februar 2012 Archives

Marlene Duus for­tæl­ler i en kronik, hvordan det føles at have psy­ki­ske mén og en følelse af svigt, efter at hendes over­falds­mand blev løsladt tidligt og modtog væ­sent­lig reso­ci­a­li­se­rings­støt­te. I kro­nik­ken er Marlene Duus væ­sent­ligt mindre hævn­ger­rig, end hun har givet udtryk for i senere in­ter­views.

Jeg vil gøre det helt klart, at jeg kan sætte mig endog meget ind i Marlene Duus' fø­lel­ser, men jeg vil af flere årsager undlade at komme nærmere ind på om­stæn­dig­he­der­ne. Hun oplever, at sam­fun­det hjælper hendes over­falds­mand videre, mens hun bliver over­ladt til sig selv. Efter at det rets­mæs­si­ge regn­skab er gjort op, stemmer ba­lan­cen ikke.

Bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re og borgere sam­stem­mer: Ger­nings­man­den skulle have haft højere straf, og har ikke krav på sam­fun­dets hjælp. Sam­fun­det gør de kri­mi­nel­le til ofre, og de reelle ofre bliver ladt i stikken. Ven­stre­flø­j­en ten­de­rer i stedet til at un­der­stre­ge, hvad om­fat­ten­de forsk­ning in­den­for feltet en­ty­digt har kon­klu­de­ret: Strengere straffe har ikke nogen effekt, mens resocialisering og forebyggelse har en positiv virkning. Venstrefløjen forholder sig ikke til strafudmålingen (bortset fra forskningens resultater), men til det forhold, at ofrene ikke får tilstrækkelig hjælp.

Lidt firkantet sagt ønsker højrefløjen, at der sættes fokus på strengere straf af de kriminelle, som bliver pågrebet, mens venstrefløjen ønsker, at der sættes fokus på bedre hjælp til ofrene. Venstrefløjen anklager derfor højrefløjen for at glemme ofrene i et system, hvor ofrene allerede er opstået, når straffen udmåles, og hvor straffen ikke hjælper ofrene. Højrefløjen anklager i stedet venstrefløjen for at være ansvarlige for et system, hvor forbryderne gøres til de virkelige ofre, og hvor det er attraktivt at være offer.

Her ville en smule selvindsigt klæde de borgerlige. De borgerlige partier erklærer alle som en, at deres livssyn bygger på den luthersk-evangeliske kristendom. Her gælder der selvfølgelig, at det religiøse fundament i livssynet ikke eksplicit udpensles i en politisk erklæring, og at det endog næppe er et bevidst element i de fleste borgerliges livssyn. Den religiøse formulering er derimod udtryk for en tankegang, der bogstavelig talt har eksisteret i samfundet i århundreder - et komprimeret symbolsprog for holdninger, som i dag kan konstateres at vække genklang hos især borgerlige.

Den religiøse lære fortæller, at menneskets hidtil iboende synd er tilgivet ved det offer, den kristne Gud bragte os gennem ofringen af sin søn, hvis eksempel mennesket formodes at emulere. Offermentaliteten er central i denne kristne retning, hvor det på en gang gælder om selv at være offer, samtidig med, at ens evne til at opnå frelse gennem sin selvopofrelse kan ses på, om man stadig tiltrækker Guds vrede via uheld og ulykker, der måtte påfalde en. Ofre for livets luner er således syndere, thi de har ikke ydet tilstrækkelig selvopofrelse, og de velstående og heldige er frelste, thi de har udvist guddommelig selvopofrelse.

Det korte af det lange er, at den kristne, bor­ger­li­ge tan­ke­gang fo­re­skri­ver, at de mindre heldigt stil­le­de er "syndere", idet de på den ene eller anden måde selv er skyld i deres dårlige si­tu­a­tion, mens de mere heldigt stil­le­de kan de­mon­stre­re deres (kristne) værd ved at yde "ofre" til syn­der­ne gennem al­mis­ser.

Dermed er der skabt netop det system, som høj­re­flø­j­en ironisk nok advarer mod. De men­ne­sker, der falder ofre for kri­mi­na­li­tet, for ud­nyt­tel­se og for sorte uheld, anses ikke som ofre, men som syndere, der må være an­svar­li­ge for deres egen kamp (for frelse), så de igen kan blive gode sam­funds­bor­ge­re. De egent­ligt ofrende men­ne­sker er de, der al­ler­nå­digst giver al­mis­ser.

I kristen, bor­ger­lig optik er for­bry­der­ne na­tur­lig­vis syndere, og renses for skyld gennem straf. De egent­li­ge ofre for for­bry­del­sen er i bedste fald uin­te­r­es­san­te, men snarere uøn­ske­de som de syndere, de jo må være, hvilket falder helt i tråd med moderne, bor­ger­li­ge krav om stren­ge­re straffe, samt færre res­sour­cer til fore­byg­gel­se og hjælp til ofrene. Det egent­li­ge ofre bliver gemt, glemt og fortrængt, sådan som det har været et bor­ger­ligt princip gennem år­hun­d­re­der.

Denne borgerlige ideologi genfinder vi også udenfor den retslige grænse for overgreb, udnyttelse og brug af magt. Da den borgerlige regering soldede et enormt økonomisk opsving op ved at give skattelettelser til de rigeste, og hvor erhvervsliv og banker fik stillet den ene store garanti efter den anden, efterlod det alle vi andre som ofre for deres skørlevned. I dag er det tydeligt, at de svageste - de virkelige ofre for finanskrisen - igen kommer til at betale regningen for de velstilledes overforbrug. Fyrer erhvervslivet, skal de fyrede gå bodsgang på jobcentrene. Det er ikke personen, der stikker sin kollega i ryggen, der er offer, og det er chefen, der fyrer, heller ikke, skønt det er disse personer, der begår et angreb mod den fyrede. Bliver en person kørt fysisk eller psykisk ned på grund af arbejdspres, henvises den syge til et behandlingssystem med få muligheder og udsigt til en ødelagt økonomi.

De i forvejen velstillede må ikke røres, for de er de frelste, som har ofret sig selv ved at arbejde hårdt, ved at tage risici, ved at tage ansvar, og ved at betale skat som almisse til de syndigt svage. Borgerlig politik har i gåsegang med kristendommen vendt virkeligheden på hovedet, så vi gør ofre ud af de, der begik overgrebene til at begynde med, uanset om de fanges i retssystemet, hvor de kan renses fra synd, eller opererer i fuld lovlighed i et kapitalistisk system, der tilgodeser den, der undertrykker frem for dem, der bliver undertrykt. Socialdemokraterne og SF danser i dag med på de borgerliges pibe ved at udpege de arbejdsløse som syndere og de arbejdende som deres ofre.

De borgerlige anklager venstrefløjen for at skabe et system, hvor forbryderne bliver gjort til ofre, men i virkeligheden er det netop dette system, højrefløjen har repræsenteret gennem århundreder. Det, vi har brug for, er et system, hvor vi som samfund efter hundreder af års undertrykkelse fra de heldigt stillede vender virkeligheden på ret køl og indser, hvem der er de egentlige ofre og de egentlige overgrebsmænd og -kvinder, og århundreder for sent begynder at støtte de, der har behov.

So­ci­al­de­mo­kra­tiets po­li­ti­ke­re i form af bl.a. Mette Fre­de­rik­sen og Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (på Fa­ce­book­) er i disse dage i færd med at præ­ci­se­re, at de med "dovne ar­bejds­lø­se" mener "dovne aka­de­mi­ke­re". De har for­længst over­ta­get Joachim B. Olsens (LA) fo­re­stil­lin­ger om, at ar­bejds­lø­se er dovne og ikke mener, at det kan betale sig at arbejde.

Men det kan betale sig at arbejde. Jeg kunne ar­gu­men­te­re for, at når først man er på bi­stands­hjælp, så er det slut med mere end nogle få tusinde kroner i banken, slut med pen­sions­op­s­pa­ring, slut med al­min­de­li­ge ret­tig­he­der, slut med hus og bil, osv. Selv hvis ens løn svarede til bistandshjælp, ville denne løn give en væsentligt flere muligheder og frihed. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der kan få folk til at tage til takke med bistandshjælp, med mindre deres krav til tilværelsen er forsvindende få, eller fordi de ikke har noget andet valg. Hvis man ser bort fra alt det, man mister, når man får bistandshjælp eller dagpenge i stedet for løn, kan mindstelønnen imidlertid godt se ud, som om den ligger tæt på de sociale ydelser; så tæt, at man endog ved første øjekast kunne overveje, om det kunne betale sig at arbejde.

Pointen er, at det ikke er spor tilfældigt. Arbejdsmarkedet er også et marked med de markedsmekanismer, det indebærer. Udbud og efterspørgsel (og prisaftaler og karteldannelser!) gælder også på arbejdsmarkedet. Lønniveauet indretter sig efter, hvornår man er i stand til at få folk til at arbejde. Der er ingen arbejdsgiver, der er interesseret i at give en højere løn, end en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft er villig til at arbejde for. Og det betyder, at mindstelønnen vil indrette sig til det niveau, hvor det lige præcis kan betale sig at arbejde - og så absolut heller ikke mere.

Hvis dagpenge- og kontanthjælpssatser bliver nedsat, vil det i første omgang gøre det væsentligt mere attraktivt at arbejde. Det hersker der næppe nogen tvivl om. Til gengæld vil en sådan nedsættelse af ydelserne automatisk betyde, at det også vil være attraktivt at arbejde for en tilsvarende lavere løn. Således vil mindstelønnen indrette sig således, at det lige netop kan betale sig at arbejde, men ikke mere. Det samme vil ske, hvis ydelserne sættes op: Umiddelbart vil det gøre det mindre attraktivt at arbejde, men kun indtil virksomhederne opdager, at de må øge mindstelønnen blot så meget, at det igen er marginalt mere attraktivt at arbejde.

Uanset om offentlige ydelser og dermed mindsteløn hæves eller sænkes, vil der altid være en hårfin grænse mellem ydelserne og mindstelønnen, der altid vil gøre det muligt at skabe en aktuel debat - der af samme grund altid vil være meningsløs - om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når de offentlige ydelser er så høje, som de er. Det er lige så rimeligt (eller urimeligt, om man vil) at debattere, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når virksomhederne er så nærige med betalingen for deres arbejdskraft.

De offentlige ydelser og lønniveauet hænger sammen. Hvis man ønsker at trække lønniveauet nedad (f.eks. som arbejdsgiver) har man interesse i at nedsætte de offentlige ydelser. Ønsker man at hæve lønniveauet (dvs. som lønmodtager) har man interesse i at hæve de offentlige ydelser.

Mette Frederiksen (S) mener, at akademikere bør søge job i Netto.

Det er nok fordi hun helst ikke vil have, at de stifter bekendtskab med Fakta.

Debatkulturen halter i Folketinget, og det burde man kunne sige sig selv: Hvorfor skulle politikerne i Folketinget dog tale væsentligt anderledes til hinanden i Folketingssalen, end når de taler til hinanden i medierne?

Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.

Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.

Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.

På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.

Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.

Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.

Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.

Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.

Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?

Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.