Blogsfærens gennemgående argument mod gruppearbejdet, som regeringen ønsker afskaffet af ideologiske grunde, er at grupper skulle være initiativødelæggende, og at dårlige studerende kan lade sig trække med i en god gruppe, hvor den dårlige studerende ideelt set skulle have dårlige karakterer.
At jeg fra begge sider af eksamensbordet ved Aalborg Universitet ikke har set tegn på disse anklager, det er én ting. Men lad os da forsøgsvis antage, at det virkelig er så slemt, om ikke andet så for at møde kritikerne langt længere inde på deres banehalvdel, end de har gjort sig fortjent til. Hvis det virkelig er så slemt:
Hvorfor fanden er det så lige, at erhvervslivet særligt efterspørger de studerende, der har gennemgået denne uddannelsesform? Hvorfor fanden er det så lige, at disse studerende har så stor succes i erhvervslivet?
Hvis gruppearbejdet virkelig er så slemt, så er alternativet med individuelle eksamener åbenbart alligevel værre. Så lad os da holde fast i gruppearbejdet.
Jeg har givet nogle bud på fordelene ved gruppeeksamen i kommentarerne til et indlæg om gruppeeksamener på Vidunderligt.dk.