Peter Brixtofte (V) har begået et usædvanligt skarpt angreb mod sit eget parti, og især mod statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Det er svært for undertegnede at erklære sig uenig med Peter Brixtofte i angrebet, og det er bemærkelsesværdigt, at selv medlemmer af Venstre er i stand til at se, at partiet fører en politik, som folk godt vidste, hvad man kaldte i 1930'ernes Tyskland. Peter Brixtoftes henvisning til Tyskland og denne periode er næppe tilfældig. Den stadigt strammere lovgivning som sådan får også et par ord med på vejen af Peter Brixtofte.
Nuvel, Peter Brixtoftes opfattelse af Venstres liberalisme er nok det, man efterhånden må kalde "gammelliberalisme" som modsætning til den neoliberalisme, der præger nutidens Venstre: Nytidens liberalisme støtter sig alene til en diffus opfattelse af markedskræfter, og bekymrer sig ikke om tidligere tiders idealer om individualisme og personlig frihed. På det punkt er Peter Brixtofte nok mere i familie med tidligere Venstrefolk som Uffe Ellemann-Jensen og - indtil hun blev draget til ansvar - Birthe Rønn Hornbech.
Alligevel er der noget, der lyder særdeles falsk. Peter Brixtofte er dømt for en adfærd, der langt fra kan sammenlignes med den moral, han nu prædiker for sit parti. Man må stille sig selv spørgsmålet: Kan man stole på en vaneforbryder? Har Peter Brixtofte angret i en sådan grad, at han som et frelst menneske kan mene, hvad han siger, eller stikker der noget andet bag?
Det er værd at erindre, at både da Peter Brixtofte blev dømt, og lang tid efter dommen var faldt, var Peter Brixtofte ude af stand til at erkende, at han skulle have gjort noget som helst galt eller umoralsk. Han opførte sig slet og ret som en sociopat: En person, der uden at blinke vil lyve om hvadsomhelst, der kan gavne hans egen sag. Hvis man kender til den slags personer, er det helt oplagt at stille sig selv spørgmålet: Kan det tænkes, at Peter Brixtofte alene angriber Venstre for personlig vindings skyld? Kan den Peter Brixtofte, der ærgrede sig over, at han ikke selv blev statsminister, måske have et motiv, der intet har at gøre med partiets liberalisme eller partiets politiske moral at gøre? Det virker i hvert fald meget oplagt, at hvis Peter Brixtofte skal kunne indfri en ambition om en statsministerpost, vil han skulle vippe Lars Løkke Rasmussen af stolen samt vinde så stor støtte i partiet, at han kan genvinde magt i sit parti. Kritikken fra Peter Brixtofte kan være et effektivt middel til at opnå begge mål. For det første kan han anklage Lars Løkke Rasmussen for ikke at føre sit partis politik. For det andet er det åbenlyst, at en betragtelig del af Venstres egne vælgere er usikre på den neoliberalistiske retning og den tætte pardans med Dansk Folkeparti. De hidtidige kritikere såsom Eyvind Vesselbo (V) har ikke samme ambitioner som Peter Brixtofte, og er derfor hurtigt blevet sat på plads på en måde, der leder tankerne hen på Kjeld Jensen fra Olsen Banden, når han blev sat på plads af enten sin kone Yvonne eller bandens leder Egon Olsen. Peter Brixtofte kan og tør derimod stå som den person, der repræsenterer det "nye Venstre" i form af det gamle Venstre, som en væsentlig vælgerskare vil bakke op om.
Peter Brixtofte har ret i sin kritik, men husk, hvem han er. Får han magt, så stol ikke et øjeblik på, at det er en ret, han vil håndhæve, eller at han har formuleret et løfte om Venstres politik, som han kunne drømme om at holde.
Det er svært for undertegnede at erklære sig uenig med Peter Brixtofte i angrebet, og det er bemærkelsesværdigt, at selv medlemmer af Venstre er i stand til at se, at partiet fører en politik, som folk godt vidste, hvad man kaldte i 1930'ernes Tyskland. Peter Brixtoftes henvisning til Tyskland og denne periode er næppe tilfældig. Den stadigt strammere lovgivning som sådan får også et par ord med på vejen af Peter Brixtofte.
Nuvel, Peter Brixtoftes opfattelse af Venstres liberalisme er nok det, man efterhånden må kalde "gammelliberalisme" som modsætning til den neoliberalisme, der præger nutidens Venstre: Nytidens liberalisme støtter sig alene til en diffus opfattelse af markedskræfter, og bekymrer sig ikke om tidligere tiders idealer om individualisme og personlig frihed. På det punkt er Peter Brixtofte nok mere i familie med tidligere Venstrefolk som Uffe Ellemann-Jensen og - indtil hun blev draget til ansvar - Birthe Rønn Hornbech.
Alligevel er der noget, der lyder særdeles falsk. Peter Brixtofte er dømt for en adfærd, der langt fra kan sammenlignes med den moral, han nu prædiker for sit parti. Man må stille sig selv spørgsmålet: Kan man stole på en vaneforbryder? Har Peter Brixtofte angret i en sådan grad, at han som et frelst menneske kan mene, hvad han siger, eller stikker der noget andet bag?
Det er værd at erindre, at både da Peter Brixtofte blev dømt, og lang tid efter dommen var faldt, var Peter Brixtofte ude af stand til at erkende, at han skulle have gjort noget som helst galt eller umoralsk. Han opførte sig slet og ret som en sociopat: En person, der uden at blinke vil lyve om hvadsomhelst, der kan gavne hans egen sag. Hvis man kender til den slags personer, er det helt oplagt at stille sig selv spørgmålet: Kan det tænkes, at Peter Brixtofte alene angriber Venstre for personlig vindings skyld? Kan den Peter Brixtofte, der ærgrede sig over, at han ikke selv blev statsminister, måske have et motiv, der intet har at gøre med partiets liberalisme eller partiets politiske moral at gøre? Det virker i hvert fald meget oplagt, at hvis Peter Brixtofte skal kunne indfri en ambition om en statsministerpost, vil han skulle vippe Lars Løkke Rasmussen af stolen samt vinde så stor støtte i partiet, at han kan genvinde magt i sit parti. Kritikken fra Peter Brixtofte kan være et effektivt middel til at opnå begge mål. For det første kan han anklage Lars Løkke Rasmussen for ikke at føre sit partis politik. For det andet er det åbenlyst, at en betragtelig del af Venstres egne vælgere er usikre på den neoliberalistiske retning og den tætte pardans med Dansk Folkeparti. De hidtidige kritikere såsom Eyvind Vesselbo (V) har ikke samme ambitioner som Peter Brixtofte, og er derfor hurtigt blevet sat på plads på en måde, der leder tankerne hen på Kjeld Jensen fra Olsen Banden, når han blev sat på plads af enten sin kone Yvonne eller bandens leder Egon Olsen. Peter Brixtofte kan og tør derimod stå som den person, der repræsenterer det "nye Venstre" i form af det gamle Venstre, som en væsentlig vælgerskare vil bakke op om.
Peter Brixtofte har ret i sin kritik, men husk, hvem han er. Får han magt, så stol ikke et øjeblik på, at det er en ret, han vil håndhæve, eller at han har formuleret et løfte om Venstres politik, som han kunne drømme om at holde.
Leave a comment