af et kryds til Venstre eller de Konservative. Disse to partiers magt er helt afhængig af Dansk Folkepartis støtte. Det betyder, at hvis V eller K bliver valgt ind, får Dansk Folkeparti helt automatisk magt. En stemme på V eller K er derfor, som www.440hz.dk påpeger, automatisk en stemme på DF.

Dette er en alvorlig advarsel. Jeg er dog bange for, at en film som denne kan spille på en forudindtagethed, der "prædiker til de omvendte", og som derfor ikke vil have en effekt på dem, der burde være dens målgruppe.

DF repræsenterer det menneskesyn, som en væsentlig gruppe V-vælgere ikke helt vil indrømme, at de står inde for. Hvis disse mennesker ved, at deres stemme på V i praksis også betyder en stemme til DF, så fortæller filmen faktisk disse mennesker, at de får dobbelt valuta for deres stemme. Hvis man hidtil tog afstand til DF, fordi deres holdninger trods alt er for tydeligt svinske, så kan man hvidvaske sin stemme på DF ved at stemme på V i stedet, velvidende at stemmen går til det parti, man inderst inde holder med.

I den igangværende valgkamp er det blevet bemærket, at Anders Fogh Rasmussen fører socialdemokratisk politik. Det er naturligvis noget vrøvl, selv om man da bestemt kunne få det indtryk, når man hører ham strø om sig med snak om sociale værdier og hensyn.

Den reelle situation er naturligvis en anden. For godt nok giver Anders Fogh Rasmussen indtryk af at være en slags socialkammerat, men han politik er den samme, som den altid har været: Ultra-kapitalistisk og anti-social. Når han spiller folkets mand, er det alene for at kapre stemmer, så hans virkelige politik kan gennemføres.

Den efter min mening ret lille sag om Anders Fogh Rasmussens syn på lesbiskes mulighed for at få kunsit befrugtning er et eksempel på, hvordan det foregår. Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig ganske frit om homoseksuelle og deres rettigheder, og har høstet stor popularitet blandt de homoseksuelle på sine udtalelser. Men Anders Fogh Rasmussens personlige holdninger er i praksis helt ligegyldige, for hans parti stemmer alligevel imod de tiltag, som Anders Fogh Rasmussen taler for. Anders Fogh Rasmussen kan være nok så seksuelt tolerant, men det var alligevel Venstre, der fik trukket undervisningsmateriale om seksualitet tilbage.

Taktikken er benyttet før: For ca. 70 år siden forklarede en tysk stærkt højreorienteret statsleder den tyske stålindustri, at han alene foregav at være socialist for at vinde folket støtte. I virkeligheden, forklarede han stålinidustrien, var han på deres side, og hans attitude som folkets mand var bare skuespil. (Nu betragtes det normalt som under lavmål at sammenligne modstandere med nazister, så jeg vil gerne påpege, at det ikke er for at lave en sammenligning eller blive personlig, at jeg trækker Hitler frem. Det er alene for at illustrere, at taktikken med stort held er blevet benyttet før.)

Anders Fogh Rasmussen spiller tilsvarende folkets mand her i Danmark, idet han varmt taler for at pleje vore "sociale interesser", og "beskytte de svageste", og i det hele taget prøver at tegne et billede af, at han står for en rigtig god og hyggelig dansk (ja, nærmest særegent national) socialistisk kultur. Ikke fordi det stemmer specielt overens med den politiske platform, han repræsenterer, eller såmænd de holdninger, han selv gav klart udtryk for for blot 10 år siden, og som består af værdier, man ikke uden videre skiller sig af med, men fordi han ønsker magt. Magt, der giver ham øget mulighed for at liste ultrakapitalisme ind af bagdøren.

Det er en nøje planlagt og bevidst strategi. Det er nemlig for usandsynligt, at Anders Fogh Rasmussen som Venstres øverste talsmand skulle kunne tillade sig så ofte at give udtryk for holdninger, der strider så kraftigt mod Venstres partipolitik, uden at der stikker noget under.

Anders Fogh Rasmussen er Venstres chokoladeovertræk på en social cyanidpille. Han er ikke folkets mand, men har lært af sine forgængere på højrefløjen, at det kan betale sig at lefle for folket, så han får magt til at pleje de stik modsatte interesser blandt sine egentlige venner.

DR oplyser, at de økonomiske vismænd finder regeringens udspil om 60.000 flere i arbejde urealistisk. Om det er fordi vi i regeringens levetid har oplevet øget arbejdsløshed, eller om det er fordi der ikke er grundlag for at antage, at der vil optræde muligheder i den størrelsesorden, fremgår ikke af DRs indlæg.

Men det kan også være ligemeget, for Venstres ideologiske principprogram har ikke meget med realiteternes verden at gøre alligevel. I løbet af valgkampen har jeg flere gange hørt Venstres politiske ordfører Jens Rohde forklare, at det er svært at spå om økonomiske forhold. Det kan han måske have ret i, men når han af den grund mener, at han holdninger er bedre end de økonomiske vismænds viden og evner, så har han krydset grænsen mellem optimisme og galskab.

Hvis du er overvægtig, så er der en nem løsning at tabe dig på: Du skal bare købe en vægt eller to mere og vupti, så rasler kiloene straks af dig!

Det må være den logik, der ligger bag undervisningsministerens løsning på problemer med skolefærdighederne blandt de danske børn, når hun mener, at færdighedsproblemerne skal løses ved at indføre flere tests.

Jeg vil tillade mig at foreslå, at i stedet for at indføre flere tests, så ville det være mere oplagt at tage konsekvensen af de tests, der allerede bliver foretaget, og sætte ind på de steder, hvor de pågældende tests viser, at der er problemer. Hvis en test f.eks. viser, at en elev er dårlig til at læse, så bliver eleven ikke bedre af en ny test. Eleven bliver kun bedre til at læse, hvis man afsætter midler til at lære eleven at læse.

Hvis ikke grundlæggende skolelærdom burde fortælle folk, at et meget hurtigt og kraftigt vigende havspejl i de geografiske områder er et varsel om en tsunami, burde almindelig sund fornuft gøre en opmærksom på, at hvis en masse vand pludselig forsvinder hurtigt, kommer det nok også mindst lige så hurtigt tilbage. Vi har hørt øjenvidneberetninger fra det tsunami-ramte Thailand fortælle, hvordan de så vandet forsvinde, og gik rundt i rigelig tid til at komme væk, før de blev ramt af vandmasserne. Nogle folk flygtede derfor også væk, fordi de kunne se, hvad der var ved at ske, og var helt udenfor fare.

Hvad resten angår, er jeg tilbøjelig til at indstille de mange mennesker, der gik ud for at se nærmere på vandet, til en kollektiv Darwin award. Jeg tror, det var Frank Zappa, der sagde: "In the battle between you and the world, bet on the world".

Ja, selvfølgelig er det en katastrofe. Men den er ikke så stor en katastrofe som de mange menneskeskabte katastrofer i verden, som vi intet gør ved, om som vi kun sjældent hører om i medierne. Og den kunne også være blevet afværget, hvis ikke turistindustrien var så glad for at tjene penge. Set med turistindustriens øjne var katastrofen en risiko, som man valgte at leve med, og som det er tilfældet med enhver anden kalkuleret risiko, så nytter det ikke, at man bagefter beklager sig alt for meget over, at den indtraf.

Men den enes død er som bekendt den andens brød. Der lægges i disse dage stor fokus på at advare om epidemier i det tsunami-ramte område, og selv om der normalt er en sammenhæng mellem oversvømmelser og epidemier, så er der lige en finte her. Normale oversvømmelser varer i mange dage, og det er den lange våde periode, der giver anledning til epidemierne. Tsunamien varede kun kort tid, og vandet må være forsvundet ret hurtigt. Hele det sædvanlige udgangspunkt for en epidemi er derfor slet ikke til stede, og det nedbringer jo risikoen for epidemier ret betragteligt. Jeg fornemmer, at der er lidt rigelig med penge med i spillet, når der i kølvandet på tsunamien bliver råbt op om epidemi-katastrofer.