Recently in Centrum-venstre Category

Hvordan kan en socialist gå ind for brugerbetaling på Folkekirken, når socialister ellers generelt går ind for kulturstøtte og anden støtte via skatten?

Spørgsmålet er det, man kalder et “godt spørgsmål”. For hvis man kun skal betale for Folkekirken, hvis man ønsker at bruge den, hvorfor skal f.eks. museer og forfattere så have kulturstøtte? Eller ud fra argumentet om, at man selv må betale for de foreninger, man ønsker medlemskab af, hvorfor skal Folkekirken så sejle sin egen sø, mens f.eks. sportsklubber har krav på støtte?

Svaret er, at i det er mere kompliceret end en sportsklub eller endda “kultur” - så meget, at den eneste retfærdige løsning bliver meningsløs.

For det første må man som socialist anerkende, at det er urimeligt at give en bestemt tro særstatus og -støtte. Hvis Folkekirken har krav på støtte, så har andre religioner det også. Det er som udgangspunkt helt rimeligt. Men religion er en menneskeskabt størrelse, og det er op til såvel de enkelte religiøse grupperinger som det omkringliggende samfund at vurdere, om de udgør en religion, eller om de er blot er en gruppe af mennesker. I sidstnævnte tilfælde kan de begribeligvis ikke kræve støtte som religion.

Man må derfor definere, hvornår en gruppering er religiøs, og hvornår den ikke er det. Det kan lyde simpelt nok, men det er det langt fra. Skal man f.eks. kræve, at religionen tror på en eller flere guder? I så fald er f.eks. Scientologi og diverse former for buddhisme ikke religioner. Skal man så kræve, at religionen har faste ritualer, møder og bygninger? Ja, så falder adskillige New Age (“selv-religioner”) bort. Hvis man kræver, at religionen har religiøse skrifter, falder de skriftløse religioner straks til jorden. Selv hvis man nøjes med at kræve, at den religiøse gruppering selv anser sig for at være religiøs, vil nogle af dem falde fra (f.eks. Trancendental Meditation, der i USA har ført sag for ikke at blive kaldt en religion, idet de anser deres ritualer m.m. for at bygge på videnskab, og af marketingshensyn er nødt til at give indtryk af rationalitet). Det er med andre ord praktisk umuligt at stille krav til, hvornår noget er en religion, fordi man uværgerligt vil tabe nogle af dem på gulvet, med skattemæssig forfordeling til følge.

Når religioner kan have guder eller ikke, have skrifter eller være skriftløse, have ritualer eller være dem foruden, osv. osv., er det heller ikke muligt at gå den modsatte vej, hvor man blot kræver, at religionen lever op til nogle af de træk, der karakteriserer religioner: Hvis en religion har ateisme til fælles med sekulær buddhisme, fraværet af ritualer til fælles med astrologi, skriftløsheden til fælles med inuit-religion, osv., så begynder det intuitivt at blive meningsløst at kalde det for en religion. Men man kan heller ikke afvise den, uden at man derved også afviser (dele) af andre religioners anerkendelse som sådanne. Det samme problem opstår, hvis man forsøger med et kompromis, hvor en religion skal efterleve et vist antal anerkendte træk, fordi det er umuligt at sætte grænsen et meningsfyldt sted, fordi mange træk modsiger hinanden, og fordi man man prioriterer træk, som man anser for “rigtig” religion og “forkert” religion (hvilket er meningsløst, fordi religioner blandt andet befinder sig i det normative og ekspressive område, der involverer følelser, værdier, Weltanschauuing, m.v.; man kan være enig eller uenig, men ingen har autoritet til at erklære dem mere rigtige eller forkerte end andre).

Definitioner af religion har kort sagt valget mellem at tilgodese bestemte religioner eller at være så inkluderende, at nærmest hvadsomhelst kvalificerer som religion. I Danmark tenderer religionshistorikere til at være enige om, at en religion bør indeholde et vist element af transcendens, før den kvalificerer som religion. Men det er som at sælge elastik i metermål: Hvis noget giver en form for “udvidet bevidsthed”, hvor man fornemmer noget “større” i universet end det umiddelbare, smager det allerede lidt af fisk. Desuden er der generel enighed om, at de religiøse grupperinger som mindstemål bør anse sig selv som religiøse - dog med forbehold for f.eks. Transcendental Meditation og det forhold, at danskere af religio-historiske årsager foretrækker at anse sig for spirituelle frem for religiøse, idet det sidste ord har fået fundamentalistiske konnotationer her i landet.

Da TV-serien “Den halve sandhed” (2004 - 2005) således i spøg forsøgte at få en fodboldfanklub anerkendt som trossamfund, var det ikke en helt umulig opgave; dog er der specifikke regler for anerkendelsen af trossamfund, der netop udelukker en række religioner, fordi reglerne tilgodeser specifikke former for religion. (Det skal her noteres, at anerkendte trossamfund er en specifik konstruktion, der primært berettiger grupperingen til at vie mennesker med juridisk gyldighed. Man kan sagtens udgøre en religion, selv om man ikke lever op til kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund.)

Såfremt man accepterer, at alt, hvad der overhovedet kan kaldes for en religion, dermed gør sig berettiget til statsstøtte på lige fod med Folkekirken, bliver der tale om væsentligt øgede udgifter til religioner. Visse borgerlige kritikere vil muligvis anklage venstrefløjen for ikke at være opmærksom på sådanne problemstillinger, men det er en anden diskussion. Det mere væsentlige problem i indeværende kontekst er, at den paraply, der dækker over religioner, er så favnende, at groft sagt alt vil kunne kræve statsstøtte med henvisning til religiøse elementer. En badmintonklub kan tilføje en paragraf i sine vedtægter om, at klubben blandt andet har til formål at fremelske en livsstil med åndelig udvikling og andre religiøst klingende floskler ind, og straks vil det blive problematisk at benægte, at klubben har berettigelse til statsstøtte på lige fod med bona fide religiøse grupperinger.

Hvis alle religioner gøres berettiget til støtte, skaber man reelt en situation, hvor næsten enhver forening kan gøre krav på denne støtte. Så kan man lige så godt sige, at enhver forening har krav på støtte, om deres formål blot er at være "Foreningen til modtagelse af statsstøtte". Og det vil være fuldstændig meningsløst.

Meta Fuglsang (SF) er sprunget ud som clairvoyant.

Så kommer hun til at se langt efter min stemme.

Kære socialdemokrater,

Jeg er opvokset på landet, og har mere end én gang hørt en bondekone råbe "UD!" efter sin mand, når han gik ind i huset lige fra svinestien for at få sig et glas vand eller andet. Han stank langt væk, og hans kone ville af forståelige årsager hverken have stanken eller det, han havde på tøjet, og som lugtede af svin, ind i stuerne.

Men der var også enkelte bondefamilier af den absolut mindst kultiverede slags, som ikke betragtede det som noget problem, når manden satte sig i sofaen og efterlod den både synligt og lugtende som noget, der lige så godt kunne have stået i svinestien.

Når I kalder Dansk Folkeparti for stuerene, så ved jeg godt, at der har lugtet at svinesti på Christiansborg i ti år, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative arbejdede sammen for at køre landet, som om det var en virksomhed under afvikling. I har vænnet jer til lugten af det, som ingen i 1930'erne ville have været i tvivl om, hvad man ville kalde for en slags svin.

Kære Socialdemokrater: Prøv at tænke på, at det måske ikke er Dansk Folkeparti, der er blevet stuerene, men jer selv - som meningsmålingerne rigeligt antyder - der har flyttet jer meget mere, end I selv er klar over. Det kan være, at I har glemt, hvordan der engang lugtede på Christiansborg, men prøv alligevel at tænke på, hvor rent og pænt, der kunne blive, hvis I luftede ud og foretog en hovedrengøring, så alle de racistiske svin og de, der nød deres selskab, samt deres efterladenskaber i øvrigt, blev renset ud af jeres stuer. I ville selv lugte bedre, og jeres vælgere ville sikkert belønne jer for det.

Mette Frederiksen (S) mener, at akademikere bør søge job i Netto.

Det er nok fordi hun helst ikke vil have, at de stifter bekendtskab med Fakta.

Kære alle I, som mener, at Enhedslistens tilstedeværelse som SRSF-regeringens parlamentariske grundlag vil gøre det for nemt at være arbejdsløs. Jeg har hverken tid eller lyst til at svare jer alle enkeltvis, når I fremfører dette argument mod, at Enhedslisten skal udnytte sin demokratiske ret. Eller det vil sige, jeg formoder i hvert fald, at dette er årsagen til, at I fremfører det, for ellers lyder det ærlig talt ikke som et argument for noget som helst, men blot som en genopførelse af McCarthyistisk dommedagsfrygt.

For det første har jeg svært ved at gennemskue, hvad der er galt i, at det bliver lettere at være arbejdsløs. Vi befinder os lige nu i en global krise, og fyringer rammer bredt og ofte for tiden. I burde vel være intelligente nok til at gennemskue, at I selv vil kunne blive ramt, og at det af samme årsag ikke er i jeres interesse, at det bliver sværere at være arbejdsløs. Og selv om I skulle være blandt de heldige, kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor I ønsker, at andre skal have det svært. Jeg vil nødigt anklage jer for at bare være sådan nogen, der finder jeres glæde i andres ulykke.

Et lille stykke hen ad vejen kan jeg godt følge jer: Der vil være folk, der virkelig ikke gider bidrage til fællesskabet, og som er tilfredse med at overleve på en minimal bistand. Men det er jo ikke alle, der er sådan. Hvis alle var sådan, at man automatisk blev doven af at få det nemt eller godt, så må det også gælde jer selv, og i så tilfælde kan det ikke gå for hurtigt at sætte jeres løn ned, så I kan komme i gang med at arbejde i stedet for at gå og dandere den. Det ville klæde jer, om I i så fald tog jeres egen medicin, med mindre I altså kan give mig ret i, at langt de fleste mennesker i virkeligheden gerne vil arbejde, når det kommer til stykket.

Bevares, det vil sikkert blive dyrere at støtte gruppen af arbejdsløse, når Enhedslisten har indflydelse på finanslov og andre regeringsbeslutninger. Det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Forskellige politiske systemer fordeler goderne forskelligt, og der vil gå en lidt større sum penge til samfundets svageste individer, når regeringen er rød. Omvendt vil der gå penge til andre grupper, når regeringen er blå. Den seneste blå regering ødslede et kæmpe opsving op. Den tvang skatteyderne til at betale milliarder i bankpakker, så krakkede banker alligevel kunne give millionbonusser til deres chefer samt forsætte deres spekulationer. Den praktisk talt forærede A. P. Møller-koncernen den danske olie i Nordsøen, hvorved vi er gået glip af (foreløbig!) 76 milliarder kroner. Det vil næppe være svært at finde en lang række flere eksempler på, hvordan nogle få er blevet meget rigere på manges bekostning i løbet af Venstres og de Konservatives regeringsperiode.

Jeg tør godt vove et øje på, at sammenlignet med den mængde penge, VKO har klattet op, er det i småtingsafdelingen, hvad SRSF kommer til at "spilde" på, at arbejdsløse får det en lille smule nemmere. Og så er vi ikke engang blevet enige om, hvorvidt den sidstnævnte sum penge er spildt.

Følgende er d.d. sendt til Ole Sohn (SF) og Ida Auken (SF):

Kære Ole Sohn og Ida Auken,

Vi kender alle legenden om manden, der opfandt skakspillet: Da kongen tilbød ham løn for opfindelsen, valgte manden ét hvedekorn for første skaktern, to for det næste, fire for det tredie, otte for det fjerde, osv. Kongen sagde ja, og opdagede hurtigt, at der skulle udbetales over 18 milliarder milliarder hvedekorn, hvilket var umuligt.

Legenden illustrerer, hvad eksponentiel vækst indebærer. I tilfældet med skakbrættet er væksten 100% - en fordobling for hver tidsperiode. Ved lidt mindre vækstprocenter er tallet 7% et "magisk" tal, idet denne procentsats svarer til en vækstfordobling for hver 10 år ved en fast vækst på 7% pr. år. Man kan generelt rimelig præcist beregne fordoblingstiden ved at dividere tallet 72 med vækstprocenten. En vækst på 1,9% p.a. betyder således en fordobling for hver 38 år; ved en økonomisk vækst på 1,9% vil økonomien med andre ord være fordoblet i år 2050.

Ole, jeg vil gerne stille dig følgende spørgsmål som erhvervs- og vækstminister: Hvornår mener du, at økonomien skal være fordoblet? Eller alternativt, hvad mener du, at vækstprocenten skal være?

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at jeg valgte en vækstrate på 1,9%, som svarer til en fordobling af økonomien i år 2050. År 2050 er nemlig det år, hvor miljømålet er en reduktion af CO2-udledningen til det halve.

Indtil videre viser statistikken, at CO2-udledningen er fuldstændig proportional med den økonomiske vækst, også med forbehold for mindre forurenende teknologi undervejs. Ved en fordobling af økonomien i år 2050 vil CO2-udledningen derfor også være fordoblet. Hvis CO2-udledningen alene halveres i forhold til i dag, vil vi i år 2050 have samme udledning af CO2 som i dag. For at nå klimamålet skal CO2-udledningen altså dobbelt formindskes - med en tilsyneladende beskeden konstant vækst på 1,9% vil der være behov for teknologi, der reducerer CO2-udledningen til 25% i forhold til i dag!

Ida, jeg vil gerne stille dig følgende spørgsmål som miljøminister: Hvilket niveau af CO2-udledning (i forhold til i dag) mener du, at de næste 38 års teknologiske udvikling vil give anledning til? Eller alternativt, hvilken økonomisk vækst vil kunne accepteres, før målet om halvering af CO2-udledningen i år 2050 er urealistisk?

Kongen beordrede i øvrigt opfinderen halshugget for hans frækhed.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

De sidste 10 år har tilføjet udsagnsordet "vækste" til min ordbog. At "vækste" betyder at have vækst, så når et firma oplever vækst, "vækster" det.

Både Socialdemokratiet og SF mener ligesom de borgerlige partier, at Danmark har brug for vækst. Landet skal vækste, som om det var en virksomhed. En sådan tankegang er ekstremt kortsigtet, hvilket forhåbentlig vil fremgå af det følgende. En konstant vækst fungerer som renters rente, og nedenstående tabel viser udviklingen i økonomiens størrelse i forhold til nu for selv begrænset konstant vækst:


Det burde være tydeligt, at selv indenfor en kort årrække med en lav vækstrate vil samfunds­økonomien være vokset - undskyld, vækstet - til et niveau, der er svært at forestille sig. Ved en vækstrate på 5% vil samfunds­økonomien være fordoblet efter blot 15 år. Tallet 72 er "magisk", idet dette tal divideret med vækstraten giver en cirka-værdi for antallet af år, det tager for økonomien at fordobles. (Tallet kendes også som "7-reglen", som siger, at 7% angiver den vækstrate, der bidrager til en fordobling i løbet af 10 år.)

Hvis ikke det umiddelbart lyder urealistisk, at samfunds­økonomien skulle blive næsten tredoblet på et halvt århundrede år ved en vækstrate, der er lavere, end de borgerlige partier ønsker fastholdt, så skal det måske ses i lyset af, hvordan samfunds­økonomien i Europa så ud for adskillige hundrede år siden, hvor der blev bygget arkitek­toniske pragtværker, kompo­neret mester­værker og begået bane­brydende viden­skabelige opdagelser. Konstante vækstrater på blot få procent forudsætter, at vi på få år vil foretage fremskridt, der hidtil har taget flere århundreder. Det er ikke realistisk!

I skolerne lærer børn at regne med periode­doblinger ved blandt andet at regne på antallet af åkander i den lokale fiskesø. Opgaven går ud på, at åkanderne fordobler deres antal hver dag, og når åkanderne dækker hele søen, vil de kvæle alt liv. Det er derfor vigtigt, at man sætter ind mod åkandernes spredning i tide. Eksperter har regnet sig frem til, at åkanderne vil dække hele søen efter fire måneder. I begyndelsen ser det dog ud til, at åkanderne spreder sig langsomt, så man beslutter sig for først at sætte ind, når åkanderne har bredt sig til halvdelen af søen. Børnene får til opgave at finde ud af, hvornår dette sker, og finder (til mange elevers vantro) ud af, at det først sker efter tre måneder og 29 dage - dagen før det er for sent. Er dette ikke i sig selv en øjenåbner for eksponen­tielle systemers pludseligt ukontrol­lerbare adfærd, burde observa­tionerne fra 1980'ernes forskning i fraktal- og kaosteori gøre os yderligere bekymrede. Her fandt man ud af, at ethvert system, som periode­dobles, vil udvikle sig kaotisk; det gælder begribeligvis også økonomien.

Hvis konstant vækst er urealistisk, så er reduktion af forurening dobbelt urealistisk. Indtil videre er der så stærk korrelation mellem forurening og økonomisk vækst, at der reelt er tale om propor­tionalitet mellem økonomi og forurening. De fromme ønsker om at halvere CO₂-udledningen inden 2050 skal ses i lyset af, at selv en lav vækstrate vil fordoble økonomien på samme tid. Ved en vækstrate på 2% har økonomien fordoblet sig efter blot 36 år (altså inden år 2050), og det vil CO₂-udledningen også, idet den følger økonomien proportionalt. For at reducere CO₂-udledningen til det halve af, hvad den er i dag, skal man i år 2048 have udviklet teknologi, så udledningen ikke blot er halveret, men bragt helt ned på en fjerdedel af 2012-niveauet! Ved højere vækstrater bliver det endnu mere absurd. Er vækstraten konstant 5%, skal vi på under 40 år udvikle teknologi, der nedbringer CO₂-udledningen til en syvendedel.

Spørgsmålet er ikke, hvordan samfundet kan fastholde en konstant vækst. Spørgsmålet er, om vi dør først, eller om økonomien gør det.

De Radikale er i følge Politiken i færd med at trække det eneste positive, de kunne bidrage med i en ny regering, nemlig en humanistisk udlændingepolitik, tilbage. Samtidig har partiet angiveligt succes med sine økonomiske krav. Dermed opnår de Radikale, Socialdemokratiet og SF i fællesskab at lægge en politik, der på ethvert punkt - også udlændingepolitikken - bevæger sig stadigt mere i retning af de borgerlige partiers politik.

De Radikales succes har blandt andet været deres humanistiske udlændingepolitik, og deres entydigt borgerlige politik på stort set alle andre områder har de behændigt gået meget stille med dørene med i valgkampen i 2011, måske fordi det ellers ville være svært at kende forskel på de Radikale og Liberal Alliance. Med tilbagetrækningen af dette særkende er det imidlertid svært at få øje på noget rødt element i de Radikales politik, og de Radikales argumenter for at deltage som regeringsparti i en rød regering bestående af Socialdemokratiet og SF er dermed svækkede. Derimod ville partiet på den økonomiske politik sagtens kunne finde sig til rette blandt Venstre og de Konservative, og med paratheden til at fravige partiets udlændingepolitik, der Dansk Folkeparti ikke længere så fremmed for partiet som hidtil.

De Radikales plads i en regering er således blandt de borgerlige, og det burde Socialdemokratiet og SF tage alvorligt til efterretning. Hvis der skal gennemføres en politik, der ikke blot er en videreførelse af den hidtidige, borgerlige katastrofe, er Socialdemokratiet og SF nødt til at se mod venstre - mod Enhedslisten.