Over stregen

For ca. syv år siden arbejdede jeg i den tidligere nordjyske virksomhed Maxon. Her blev jeg introduceret til deres fortolkning af Arne Nielssons zen og kunsten at ro kajak - eller "coaching", som han kalder det.

Vores HR-mand forklarede det sådan, at alle ansatte forventedes at være "over stregen", som Arne Nielsson havde udtrykt det. Det skulle forstås sådan, at i stedet for at se problemer og begrænsninger (så var man nemlig under stregen), skulle man se muligheder og udfordringer (hvor man var over stregen).

Det er for så vidt også fint nok som udgangspunkt. Men der er nogle alvorlige problemer og begrænsninger i denne fremlægning. For det første: Maxon ville aldrig nogensinde kunne hyre sådanne mennesker, for de ville jo aldrig ville forlade deres stillinger, der kun bød på muligheder og udfordringer. Men som HR-manden udtrykte det, så var det jo også først, når de var blevet ansat, at de skulle få denne indstilling.

For det andet: Hvordan kan man overhovedet møde en udfordring eller en mulighed, hvis ikke man accepterer, at der er behov for den? Man er kort sagt nødt til at acceptere, at der er et problem eller en begrænsning først!

Da HR-chefen på et tidspunkt inviterede Arne Nielsson til at give et foredrag, var det med al rimelighed overfor den ellers temmelig irriterende Arne Nielsson også netop en af hans pointer, at man skulle genkende og acceptere problemet først, og først derefter se det som en udfordring at løse det.

Desværre er netop denne del af "over stregen"-forklaringen meget overset. Der er tilsyneladende ingen, der indser, at man skal erkende problemerne. Det hele handler om at være "over stregen" og kun se muligheder og udfordringer.

Denne trend er tilsyneladende under udbredelse i industrien, og den ser ud til at være hentet fra USA, hvor kulturen dikterer, at man selv har ansvaret for sin lykke og skylden for sin ulykke. (Det kommer sig af den såkaldte calvinistiske arbejdsmoral, hvor ens indstilling til arbejdet og ens egen part i det dybest set er religiøst motiveret.) Man forventes simpelt hen at opfatte umuligheder som vanskeligheder i værste fald, men helst som muligheder.

Det er meget uheldigt. En ting er, at skrækken for overhovedet at anderkende, at der er problemer, nødvendigvis vil bidrage til, at reelle problemer slet ikke bliver løst. Et andet destruktivt aspekt af denne indstilling skriver Sara Rosendal om på fagbladet Ingeniørens blog.

Hun har gennemskuet, at denne "positivitetstanke" går ud på, at det er DIG, og ingen anden, der har ansvaret for at løse de problemer, der opstår. Hvis ikke du kan løse opgaven, så er det dig og dine evner eller indstilling, den er gal med, ikke opgaven.

Så hvis chefen har påduttet dig en umulig opgave, hvis kunden har bedt dig bryde naturlovene, eller hvis omstændighederne fratager dig dine ressourcer, uden at arbejdsopgaven ændres, så er det dig, der er uduelig, og som skal have skyldfølelser, hvis ikke du kan klare at løse opgaven. Også selv om der er opstået et problem, der slet ikke lader sig løse.

Hvis ikke man må tillade sig at udtrykke negativitet, så er der rig mulighed for, at ens overordnede kan vælte alle mulige U-mulige opgaver ned over hovedet på en – og påstå, at det er ens egen dumhed, og ikke deres, der er årsagen til, at man ikke løser "udfordringen".

Denne transformation af erkendelsen af, at en opgave er uløselig, til et udtryk for personlig evnesvaghed, vil uværgerligt bidrage til lavere selvværdsfølelse hos de folk, der skal løse "udfordringerne". Jeg har også set, hvordan den bidrager til CMA ("cover my ass")-aktiviteter, hvor den "udfordrede" part på enhver tænkelig vis vil forsøge at kalde opgaven "løst", uanset hvor håbløst, arbejdet er blevet gjort.