Carsten Agger har anmeldt bogen "Eurofascism" af Øyvind Strømmen, der dokumenterer, hvordan fascismen under og efter Anden Verdenskrig ikke døde ved krigens afslutning, men derimod lever i bedste velgående i dag, hvor fjenden ikke længere hedder "jøden", men derimod "muslimen". Imidlertid savnes der en forklaring på, hvordan det engang så vigtige jødehad kunne glemmes og erstattes med frygten for et nyt folk.
De til tider lidt for ofte brugte udtryk "fascisme" eller "nazisme" er på ét punkt misvisende for den højreekstremistiske drejning. Mens nationalisme, kvindesyn og voldsom retorik og diskrimination mod etniske mindretal er fastholdt, er målet for diskriminationen ændret væsentligt.
Den klassiske nazisme byggede på en udbredt konspirationsteori om et jødisk verdensherredømme, der ligefrem blev benyttet som det væsentligste argument for nazistisk politik. Netop jødehadet blev en så integreret del af nazismen, at det er svært at fjerne jødehadet fra nazismen, uden at den bliver til noget andet - det kan ligefrem være misvisende at tale om nazisme eller fascisme, hvis jødehadet mangler. I dag er der stadig nazistiske grupper, der samarbejder med islamistiske grupper, for selv om de hader hinanden, hader de jøderne endnu mere.
Til sammenligning betragter moderne højreekstremistiske grupper ofte jøder som "kosher" på grund af jødernes og muslimernes/arabernes indbyrdes konflikt. Dette forhold benytter højreekstremisterne da også jævnligt som et særdeles rimeligt argument for, at de umuligt kan være nazister: Deres åbenlyse støtte af Israel og jøder generelt taler imod, at de skulle være nazister.
For at kunne hævde, at nazisme og fascisme i dag er blevet videreført fra 1930'ernes samme, må man i det mindste forklare, hvordan den moderne konspirationsteori kunne ændres fra troen på, at jøderne kæmpede for at et verdensherredømme, til at jøderne er helt uskyldige, og at det i stedet er muslimerne, der ønsker dette verdensherredømme.
Det virker lidt mistænkeligt, at en ideologi, der i så væsentlig grad byggede på en konspirationsteori om jøder, uden videre kan glemme deres så vigtige konspirationsteori, og erstatte den af en anden. Det er rimeligt at sige, at nazister og fascister har fundet en "ny jøde" at være bange for, men det virker på den anden side ikke helt rigtigt, at den gamle og vigtige frygt for jøderne bare sådan kan forsvinde. I "Mein Kampf" forklarede Hitler, at forståelsen af jødeproblemet udgjorde nøglen til forståelsen af den nazistiske politik. Har moderne nazister/fascister smidt nøglen væk?
Set med køligere øjne må det stå klart, at selv om jødeproblemet formentlig var nøglen, så var det ikke jøderne, der udgjorde jødeproblemet. Det var konspirationsteorien om, at der fandtes et anderledes folk iblandt os, og som ønskede at ødelægge os, som var nøglen. At det lige var jøder var "tilfældigt", dog med det forbehold, at jøderne var et oplagt mål på grund af den kristne verdens århundredgamle religiøse had mod jøderne, der finder sit udspring i de tidlige pro-romerske kristnes karakteristik af jøderne som folket, der henrettede Jesus. Konspirationsteorien om de samfundsundergravende og kulturødelæggende jøder levede i bedste velgående inden Hitlers tid. Pointen er dog, at der ikke var nogen konspiration, og dermed kan jøderne selv ikke være nøglen til forståelsen af nazismen. Enhver konspirationsteori om et hvilket som helst folk er en nøgle, der passer til den fascistiske skattekiste.
Man kan godt få indtryk af, at nøglen helt bevidst smeltes om efter behag i den forstand, at fokus bevidst bliver drejet fra jøderne til muslimerne. Man hører stadig Jesper Langballe (DF) prise Luther for hans jødehad i Kristeligt Dagblad, 1999. I samme periode drejer Peter Neerup Buhl dog den Lutherske advarsel mod jøder i retning af muslimer i "Danskeren", 1999. Også i dag finder man henvisninger til Luther, hvor Søren Krarup (DF) trækker Luthers beskrivelse af muslimer som kættere frem i Jyllands-Posten, 2008, men undlader at nævne jøderne.
Daniel Pipes' bog "Conspiracy: How the Paranoid Style Flourishes and Where It Comes From" (NY, 1997) er en udmærket gennemgang af konspirationsteoriernes virkemåde, samt en glimrende historisk opridsning og afvisning af "jødespørgsmålet", men den er også en bog, der helt bramfrit og uden dokumentation påstår, at jøder og republikanske amerikanere intet ondt kan begå, mens muslimer står bag alt, hvad der er skidt.
På mit spørgsmål til Øyvind Strømmen om, hvordan jødehadet kunne "glemmes", svarer Øyvind Strømmen, at han frygter, at nazisternes jødeudryddelse måske nåede at virke efter hensigten: Som synlig minoritet forsvandt jøderne i store dele af Europa, så de synlige minoriteter i dag er marokkanere, pakistanere, tyrkere, osv.
Tilsvarende bemærker Øyvind Strømmen, at jødehadet jo heller ikke er forsvundet helt. Strømmen forklarer, at hvis man kradser i overfladen på de partier, han finder tydeligst eurofascistiske, såsom Vlaams Belang, Front National og British National Party, finder man hurtigt jødehadet. Han har i British National Party fundet strategiske vurderinger, hvor partiet har valgt at fokusere på muslimer i stedet for jøder, fordi det er nemmere at vinde tilslutning på denne måde. Endvidere søger fremmedangste personer ind i sådanne partier, og det er således naturligt, at muslimerne bliver til den store trussel i disse partier.
For at kunne ignorere "jødeproblemet" er man imidlertid stadig nødt til at ignorere konspirationsteorien om det jødiske verdensherredømme. Men hvis man ignorerer denne konspirationsteori, må man enten tro på en anden og tilsvarende, eller måske udvide den til også at gælde andre folkeslag (dvs. både jøder og muslimer konspirerer hver for sig), eller også må man have en helt anden dagsorden, hvis man overhovedet skal kunne skabe mening i sine holdninger.
Det er værd at notere sig, at Dansk Folkeparti og en række øvrige højreekstremistiske grupper benytter sig af kristen argumentation, og at de i
påfaldende grad bygger deres politik på "kristne værdier". Såfremt dette er den drivende dagsorden, er det underordnet, om man tror på den ene eller den anden konspirationsteori, eller ikke nogen overhovedet. Det vil i det mindste kunne forklare, hvorfor f.eks. de stærkt kristne præster Jesper Langballe og Søren Krarup ikke finder det nødvendigt at støtte sig specifikt til Luthers jødehad, men blot til Luthers kristendom, der trods hans store arbejde på at berette om jødernes dårligdomme er langt mere inklusiv i dens had mod ikke-kristne grupperinger.
Fundamentalistisk kristendom kan derfor være det element, der gør det muligt at omstøbe nøglen efter behag, idet denne forklaring ikke forudsætter, at jøderne er verdens svøbe. Kristendommen gør det muligt at se langt flere konspirationer, idet enhver, der ikke er kristen, må opfattes som en del af et folk, der udgør en fjende - bevidst konspirerende, samarbejdende med øvrige grupper, eller blot slet og ret ond.
Religion er en tilstrækkelig, men ikke nødvendig forklaring. Hvis Øyvind Strømmen har ret i, at jøderne simpelt hen er blevet et mindre synligt element i samfundet, er det helt oplagt, at andre grupper overtager jødernes tidligere rolle som de frygtede "andre". Jøder er særdeles integrerede i de vestlige kulturer, og som race er de ikke letgenkendelige. Nyligt indvandrede mennesker fra Mellemøsten er imidlertid endnu ikke tilsvarende integrerede, og er også lettere at genkende. Når dette kobles sammen med det forhold, at fremmedangst eller -had er betinget af andre psykologiske og sociale effekter end målets karakteristika, er det uundgåeligt, at fremmedangst eller -had vil ændre mål fra de usynlige jøder til andre, synlige folkeslag.
Nazismens eksplicitte jødehad gør det ved første øjekast rimeligt at argumentere for, at en højreekstremistisk gruppe, der ikke nærer et tilsvarende jødehad, pr. definition ikke kan være nazistisk. Ser man nærmere på jødehadet, er det dog åbenlyst, at den byggede på en konspirationsteori, som jøderne ikke havde del i. Derfor kan nazismens ideologi leve uhindret videre, idet man kan skifte jøderne ud med hvemsomhelst, uden at det påvirker ideologien det mindste. Den nødvendige forudsætning for nazismen er ikke hadet mod jøderne, men et had mod - eller frygt for - grupper, der opfattes som "de andre", som truer kulturen eller nationen.
Den umiddelbare gyldighed af højreekstremisternes afvisning af etiketten "nazist" er derfor kun et udtryk for en ligegyldig ordleg. Essensen af nazismens jødehad kræver ikke, at hadet er rettet mod jøder, men blot at hadet rettes mod en gruppe, der anses som forurener af den nationale kultur og folk. Den specifikke konspirationsteori, som nazisterne benyttede sig af, kan erstattes af en generel frygt og mere eller mindre velformulerede andre konspirationsteorier i nye grupper, uden at der af den grund er forskel på de oprindelige nazisters og de nye gruppers politiske holdninger, værdier, menneskesyn og metoder.
Det er muligt, og i mange tilfælde sandsynligt, at medlemmer og støtter i de moderne fascistiske og nazistiske grupper oprigtigt mener, at de fører en anden politik, blot fordi deres had rettes mod andre grupper end jøderne. Det er dog ikke nogen undskyldning for den førte politik, at de tror, at et enkelt ord ("muslimer" i stedet for "jøder") udgør en så fundamental forskel, at de bliver til noget ganske andet. Når Øyvind Strømmen taler om "eurofascisme", er det ikke vigtigt, at de nye fascister og nazister vælger at rette deres blik mod "nye fremmede", men at deres politik, deres værdier, deres menneskesyn og deres metoder er de samme, som de altid har været.
Leave a comment