Information kalder årets urafstemning om Enhedslistens kandidater til folketingsvalget for en "Højrød strid". Det er nok så meget sagt. Ganske vist var jeg ikke selv til stede ved årsmødet, men sådan som jeg fik det refereret, var der sket det, at nogle kandidater måtte omrokeres af rent praktiske årsager, hvilket gjorde det nødvendigt at genoverveje kandidatlisten. Deltagerne ved årsmødet kan sikkert korrigere mig, hvis jeg har fået det galt i halsen. I hvert fald havde jeg ikke indtryk af, at der havde været nogen "strid", blot uklarheder.
Derimod står Enhedslisten med helt andre udfordringer i partitoppen:
For det første er det rent principielt problematisk, at Enhedslisten kalder sig et arbejderparti, når hele toppen består af akademikere. Jeg mener, at Enhedslisten bør kaste dette gammelkommunistiske levn af sig i en tid, hvor begrebet "arbejder" favner langt bredere end fabriksansatte. Klassekonflikten lever i bedste velgående mellem eliten og lønmodtagerne, for selv om ikke alle lønmodtagere lever op til den klassiske opfattelse af arbejdere, så er interessekonflikten mellem klasserne stadig den samme: Udbyderne af arbejde ønsker profit, og den kan de kun opnå, hvis ikke de betaler de ansatte - lønmodtagerne - den reelle pris for arbejdets værdi. Lidt firkantet sagt ønsker udbyderne af arbejde at få så meget arbejde som muligt for den lavest mulige pris, og de ansatte ønsker modsvarende at skulle modtage den højest mulige løn for arbejdet. Enhedslisten bør hensætte "arbejderen" til sin historie og i stedet fokusere på de forhold, der vedrører arbejderen anno 2010: Lønmodtagerens forhold - også for de lønmodtagere, som ikke altid befinder sig på nederste løntrin.
For det andet bør Enhedslisten afskaffe kravet om, at en politiker i Enhedslisten kun må sidde i Folketinget to valgperioder i træk. For mens det er positivt, at partiet således på en gang minimerer muligheden for at producere levebrødspolitikere, og samtidig sikrer nye ansigter muligheden for at komme frem, så er der også to alvorlige problemer med modellen: Partiet er simpelthen for lille til at kunne levere en jævn strøm af usædvanligt velkvalificerede kandidater, og spidskandidaterne når aldrig at opnå helt den samme politiske drevenhed og dermed gennemslagsmuligheder som de øvrige partiers spidskandidater.
Det tredie problem er delvist afledt af problemet med modellen nævnt ovenfor: Hvis man indfører begrænsninger såsom kønskvotering, kan man risikere at skulle vælge en ellers særdeles velkvalificeret kandidat fra. Det er farligt for et lille parti, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mønstre.
Helt udenfor de ovenstående strukturelle problemstillinger mener jeg endvidere, at Enhedslisten skal holde sig fri af folk, hvis religion spiller en rolle i deres liv. Derfor glæder det mig, at Anna Rytter blev vraget.
Derimod står Enhedslisten med helt andre udfordringer i partitoppen:
For det første er det rent principielt problematisk, at Enhedslisten kalder sig et arbejderparti, når hele toppen består af akademikere. Jeg mener, at Enhedslisten bør kaste dette gammelkommunistiske levn af sig i en tid, hvor begrebet "arbejder" favner langt bredere end fabriksansatte. Klassekonflikten lever i bedste velgående mellem eliten og lønmodtagerne, for selv om ikke alle lønmodtagere lever op til den klassiske opfattelse af arbejdere, så er interessekonflikten mellem klasserne stadig den samme: Udbyderne af arbejde ønsker profit, og den kan de kun opnå, hvis ikke de betaler de ansatte - lønmodtagerne - den reelle pris for arbejdets værdi. Lidt firkantet sagt ønsker udbyderne af arbejde at få så meget arbejde som muligt for den lavest mulige pris, og de ansatte ønsker modsvarende at skulle modtage den højest mulige løn for arbejdet. Enhedslisten bør hensætte "arbejderen" til sin historie og i stedet fokusere på de forhold, der vedrører arbejderen anno 2010: Lønmodtagerens forhold - også for de lønmodtagere, som ikke altid befinder sig på nederste løntrin.
For det andet bør Enhedslisten afskaffe kravet om, at en politiker i Enhedslisten kun må sidde i Folketinget to valgperioder i træk. For mens det er positivt, at partiet således på en gang minimerer muligheden for at producere levebrødspolitikere, og samtidig sikrer nye ansigter muligheden for at komme frem, så er der også to alvorlige problemer med modellen: Partiet er simpelthen for lille til at kunne levere en jævn strøm af usædvanligt velkvalificerede kandidater, og spidskandidaterne når aldrig at opnå helt den samme politiske drevenhed og dermed gennemslagsmuligheder som de øvrige partiers spidskandidater.
Det tredie problem er delvist afledt af problemet med modellen nævnt ovenfor: Hvis man indfører begrænsninger såsom kønskvotering, kan man risikere at skulle vælge en ellers særdeles velkvalificeret kandidat fra. Det er farligt for et lille parti, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mønstre.
Helt udenfor de ovenstående strukturelle problemstillinger mener jeg endvidere, at Enhedslisten skal holde sig fri af folk, hvis religion spiller en rolle i deres liv. Derfor glæder det mig, at Anna Rytter blev vraget.
Leave a comment