juli 2007 Archives

De faste læsere af Sæbekassen er bekendte med min holdning til Asmaa Abdol-Hamid: Hun bør, ligesom enhver anden person, der gør et nummer ud af sine religiøse holdninger, afholdes fra deltagelse i politik ud fra princippet om, at religion og politik skal adskilles.

Måske har Asmaa Abdol-Hamid blot formuleret sig uheldigt, hvis hun benyttede udtryk såsom "støtte" eller "bakke op om" de irakiske oprørere, der angriber blandt andet danske soldater. Et sådant udtryk kan jo dække over alt fra udtryk for forståelse, over moralsk eller diplomatisk støtte (som da en vis Venstre-politiker lod sig fotografere med en AK-47 hos afghanske oprørere), til direkte deltagelse i kamphandlinger mod danske styrker. Jeg vil ikke gå så langt som at påstå, at det var en fortalelse, der skulle være forårsaget af dårlig begavelse fra hendes side, men når hun tror på overnaturlige væsner, må der jo være noget galt med hendes forhold til realiteternes verden, som måske kunne forklare et manglende reality check af hendes udtalelser.

Jeg må dog også tage afstand fra den form for sammenblanding af nationalistiske og politiske interesser, som visse borgerlige politikere giver udtryk for, når de ønsker at politianmelde Asmaa Abdol-Hamid for landsforræderi.

Socialisme er et internationalt fænomen. Det handler ikke om beskyttelse af nationale interesser, men om at klassekampen faktisk ikke er så stendød, som højrebevægende socialdemokrater med tiden har valgt at tro. Socialismen har en velkendt holdning om, at proletarer i alle lande skal kæmpe mod deres egentlige fjender, ikke mod hinanden. Blandt socialismens holdninger finder vi således kampen mod kapitalistiske interesser.

Det er blevet tydeligt for enhver, at invasionen af Irak ikke var begrundet i fjernelsen af Saddam Hussein eller indførslen af "demokrati" under tvang, men at invasionen var motiveret af industrielle interesser i bl.a. olie og et imperialistisk ønske om at oprette en "koloni" i Mellemøsten. Invasionen af Irak er om noget et udtryk for et kapitalistisk overgreb.

De socialistiske holdninger, som Asmaa Abdol-Hamid har givet udtryk for, er ønsket om at beskytte såvel danske arbejdere som andre landes arbejdere mod kapitalisterne, og hun ville være en dårlig socialist, hvis hun mente, at arbejderne bare skal finde sig i at blive invaderet af en kapitalistisk magt. En person eller et land, der bliver angrebet, har vel ikke mindre ret til at forsvare sig, end angriberen har til at angribe, med mindre man da ligefrem er i stand til at påkalde sig autoriteter, der ligger højere end mennesket.

Enhedslisten har hele tiden advaret om, at hvis vi angreb Irak, ville irakerne forsvare sig. Man skal være ualmindelige naiv for at tro, at en besættelsesmagt er populær i det besatte land, og at besættelsesmagtens soldater kan færdes trygt i gaderne. Nok mente Venstre og de Konservative, at det var sådan, danskerne skulle behandle den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig, og nok har de tilsvarende en holdning om, at også irakerne bør acceptere besættelsesmagten uden modstand, men de burde altså ikke være så dumme, at de ikke kan regne ud, at andre - ikke mindst de besatte - kunne have andre holdninger til den sag.

Lad os ikke glemme, at landsforræderi handler om at bringe staten i fare. Enhedslisten har hele tiden har ønsket at undgå krigen, mens det var den siddende regering, der ønskede at bringe danske soldater og den danske stat i fare ved at erklære krigen.

Asmaa Abdol-Hamid har ikke begået "forræderi" mod noget som helst, når hun ønsker at bakke op om modstanderne af de interesser, som danske kapitalister har i Irak. Det er ikke forræderi mod Danmark at udtrykke støtte, men alene modstand mod disse specifikke kapitalister.

Danmark består ikke af de kapitalister, der har så store interesser i Irak, at de ønsker at føre invasionskrig. Nationens interesse er ikke den samme som kapitalisternes interesse. Når borgelige politikere alligevel politianmelder Asmaa Abdol-Hamid for landsforræderi, så er det enten fordi disse politikere ikke formår at indse, at den danske nationen og danske kapitalister ikke er én og samme ting, eller også er det for at lede den danske befolkning til at tro, at der er lighedstegn mellem kapitalismen og nationen.

Et af årets sommerferieaktiviteter bestod i et besøg på Holmegaard Glasværk. Det var en oplevelse, vi kunne have været foruden, for Holmegaards egen beskrivelse af deres tilbud stod ikke tilnærmelsesvis mål med virkeligheden.

Entreprisen var kr. 89 pr. voksen og kr. 69 for vores ældste barn. Den yngste slap heldigvis gratis ind.

For denne entré tilbød glasværket en reklamefilm, et par touch-skærme med information om glas, en række informations-posters, en gangbro hen over en del af glaspusteriet, og en sti gennem en produktionshal, hvor der kun var yderst sparsommelige beskrivelser af, hvad man så. Endelig var der en butik med et noget begrænset udvalg, hvor vi ikke fandt noget, der faldt i vores smag.

For at give vores ældste barn en oplevelse, betalte vi kr. 129 for, at hun kunne få lov til selv at blæse en vase. Dette indebar en ventetid på to timer, før vi kunne få lov til at få en plads i køen, hvor der var yderligere tre kvarters ventetid med vore to meget utålmodige børn, før hun endelig fik lov til at puste glas under vejledning fra de dertil ansatte glaspustere.

Da hun var færdig, var det ved at være lukketid, og Holmegaard sendte derfor glasset. Vi modtog i dag en pakke fra Holmegaard med den forkerte vase. Vi har kontaktet Holmegaard for at forhøre os om muligheden for at finde den rigtige vase, men vi skal vist være heldige, hvis de bare vil refundere beløbet.

Det er ikke en rigtig heavy-koncert, før nogen blandt publikum har råbt "Spil noget med Slayer" efter det spillende band. Imidlertid er det de færreste, der ved, hvor udtrykket kommer fra, men som en af de mennesker, der har været med til at gøre udtrykket - som helst skal siges på meget drævende jysk: "Spil nåed mæ Slayer" - populært, er her historien.

Tiden skal spoles tilbage til engang midt i 1990'erne, og stedet er Skanderborg under Skanderborg-festivalen. Det er søndag formiddag, og alle er trætte, mens de begynder at bryde op. Den eneste underholdning er Peter Belli ved indgangen. I mangel af noget fornuftigt at tage sig til, står eller sidder alle publikummerne og kigger halvtomt på ham.

Peter Belli er til gengæld morgenfrisk, og råber fornøjet ud til publikum: "Nå, er I parate til noget rigtig rock?"

På dette tidspunkt, og inden nogen når at svare det "nej!", de tænker, vågner en langhåret heavy-type, som enhver ville have troet død, pludselig op, og rejser sig halvt op. Som svar på spørgsmålet mumler han stadig lidt groggy: "Spil nåed mæ Slayer...", og falder straks i søvn igen.

Dette citat var vi nogle stykker, der tog med os tilbage fra Skanderborg til Aalborg, hvor vi begyndte at gentage det, når diverse lokale heavy-bands mere eller mindre professionelt var i kontakt med publikum mellem numrene. Med tiden har andre publikummere taget udtrykket til sig, og heller ikke de store bands (inklusive Slayer) har kunnet se sig fri for at høre nogen råbe "Spil noget med Slayer" med jævne mellemrum.

Jeg vil hermed påpege, at Carina Christensens (K) mange formaninger om kernefamilien som udgangspunkt for alt godt pludselig er blevet lidt svære at tage seriøst, nu hvor hun er blevet "løsgænger". (Ikke at de gav mening inden da, men sådan er det jo nu engang med de Konservatives hykleri.)

Linux sætter langt færre krav til ydelsen af hardwaren end Windows. Det giver naturligvis anledning til specielle anvendelsesmuligheder, for beskedne hardwarekrav kan dækkes af hardware, der ikke fylder så meget. På Mini-Itx.com er der vist et showcase med en lang række "case-moddings", der alle bygger på de meget små motherboards fra Via Technologies, idet der kan bygges en komplet computer i et vaffeljern, en cigarkasse, et byggesæt-rumskib eller en figur fra Futurama.

For mit vedkommende giver Linux anled­ning til en com­pu­ter i køk­ke­net. Den er sam­men­sat af et Via Epia 800 MHz mother­board, hvor CPU-blæ­se­ren er ud­skif­tet med en af de me­get lyd­sva­ge Papst-blæ­sere. Ka­bi­net­tet er et Morex Cubid 3677 og en 80W DC/DC Con­ver­ter som strøm­for­sy­ning, der pas­ser fint i ka­bi­net­tet. Der er også plads til en slim-line CD-ROM og en note­book 2.5" hard­disk.

Skær­men er en LG Elec­tro­nics L1510SF touch screen. Den fun­ge­rer sam­men med Ubuntu Linux, dog med små mo­di­fi­ka­tio­ner.

Netværksforbindelsen klares vha. en wireless bridge til husets WLAN. Det kan helt sikkert klares med en USB wireless dongle i samarbejde med ndiswrapper eller noget tilsvarende, men nu havde jeg tilfældigvis en bridge liggende.

Skærmen og compu­te­ren fun­ge­rer nu sam­men uden mus. Jeg har til­kob­let et tas­ta­tur, men i prin­cip­pet bur­de det væ­re mu­ligt at bru­ge Gnome-desk­top­pens (som kom­mer med stan­dard Ubuntu) on-screen tas­ta­tur til at le­ve­re tas­ta­tur-input til ap­pli­ka­tio­ner­ne ved at tryk­ke på skær­men.

Det er mu­ligt, at jeg væl­ger at fjer­ne tas­ta­tu­ret igen, men ef­ter­som det i mod­sæt­ning til en mus kan sæt­tes op på væg­gen, er det ikke i ve­jen. Even­tu­elt vil jeg på et tids­punkt sæt­te en USB fjern­be­tje­ning på, så MythTV (se ne­den­for) kan be­tje­nes via den­ne, men det er langt fra sik­kert.

Køk­ken-ap­pli­ka­tio­ner­ne er op­lag­te:

• Krecipes giver mulighed for at holde styr på opskrifterne. Ganske vist vil det noget omstændeligt at "indtaste" opskrifter fra køkken-computeren uden tastatur (hvis jeg vælger at fjerne det), men med en fælles database på serveren på kontoret kan vi tilføje nye opskrifter fra en hvilken som helst (linux) computer i huset.
• Indkøbssedler, hvor der vælges fra en række sædvanlige varer. Med en printer koblet til serveren på kontoret kan der hurtigt skrives en indkøbsseddel ud. Jeg har desværre ikke fundet en oplagt applikation til det.
• Vi har en MythTV-baseret server som medie-maskine i huset. Desværre var det nødvendigt at hente source-koden for MythTV og compile MythTV fra bunden, men det virker fint trods den begrænsede processorkraft.
• DemocracyTV kan vist vise fjernsyn fra online-medier, men jeg har aldrig eksperimenteret med det.
• Der kan vises film i køkkenet, men på grund af computerens placering i køkkenet er det ikke så relevant for vores vedkommende.
• Firefox er selvfølgelig lige så nyttig i køkkenet som andre steder.
• XMMS eller AmaroK kan bruges til at afspille musik, idet de henter musikken fra serveren på kontoret. MythTV har også en musikafspilningsfunktion.
• Last.fm kan afspille "radio" med lige netop ens egen smag i musik.
• Linux har flere løsninger på fotoalbums, hvor der med jævne mellemrum automatisk vælges et nyt billede.

Forslag til øvrige anvendelsesmuligheder, eller forslag til oplagte applikationer, modtages naturligvis gerne.

Ekstra Bladet citerer Junibevægelsens Hanne Dahl for at sige, at det er pengespild at lave en reklame for EU, der indeholder blød erotik.

Argumentationen er den samme, som Dansk Folkepartis sexforskrækkede Martin Henriksen er kommet med. Han har flere gange har haft næsen fremme for at beklage sig over, at danskere kunne tillade sig at dyrke rekreativ sex.

Og det er da ikke tilfældigt, at Hanne Dahl er så stærkt imod lige netop dén form for reklame. Hanne Dahl har nemlig indtil for nyligt været frimenighedspræst, og vi ved godt, hvad deres holdning til sex plejer at være: Det skal forbydes i såvel det offentlige som det private rum.

Ærgerligt, at hun ikke tør stå ved, at det er i hendes rolle som kristen præst, at hun ønsker om at blande sin religion ind i politiske spørgsmål. I stedet lyver hun om sin begrundelse for ikke at ønske den slags reklamer, idet hun hævder, at det skulle være et økonomisk problem.