Statsborgerskabstesten er næsten blevet til den karrikatur, jeg tidligere har lavet satire over. Mange af spørgsmålene handler om dansk overlegenhed (hvornår vandt vi i EM og VM?) og man får indtryk af, at evnen til at være dansk handler om at kunne recitere kongerækken.
Vi ville nok komme en reel dansk kulturforståelse nærmere, hvis der blev sat lidt perspektiv på spørgsmålene. I det følgende har jeg derfor plukket nogle af de foreslåede spørgsmål ud, idet jeg har tilføjet et alternativt spørgsmål, der leder til præcis de samme svar, men som antyder kulturens skyggeside for det oprindelige spørgsmål. Det oprindelige spørgsmål er markeret med "a", mens det alternative spørgsmål er markeret med "b".
9a. Tillader den danske grundlov censur?
9b. Anfører den danske grundlov religionslighed?
Det korrekte svar er "Nej". Til gengæld har den religion, som den danske grundlov fremhæver som den væsentligste, en historisk tradition for censur.
10a. Er det lovligt i Danmark at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse?
10b. Hvis kvalifikationerne er ens, har en person af ikke-dansk race eller etnisk oprindelse så de samme muligheder som en etnisk dansker?
Det korrekte svar er "Nej". Lovgivning er én ting; praksis er påviseligt en anden, idet f.eks. flere kvalificerede ikke-etniske dansker står arbejdsløse end etniske danskere.
11a. Er det lovligt i Danmark at forskelsbehandle en person på grund af køn?
11b. Har kvinder og mænd samme lønstatistik i Danmark?
Det korrekte svar er "Nej". Lovgivning er én ting; praksis er påviseligt en anden, idet kvinder får mindre i løn end mænd.
13a. Religionsfrihed i grundlovens forstand betyder, at borgerne har ret til at dyrke deres religion,
13b. Religionsfrihed i grundlovens forstand betyder, at borgerne selv bestemmer, hvordan de dyrker Gud (jf. §67),
Det korrekte svar er i begge tilfælde, at det forudsætter, at man i øvrigt følger lovgivningen. Formuleringen i grundloven handler imidlertid om, at man selv bestemmer, hvordan man dyrker den kristne gud, og antyder ikke nogen friheder i forhold til hverken ateisme eller ikke-kristne religioner.
25a. Kan der idømmes dødsstraf i Danmark?
25b. Beskytter Danmark konsekvent asylansøgere mod at vende tilbage til en dødsdom?
Det korrekte svar er i begge tilfælde "Nej".
31a. Hvordan fejres sankthansaften den 23. juni?
31b. Ved sankthansaften den 23. juni eksekverer man symbolsk dødsdommen over en heks. Hvordan foregår det i dag?
Det korrekte svar er i følge Indfødsretstesten, at man tænder bål. Der står dog ikke, at dette bål har til hensigt at afbrænde en heks - der heldigvis i dag kun findes som en dukke - som fejring af den danske forfølgelse af hekse og kættere.
56a. I hvilket årti startede indvandringen af mennesker fra især Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien til Danmark?
56b. I hvilket årti flyttede gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien til Danmark efter invitation fra den danske stat, idet Danmark manglede arbejdskraft?
Det korrekte svar er "1960'erne". Men formuleringen af spørgsmålet tilkendegiver, at det handler om indvandring, som om det skete uopfordret; realiteterne var, at indvandrerne dengang blev kaldt "gæstearbejdere", som der blev taget godt imod, fordi vi manglede arbejdskraft.
73a. Hvad var navnet på den biskop, som regnes for Københavns grundlægger?
73b. Hvad var navnet på den biskop, der foruden sit erhverv som biskop var feltherre og politiker, og som begik erobringstogter og slog oprør mod sin nepotisme ned?
Det korrekte svar er "Absalon". Det er faktisk en myte, at Absalon skulle være grundlægger af København, men det er korrekt, at han i folkehistorien regnes som Københavs grundlægger. Han var i praksis en person, vi ikke har grund til at være stolte af, når man ser på hans øvrige gerninger, der ikke er mytiske.
76a. Hvilket år fandt reformationen sted i Danmark?
76b. Hvornår fandt reformationen, der markerer indførelsen af en selv for den tid fundamentalistisk form for kristendom, sted i Danmark?
Det korrekte svar er "1536". Reformationen bestod af indførelsen af Luthers "tilbage til skrifterne"-fundamentalisme. Det var også Luther, der formulerede teksterne til det jødehad, der blev brugt som argumenter for jødeudryddelserne under 2. verdenskrig, og som støttede kirken og adelen, da han sagde om bondeoprøret, at bønderne skulle slås ned som gale hunde.
78a. Danmarks konge fra 1588 til 1648 er især kendt for at have opført en lang række af Københavns mest berømte bygninger - bl.a. Rundetaarn og Børsen. Hvad hed han?
78b. Danmarks konge fra 1588 til 1648 er især kendt for sin skørlevned, og for sin intense forfølgelse af hekse, der blev brændt på bålet i kristendommens navn. Hvad hed han?
Det korrekte svar er "Christian 4". Vi burde være flove over at have haft sådan en person som landets leder.
82a. Hvad var navnet på den tyske læge, som i slutningen af 1700-tallet styrede Danmark på vegne af den sindssyge kong Christian 7.?
82b. Hvad var navnet på den tyske læge, som i slutningen af 1700-tallet blev dødsdømt og henrettet som landsforræder, fordi han havde udnyttet sin position til at indføre pressefrihed, krav om offentlig ansættelse efter kvalifikationer, forbud mod tortur, lempelse af fæstebønders vilkår, m.v.?
Det korrekte svar er "Struensee". Mens den danske kultur kan noteres for, at vi ikke engang ville afsætte en sindssyg leder af landet, så er Struensee måske den person, vi skylder mest for demokrati, ytringsfrihed, og øvrige oplysningstanker. Ham henrettede vi på grund af hans tanker.
88a. Hvilket politisk parti, der i særlig grad varetog bøndernes interesser, blev dannet i 1870?
88b. Hvilket politisk parti, der i dag i særlig grad varetager erhvervslivets og de riges interesser, blev dannet i 1870?
Det korrekte svar er "Venstre", hvis politik i dag kan dokumenteres at have forøget skellet mellem rig og fattig.
91a. Hvilken person forbinder man specielt med folkehøjskolerne?
91b. Hvilken af følgende personer var notorisk nationalistisk og racistisk?
Det korrekte svar er "Grundtvig". Han prædikede en forholdsvis pragmatisk form for kristendom i forhold til samtidens præster, idet han satte mennesket først og kristendommen sidst, men hans nationalisme og racisme var på nippet af ekstremisme.
98a. Ved besættelsen af Danmark i 1940 krævede Tyskland,
98b. Ved besættelsen af Danmark i 1940 anbefalede de Konservative og Venstre,
Det rigtige svar er, "at den danske regering skulle samarbejde med Tyskland". Det var først meget sent i krigen, at partierne gik med til det, der er kendt som danmarkshistoriens langsomste nej.
197a. Hvem betaler kirkeskat?
197b. Den del af præsters og bispers løn, der ikke dækkes af den almindelige skattebillet, suppleres med kirkeskatten. Hvem betaler kirkeskat?
Det korrekte svar er "Det gør kun medlemmer af folkekirken". Vi betaler imidlertid alle en meget stor del af præsternes og bispernes løn og pension via den almindelige skat, uanset om vi er medlemmer af Folkekirken eller ej. Kirkeskatten udgør resten.
199a. Hvilke særlige rettigheder opnår godkendte menigheder og trossamfund uden for folkekirken?
199b. Kun på ét punkt mister folkekirken sin overlegenhed i forhold til godkendte menigheder og trossamfund udenfor folkekirken. Hvad får disse menigheder og trossamfund nemlig lov til?
Det korrekte svar er, at "[d]e opnår ret til at foretage vielser med juridisk gyldighed". En godkendt menighed eller et godkendt trossamfund - som i øvrigt skal godkendes med deltagelse af kristne teologer - har ikke nogen øvrig betydning eller andre rettigheder.
(Svarene på de ovenstående spørgsmål - både de originale og de alternative spørgsmål - kan findes som PDF-fil.)
Æh, hvis du skal være pernitten så kan jeg også - blot en kæphest:
"Hvad var navnet på den biskop, der foruden sit erhverv som biskop var feltherre og politiker, og som begik erobringstogter og slog oprør mod hans nepotisme ned?"
Hvis et ejestedord i tredje viser tilbage til sætningens grundled, skal man bruge den refleksive form - med andre ord - SIN! De bedes give møde i Kastrup Lufthavn i morgen kl. 7.00, hvor politiet vil besørge det fornødne - husk pas og penge. :-)
I øvrigt en imponerende samling af alternative spørgsmål og svar.
Som sønderjyde besidder man desværre ikke evnen til at se forskel på "sin" og "hans" i denne sammenhæng.
Men nu er den rettet. Truslen med lufthavns-sikkerhedscheck kan skræmme livet af enhver; da jeg endelig var færdig med sikkerhedscheckene fra min sidste flyvetur, kunne jeg bruges som handskedukke.
se den alternative indfødsretstest: http://denalternativeindfodsretstest.blogspot.com/