Hvad man prædiker

Helle Thorning-Schmidts mand betaler ikke sin skat. Måske. Helle Thorning-Schmidt er i hvert fald ikke bange for en undersøgelse, for hun mener - tilsyneladende ikke uden grund - at hun og manden har deres på det tørre. De følger de gældende regler på området, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men som formand for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, der formelt fører en politik om, at de rigeste ikke bør have særlige skat­te­for­de­le, ser det ikke helt pænt ud, at den vel­be­slå­e­de familie ikke betaler den skat i landet, som man må for­ven­te af en familie, der kalder Danmark for "hjem". Sagen er lidt i ka­te­go­ri med den nylige kritik af Mette Fre­de­rik­sens og Helle Thor­ning-Sch­midts be­slut­nin­ger om at sende deres børn i pri­vatsko­le, når partiet har slået på, at alle for­æl­dre skal støtte op om den of­fent­li­ge Fol­ke­sko­le.

Uanset om Helle Thor­ning-Schmidt har retten på sin side, så sender det et signal om ut­ro­vær­dig­hed eller om mang­len­de in­te­gri­tet, hvis hun er so­ci­al­de­mo­krat, men opfører sig, som om hun hørte bedre hjemme blandt de Konservative eller Venstre, hvor det betragtes som en dyd at nedsætte sin personlige skat til det idealniveau, der bedst illustreres af Vendsyssel/Thys tradition for sort arbejde. Der ligger en forventning om, at hun opfører sig, som hun ønsker, at andre opfører sig. Som rollemodel har hun om ikke andet et forklaringsproblem, uanset hvad loven måtte sige, for at man har ret til noget betyder jo ikke, at man er forpligtet til at udnytte denne ret.

Helle Thorning-Schmidts reaktion er derfor korrekt i den udstrækning, at hun signalerer, at hun ikke er nervøs for, om hun har gjort noget galt. Imidlertid er det jo slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt hendes mand har gjort noget juridisk legalt, men om hun repræsenterer en familie, hvis handling følger de idealer, hun som formand for Socialdemokratiet til en vis udstrækning må formodes at kunne personificere - såfremt hun virkelig mener, hvad hun siger. Det er ikke lovens dom, hun skal være nervøs for, men vælgernes dom. Derfor er det også noget helt andet, hun skal appellere til.

Hun skal appellere til folks gode samvittighed, ikke til jura. Helle Thorning-Schmidts vælgere skal ikke have det dårligt med, at hun opfører sig, som om hun var borgerlig. Men det ville måske kræve en så urealistisk djævelsk kombination af egeninteresse på både kort og lang sigt, at man næppe kunne kræve det af partiets vælgere. Lad mig derfor blot tale for mig selv på trods af, at jeg ikke er socialdemokrat.

Amina og jeg støtter Enhedslisten og taler i væsentlig udstrækning deres sag. Samtidig nyder vi godt af, at regeringen har indført topskattelettelser og milde vilkår for husejere, ligesom finanskrisen for vores vedkommende betyder en så lav rente på et stort lån, at vi reelt tjener gode penge på det. Uden at gå nærmere i detaljer er vi ikke umiddelbart med til at betale den borgerlige regerings fadæse, som de har sendt regningen for videre til de svagere stillede. Det må vel være topmålet af hykleri, at vi støtter Enhedslisten?

Til dels, kunne man sige, såfremt man kun betragter den meget korte bane, og såfremt man mener, at folk absolut skal handle på en måde, så de ikke opnår en fordel. Men både min egen og Helle Thorning-Schmidts familie ville være idioter, hvis ikke vi udnyttede de muligheder, vi havde. Lovene udstikker visse rammer, og dem benytter vi os selvfølgelig af.

Sagt på en anden måde: Problemet er ikke, at folk følger loven. Problemet er, at loven medvirker til strukturel ulighed, idet den tilgodeser folk, der har rigelige ressourcer, og gør det besværligt for folk, der har knappere ressourcer. Det nytter ikke det store, at nogle få familier opfører sig idealistisk eksemplarisk, hvis landets lovgivning er indrettet sådan, at langt de fleste ikke gør det. Hvis der skal opnås den forandring, som Enhedslisten kæmper for, og som Helle Thorning-Schmidts parti også ønsker en bid af, så er det ikke den enkelte persons adfærd, der betyder noget.

Der skal kæmpes for en lovgivning, der forhindrer skattespekulation. Der skal kæmpes for en lovgivning, der ikke gør tilværelsen sværere, bare fordi man har færre penge. Det nytter ikke, at jeg undlader at benytte mig af en ording, der kan reducere mit skattegrundlag med kr. 2.000, så længe store, internationale virksomheder såsom Q8 kan udnytte lovgivningen sådan, at de overhovedet ikke betaler skat. Det nytter ikke, at jeg og titusindvis af andre danskere reducerer vores CO2-udledning med 10%, så længe store koncerner som A. P. Møller-Mærsk ikke reducerer deres forurening overhovedet.

Der skal gennemføres strukturelle ændringer, hvis det skal nytte noget: Ændringer, der rammer de store spillere, og som sikrer, at alle bidrager efter evne til samfundet, selv når de udnytter grænserne. McDonald's eller Q8 begnder ikke at betale skat, bare fordi nogle tusinde danskere boykotter deres cola og benzin. Landmændene betynder ikke at reducere deres forbrug af pesticider eller deres dyremishandling, bare fordi nogle ideologiske mennesker dyrker økologiske jordbær i kolonihaven eller insisterer på veganermad. Det skal ske via lovgivning.

Derfor kan Helle Thorning-Schmidt og hendes mand godt udnytte en skattefordel, uden at være usolidariske, eller uden at være dårlige rollemodeller - såfremt de samtidig kæmper for at gennemføre en lovgivning, der i mindre grad tilgodeser hendes indkomstgruppe.

Gør hun det sidste, kan Helle Thorning-Schmidt også bruge det som argument for, at det er tilladeligt at udnytte de muligheder, der er givet. Ellers må hun finde sig i at få det pamper-stempel, som andre borgerlige i socialdemokratisk forklædning har fået før hende.