Når politiet uden videre udfører regeringens beskidte arbejde, f.eks. ved at rydde tilflugtsstedet for flygtninge, der vil være i livsfare, såfremt de deporteres, bliver jeg som erklæret modstander af regeringen alvorligt bekymret for, om politiet kan garantere min sikkerhed. 
Regeringens radikale adfærd radikaliserer også mig som modstander, og dermed risikerer jeg, at mit forhold til politiet fremover vil udvikle sig fra kæligt til direkte konfrontorisk. Endvidere kan jeg frygte, at konfrontationen ikke søges af mig, men af det politi, der er med til at give regeringen magt, som den har agt.
Rent principielt burde jeg støtte politiet ud fra den betragtning, at de jo er mennesker som jeg, og at de ligesom jeg er den del af befolkningen, der er med til at betale til nogle få rige kapitalister. Altså: At jeg burde opfatte politiet som mine allierede mod dem, jeg betragter som mine egentlige modstandere.
Imidlertid er ordet "burde" et af de ord, jeg forsøger at slette fra mit ordforråd. Politiet er her for at gennemtvinge magthavernes magt, og hvis ikke man har haft dårlige erfaringer med politiet, er man enten meget blind eller meget priviligeret. Politiet ved godt, hvad de går ind til, når de melder sig under korpsets faner. Ganske vist skal de have et job, så de kan betale deres regninger, men jobnødvendigheden er altså ikke nogen god begrundelse for at vælge lige netop et job, hvor man smider familier ud, bruger peberspray mod lovligt demonstrerende, smider flygtninge ud af landet eller generer dem på gaden på grund af deres hudfarve. Hvis deres loyalitet er så billigt til salg, er de ikke venner.
Politiet er ikke en hvilken som helst arbejdskraft. De er folk, der helt specifikt har valgt at bygge deres liv og værdier på den eksisterende samfundsorden, og som af samme årsag er særligt imod de, der forsøger at forbedre den. Er man modstander af det eksisterende system, må man også være modstander af politiet. Så længe politiet velvilligt tjener deres herre, er de heller ikke vore allierede, og som institution skal politiet hånes og nedgøres. Skulle det få nogle af deres ansatte til at søge andet arbejde, kan vi tale om at genoverveje vores solidaritet med disse specifikke mennesker.
Dette ville måske også være godt for de selvsamme tidligere betjente, for det er en offentlig hemmelighed, at betjentes familier ikke er de mest velfungerende. Det er i disse familier, at der er uforholdsvis høj brug af vold og overgreb. Det er også i disse familiers interesse, at politiet finder et andet arbejde.
Her kan det selvfølgelig indvendes, at politiet ikke er den egentlige modstander, men blot modstanderens forlængede arm. Det er imidlertid en forsimpling. Magt er ikke kun politik, for uden hundredetusinder af folk, der parerer ordre, ville de ikke kunne gennemføre deres politik. Hvis vi sætter os op mod denne kontrol, modsætter vi os også denne underkastelse, og forhåbentlig også engang mod de, der insisterer på denne underkastelse.
Magthierarkiet er selvfølgelig til stede på alle niveauer af samfundet, og politiet udgør kun én del af det. Kamp mod ulighed sker derfor også på andre niveauer end gennem konfrontation mod politiet. Nogle mennesker må tage konfrontationer med politiet; andre må tage de øvrige konfrontationer. I denne tekst er det dog politiet, der er i fokus.
Magtkamp mod politiet foregår på et særdeles ulige niveau, og det kunne godt få nogle folk til at holde igen med deres modstand mod politiet. Politiet har en kamp-infrastruktur til rådighed, med tilhørende - og stadigt kraftigere - kampudstyr, som vi andre ikke kan matche. Men strategi, taktik og operation fungerer kun indenfor bestemte forudsætninger. Selv om politiet i kamp er langt stærkere end en flok ubevæbnede modstandere, har de usynlige begrænsninger. De skal opretholde en offentlig mening, trækkes med et tungt bureaukrati, samt undgå uheldig optrapning af konflikter. Det er derfor, at en vred flok demonstranter uden andre våben end brosten og de tømte tåregasgranater, der blev skudt mod dem, kan holde stand mod en styrke af betjente, der er bedre organiseret, flere og bedre udrudstede. I denne konflikt gælder der ikke de samme spilleregler som i militære ROE; ja selv disse regler sætter væsentlige begrænsninger, når militæret sættes ind i konflikter som dem, vi ser i Afghanistan.
Politiet benytter sig af kendte taktikker, og det kan kortlægges, hvad politiet er i stand til. Dette gør det muligt at udmanøvrere dem, og i gadens spilleregler findes der sjældent Pyrrhus-sejre. Små sejre har stor betydning, for de inspirerer til ny modstand og viser politiet som en fjende, der ikke er usårlig. I vor samfundsbevidsthed er politiet det sikre fundament, der holder alt på plads, men hvis en gruppe kan kæmpe mod politiet og vinde selv små og midlertidige sejre, så demonstrerer gruppen, at virkeligheden er til forhandling.
Men har vi ikke brug for politiet - eller sagt på en anden måde: Er det ikke komplet utopi at tro, at den dag kommer, at vi ikke har brug for politiet længere? Kan vi leve i fred og fordragelighed med hinanden uden politiet?
Svaret er, at spørgsmålet ikke giver mening. Det er en red herring på flere niveauer: For det første er det netop politiets opgave at sikre, at vi lever i et samfund, hvor de sociale ubalancer opretholdes, der ansporer til ufred og vold - hvilket politiet i øvrigt gennemfører ved brug af vold.
For det andet er der ikke noget, der tyder på, at et samfund uden politi ser ud til at ligge lige om hjørnet. Det er nok mere sandsynligt, at kampen mod politiet vil vare lige så længe, som det vil tage menneskeheden at lære at opføre sig ordentligt overfor hinanden. Modstanden mod politiet skal anses som modstand mod de egentlige konflikter mellerm mennesker, ikke som et spørgsmål om, hvorvidt lige netop politiet er nødvendigt.
Når politiet en (sjælden) gang i mellem udfører opgaver, der er bifaldelsesværdige, så er det ikke fordi det kun kunne gøres af politiet: De kunne sagtens udføres mindst lige så godt af andre institutioner.
Jeg har ikke meget til overs for det pacifistiske standpunkt, hvor man afholder sig fra modstand mod politiet, netop fordi man ønsker at undgå konfrontationer. Ud fra dette synspunkt er vold en form for dominering, og hvis man deltager i voldsomme handlinger, har man allerede accepteret magthavernes spil og dermed tabt på forhånd. Der kan også argumenteres for, at vold avler ulige magtsystemer, eller man kan argumentere for, at man må nøjes med selvforsvar.
Der er også de, der (af delvist kulturreligiøse årsager) mener, at man selv skal opføre sig moralsk. Det mener jeg må sættes i anden række. Jeg ser mig helst fri for moralske forskrifter, når der er vigtigere ting på spil, såsom at garantere min egen sikkerhed og at undgå at blive udnyttet til at fylde pungen hos nogle få rige folk. Hvis det kræver kamp, så lad det være så.
Der er ikke nogen moralsk forskrift, der siger, at man gør sig særlig fortjent til modstand, fordi man er ansat ved politiet. Der er heller ikke nogen grund til at føle, at man "giver dem en lærestreg", straffer dem eller hævner sig. Målet er langt mere pragmatisk end som så: For at undgå, at folk bliver undertrykt, kan det være nødvendigt at afbryde politiets handlinger med de midler, der måtte være nødvendige.
Så giv politiet den modstand, der stadigt bliver tydeligere nødvendig: Rend mig, perler.
Jeg har set videoen og må medgive at der tjattes lidt til demonstranten. De fleste brug af køllen synes jeg dog har grad af "opmærksomhedstjat".
Vi skal ikke dømme før vi kender hele historien. Jeg ved ikke hvad er sket forinden, ej heller hvad der bliver sagt (det kan jo være ret provokerende ord der udveksles). Endelig undrer mig lidt over den fine kameradækning. Kan det hele være fælde for at piske stemningen op mod politiet?
... i øvrigt synes jeg de skal hjem, irakerne.
"Tjattes?!" Hvis du ser efter, så lægger betjenten kræfter i slaget, og han trækker kniplen fra helt oppe over hovedet, før han lander den. Det er reelle slag. Jeg går til kamptræning, og kan godt genkende et slag, når jeg ser det.
Hvis det mod forventning skulle være en fælde, så undskylder det ikke noget: Pigen gjorde ikke modstand, og da slet ikke, da hun flygtede og fik endnu et slag.
Det viser sig, at pigen har forstuvet ryggen på grund af behandlingen. Kalder du det stadig "opmærksomhedstjat", når man forstuver ryggen på en person ved at slå med en knippel, Henrik?