Hvidvaskning af religiøse forbrydelser

Thomas F. Madden, der også står bag hvidvaskning af korstogene ("de var jo bare et forsvar mod Islam") forsvarer også inkvisitionen.

I følge Madden opstod inkvisitionen på et tidspunkt, hvor religion ikke bare var noget, man bare tog sig af i kirken. Videnskab, filosofi, politik, identitet og håbet om frelse var alt sammen aksiomatisk givet af Gud. Både denne overtro og faktiske sandheder var blandet sammen, så når man angreb religion, angreb man ikke blot det religiøse verdensbillede, men også dagligdagens normer og samfundet. Madden undgår at bemærke, at en ret væsentlig gruppe mennesker (og her tænker jeg på politiske partier, der insisterer på, at kristendom eller andre religioner skal blandes ind i øvrige forhold) stadig tænker sådan i dag.

Kætteri var en statskriminalitet, og for almindelige mennesker blev de også opfattet som mennesker, der ville forårsage gudens vrede. Når en person i middelalderen blev anklaget for kætteri, blev han eller hun derfor bragt for den lokale domstol, ligesom for enhver anden forbrydelse.

Men i modsætning til tyveri eller ødelæggelse af en hæk var det ikke ligetil for datidens lokale lensherrer at vurdere, om personen var kætter. Dette krævede en grundlæggende teologisk træning, hvilket lensherrerne sjældent havde. Resultatet var, at tusinder af mennesker blev henrettet af lokale autoriteter uden retfærdig rettergang, selv om de efter statsreligionens vurdering næppe ville have været kættere.

Madden får dermed lagt mellem linierne, at hvis den henrettede mennesker havde været kættere efter statens vurdering, ville henrettelserne åbenbart havde været mindre uretfærdige.

Den katolske kirke forsøgte at løse problemet med de "uretfærdige" henrettelser ved at oprette inkvisitionen. Inkvisitionen havde den nødvendige træning til at vurdere, om de anklagede nu også virkelig var kættere.

Vatikanet har åbnet sine arkiver over inkvisitionen, og Vatikanets eksperter har på baggrund af disse udgivet en 800 siders rapport, der - ikke overraskende - stort set frikender inkvisitionen for de forbrydelser mod menneskeheden, denne kristne institution normalt tilskrives.

Rapporten bekræfter, at størstedelen af menneskene anklaget for kætteri blev frikendt af inkvisitionen, eller de fik deres domme udsat (dvs. fængsel og tortur efterfulgt af mere fængsel og derpå henrettelse, i stedet for blot fængsel, tortur og henrettelse).

Inkvisitionen mente, at hvis en kætter ikke ville bekende sin synd, eller helt bevidst havde forladt flokken, så var der ikke noget, inkvisitionen kunne gøre. Inkvisitionen brændte dem ikke, men overlod dem til de lokale myndigheder - der brændte dem. Det var derfor ikke inkvisitionen selv, der førte faklerne, og så var de jo uskyldige. Det svarer til at frikende krigsforbrydere, hvis blot de ikke personligt har udført de forbrydelser, som de vidende har overladt deres ofre til.

Det er korrekt, at mange historier omkring inkvisitionen skal opfattes som myter og propaganda, som Madden påpeger. Men der mangler perspektiv. Både protestanter og katolikker forfulgte kættere, og inkvisitionen var en række institutioner, der dækkede store regionale områder over flere århundreder. Det er ikke muligt at reducere inkvisitionen til "én ting med ét formål", som i følge Maddens fremstilling var at undgå tilfældige henrettelser.

Da protestantismen opstod, beskyldte både katolikker og protestanter hinanden for kætteri, og teologiske skriverier såsom Kramer og Sprengers "Heksehammeren" gør det tydeligt nok, at voldsomme midler var ønskelige.

Mens man kan acceptere muligheden for, at den katolske inkvisition oprindeligt var tænkt som en begrænsende faktor på tilfældige henrettelser, idet man ønskede at være sikre på, at det kun var "rigtige" kættere, der blev henrettede, så er det forrykt at påstå, at inkvisitionen og dens udvikling ikke havde et væsentligt ansvar for det middelalderlige voldsorgie mod "kættere".