oktober 2007 Archives

Venstre har traditionelt været bøndernes parti, og noget kunne tyde på, at traditionen er ved at vende tilbage. I hvert fald så jeg på en tur fra Aalborg til Århus hele fire forskellige landmænds marker, hvor nogle kæmpe-halmballer var stillet op med et stort billede af politikeren, der var blevet for racistisk for Socialdemokratiet har valgt at skifte parti til Venstre.

Min holdning til Asmaa i Enhedslisten er entydig: Religiøse mennesker hører ikke hjemme i roller som politiske talerør.

Men når det er sagt, så vil jeg også pointere, at hun på ingen måde kan opfattes som fundamentalist, selv om især højrefløjen meget gerne vil fremlægge det sådan.

Et tørklæde og en bekendelse til Islam gør ikke en muslim spor mere fundamentalistisk end en kristen, der bærer et kors i en halskæde og opfatter sig selv som kristen. Faktisk er et kors om halsen faktisk mere et udtryk for religiøst tilhørsforhold end et tørklæde, fordi korset er et bevidst valg af udtryk, mens et tørklæde er en kulturel tradition, som ikke kræver en bevidst stillingstagen til et trosforhold.

Asmaa har udtrykt, at hun anerkender homoseksualitet. Hun er kvinde, som udtaler sig politisk. Hun er ikke en kuet person, der ikke tør se mænd i øjnene eller sige sin mening. Hun spiller ud fra vestlige, demokratiske principper ved at stille op til valg.

Personligt tror jeg, at hendes muslimske identitet og insisteren på at bære tørklæde måske bunder i et ønske om ikke direkte at frastøde sine trosfæller, mens hendes holdninger langt hen af vejen er langt mere demokratiske og humanistiske end de værdier, man kan tilskrive de "almindelige kristne", som man finder på højrefløjen.

Hun er i praksis næppe mere religiøs, og formentlig endda mindre religiøs, end de fleste danske politikere, og er sikkert kun synlig i den religiøse sfære, fordi hun bærer et synligt tørklæde. Jeg mistænker hende endda for kun at slå på sin religion af den ene årsag, at hun vil undgå at gøre muslimske vælgere alt for sure.

Som sådan kan jeg ikke opfatte hende som særlig religiøs i forhold til så mange andre politikere - Dansk Folkepartis fundamentalistiske dommedagspræster er langt længere ude på overdrevet end hun er, og også de mere moderate kristne politikere gør tilsyneladende også mere ud af at følge deres religiøse overbevisning i deres politiske valg end hun gør. Jeg mener bare ikke, at hun bør være repræsentant for Enhedslisten, når hun slår på at acceptere religion.

Der er næppe nogen borgerlig politiker, der ved sine sansers fulde fem vil forestille sig, at den offentlige sektor totalt skal afskaffes (jeg mener, de vil jo f.eks. meget gerne have en statsunderstøttet kirke og den slags).

Samtidig er der heller ikke nogen tvivl om, at de borgerlige politikere brænder varmt for privatisering af offentlige ydelser. Deres propaganda henviser ofte til ineffektivitet, bureaukrati, osv. i de offentlige instanser, som konkurrence efter deres mening vil kunne løse.

Med min ekspertise i identifikation og forbedring af arbejdsprocesser skal jeg være den første til at pointere, at jeg har set min del af ineffektive procedurer i offentlige sammenhænge. Og i samme åndedræt vil jeg også pointere, at de på dette punkt er lige så ineffektive som private firmaer. Bare fordi der er konkurrence, så betyder det ikke, at de private alternativer har velfungerende arbejdsprocesser.

For argumentationens skyld vil jeg acceptere tre påstande, som jeg tror, at såvel borgerlige som socialistiske partier og vælgere vil godkende:

1. Offentlige instanser er ligeglade med, om de er økonomisk effektive (i den udstrækning, at det er deres services, der er deres primære prioritet).

2. De borgerlige partier ønsker en fastholdelse af en række offentlige instanser, men disse instanser skal købe deres ydelser ved privatejede firmaer. Her tænker jeg f.eks. på kommuner, der hyrer private firmaer til løsningen af opgaver, der traditionelt er varetaget af offentlige instanser.

3. Private firmaer er interesserede i at tjene penge, og er ligeglade med deres præstation (i den udstrækning, at det er deres økonomi, der er deres primære prioritet).

Vi sidder nu med en situation, hvor en offentlig institution, som er ligeglad med sin økonomi, hyrer et firma, der er interesseret i at tjene penge, og det kræver ikke nogen fantasi at forestille sig, hvad dét betyder: Det private firma har fået en kunde, der er villig til at betale mere, end en privat kunde ville have været, og som sideeffekt er kunden derfor også mere eftergivende overfor, om der bliver leveret en dårlig vare.

Det er derfor en guldgrube at blive leverandør til det offentlige, og det er skatteyderne, der betaler. Og husk lige, at den borgerlige regering ønsker en offentlig sektor, der benytter sig af private firmaer. Den offentlige sektors fokus på service er fjernet og erstattet med et privat erhvervslivs fokus på at malke kunden for skatteydernes penge.

Det ovenstående er desværre ikke et tankeeksperiment. Jeg har hørt private leverandører diskutere, hvordan de sikrede sig, at de fik brugt hele den del af det offentlige budget, de havde fået stillet til rådighed, når de havde fået tilkæmpet sig et budget, der var større end opgaven.

Nuvel, men hvis nu der er flere private firmaer, der konkurrerer om opgaven, så vil det vel løse problemet?

Svaret er desværre nej. I praksis er der meget andet på spil end prisen. Aftaler af personlig karakter, som afgøres på golfbanerne, er ikke en joke fra Dilbert. Det handler nemlig i høj grad om netværk og om at komme til at snakke med de rigtige mennesker hos beslutningstagerne. Mange "valg" blandt udliciterede tilbud er i praksis foretaget på forhånd, og udliciteringen er her et spil for galleriet.

Endvidere er der kun et begrænset antal leverandører at vælge mellem. Når en opgave har en tilstrækkelig størrelse, er det ikke muligt for en mindre, nystartet, eller geografisk fjerntliggende virksomhed at påtage sig den, og så er disse firmaer allerede fravalgt på forhånd. Og blandt de resterende firmaer er det ikke sikkert, at firmaet kan nå at hyre den nødvendige arbejdskraft før opgavens begyndelse. Det er ikke sjældent, at der kun er tre-fire firmaer at vælge mellem.

Netop disse tre-fire firmaer har som regel snakket så meget med beslutningstagerne, at de godt kender budgetrammerne, som ellers rent officielt bliver hemmeligholdt. (Vi husker jo nok, at borgerlige politikere gerne vil benytte sig af private virksomheder, og at der er et gensidigt venskab mellem disse beslutningstagere og de private virksomheder.) Det betyder, at alle firmaerne når frem til samme pris, som lige præcis rammer loftet af budgettet. Der er kort sagt ingen konkurrence, fordi de private firmaer gennem rødvin og golf har fået et godt indtryk af skattekistens rummelighed, inden tilbuddene bliver givet.

Når regeringen i den kommende tids valgpropaganda argumenterer for, at den ønsker at "tilbyde private firmaers hjælp", så betyder det, at de private firmaer skal have lov til at grave dybt i den statskasse, som du poster penge i.

Til sidst vil jeg understrege, at det ovenstående hverken er overdrevet eller spekulativt; det er faktisk sådan, det foregår her i landet.

Hvis nogen skulle have følt sig stødt over, at det tidligere indlæg måske har forholdt sig mindre respektfuldt overfor Islam, vil jeg naturligvis skynde mig at gøre opmærksom på, at jeg på min engelske blog beskriver, hvorledes Islams styrke kan bevises videnskabeligt.

Det er for nyligt blevet fastslået, hvordan muslimer skal forholde sig under rumrejser, når de skal vende sig mod Mekka.

Det har givet anledning til en del fnisen i vores del af verden, hvor vi efter blot få årtier har glemt diskussionerne om, hvorvidt kristne kunne tillade sig at tage ud i Himlen, hvor Vorherre formodedes at befinde sig. I dag er det ikke nogen overraskelse, at astronauterne hverken mødte den ene eller den anden guddom derude i bedste "Rejsen til Saturn"-stil, men det var det bestemt ikke dengang.

Vi, der altid har taget Djævelens parti i forhold til den slags religiøse vanvid, har heldigvis ikke behov for teologiske tanker om, hvorvidt vi ville forholde os anderledes på en rumstation end her på Jordens overflade: For vores vedkommende er den korrekte retning stadig nedad.

Skeptikere og ateister påpeger jævnligt, at når deres yndlingsofre bevidst ignorerer viden, og bevidst vælger en tro eller en holdning, der strider mod nutidens viden, så må det være dumhed. Alle kan være uoplyste, men det er dumhed, når man handler mod bedre vidende.

Imidlertid plejer skeptikere og ateister at holde sig til forestillinger, der direkte befinder sig i overtroens overdrev.

Jeg kunne håbe, at de ville udvide deres område til at dække enhver forestilling, der strider mod bedre vidende, når det får indflydelse på andre mennesker. For eksempel har den konservative socialordfører Tom Behnke (K) i følge Enhedslistens medlemsblad afvist at afsætte penge til en undersøgelse af de vilkår, børn af homoseksuelle familier vokser up under, med følgende begrundelse:

Sig mig, Tom, er det noget, du hedder, eller er det noget, du er?

Du er frit stillet til at nægte at afsætte penge til sådan en undersøgelse, men det er en appel til intens dumhed at gøre det med den begrundelse, at - med en omtrentlig meningsfælles ord - "hwis det ær fakta, så benægter a fakta" (hvis altså nogen kan huske, hvem det var fra Fremskridtspartiet, der sagde disse berømte ord). Det viser tydeligt nok, at det ikke er med logik og fornuft, at man skal møde den slags mennesker, og at det heller ikke er logik og fornuft, de støtter sig til.

I forbifarten kan det nævnes, at en svensk undersøgelse har konkluderet, at børn af lesbiske familier har det bedst, fordi de kvindelige forældre har nemmest ved at sætte sig ind i børnenes behov.