Enhedslistens krigspolitiske håndværk

| No Comments |
Lixtal: 47Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Enhedslisten har trukket sin støtte til den militære indgriben i Libyen med henvisning til, at betingelserne for støtten ikke længere er opfyldt. En af betingelserne var, at man skulle opfylde FNs mandat, og det gør man ikke længere.

Forudsigeligt, siger en del af de oprindelige kritikere af Enhedslistens støtte. Det er selvfølgelig et vurderingsspårgsmål, hvor forudsigeligt, man finder det. Personligt er jeg enig: Det var endog meget forudsigeligt. Jeg kan bare ikke se, hvad pointen er med at understrege dette forhold, eller hvad det ville have betydet for støtten i praksis.

Når de hidtidige kritikere af krigsindsatsen - dvs. pacifisterne - fremhæver det, så er de mildt sagt de sidste, man kunne forvente dén moraliseren fra. De ville vel velkomme enhver mulighed for at trække sig ud i stedet for at kritisere Enhedslisten for at trække sin støtte. Jeg foretrækker i hvert fald at trække dette hykler-kort frem for at beskylde de såkaldte pacifister for i virkeligheden at være på Gaddafis side.

Men for ikke at være urimelig overfor pacifisterne vil jeg godt anerkende, at det måske blot udtrykker et behov for at hævde sig lidt. Det er et "Hvad sagde vi!" efter deres indvending om, at krigen (forudsigeligt) hurtigt ville blive ført på et grundlag, som Enhedslisten ikke kunne støtte. Det må de godt for min skyld. Jeg vil i hvert fald langt hellere udsættes for en sådan hævn, end jeg ville ønske at være en del af en gruppe, der kunne sige "hvad sagde vi!", når Gaddafi begik massakre på civilbefolkningen.

Uanset hvad sandsynligheden måtte være for, at krigen ville blive ført på et andet grundlag, end Enhedslisten kunne støtte, så var der nemlig et andet forhold, der var mindst lige så forventeligt, hvis ikke der blev grebet militært ind: Nemlig at Gaddafi angreb civilbefolkningen. Topprioriteten var at undgå, at dette skete, og ingen ville kunne forsvare det, hvis Enhedslisten havde ignoreret denne prioritet. (Jeg har til dato ikke hørt nogen af kritikerne komme med et forslag, der kunne gennemføres på den tidsfrist, Gaddafi havde givet. Det foretrukne, forudgående diplomati var på dette fremskredne tidspunkt alt for sent at påbegynde.)

Enhedslisten har i denne sag mærket effekterne af at være et lille parti med den begrænsede indflydelse, som et lille parti har. Selvfølgelig skulle Enhedslisten stille betingelser, selv om partiet godt vidste, det er for lille til at kunne styre slagets gang egenhændigt, hvis ikke betingelserne er indfriet. Ellers burde partiet jo med samme argumentation afholde sig at stille op til et demokratisk valg, når nu partiet er for lille til at vinde hele valget. Man må bruge de muligheder for indflydelse, man har, også hvis de er få. Man skal ikke holde mund, bare fordi de andre råber højere. Når visse pacifister har argumenteret for, at Enhedslisten ikke havde en chance for at ændre noget med sine betingelser, og derfor ikke burde have støttet forhindringen af Gaddafis forestående angreb, så opfatter jeg det som en opgivende adfærd. Det er ansvarsfralæggelse forklædt som pacifisme.

Jeg mistænker store dele af Enhedslistens overvejende enige hovedbestyrelse for at have forventet, at Enhedslisten indgik i en sag, hvor partiet hurtigt måtte trække sin støtte. Uanset om partiet havde valgt at støtte krigen eller ej, ville beslutningen give væsentlige uønskede resultater, og det handlede om at finde den mindst forkerte beslutning. I en sådan situation er man nødt til at udføre det ubehagelige politiske håndværk, der går ud på at konstruere en bagdør, man kan snige sig ud af, når den første katastrofe er afværget og det uundgåelige derefter sker.

Det kan man kalde umoralsk, hvis man vil, men jeg foretrækker at finde Enhedslisten ved den politiske håndvask frem for at finde partiet indblandet i en krig, der strider mod Enhedslistens principper. Enhedslisten havde ikke andre muligheder end at støtte en militær indgriben på den korte bane, men ville umuligt kunne støtte den selvsamme indgriben på den lange bane. I dette dilemma mener jeg, at Enhedslisten med sine "umulige" forbehold har demonstreret en taktisk forståelse, som viser, at partiet er blevet yderst kampdygtigt i et forhåbentlig fremtidigt regeringssamarbejde.

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 30.03.2011 21:19.

Forrige indlæg: Skat er ikke en opsparingskonto

Næste indlæg:Claus Dolph

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.