Nedetid

Jeg har aldrig følt behov for at undskylde, når der har været mindre aktivitet på bloggen. Bloggen er ikke en påtaget pligt, og er alene et tilbud til eventuelt interesserede læsere samt min mulighed for at sige ting, jeg har behov for at sige, eller som af den ene eller anden grund bør fastholdes på skrift. Hvis en blogejer i en periode ikke skriver noget, så kan folk forhåbentlig gennemskue, at der ikke bliver skrevet noget, uden at de ligefrem skal læse om det.

Jeg vil derfor ikke beklage noget, men blot understrege, at indeværende blog ikke er ved at dø. Det siger jeg dels for at glæde de læsere, der kan lide at læse bloggen, og dels for at ærgre de folk, der håbede, at dens tid var omme.

Årsagen til det seneste års relativt lave aktivitet skyldes bestemt ikke, at det har skortet på vanvid fra den borgerlige regering, eller at der i øvrigt har manglet emner at skrive om. Intensiteten af regeringens forsøg på at køre landet som var det en virksomhed under afvikling, der skulle sælges til regeringens venner, har på intet tidspunkt givet mig indtryk af, at regeringen var ved at køre træt, og jeg har endnu ikke set tegn på, at regeringens sædvanlige aftaler med Dansk Folkeparti skulle være udtryk for mere end fingerede forhandlinger om påtaget uenighed. Årrsagen har såmænd været rent personlig:




Trods fraværet af sikkerhedsnet til den slags sygdomme, og trods interessante oplevelser med personer, der har udnyttet min særligt sårbare situation til at plante knive i ryggen på mig, så er det heldigvis en midlertidig - omend temmelig hård og langstrukken - situation. Der er ingen grund til at glæde sig for tidligt over bloggens død.