Hvad er bedst: Den driftige person, der virkelig kan producere, eller processer, der gør alle lidt bedre på bekostning af de driftigste personer?
I softwarebranchen gælder der en tommelfingerregel om, at forskellen mellem den bedste og dårligste teknologiudvikler er omkring 10 gange i produktivitet. Det er næppe overraskende, at der i denne "nørdbranche" er en stærk tendens til heltedyrkelse, hvor der satses på de meget produktive personer. De definerer linien i et projekt, mens resten af projektdeltagerne halser efter, og projektlederen glædes over heltene, der sikrer en synlig fremdrift, og som kan trække successen hjem trods alle odds. Heltene er værdsatte blandt cheferne.
Dette burde imidlertid give anledning til at tro, at de helte-dyrkende chefer ikke har begreb om simpel købmandsregning.
Har man et gennemsnitligt team, hvor størstedelen trods alt kan forventes at være bedre end det værste eksempel, er helten ikke ti gange så effektiv som de andre. Antag med et tal-eksempel, at i et projekt med ti deltagere har de ni deltagere hver en effektivitet på 4 (som i 4 linier kode pr. time), og helten har en effektivitet på 8 (som i 8 linier kode pr. time). Det giver en samlet effektivitet på (4 x 9) + (1 x 8) = 44 (altså 44 linier kode pr. time for det samlede team).
Antag nu, at man i stedet for at lade udviklerne gøre, som de selv fandt bedst, gennemførte en række arbejdsprocesser, som udviklerne skulle følge. Disse arbejdsprocesser skulle sikre, at udviklerne arbejdede efter en række velafprøvede teknikker, som mange eksperter har målt til at være særligt effektive.
Erfaringsmæssigt er det ikke mindst processerne for den tværgående koordinering og samarbejdet, der sikrer effektiviteten. Der skal ikke løbes efter regnbuer, men derimod føres kynisk kontrol med de krav og ønsker, der opstår til produktet i forhold til økonomi, tidsplan, kundens reelle behov, m.m. Der skal ikke løbes risici, uden at der er lagt så mange "plan B", som der måtte være behov for. Og der skal ikke bare udvikles som død og Helvede, men etableres og vedligeholdes planer, der skal følges og løbende kontrolleres, og der skal følges disciplinerede og metodiske principper for kvalitetssikring.
Sådanne processer vil givetvis forhindre helten i fuldstændig at gøre, som han/hun helst vil, og dette er også et af de helt store argumenter for ikke at gennemføre processer i en helte-dyrkende virksomhed. Lad os forsøgsvis sætte tal på dette også: Antag, at de ni udviklere bliver lidt mere effektive, og når fra 4 til 5. Antag også, at helten bliver stækket væsentligt, og nu også når ned på 5. Vi har nu en ligning, der siger 10 x 5 =50. Altså en samlet forbedring, selv om helten helt er elimineret fra billedet.
Hvis et produktionsfirma skal blive effektivt, burde det stå klart, at det ikke er de særligt produktive "helte", der skal satses på. Det handler om at identificere de arbejdsprocesser, der sikrer effektiviteten både for de fleste af de enkelte ansatte og for deres indbyrdes samarbejde. En lille forbedring hos mange har langt større effekt end en lille forbedring hos nogle få.
En "helt", der påtager sig rollen som en entreprenør, kan være en udmærket innovator, der kan få en god idé. Men så snart man skal tage de næste skridt - at sætte produktet i produktion, samt på længere sigt sikre produktet og dets udvikling - er det ikke en hurtigløbende, entrepreøragtig adfærd, der er behov for, men derimod solide trækheste. Det er her, indsatsen skal lægges, hvis man vil fastholde successen. Det er dem, der skal have bedre vilkår og arbejdsmetoder.
Med det i baghovedet vil jeg lade det være en øvelse til læseren at overveje, hvad der mon er den bedste politiske strategi, hvis man ønsker at skabe et stærkt samfund: Skal man fremelske store erhversledere, der som sande helte formodes at ville føre hele landet frem, eller skal man skabe mere ensartede vilkår, hvor man har sikret effektiviteten på tværs af samfundet?
I softwarebranchen gælder der en tommelfingerregel om, at forskellen mellem den bedste og dårligste teknologiudvikler er omkring 10 gange i produktivitet. Det er næppe overraskende, at der i denne "nørdbranche" er en stærk tendens til heltedyrkelse, hvor der satses på de meget produktive personer. De definerer linien i et projekt, mens resten af projektdeltagerne halser efter, og projektlederen glædes over heltene, der sikrer en synlig fremdrift, og som kan trække successen hjem trods alle odds. Heltene er værdsatte blandt cheferne.
Dette burde imidlertid give anledning til at tro, at de helte-dyrkende chefer ikke har begreb om simpel købmandsregning.
Har man et gennemsnitligt team, hvor størstedelen trods alt kan forventes at være bedre end det værste eksempel, er helten ikke ti gange så effektiv som de andre. Antag med et tal-eksempel, at i et projekt med ti deltagere har de ni deltagere hver en effektivitet på 4 (som i 4 linier kode pr. time), og helten har en effektivitet på 8 (som i 8 linier kode pr. time). Det giver en samlet effektivitet på (4 x 9) + (1 x 8) = 44 (altså 44 linier kode pr. time for det samlede team).
Antag nu, at man i stedet for at lade udviklerne gøre, som de selv fandt bedst, gennemførte en række arbejdsprocesser, som udviklerne skulle følge. Disse arbejdsprocesser skulle sikre, at udviklerne arbejdede efter en række velafprøvede teknikker, som mange eksperter har målt til at være særligt effektive.
Erfaringsmæssigt er det ikke mindst processerne for den tværgående koordinering og samarbejdet, der sikrer effektiviteten. Der skal ikke løbes efter regnbuer, men derimod føres kynisk kontrol med de krav og ønsker, der opstår til produktet i forhold til økonomi, tidsplan, kundens reelle behov, m.m. Der skal ikke løbes risici, uden at der er lagt så mange "plan B", som der måtte være behov for. Og der skal ikke bare udvikles som død og Helvede, men etableres og vedligeholdes planer, der skal følges og løbende kontrolleres, og der skal følges disciplinerede og metodiske principper for kvalitetssikring.
Sådanne processer vil givetvis forhindre helten i fuldstændig at gøre, som han/hun helst vil, og dette er også et af de helt store argumenter for ikke at gennemføre processer i en helte-dyrkende virksomhed. Lad os forsøgsvis sætte tal på dette også: Antag, at de ni udviklere bliver lidt mere effektive, og når fra 4 til 5. Antag også, at helten bliver stækket væsentligt, og nu også når ned på 5. Vi har nu en ligning, der siger 10 x 5 =50. Altså en samlet forbedring, selv om helten helt er elimineret fra billedet.
Hvis et produktionsfirma skal blive effektivt, burde det stå klart, at det ikke er de særligt produktive "helte", der skal satses på. Det handler om at identificere de arbejdsprocesser, der sikrer effektiviteten både for de fleste af de enkelte ansatte og for deres indbyrdes samarbejde. En lille forbedring hos mange har langt større effekt end en lille forbedring hos nogle få.
En "helt", der påtager sig rollen som en entreprenør, kan være en udmærket innovator, der kan få en god idé. Men så snart man skal tage de næste skridt - at sætte produktet i produktion, samt på længere sigt sikre produktet og dets udvikling - er det ikke en hurtigløbende, entrepreøragtig adfærd, der er behov for, men derimod solide trækheste. Det er her, indsatsen skal lægges, hvis man vil fastholde successen. Det er dem, der skal have bedre vilkår og arbejdsmetoder.
Med det i baghovedet vil jeg lade det være en øvelse til læseren at overveje, hvad der mon er den bedste politiske strategi, hvis man ønsker at skabe et stærkt samfund: Skal man fremelske store erhversledere, der som sande helte formodes at ville føre hele landet frem, eller skal man skabe mere ensartede vilkår, hvor man har sikret effektiviteten på tværs af samfundet?
Leave a comment