Jeg stiftede bekendtskab med Linux i slutningen af 1990'erne, da jeg købte en helt ny MMX Pentium baseret PC på 200 MHz, og stod med den gamle PC - en 486'er på 66 MHz - og en monitor med to indgange. Min gamle PC var for sløv til Windows 95 og Windows 98, og var dermed forældet.
Derfor besluttede jeg mig for at se, hvad Linux var for noget. Jeg havde fra min universitetstid hørt om enkelte studerende, der syntes, at det var utrolig spændende at lege med, men havde aldrig selv følt noget behov for at se nærmere på det. Det ville betyde, at jeg sandsynligvis skulle droppe Windows som et styresystem, jeg var nogenlunde tilfreds med, selv om jeg bestemt aldrig har været syndelig imponeret over det. Nu var der dog en computer, der var lidt for svag til at køre Windows, og det var en oplagt mulighed for at lege lidt.
Efter at have modtaget venners og bekendtes gode råd bestilte jeg en CD med en Linux-distribution fra Redhat. Jeg nåede frem til, at mens Linux bestemt havde nogle stærke sider - ikke mindst i form af systemets langt bedre håndtering af samtidigt kørende programmer end Windows - så fængede det aldrig. Min primære lærdom var, at så længe jeg havde en primær computer, der kørte Windows, ville Linux-computeren kun være et sjældent legetøj, der ikke løste nogle egentlige opgaver for mig. Hvis jeg skulle skifte til Linux, måtte det være fordi Linux var i stand til at løse de opgaver, jeg normalt benyttede Windows til. På det tidspunkt vurderede jeg, at det var Linux ikke.
Således var Linux glemt indtil 2002, hvor min kæreste og jeg flyttede til en større lejlighed og pludselig havde plads til en computer, der kunne fungere som hjemme-server, uden at den f.eks. skulle stå og larme i enten soveværelset eller stuen. Af diverse stumper samlede jeg en PC med forholdsvis lavt strømforbrug og støjudvikling og installerede Linux på den. I løbet af det næste års tid kom den til at fungere som web-, fil- og mailserver for husets øvrige computere, og hvis vi ser bort fra et hardwarenedbrud, der i sidste ende resulterede i, at stort set hele computeren blev udskiftet, har den haft denne rolle i snart otte år.
På denne måde lærte jeg efterhånden en del om Linux på server-niveau. Langt størstedelen af denne viden er unødvendig på en almindelig desktop-computer, men var dog medvirkende til at minde mig på, at hvis jeg kørte Linux på min egen desktop-computer, ville jeg få en lang række ting forærende, som jeg i lang tid har ærgret mig over ved Windows. I mange henseende er det de helt små ting, der får enhver Windows-bruger til at bande for sig selv, som jeg vidste, at jeg ville slippe for.
Når jeg f.eks. har startet en web-browser op, så kan jeg selvfølgelig fortsætte med at bruge computeren, mens browseren starter. Og selv om jeg godt kunne vente de få sekunder, indtil browseren er startet op, så kan jeg sagtens finde på at gå tilbage i "start"-menuen i denne ventetid og starte f.eks. mailprogram, tekstbehandling eller andre småting op.
Det kan jeg selvfølgelig også på Windows, og det gør jeg også, når jeg f.eks. er på arbejde. Men på Windows slipper der ofte et lille suk ud af mig, når jeg lige netop har manøvreret mig frem til applikationen i "start"-menuen og skal til at starte den med et klik, fordi netop i dette øjeblik dukker en af de andre startede applikationer op, hvorved "start"-menuen lukker. Jeg skal klikke mig frem en gang mere, og kan næsten være sikker på, at "start"-menuen lige netop når at lukke, når applikation nr. to også dukker op på skærmen. Det er små ting, men det er ærgerligt. Og undervejs, mens jeg bruger en Windows-computeren, kan jeg være sikker på, at jeg i løbet af dagen lige netop er i færd med at skrive en tekst i et tekstbehandlingsprogram eller i en mail, hvorpå der dukker en dialogboks op fra et andet program lige i samme sekund, jeg trykker på "Enter" - og dermed accepterer eller afviser jeg noget fra et andet program. Dette sker simpelt hen ikke på Linux. Der er bedre "Focus stealing prevention" på Linux, som det hedder. Og det kan i øvrigt justeres, hvis ikke man er tilfreds.
Applikationer crasher på Windows, og det gør de også på Linux, omend jeg har indtryk af, at det sker noget sjældnere. Men når en Linux-applikation løber løbsk, så påvirker det ikke resten af computeren i samme grad, som det påvirker en Windows-computer. På Windows er man nogle gange nødt til at trykke Ctrl-Alt-Delete for at bringe dens task-manager op, hvilket godt kan tage lang tid afhængigt af hvor aggressivt, det crashede program benytter systemets øvrige ressourcer. Under Linux trykker jeg Ctrl-Alt-Esc, hvilket omgående gør musepointeren til et lille dødningehovede. Klikker jeg på en applikation, mens musepointeren er et dødningehovede, fjernes applikationen omgående.
Hvis jeg vil flytte et vindue, der sidder i vejen for et af de andre vinduer, er det også hurtigt gjort. I stedet for at skulle flytte musen på på vinduets menubjælke kan jeg på Linux blot holde Alt-tasten nede og klikke hvorsomhelst i vinduet, hvorpå vinduet bliver flyttet rundt. Det er en lille ting, men i betragtning af, hvor ofte man flytter et vindue, er det utrolig praktisk, fordi musen som regel allerede befinder sig over det vindue, der skal flyttes, og dermed fra starten er flyttet det rigtige sted hen.
Linux-desktoppen gør også brug af andre smarte ting, der gør brugen nemmere. Man kan have så mange skrivebordsflader, som man ønsker, og kan skifte mellem dem med tastetryk. Et tastetryk kan zoome ud og vise alle skrivebordene på én gang, så man kan vælge det skrivebord, man ønsker. Eller man kan få vist alle de aktive vinduer på et skrivebord på én gang, hvorpå man vælger det, man ønsker, uden at de i øvrigt skifter placering. Vinduerne kan naturligvis også flyttes fra skrivebord til skrivebord. I den nye KDE desktop kan skrivebordet i øvrigt have flere forskellige foldere med ikoner, så man f.eks. på skrivebordet kan se både "Skrivebordet" og "Mine dokumenter" på samme tid. Med Alt-F2 kan jeg straks starte en applikation ved at indtaste applikationens navn. Det er hurtigere at trykke Alt-F2 og taste "firefox", end det er at klikke i Start-menuen og vælge "Udfør kommando" i Windows.
Filoversigterne har previews af forskellige dokumenttyper (tekst, grafik, PDF, osv.), der giver et langt bedre overblik end på Windows XP, hvor kun én af måderne at se en folder på giver mulighed for at se previews, og i øvrigt kun af grafik.
Alt imens jeg benytter computeren og min browser er jeg fuldstændig ubekymret over virus og anden malware. Der er spekulationer over, hvorvidt årsagen til, at der ikke findes virus til Linux og Macintosh i samme grad som til Windows, men jeg må aflive myten om, at det er fordi Windows er så meget mere udbredt. Det er måske en del af forklaringen, men langt fra hele forklaringen. Linux er simpelt hen i sin arkitektur mere sikker end Windows. Især Linux-filsystemets opdeling i eksekverbare og ikke-eksekverbare filer (der ikke som Windows udleder dette af filens efternavn), individuel bruger-ejerskab - og ikke-ejerskab - af filer, samt fraværet af Windows' sikkerhedsmareridt af ActiveX og DLL-arkitektur er nok den væsentligste årsag til, at Linux er langt mindre modtagelig overfor virus end Windows.
Det er måske alt sammen små ting, men ærgelserne optræder snildt 50-100 gange om dagen for folk, der bruger Windows på en arbejdscomputer. Den konstante årvågenhed for at undgå virus - f.eks. vurderingen, om man tør risikere at klikke på et af Googles søgeresultater - hænger også over hovedet på en sådan bruger. 50-100 små suk om dagen er meget, og den konstante årvågenhed er anstrengende.
Det slår mig gang på gang, når jeg veksler mellem en Windows-baseret computer på arbejdet og en Linux-baseret computer hjemme, at Linux simpelt hen er nemmere at bruge. Til sammenligning med en Linux-baseret computer, som benytter en Gnome eller KDE desktop, virker Windows XP (og Vista for den sags skyld) slet og ret primitivt.
Bemærk, at jeg sagde "Windows XP". Med én undtagelse er de computere, vi har i huset, ikke kraftige nok til at køre Windows Vista. Vista har hidtil uhørte hardwarekrav, og der er intet, der tyder på, at Windows 7 skulle blive bedre. Hvis vi skulle opgradere vores computere til Windows Vista, ville vi i øvrigt også være nødsagede til at købe ny scanner og ny laserprinter, for Vista har heller ikke drivere til dem.
Det leder så til et nyt argument for at bruge Linux. Det kræver ikke meget RAM - vores bærbare har kørt fint med blot 256 MByte RAM, selv om mere dog er anbefalet, og halvgamle processorer og motherboards er mere end rigeligt til at afspille DVD i fuld skærm, mens computeren laver adskillige andre ting i baggrunden. (I forbifarten vil jeg nævne, at man ikke skal købe særlig software for at kunne afspille DVD'ere på Linux, og at vores Linux-baserede medie-PC i stuen gør det muligt at se fjernsyn selv på køkkenets 800 MHz Linux-baserede computer.) Hvis en computer er blevet lidt for sløv til Windows XP og helt umulig til Windows Vista, kan man ganske roligt regne med, at det vil være hurtigt, hvis man kører Linux. Med begrænset og billig hardware har man derfor et hurtigt system, hvis man kører Linux.
Engang var det dog sådan, at man skulle se sig meget godt for, hvis man skulle købe hardware til en Linux-maskine. Især har trådløse netkort og printere været en achilleshæl, idet Linux ikke har haft de nødvendige drivere til dem. Dette problem er dog ved at være et overstået kapitel, selv om jeg formentlig stadig ville anbefale at checke på nettet, hvad andre brugeres erfaringer med f.eks. en ny printer er.
Sammenlignet med Windows XP eller Windows Vista er Linux dog karakteriseret ved at have langt bedre hardware-understøttelse. Hvis man installerer Linux på sin computer, kan man være næsten sikker på, at alle de nødvendige drivere er installerede, og at alle de tilsluttede enheder kører efter hensigten. Køber man en ny enhed, vil den sandsynligvis også fungere, så snart den er sluttet til.
Derimod kan man roligt regne med, at man enten skal til at installere drivere fra en medfølgende CD eller (hvis man vil have en driver af nyere dato) finde en driver på nettet, hvis man køber ny hardware til sin Windows-baserede computer. Windows indeholder nemlig kun et fåtal drivere fra starten. Hvis man køber en computer, hvor Windows XP eller Vista allerede er installeret, har forhandleren allerede installeret de nødvendige drivere, men hvis man får behov for at geninstallere Windows XP eller Vista, så opdager man hurtigt, at driverne er en større udfordring - ofte fordi man skal søge efter dem på nettet og på dette tidspunkt opdager, at også driveren til netkortet skal hentes fra nettet.
De gratis applikationer til Linux er i dag så modne, at langt de fleste sagtens kan hamle op med, hvad man har til rådighed på Windows. Der er gratis billedbehandling, økonomistyring, tekstbehandling, database, regneark, og meget mere, og jeg har endnu ikke oplevet nogle mangler i disse applikationer på Linux i forhold til, hvad jeg har haft brug for i de tilsvarende applikationer på Windows. Kun hvad angår filmredigering og spil er Linux stadig bagefter i forhold til Windows.
Pakkehåndteringen, som det kaldes, giver adgang til titusindvis af gratis applikationer og værktøjer: Alle applikationer kaldes "pakker", og pakke-håndteringen gør det muligt via en grafisk brugerflade at søge efter de applikationer, man har brug for, og installere dem.
Jeg har svært ved at se, at Linux stadig kan leve op til fordommen om kun at være for nørder. Min søn på fireå¥r starter Linux op, og har selv fundet frem til spillene i menuen, og kaster sig gladeligt ud i de spil, man kan finde via DR og andre websteder for børn.
Det er mit indtryk, at Linux-brugernes traditionelle glæde for at fortælle, hvordan de kan rette og modificere af hjertets lyst, måske kan virke lidt afskrækkende. Hvis man ved, at man kan ændre i sin computers opsætning pÃ¥ alle mulige måder, kan man også være nervøs for, at man kan ødelægge den, og denne frihed virker ikke lige betryggende på alle. Endvidere er der ingen, der siger, at man skal rette løs i sin computers opsætning, for som udgangspunkt i de større Linux-distributioner kører de udmærket fra allerførste login. Ikke mindst distributionen Ubuntu har fokuseret stærkt på at gøre Linux tilgængelig for helt almindelige brugere. Linux kører fint uden tilpasninger. Det er bare, hvis man virkelig har lyst, at mulighederne er der i langt højere grad end på Windows.
Min kæreste, der er humaniorastuderende og ikke interesserer sig for computere og teknik, har ikke de mindste problemer med at bruge Linux i forhold til Windows, og kan sagtens finde og installere de programmer, hun har brug for. De steder, hvor jeg skal hjælpe til som "ekspert" er også de steder, hvor der havde været behov for min hjælp, hvis de havde kørt Windows. Men det sker langt sjældnere, at jeg skal hjælpe, end det gjorde, da de kørte Windows.
Jeg fik dermed afsløret, at Windows også er skiftet ud med Linux på husets øvrige computere.
Husets øvrige computere (hvoraf de alle har været optimerede til pris og støj frem for slagkraftighed, og har haltet adskillige processer-hastigheder efter markedets bedste allerede på købstidspunktet) kørte indtil for et års tid siden stadig Windows. Der var fire i alt: En bærbar, to på kontoret samt børnenes PC. Dermed var der også fire computere, der skulle holdes opdaterede. Og det er ikke nogen helt lille opgave, især ikke når man som jeg har det med vedligehold af computere, som jeg har det med oprydning af børnenes legetøj. Det er kedeligt og uinspirerende, men desværre nødvendigt for at undgå problemer.
Og det er ikke småting, der skal opdateres på Windows. Foruden styresystemet selv, som mestendels holder sig opdateret via Windows Update, så var der også Microsoft Office, Acrobat Reader, CorelDRAW, en håndfuld spil, Paint Shop Pro, Antivirus, Winamp, Nero, diverse Codecs for at afspille lyd og video, DVD-afspiller, Java, Flash, IRC, MSN Messenger, Firefox, samt drivere til printer, grafikkort, lydkort, netkort, mus, tastatur og motherboard, og hvad jeg nu ellers måtte have glemt at nævne, som skulle opdateres - alt sammen i hver sin sammensætning på hver enkelt computer. Og alt sammen ét program ad gangen, fordi de alle opdateres via hver sin mekanisme. Nogle applikationer har en indbygget opdateringssøgning, men mange andre applikationer kræver, at man som bruger selv søger efter opdateringen på leverandørens hjemmeside, og de minder ikke en på, at det er nødvendigt, eller at der er en opdatering tilgængelig.
Den årvågne læser vil også genkende et antal programmer i listen, der koster penge. Med i hvert fald tre computere, der benyttes til reelt arbejde,
er det ikke en helt uvæsentlig sum penge, der skal ofres på software. Man har valget mellem enten at betale en adskillige tusinde kroner ekstra pr. PC, eller også må man ty til piratsoftware, som ganske vist sjældent koster mere at få fat i end lidt søgning på relevante steder på nettet, men til gengæld som præsenterer en for andre udfordringer. Den ene er af lidt teknisk art, hvor man som regel skal finde et "patch", der eliminerer en kopibeskyttelse, eller også skal man finde en "keygen", som fremstiller en nøgle, som softwaren opfatter som legitim. Den ande er af sikkerhedsmæssig art: Meget ofte indeholder den nødvendige "patch" eller "keygen" lige en lille smule mere, end man bad om, i form af en trojansk virus, der inficerer ens computer med en virus, som selv de bedste antivirus-programmer kan have udfordringer med. Opdateringen af piratsoftware er således et kapitel for sig selv, idet opdateringen ikke sjældent kræver, at man finder et nyt patch med de sikkerhedsrisici, det implicerer. Eventuelle moralske skrupler eller angsten for at blive opdaget skal heller ikke overses.
Læg oveni alt dette, at hver enkelt opdatering af hvert eneste program er en langsommelig affære i sig selv, hvor opdateringsprogrammet snildt optager computeren i flere minutter. Den almindelige computerbruger er endvidere nødt til at sætte sig ved hver enkelt computer for at vedligeholde opdateringerne, og kan ikke f.eks. styre opdateringerne fra centralt hold, så alle computerne kan opdateres fra ét sted.
Det korte af det lange er, at når jeg kunne gå rundtur blandt husets computere, hvor jeg satte en opdatering på den næste, når opdateringen var sat i gang på den første, så kunne jeg afslutte opdateringerne på ca. én dag. Det kunne være til at overse, hvis ellers man kunne nøjes med at opdatere en sjælden gang i mellem. Af sikkerhedshensyn på Windows er dette imidlertid en meget dårlig idé.
Til sidst blev jeg træt af det, for intet af dette er et problem på Linux, hvis blot man bruger pakkehåndterings-programmet. Hvis blot man installerer applikationerne gennem dette pakkesystem, holder pakkehåndteringen selv øje med, om der er opdateringer til de applikationer, man har installeret, og alt bliver opdateret i én omgang, som regel på få minutter.
Det var dette uforholdsvis store stykke opdateringsarbejde, der fik mig til at overtale resten af huset til også at bruge Linux. Det betyder, at indsatsen for at gennemføre en komplet opdatering af en computer nu er reduceret til noget, der svarer til at starte en enkelt applikation. (De giver ganske vist mulighed for at dele skrivebordet, så jeg ville kunne gå ind på deres skrivebord fra min egen computer og opdatere dem, som om jeg sad ved dem, men jeg synes personligt, det er nemmere at logge ind på dem via en konsol, der svarer lidt til Windows' kommandoprompt, blot langt mere avanceret.)
Men hvis Linux er så godt, hvorfor er der så ikke flere, der bruger det? Jeg tror ikke, at det er markedseffekten, der ellers ofte brugs som argument, dvs. at Windows trods alt må være det bedste, for ellers ville det ikke være så udbredt. Den egentlige årsag til, at Windows opfattes som det bedste, og at Windows nyder så stor udbredelse, er formentlig netværkseffekten.
Hvis man aldrig har brugt en computer, er brugerfladerne fra Microsofts Windows, Macintosh's OS X, eller Linux-distributionernes KDE eller Gnome (alt sammen desktop-brugerflader) nok lige umulige at bruge. Men når du først har lært én af dem, så får du hurtigt den holdning, at lige netop den pågældende brugerflade er nemmere at bruge, mere intuitiv eller mere brugervenlig for dig i forhold til alternativerne.
Dette tilvænningsforhold har stor indflydelse på populariteten af brugerflader. Man kan være så grov at sige, at den eneste virkelige "killer feature", som Windows har, er at Windows benyttes af omkring 90% af alle brugere. Populariteten har ikke noget at gøre med kvaliteten af Windows eller graden af, hvor intuitiv, Windows er. Windows kan i princippet være meget brugervenlig, men det er faktisk ligegyldigt. Hvis det er meget udbredt, er det fordi det er meget udbredt. Computerbrugere er simpelt hen vant til Windows, og vil derfor forvente, at en computer skal opføre sig sådan, som Windows bestemmer det.
Det kan sammenlignes med QWERTY-skrivemaskinen. Selv om det er et velkendt fænomen, at QWERTY ikke er særlig effektivt, så forbliver det i brug, selv om der findes andre og bedre keyboard-layouts. Tænk f.eks. på Dvorak-layoutet, som ganske vist understøttes af de fleste operativsystemer, men som ikke kan opstøves i butikkerne. QWERTY udbredes i langt større til, alene fordi det allerede er så udbredt.
Linux med KDE eller Gnome er nærmest som Dvorak keyboard-layoutet. Det kan diskuteres, om de er bedre, og bestemt ikke værre, men eftersom de ikke er "standard", er der forholdsvis få mennesker, der bruger dem. Netværkseffekten bevirker, at KDE eller Gnome ikke har tilstrækkelig kritisk masse til at blive opfattet som det bedste; det er ikke fordi konkurrencen er det bedste alternativ. Havde KDE eller Gnome været de mest udbredte, ville Windows tilsvarende måske ikke være i stand til at erstatte dem.
Og her er det, at Windows kommer til kort: Hvad tilbyder Microsoft, som er bedre end KDE eller Gnome? Hvis Linux/KDE eller Linux/Gnome ejede 90% af markedet, hvem ville så finde på at skifte til Windows?
Svaret på disse spørgsmål er selvfølgelig: (1) Det er ligegyldigt, fordi det handler om netværkseffekten og ikke features, og (2) Ingen eller meget få, også på grund af netværkseffekten.
Ingen person, der er vant til Windows, vil opfatte Linux som specielt meget nemmere at bruge den første måneds tid. Men det er kun fordi det er lidt anderledes. En Windows-bruger, der skifter fra Windows 98 til Windows XP eller Windows Vista, har samme oplevelse som en Windows-bruger, der skifter til Linux eller Macintosh: Man skal lige vænne sig til oplevelsen og de nye omgivelser. Så kommer efterhånden de mange små fiffigheder med f.eks. at holde Alt-tasten nede og klikke et vilkårligt sted i et vindue, så man kan flytte det uden at skulle manøvrere op til vinduets titel-felt, osv.
Når først man har vænnet sig til de nye omgivelser og bruger computeren fast, savner man kun Windows, når man en sjælden gang får tid til at spille et spil, eller når en statslig eller kommunal institution har indgået en dårlig handel med et firma, der kun understøtter Internet Explorer. Der er således nogle svagheder ved Linux, som Windows stadig klarer bedre, men spørgsmålet er, om dette varer ved. Microsoft ser ud til at være mindre interesserede i Windows, og vi ser måske frem til, at vi køber en X-Box eller en PlayStation, hvis vi vil spille, og platformsunderstøttelsen går som regel også ud over Macintosh-brugere. Det er et politisk spørgsmål snarere end et teknisk spørgsmål, om situationen med dårlig understøttelse fra enkelte offentlige og private services vil fortsætte.
Alt i alt har Linux nogle få svagheder men en enorm række fordele i forhold til Windows, og efter mange års erfaring som Windows-bruger og nogle års erfaring som Linux-bruger er jeg ikke i tvivl om, hvad der er bedst: Jeg vælger til enhver tid Linux. Ikke fordi jeg nærer et eller andet had mod Microsoft, eller fordi jeg har en særlig ideologi omkring open source software, men simpelt hen fordi jeg har vejet de to systemer mod hinanden ud fra mine behov og min tilfredshed som computerbruger.
Indrøm at du bruger OS/2
God forklaring af de tekniske og brugermæssige fordele ved at bruge Ubuntu eller andre Linuxbaserede systemer!
Men jeg synes nu (som du nok som de fleste andre læsere af min blog har registreret), at de politiske og sociale grunde til at foretrække fri software er nok så vigtige.
Man kan dog sige, at mange af disse fordele ligger på et lidt højere, strategisk niveau end den enkelte brugers valg eller oplevelser. Men jeg er ikke i tvivl om den analyse, der siger, at udbredelsen af fri software - ikke nødvendigvis i en grad, hvor proprietær software ophører med at eksistere, bare sådan, at alle har adgang til og mulighed for at bruge fri software - er en nødvendig, om ikke en tilstrækkelig, betingelse for at vi kan opretholde et frit samfund.
I modsat fald vil vores infrastruktur - de programmer, vi er nødt til at bruge, for at få vores dagligdag til at hænge sammen - nemlig blive låst fast hos nogle få kommercielle udbydere, som ikke vil fortælle os, hvordan programmerne virker eller hvad hvad de gør og ikke vil give os mulighed for at få programmerne til evt. at gøre noget andet. Det er rigtigt, at den almindelige bruger stadig ikke selv kan analysere, hvad et program gør eller overtale det til at gøre noget andet, men det er i givet fald muligt at få andre til at undersøge og evt. modificere det. Med fri software har den enkelte bruger ret til at bestemme over sin egen infrastruktur og over, hvad programmerne på hendes egen computer gør.
Så - hvor træls Stallman end kan være at høre på :-), så har han ret i sin analyse.
Jeg er bestemt også enig i, at de sociale implikationer omkring udbredelsen af Linux som en metode til at undgå afhængighed af leverandører, der bliver for store til at fejle - kan man i dag overhovedet forestille sig omfanget af katastrofen for virksomheder og kommuner, hvis Microsoft får økonomisk blå skærm? - er kritisk.
Men for at få folk til at skifte til et andet system, skal de være enten motiverede til det eller tvunget til det. Linux har stadig et kedeligt rygte som "kun for eksperter", og hvis man kun er vant til Windows og tror, at det er dén måde, en computer pr. definition skal virke på, så kan det være svært at se, hvorfor man skulle skifte.
Det er nok kun et fåtal af de almindelige brugere, der ville skifte til Linux efter at have hørt en "prædiken" omkring den strategiske vigtighed af, at en kritisk masse går væk fra Windows. Til gengæld er det måske muligt at vise dem, hvordan Linux faktisk er nemmere at bruge i langt de fleste tilfælde.
Jeg tror dog ikke, at vi skal slå alt for meget på friheden til at gøre, hvad man vil. De fleste almindelige brugere vil helst bare have en computer, der virker, uden at de skal have en frihed, som giver dem flere håndtag at skrue på. Det er ligesom vi, der ikke går op i biler: Vi vil have, at bilen skal være simpel at bruge. Det motiverer os ikke, at eksperter fortæller os, hvordan vi kan justere motoren. Det skræmmer os tværtimod væk, fordi det minder os på, at vi vil kunne få behov for eksperter. Det svarer til, at en bilsælger sagde, at den pågældende bil kunne justeres på alle mulige måder; men det eneste, jeg hører, er at så skal den jo på værkstedet, for det kan (og gider) jeg ikke hitte ud af selv. Det er simpelt hen ikke noget, der sælger bilen i mine ører - tværtimod.
Da min søn på fire år i forgårs var kommet til at boote til Windows, bemærkede jeg, at han straks lukkede den igen for at boote Linux (de har dual boot på deres computer, fordi der er forskellige spil til Windows og Linux). Da jeg spurgte ham, hvorfor han rebootede, sagde han blot: Windows har ikke de ting, jeg bruger. :)
"Det motiverer os ikke, at eksperter fortæller os, hvordan vi kan justere motoren. Det skræmmer os tværtimod væk, fordi det minder os på, at vi vil kunne få behov for eksperter. Det svarer til, at en bilsælger sagde, at den pågældende bil kunne justeres på alle mulige måder; men det eneste, jeg hører, er at så skal den jo på værkstedet, for det kan (og gider) jeg ikke hitte ud af selv. Det er simpelt hen ikke noget, der sælger bilen i mine ører - tværtimod..."
Det har du da ret i! Og jeg synes heller ikke, der er noget galgt i at fortælle ved de brugermæssige fordele ved Ubuntu. Et andet vigtigt aspekt er jo det økonomiske, nemlig al den gratis software, man får med. Og det er faktisk noget, der gør indtryk efterhånden.
Men mht. bil-analogien: Ja, men hvis nu alle biler blev leveret med motorhjelmen svejset sammen og ellers låst, så den kun kunne åbnes af producentens værksteder, og det var ulovligt at forsøge at åbne den for selv at reparere sin bil ... så kunne en sælger faktisk godt slå på, at en alternativ "fri bil" blev leveret med åben motorhjelm, så man kan få den repareret på ethvert værksted og ikke kun på producentens egne.
Og det tror jeg faktisk godt, han kunne sælge en bil eller to på.
Men ellers er der naturligvis noget om det, og det er også det, jeg mener med, at nogle af de overvejelser er mere strategigske hører hjemme et par led højere end den almindelige forbruger.
F.eks. hos indkøberne i det offentlige. Jeg så f.eks. gerne, at det offentlige indførte et princip om kun at bruge software, der er leveret under GPL eller lignende vilkår (lad os f.eks. bare sige "FSF-godkendte frie licenser").
Jamen, udelukker det ikke nogle producenter, f.eks. Microsoft? Næh, overhovedet ikke - Microsoft kan bare levere deres produkter under GPL. Længere er den ikke :-)