Det burde være simpelt at forstå:
1. Hvis nogen begår kriminalitet, f.eks. ved at brænde biler af, eller måske ved at opfordre til kriminalitet, så er det deres egen skyld, hvis de gør det.
2. Ofrene for kriminaliteten er naturligvis de folk, kriminaliteten går ud over, dvs. de mennesker, der har fået deres ejendele eller person beskadiget.
3. Hvis vi vil undgå, at der skabes ofre i punkt 2, så kommer vores reaktion alt for sent, hvis reaktionen er at straffe forbryderne efter de har begået den kriminelle handling.
4. Omvendt er det yderst problematisk, hvis vi forhindrer kriminaliteten ved at uddele "forebyggende straf" i form af bøder, fængsling eller udvisning (såfremt der er tale om personer uden dansk statsborgerskab) af uskyldige mennesker.
5. Vi må derfor finde metoder til forebyggelse af kriminalitet, der motiverer de potentielle kriminelle til at afholde sig fra kriminalitet.
6. For at finde ud af, hvordan disse personer motiveres fra kriminalitet, må man forstå, hvad det er, der motiverer dem til kriminalitet.
I situationen, hvor de kriminelle i punkt 1 er unge, der brænder biler og containere af, er det yderst oplagt at konstatere i punkt 6, at de pågældende unge befinder sig i en situation, hvor muligheden for at have en fremtid og for at "passe ind" slet ikke eksisterer i deres bevidsthed. Det er personer, der er socialt handicappede, og som ikke er i stand til at gøre det, der falder naturligt for os andre. At sige til dem, at de bare skal tage sig sammen, svarer til at sige til en person i en rullestol, at han bare skal rejse sig op og gå. De er fanget i en situation, de ikke selv er herre over, og som de ikke selv har kunnet undgå.
Dette forhold gør dem ikke skyldfrie overfor ofrene i punkt 2. Ofrene forsvinder ikke af, at man forstår, hvad der har motiveret forbryderne.
Imidlertid er det fast procedure fra især højrefløjen at anklage folk for at ignorere ofrene og gøre forbryderne til ofre i stedet, når den slags analyser bliver fremsat.
De forstår åbenbart ikke, at én slags ofre overfalder andre mennesker, fordi de er ofre, og dermed også gør disse mennesker til ofre. Det er utroligt, at nogen kan tro, at ofrene i punkt 2 tænkes forsvundet eller ligegyldige, fordi man analyserer de unges situation i punkt 6 og konstaterer, at de unge også i en forstand er ofre. De tror tilsyneladende oprigtigt, at analysen siger, at ofrene i punkt 2 er de egentlige forbrydere i forhold til stakkels hærværksfolk, som burde gå fri for straf.
Det burde være så simpelt at forstå de punkter, jeg har ridset op, at jeg har svært ved at finde en anden forklaring på den manglende forståelse end enten utrolig dumhed eller en diagnosticerbar lidelse. En så sort/hvid og unuanceret anskuelse, hvor man ikke formår at fatte, at verden består af andet end komplet uskyldige ofre plaget af komplet ondsindede forbrydere, ligger i et område, hvor det er relevant at overveje, om der skal stilles diagnosen skizofreni.
Ofrene i punkt 2 er stadig ofre, selv om de kriminelle bliver straffet, jfr. punkt 3. Men hvis vi skal undgå flere ofre, så er det ikke kun et spørgsmål om at øse vand ud af båden - det er et spørgsmål om at få stoppet lækagen.
Når f.eks. Anders Fogh Rasmussen siger, at samfundet er skyldfrit, og at de unge bare skal tage sig sammen, er det fristende at opfatte Anders Fogh Rasmussen som utrolig dum eller klinisk sindssyg, når han - der virkelig burde vide bedre - kommer med den slags udtalelser. Men virkeligheden er nok endnu værre: Anders Fogh Rasmussen ved sikkert godt, at Pernille Rosenkrantz-Theil har ret i, at skyld og ansvar er noget, de unge og samfundet deler i porten.
en det kan Anders Fogh Rasmussen aldrig indrømme. For gør han det, må han også indrømme, at situationen er opstået som en uheldig, forudsigelig følgevirkning af hans førte, fortrukne politik (se også artiklen "Problemer er sjældent problemer"). Han ønsker et samfund, hvor regeringens udgiftsstop forhindrer, at problemerne bliver løst. Han ønsker et samfund, hvor pengene bliver fordelt sådan, at der opstår bydele med høj levestandard. Han ønsker et samfund, hvor de rige bliver rigere. Men penge er ikke et produkt, der formerer sig uden omkostninger. For at skabe høj levestandard og rigere rige må midlerne flyttes. Der vil opstå kriminelle bydele, og der vil opstå bydele med lav levestandard.
Skulle Anders Fogh Rasmussen indrømme, at hans politik er årsag til de skel i samfundet, som skaber de hærgende unge, må han samtidig såvel tage skylden for, at de er opstået, som indrømme, at hans politik har stærkt skadelige effekter.
Jeg tror ikke, at Anders Fogh Rasmussen er dum eller skizofren. Jeg tror ikke, at han er så forblændet af sin ideologi, at hans virkelighed ser så sort/hvid ud, som en skizofren person ville se den.
Anders Fogh Rasmussen er nok i virkeligheden ligeglad med problemerne, selv om det er oplagt at gætte på, at han endda kan være interesseret i muligheden for at føre en endnu strammere politik omkring højere straffe og videreføre den borgerlige fantasi om, at familier er så uafhængige af samfundet, at de selv kan løse alle deres problemer.
Det er ikke bilerne i Anders Fogh Rasmussens nabolag, der bliver sat ild i. Det er ikke ham, der bor i en visitationszone. Det er ikke ham, der står i køj på ventelisten på de offentlige sygehuse. Det er ikke ham, der bliver svinet til at politiet. Det er ikke ham, der bliver fravalgt på jobmarkedet, fordi han hedder Muhammed eller Hassan. Det er ikke brandbilen på vej mod hans hjem, der bliver kastet sten efter. Der er ikke hans økonomi, der bliver ødelagt, når buspriserne og mælkepriserne stiger. Det er ikke ham, der bor i en ghetto, hvor han risikerer at blive overfaldet i trappeopgangen.
Alt i alt er problemerne noget, der ligger helt udenfor den del af samfundet, som han nogensinde bliver praktisk bevidst om, ikke helt ulig måden, hvorpå de kriminelle unge også kun kan se den del af samfundet, som de befinder sig i. Det er det, jeg mener med "ligeglad" - han har ikke den viden om problemet, som man får, når man oplever problemet. Det er ikke et nærværende problem.
For Anders Fogh Rasmussen er samfundet en ordnet og velfungerende organisme. Når der opstår problemer, fordi han gennem borgerlig politik indretter samfundet på en måde, der gør samfundet svært beboeligt for en gruppe mennesker, ser han de ramte mennesker som skadeorganismer, der står udenfor samfundet. Det ses ikke mindst, at de betragtes som udenforstående, når højrefløjen taler om at "sende dem hjem".
Som en form for opdeling af ordnet kultur i konflikt med kaotisk natur henviser han disse mennesker til et liv udenfor samfundet. Disse udstødte sættes ud til ulvene, hvor samfundets sædvanlige rettigheder og muligheder ikke gælder. Blot glemmer Anders Fogh Rasmussen, at ulven er uddød her i landet, og at de kriminelle ikke forsvinder, blot fordi man sætter et mentalt gitter op mod ødemarken.
Se også:
Leave a comment