Retspraksis på kanten af loven

Jeg vil også kort nævne, at en del af den be­væb­nede kri­mi­na­li­tet er ban­de­op­gør. Jeg er sik­ker på, at de et­nisk dan­ske ban­der er me­get glade for den kon­kur­ren­ce­for­del, de måtte få af Le­ne Es­per­sens for­slag, hvis de selv blot bliver straf­fet med fæng­sel, mens deres mod­stan­dere bli­ver straf­fet med ud­vis­ning. Det er jo synd for ro­ck­er­ne, at de­res jagt­mar­ker er ble­vet over­ta­get af ind­van­drer­ban­der, og Le­ne Es­per­sens for­slag kan sik­kert hjælpe dem med at vinde mag­ten til­bage.

Men der er også et andet aspekt i sa­gen: Lene Es­per­sen læg­ger med en så­dan ud­mel­ding li­nien for for­tolk­ning af rets­prak­sis fra Ju­stits­mi­ni­ste­riet: Ju­stits­mi­ni­ste­riet viser, at de me­ner, at man bør gå helt til græn­sen af loven.

Man kan ikke blot tillade sig at være lige præcis så tæt på at være kriminel, at man ikke bliver straffet, man bør tillade sig det. Hensynsløs og destruktiv adfærd er god stil, så længe det ikke er direkte ulovligt. Er der et smuthul i loven, skal det udnyttes, for det gælder om at gå helt ud til lovens grænser.

Det er yderst problematisk. Hvad nu, hvis politiet begynder at rette sig efter Justitsministeriets signaler og går "lige til kanten" overfor almindelige borgere? Det er en opfordring til chikane og det, der er værre. Ud med politibetjenten, der hjælper den gamle dame over vejen, og ind med panseren, der giver hende en bøde for at gå over vejen med sin rullator udenfor fodgængerfeltet.

Ud med sociale forvaltninger, der forsøger at hjælpe familier til at klare sig, og ind med formyndere, der tvangsfjerner børn ved første lejlighed. Ud med god forretningspraksis og ind med tonsvis af "det, der står med småt". Ud med mægling og probemløsning, og ind med et advokatvælde, hvor alle slår på deres ret til at være nogle dumme svin.