september 2007 Archives

For ca. syv år siden arbejdede jeg i den tidligere nordjyske virksomhed Maxon. Her blev jeg introduceret til deres fortolkning af Arne Nielssons zen og kunsten at ro kajak - eller "coaching", som han kalder det.

Vores HR-mand forklarede det sådan, at alle ansatte forventedes at være "over stregen", som Arne Nielsson havde udtrykt det. Det skulle forstås sådan, at i stedet for at se problemer og begrænsninger (så var man nemlig under stregen), skulle man se muligheder og udfordringer (hvor man var over stregen).

Det er for så vidt også fint nok som udgangspunkt. Men der er nogle alvorlige problemer og begrænsninger i denne fremlægning. For det første: Maxon ville aldrig nogensinde kunne hyre sådanne mennesker, for de ville jo aldrig ville forlade deres stillinger, der kun bød på muligheder og udfordringer. Men som HR-manden udtrykte det, så var det jo også først, når de var blevet ansat, at de skulle få denne indstilling.

For det andet: Hvordan kan man overhovedet møde en udfordring eller en mulighed, hvis ikke man accepterer, at der er behov for den? Man er kort sagt nødt til at acceptere, at der er et problem eller en begrænsning først!

Da HR-chefen på et tidspunkt inviterede Arne Nielsson til at give et foredrag, var det med al rimelighed overfor den ellers temmelig irriterende Arne Nielsson også netop en af hans pointer, at man skulle genkende og acceptere problemet først, og først derefter se det som en udfordring at løse det.

Desværre er netop denne del af "over stregen"-forklaringen meget overset. Der er tilsyneladende ingen, der indser, at man skal erkende problemerne. Det hele handler om at være "over stregen" og kun se muligheder og udfordringer.

Denne trend er tilsyneladende under udbredelse i industrien, og den ser ud til at være hentet fra USA, hvor kulturen dikterer, at man selv har ansvaret for sin lykke og skylden for sin ulykke. (Det kommer sig af den såkaldte calvinistiske arbejdsmoral, hvor ens indstilling til arbejdet og ens egen part i det dybest set er religiøst motiveret.) Man forventes simpelt hen at opfatte umuligheder som vanskeligheder i værste fald, men helst som muligheder.

Det er meget uheldigt. En ting er, at skrækken for overhovedet at anderkende, at der er problemer, nødvendigvis vil bidrage til, at reelle problemer slet ikke bliver løst. Et andet destruktivt aspekt af denne indstilling skriver Sara Rosendal om på fagbladet Ingeniørens blog.

Hun har gennemskuet, at denne "positivitetstanke" går ud på, at det er DIG, og ingen anden, der har ansvaret for at løse de problemer, der opstår. Hvis ikke du kan løse opgaven, så er det dig og dine evner eller indstilling, den er gal med, ikke opgaven.

Så hvis chefen har påduttet dig en umulig opgave, hvis kunden har bedt dig bryde naturlovene, eller hvis omstændighederne fratager dig dine ressourcer, uden at arbejdsopgaven ændres, så er det dig, der er uduelig, og som skal have skyldfølelser, hvis ikke du kan klare at løse opgaven. Også selv om der er opstået et problem, der slet ikke lader sig løse.

Hvis ikke man må tillade sig at udtrykke negativitet, så er der rig mulighed for, at ens overordnede kan vælte alle mulige U-mulige opgaver ned over hovedet på en – og påstå, at det er ens egen dumhed, og ikke deres, der er årsagen til, at man ikke løser "udfordringen".

Denne transformation af erkendelsen af, at en opgave er uløselig, til et udtryk for personlig evnesvaghed, vil uværgerligt bidrage til lavere selvværdsfølelse hos de folk, der skal løse "udfordringerne". Jeg har også set, hvordan den bidrager til CMA ("cover my ass")-aktiviteter, hvor den "udfordrede" part på enhver tænkelig vis vil forsøge at kalde opgaven "løst", uanset hvor håbløst, arbejdet er blevet gjort.

Jeg har allerede for et par år siden henvist til, at det er en god idé at kryptere sine mails. Med regeringens netop indtrådte paranoide overvågningslovgivning, hvor al information til andre netværk skal logges, er det mere end nogensinde før her i landet blevet nødvendigt at kryptere de mails, man sender til hinanden.

Der er gode grunde til, at helt uskyldige mennesker bør kryptere deres mails. Måske har du helt private behov, som ikke rager nogen andre. Måske planlægger du en politisk kampagne. Måske diskuterer du dine løn- eller skatteforhold. Eller måske har du en affære udenom. Måske gør du noget, som du ikke mener er ulovligt, men som af en eller anden grund er det (og husk, at selv om du måske er meget enig med den siddende regering, så er du måske lige så uenig med den næste regering!). Uanset hvad det er, så det dokumenter, som du ikke vil have, at andre skal læse. Der er ikke noget galt i at understrege, at du ønsker at diskutere privat.

Som lovlydig borger har du ikke noget at skjule, så derfor vil du vel gerne tillade, at politiet til enhver tid kan tillade sig at invadere dit hus og eftersøge det. Du er heller ikke på stoffer, så derfor kan du også roligt tillade vilkårlige undersøgelser for stoffer. Eller måske prøver du alligevel at skjule noget? Det er jo nok fordi du handler med stoffer eller begår undergravende virksomhed, siden du skjuler dine breve i lukkede konvolutter eller modsætter dig en test for stoffer på åben gade, ikke? Eller måske er du bare paranoid?

Kan du forestille dig, at du fremover vil sende dine breve på åbne postkort? Du har jo ikke noget at skjule, vel? Eller kan der måske være en grund til, at du bør holde din kommunikation privat såsom gennem kryptering af email?

Lad os forestille os, at alle lovlydige borgere brugte åbne postkort for deres brevveksling. Hvis nu en person valgte at holde fast i sin ret til at være privat ved at bruge en lukket konvolut, så ville det virke mistænkeligt. Heldigvis foregår det ikke sådan i dag, fordi alle bruger lukkede konvlutter. Ingen virker mistænkelig ved at holde på privatlivets fred gennem brugen af konvolutter.

På samme måde vil mennesker, der bruger krypteret email, uanset årsag, ikke pådrage sig mistænkelige blikke, fordi de bruger email-kryptering, hvis blot et tilstrækkeligt stort antal mennesker bruger krypteret email.

Hvis regeringen eller andre ønsker at forbryde sig mod privatlivets fred, så koster det ressourcer at opsnappe og åbne et papirbrev, eller for at aflytte en telefonsamtale. Det er ikke praktisk muligt i stort omfang. Det kan kun gøres i vigtige sager, hvor det ser ud til at kunne betale sig.

Internetkommunikation er imidlertid anderledes. Det er forholdsvis nemt at opsnappe, og mange af de forslag til omgåelse af lognings-lovgivningen, der er fremsat, vil ikke virke i praksis. Emails og øvrig kommunikation kan foretages nemt, automatiseret og - i modsætning til breve - næsten uden risiko for afsløring i stort omfang.

Email er noget, stort set alle bruger. I Danmark er der tale om, at staten ønsker at beskytte kommunikationen med borgerne gennem digital signatur. De fleste mennesker vil føle, at det er tilstrækkeligt, men nogle mennesker vil foretrække deres egne metoder til beskyttelse.

Regeringen har nu indført krav om logning af al internet-kommunikation. Med en lettere omskrivning af et amerikansk mundheld, så kan vi fremover sige, at hvis privatlivets fred bliver gjort kriminelt, så er det kun kriminelle, der har et privatliv. Græsrodsbevægelser, der ikke begår noget ulovligt, men som alligevel kan blive overvåget af den siddende magt - uanset om magten er borgerlig eller socialistisk - kan aflyttes af den siddende magt.

Jeg vil opfordre alle, der har behov for at maile med mig, til at benytte min offentlige PGP/GPG-nøgle. Hvis ikke du selv har installeret PGP/GPG, er der gode muligheder for at integrere det med dit mailprogram.

I følge Ingeniøren er der nu langt om længe ved at komme fokus på det fænomen, der kaldes "Boreout". Det handler om, at man helt bogstavelig talt bliver syg af kedsomhed.

Jeg har selv oplevet fænomenet, og har beskrevet det sådan, at jeg kan blive stresset af to ting: At have for meget at lave, samt at have for lidt at lave.

Det er dog ikke specifikt mængden af arbejde, der gør udfaldet. Det handler om, at selve arbejdet sagtens kan være kedeligt, selv om der både er rigeligt af det, og selv om det er udfordrende.

For en ingeniør som jeg betyder "kompliceret" ikke nødvendigvis "interessant", selv om komplicerede problemer og den nødvendige kreativitet til løsningen af problemerne ofte går hånd i hånd.

Når det endelig er lykkedes mig at overbevise ledelsen i mine diverse jobs om, at der er forskel på "kompliceret", "udfordrende" og "interessant", er jeg blevet mødt med argumentet om, at eftersom jeg tydeligvis er dygtig til komplicerede og udfordrende opgaver, så må jeg jo nødvendigvis have en vis interesse, og bør derfor arbejde på dem.

Argumentet holder bare ikke, for jeg er sikkert også dygtig til at feje gulv og slå græsplænen, men det betyder bestemt ikke, at jeg på nogen måde nyder disse opgaver, eller på en eller anden måde er den oplagte person til at løse dem.

Det er så på dette tidspunkt, at ledelsen beslutter sig for, at der er andre emner, der også skal diskuteres, så der ikke bliver draget nogen konklusion. Jeg ved, at også mit næste projekt vil blive en udfordring - for min tålmodighed.

Specifikt har jeg tidligere (jeg har skiftet jobfunktion) været softwareudvikler. Eller rettere, jeg har været kodeskriver. Programmering involverer planlægning, design, indsigt og kreativitet. Kodeskrivning er den "oprydning", man foretager sig, når programmeringen er overstået. Kodning er for programmering hvad bilkørsel er for en ferie. Jeg bryder mig faktisk ikke om at kode, bortset fra de enkelte tilfælde, hvor der opstår en udfordring i koden, og jeg er nødt til at analysere forskellige løsningsmuligheder. Men det er sådan set også mest et designspørgsmål end et egentlig kodningsspørgsmål.

Problemet med no-brain kodning er, at det faktisk kræver en hjerne. Man kan ikke sidde og kode, mens man lader tankerne løbe. Man er nødt til at koncentrere sig om det. Men hjernen er ikke optaget af noget interessant, såsom problemløsning; den er optaget af at huske ting og af at dobbelt-checke. Hvis tankerne løber, bliver der ikke skrevet noget kode.

Man sidder således otte timer om dagen og koncentrerer sig om at kede sig, fordi selve arbejdet er kedeligt.

For mig er sådanne opgaver komplet umotiverende. Jeg bliver motiveret af at benytte mine evner i højest mulig udstrækning, og af opgaver, der giver mig væsentlig ny viden. At lære, hvordan en bestemt type beskeder bliver kodet, for derefter at skulle kode dusinvis af den slags beskeder er ikke nok. Der er nødt til at være et væsentligt forhold mellem det nye, jeg lærer, og mængden af linier kode, der bliver skrevet.

Motivationen styrtdykker kort sagt. Det betyder, at jeg arbejder mindre effektivt, og bitter erfaring har lært mig, at ved den næste lønforhandling vil jeg få at vide, at jeg ikke er så meget værd for firmaet som ønskeligt. Firmaet har hyret en erfaren ekspert, og denne ekspert er ikke vanvittig produktiv. Og det burde egentlig ikke komme bag på dem. Når jeg i praksis har været hyret som overbetalt kodeabe, så tror da pokker, at jeg ikke arbejder som en ekspert. Måske ville jeg være lidt mere produktiv, hvis jeg arbejdede på noget interessant, plejer jeg at forklare dem.

Jeg kan dog ikke helt sætte mig ind i Ingeniørens artikels henvisning til faldende selvværd, blandt andet fordi mine kolleger har været udmærket klar over, at jeg ikke var dårlig til mit arbejde, manglede evner, eller på nogen måde behandlede mig, som om dette var tilfældet. For mig har de sygdomsfremkaldende elementer været den helt håndgribelige vished om, hvordan det ville gå til lønforhandlingen (dvs. det kan måles i penge), samt den konstante fornemmelse af at blive dummere, for hver dag, der går, fordi jeg skulle koncentrere mig om at kede mig.

Mens danske skeptikere har et dårligt ry blandt fagfolk på grund af deres temmelig ideologiske indgangsvinkel, hvor faglighed gladeligt ofres på hadets alter, så har de norske skeptikere en yderst sober tone, hvor fagligheden står i højsædet.

Det kan måske skyldes, at i modsætning til de toneangivende danske skeptikere er norske skeptikere domineret af folk, der har en relevant uddannelse til at udtale sig om fænomenet, og at deres interesse i skepticisme udspringer af faglig stolthed og indsigt i faktuelle forhold, ikke på en holdning om, at de overtroiske "tror på noget forkert" og pinedød skal omvendes, hænges ud eller brændes på bålet i den ene eller anden forstand.

De norske skeptikeres hjemmeside er nu blevet udvidet med en blog. Bloggen redigeres af religionshistorikeren Asbjørn Dyrendal ved Trondheim universitet, der er kendt fra en efterhånden lang række artikler og interviews. Han skriver godt, laver gode analyser, og er en tilsyneladende utrættelig forsker.

Med Asbjørn Dyrendals hidtidige arbejde og tilknytning til Skepsis i Norge er der god grund til at tro, at denne blog er noget værd - både i tone og indhold.