Jeg har netop fået penge tilbage i skat. Af årsager, der står lidt uklare for mig, kan man trække en del af sine renteudgifter fra i skat, og fordi jeg har optaget af et større lån sidste år, er der tale om et ganske pænt beløb. Af skattekortet fremgår det, at det er rentefradraget, der er den primære årsag til, at jeg får penge tilbage i skat. Min fordel af regeringens skattestop er nærmest usynligt, fordi jeg ikke er en af de smældrigeste i landet. Begge disse oplysninger, samt en lang række andre forhold omkring min økonomi, fremgår af mit skattekort.
Hvad der derimod ikke fremgår af mit skattekort, er det beløb, jeg har betalt i skat gennem hele mit liv indtil nu. Det ville heller ikke være et tal, der kunne bruges til noget, måske bortset fra en følelse af, at jeg ikke ligger samfundet til last - forudsat jeg undlader at regne på, hvad det har kostet at give mig skolegang i Folkeskolen og gymnasiet, børnetandpleje, et universitetsstudium, diverse lægebesøg, m.v. Havde jeg skullet betale alle disse ting via det beløb, jeg déngang havde betalt i skat, ville jeg ikke have haft råd.
Det er imidlertid også hele pointen med at betale skat i et velfærdssamfund: Jeg har muligheder, selv om jeg ikke har råd, fordi andre betaler skat. De beløb, borgerne betaler i skat, går hvert år til driftsomkostningerne af samfundet på det tidspunkt, skatten bliver betalt. De pensionister, der f.eks. modtager folkepension, modtager ikke de penge, som de selv engang betalte i skat, men de penge, som arbejdsstyrken her og nu betaler i skat. Dengang pensionisterne havde arbejde, var de med til at financiere datidens pensionisters pension. Og når mine børn går i skole, bliver deres skolegang betalt gennem den skat, som arbejdsstyrken betaler her og nu, ligesom de engang via skatten vil komme til at betale for fremtidens børns skolegang. Jeg betaler lige nu til pensionisters folkepension, og når jeg engang selv bliver pensioneret, er det den til den tid siddende arbejdsstyrke, der betaler for min folkepension (forudsat den ikke er afskaffet til den tid). Velfærdssamfundet er kort sagt kendetegnet ved, at skat ikke er en personlig opsparing, der skal finianciere den enkeltes muligheder og behov alt efter, hvor meget den pågældende person har sparet op.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil i næste uge sammen med regeringens økonomiudvalg behandle en række forslag på velfærdsområdet. Det gennemgående tema i Inger Støjbergs ønskede reformer er, at man fremover skal optjene ydelserne, der i dag er frit tilgængelige i velfærdssamfundet. Som sædvanligt går en del af arbejdet ud på vellystent at imødekomme Dansk Folkepartis racistiske krav om at stille ikke-etniske danskere dårligere end øvrige danskere, men Venstres interesse er ikke til at gå fejl af: Selve velfærdssamfundet bygger på, at vi alle bidrager til hinanden, og ikke blot hver især sparer op til os selv. Det er det princip, Venstre vil afskaffe, med med det også velfærdsstaten. Overskriften på Politikens indlæg burde rettelig lyde: "Venstre vil afskaffe velfærdsstaten", for det er vitterligt det, deres optjeningsprogram går ud på.
Hvad der derimod ikke fremgår af mit skattekort, er det beløb, jeg har betalt i skat gennem hele mit liv indtil nu. Det ville heller ikke være et tal, der kunne bruges til noget, måske bortset fra en følelse af, at jeg ikke ligger samfundet til last - forudsat jeg undlader at regne på, hvad det har kostet at give mig skolegang i Folkeskolen og gymnasiet, børnetandpleje, et universitetsstudium, diverse lægebesøg, m.v. Havde jeg skullet betale alle disse ting via det beløb, jeg déngang havde betalt i skat, ville jeg ikke have haft råd.
Det er imidlertid også hele pointen med at betale skat i et velfærdssamfund: Jeg har muligheder, selv om jeg ikke har råd, fordi andre betaler skat. De beløb, borgerne betaler i skat, går hvert år til driftsomkostningerne af samfundet på det tidspunkt, skatten bliver betalt. De pensionister, der f.eks. modtager folkepension, modtager ikke de penge, som de selv engang betalte i skat, men de penge, som arbejdsstyrken her og nu betaler i skat. Dengang pensionisterne havde arbejde, var de med til at financiere datidens pensionisters pension. Og når mine børn går i skole, bliver deres skolegang betalt gennem den skat, som arbejdsstyrken betaler her og nu, ligesom de engang via skatten vil komme til at betale for fremtidens børns skolegang. Jeg betaler lige nu til pensionisters folkepension, og når jeg engang selv bliver pensioneret, er det den til den tid siddende arbejdsstyrke, der betaler for min folkepension (forudsat den ikke er afskaffet til den tid). Velfærdssamfundet er kort sagt kendetegnet ved, at skat ikke er en personlig opsparing, der skal finianciere den enkeltes muligheder og behov alt efter, hvor meget den pågældende person har sparet op.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil i næste uge sammen med regeringens økonomiudvalg behandle en række forslag på velfærdsområdet. Det gennemgående tema i Inger Støjbergs ønskede reformer er, at man fremover skal optjene ydelserne, der i dag er frit tilgængelige i velfærdssamfundet. Som sædvanligt går en del af arbejdet ud på vellystent at imødekomme Dansk Folkepartis racistiske krav om at stille ikke-etniske danskere dårligere end øvrige danskere, men Venstres interesse er ikke til at gå fejl af: Selve velfærdssamfundet bygger på, at vi alle bidrager til hinanden, og ikke blot hver især sparer op til os selv. Det er det princip, Venstre vil afskaffe, med med det også velfærdsstaten. Overskriften på Politikens indlæg burde rettelig lyde: "Venstre vil afskaffe velfærdsstaten", for det er vitterligt det, deres optjeningsprogram går ud på.
Leave a comment