I 1990'erne arbejdede jeg nogle år som ingeniør i USA. Her oplevede jeg amerikansk kultur på nært hold, hvor jeg blandt andet lærte, at mange af de ligheder, der er mellem amerikansk og dansk kultur, kun eksisterer på overfladen. Under denne overflade er der en utrolig holdningsforskel, og uden at diskutere detaljerne nærmere vil jeg nøjes med at notere, at jeg ikke følte, at jeg var i stand til at arbejde med mit fag et sted, hvor arbejdsmoralen var af så religiøs karakter. (Lidet vidste jeg dengang, at Max Weber et århundrede tidligere var nået til samme konklusion omkring arbejdsmoral, som jeg drog, for så var jeg nok blevet væk.)
Det siger sig selv, at jeg også blev nogle væsentlige og værdifulde erfaringer rigere. Da jeg flyttede tilbage til Danmark, tog jeg blandt andet med mig visheden om, at mange af de ting, jeg havde oplevet i USA, ville flytte til Danmark i løbet af de næste 10 til 20 år. Historien har vist os, at vi kan se på USAs samfund og deraf udlede, hvordan vi - omend med en nordeuropæisk tvist - kommer til at få det i Danmark. Efter mit besøg i USA var jeg opmærksom på ting, der kunne forudsiges i det danske samfund.
Jeg er således ikke det mindste overrasket over, at det er lykkedes den borgerlige regering at indføre brugerbetaling på flere de fundamentale services, og at skellet mellem rig og fattig øges. Det var de forhold, jeg var vant til i USA, og som var årsag til, at jeg trods et skattetryk, der lå 20 procentpoint under min nuværende skatteprocent, alligevel havde færre penge, når alt var betalt, end da jeg vendte tilbage til Danmark.
Andre ting er ikke ved at ske endnu: Vi har ikke det advokatvælde, som vi indtil videre ryster på hovedet af, men det vil opstå, såfremt Danmark bliver i stand til at kopiere den stærke individualistiske model fra USA, hvor alle mener, at de har ret til dette og hint, og nok skal sørge for at finde en advokat, der vil give dem denne ret.
Nogle af de ting, jeg forudså i 1990'erne, var medvirkende til, at jeg begyndte at gå til kampsport. Her skal jeg skynde mig at påpege, at sportselementet er så fraværende, at såvel jeg som de fleste andre, der dyrker den pågældende kampkunst, foretrækker at kalde det for kampkunst, idet der hverken er konkurrencer, vægtklasser, beskyttelsesudstyr, regler, eller noget andet af det, der karakteriserer en sport. Men af hensyn til den almindelige dansker er det nemmere bare at omtale det som kampsport.
Helt grundlæggende var min interesse i den pågældende kampsport foranlediget af dele af den filosofi, som blev udtrykt kropsligt gennem kampsporten. En udenforstående, Kirtland Peterson, studerede fænomenet tilbage i 1980'erne og beskrev det i bogen "Mind of the Ninja". Studiet bygger på temmelig begrænsede kilder (mestendels i form af Stephen Hayes' forklaringer - Hayes var dog på dette tidspunkt endnu ikke fortsat ud af sin "Hayes Quest"-tangent) og forældede psykologiske modeller, men fremlægningen er alligevel brugbar. Der er efter min mening en del overtroisk vrøvl og sludder forbundet med forskellige folks udlægninger af kampsporten, men nu står det jo heldigvis folk frit for at skabe en personlig fortolkningsramme. Jeg ser også selv kampsporten gennem mine helt egne (mørke) briller. Da jeg vendte tilbage til Danmark, var det et rent tilfælde, at jeg faldt over en dojo i Aalborg, for jeg havde ikke troet, at det overhovedet ville være muligt at studere den slags i Danmark. Jeg mødte hurtigt op til nogle prøvetimer efter at have mødt en af landets dygtigste udøvere til et seminar, og har trænet det lige siden.
Mere fokuseret på praktisk brug havde jeg den interesse i kampsporten, at jeg havde utrolig svært ved at forholde mig til mennesker, som i mangel af bedre beskrivelse er "tomme indeni", og som Amina beskriver som "intellektuelle sorte huller". Ganske vist har jeg haft held med at slippe for en stor del af dem ved at gøre kort proces (dvs. sige "skrid..."), men der er også mange af dem, man ikke bare har mulighed for at afvise. Jeg vidste oprigtigt ikke, hvordan jeg skulle undgå dem, og jeg håbede at opnå en form for "forsvar" mod dem gennem de dele af kampsporten, der ikke er korporlig kamp.
Endelig byggede min interesse på et ønske om at kunne forsvare mig selv fysisk. Jeg er hverken paranoid eller nervøs for at gå på gaden her i landet, men da jeg flyttede tilbage til Danmark, var jeg ikke i tvivl om, at en opbygning af et samfund, der havde de amerikanske fordele, også ville tage de amerikanske ulemper med: Mange af de negative sider er simpelt hen uundgåelige følgevirkninger af de ønskede positive sider.
Der var allerede en tydelig fremmedfjendskhed og en markant "os vs. dem"-retorik i den politiske arena i Danmark, da jeg flyttede oversøs, men da jeg vendte hjem, var den mellemliggende stigning i fremmedfjendskhed næsten overvældende. Stemningen var hadsk og tangerede moralsk panik, som er et tegn på, at der er ved at ske strukturelle ændringer i et samfund. Jeg så, hvordan befolkningsgrupper blev marginaliseret og dæmoniseret og - i mere eller mindre overført betydning - sat i ghetto. Det var begyndelsen på den tilstand, som jeg havde set i mit nabolag i USA.
Jeg boede nemlig lige i den byzone, der var nabo til de rigtig hårde kvarterer, hvor der var bandekrig og raceghettoer, og hvor hvide mennesker blev opfordret til ikke at opholde sig. Det lå en halv times gåtur fra West Oakland, der på det tidspunkt var det næstfarligste sted at befinde sig i USA, kun overgået af East Los Angeles. Under raceoptøjerne i 1992, hvor man så billeder af vandaliserede forretninger, var der ikke billeder af West Oakland - her var forretningerne forlængst væk. Da jeg flyttede til byen, fordi det lå tættere på mit arbejde, opfordrede flyttefolkene mig til at anskaffe mig såvel vagthund som håndvåben. Jeg slap dog for problemer, men det kan måke til dels tilskrives, at jeg åbenbart har set ondskabsfuld nok ud til at blive opfattet som farlig. I hvert fald har jeg overhørt de lokale småforbrydere pege mig ud som "mean mothafucka" og "undercover cop".
Når ikke-etniske danske unge angriber brandbiler og ambulancer, er det som at se forholdene i disse hårdende bydele, men det er desværre kun en begyndelse. De reagerer, som man nu engang reagerer, når man ved, at man ikke har nogen fremtid, og at man bliver holdt nede af det, som man i mangel af bedre kalder "systemet". I mine midaldrende dage kan jeg forvente en yderligere tilnærmelse af "gated communities", ghettoer, bander på gaderne og kriminalitet, der har mere voldelig form, hvor man risikerer overfald på gaden eller i sit eget hjem, og hvor politikere og politi måske slår hårdt ned på symptomerne, men ikke på sygdommen.
Men uanset at jeg forstår, hvorfor det sker, og helst vil trække samfundet i en retning, hvor det kan undgås, opnår jeg det ikke ved at blotte halsen og lægge mig på ryggen, hvis jeg selv eller min familie bliver overfaldet. En af mine gamle venner sagde for 15-20 år siden, at jeg mindede ham om Charles Bronson i 1974-filmen "Death Wish", og jeg kan godt følge ham: Det er den sædvanligvis rolige og forholdsvis professionelle mand, som indeni nærer en "den sidste dråbe"-hævner, og som i velovervejet ro trækker "jeg finder mig sgu ikke i noget"-pistolen i form af en .47 ACP frem.
Jeg håber, at min kamptræning vil bidrage til, at selv når jeg bliver for gammel til at løbe og for svag til at kunne stole på min fysiske styrke, så er jeg stadig tryg. Med tiden håber jeg, at jeg vil opbygge evnerne til ikke blot at kunne forsvare mig selv, men også at beskytte de mennesker, jeg sætter pris på. Jeg håber, at alle i et rum vil kunne føle sig en smule mere sikre, fordi jeg træder ind i det. Jeg ville blot håbe, at jeg ikke følte, at det var nødvendigt.
Leave a comment