Dansk Folkeparti fører religiøs krig

Efter at Birte Rønn Hornbech (V) forgæves forsøgte at trække regeringens udlændinge- og integrationspolitik ud af Dansk Folkepartis kløer, nåede Dansk Folkeparti at begå en taktisk bommert, da Kristian Thulesen Dahl (DF) m.fl. afslørede, at Dansk Folkepartis mange indvandrerfjendtlige holdninger er, at partiet virkelig er så antimuslimsk, som de af deres modstandere er blevet anklaget for at være.

Det tog ikke lang tid, før Kristian Thulesen Dahl mærkede, at det blev dårligt modtaget, og i rette populistiske partiånd skyndte han sig at melde ud, at det - formentlig ligesom de mange andre "uheld" - var et "uheldigt" ordvalg.

I princippet kunne jeg bifalde Dansk Folkepartis (midlertidigt) klare udmelding om emnet, idet jeg som kompromisløs ateist også er antimuslimsk. For at jeg kunne støtte Dansk Folkepartis holdning ville det dog være nødvendigt, at Dansk Folkeparti på samme måde erklærede sig antikristent, antibuddhistisk eller mere generelt: Antireligiøst. Men dette ville man aldrig høre fra Dansk Folkeparti, der tilsvarende har gjort det helt klart, at kristne symboler er acceptable, ligesom vi blandt partiets ideologiske autoriteter finder Søren Krarup og Jesper Langballe, der begge må karakteriseres som fundamentalistiske kristne præster, og ligesom man i partiets principprogram kan finde eksplicit støtte til Folkekirken samt ønske om bevarelse af bl.a. den danske (kristne) tro i kulturarven.