Silhuet bemærker, at hvis intelligensia betyder graden af åndelig indflydelse, så bør man måske være bekymret over, at blandt andet B. S. Christiansen figurerer på den liste, Silhuet havde set. Nok kan jeg nævne et lang række personer, der burde være endnu mindre egnede til en plads i en åndelighedens top-30 liste (endsige en plads i listen overhovedet) end B. S. Christiansen, men ikke desto mindre deler jeg Silhuets bekymring over, at det må stå umådeligt skidt til med den danske åndelighed, når han på dette område tegner eliten.
Forklaringen er naturligvis - som Silhuet også gør opmærksom på - at placeringen i top-30 ikke er et udtryk for, at denne elite er specielt åndrige eller intelligente. Det er simpelt hen sådan, at de er de personer indenfor kulturliv, der oftest er citerede.
Dette forhold, hvor "eliten" tolkes som den gruppe, der er bedst til at ramme den bredest mulige interesse, gælder også indenfor andre felter. F.eks. når der er tale om videnskaberne.
Når man har tilegnet sig væsentlig indsigt eller væsentlige evner indenfor et videnskabeligt felt, kommer alle nuancerne frem. Man opdager, at ens fagområde er kompliceret, at der er mange sammenhænge, der skal tages hensyn til. Man opdager, at store problemer har populære, simple og letforståelige, men forkerte svar, mens de rigtige svar kræver stor nuancering, nøje kortlægning af antagelser og forudsætninger, et koncist begrebsapparat og afgrænsninger af gyldigheden af ens konklusioner.
Af samme grund kan man ikke svare "ja" eller "nej" eller på nogen anden måde give svar, der enten er hvide eller sorte, til spørgsmål om komplicerede situationer. Rigtige svar er kun simple for de mennesker, der allerede har indsigt i svarets faglige baggrund, og som kender mellemregningerne. Lægmand bliver ikke klogere af at få det simple svar.
(Bemærk i øvrigt, at "lægmand" ikke er et nedgørende ord. Alle er lægmand i de fleste situationer. En hjernekirurg har f.eks. lægmands viden i sociologi, en fysiker har lægmands viden i historie, osv.)
Nuvel, der kan naturligvis umiddelbart svares sort/hvidt på visse spørgsmål, men kun som udgangspunkt. Til spørgsmål såsom: "Er muslimer mere onde end kristne" kan man som regel svare klokkerent nej - men svaret giver kun mening, hvis man perspektiverer dette "nej" med en definition af ondskab, afhængighed af iagttager, osv.
Et "simpelt" svar giver kun mening, hvis svaret akkompagneres af de væsentligste nødvendige mellemregninger. Det er dem, som eksperten kender. Eksperten kan kun give et svar, der er simpelt og rigtigt, hvis svarets kontekst er klarlagt. Ellers er svaret mindst lige så forkert, som det er rigtigt, og det ved eksperten godt.
Desværre er medierne ikke interesserede i alenlange forklaringer. De vil have svar, der varer maksimalt 20 sekunder, og på så kort tid kan kun de færreste svar perspektiveres så meget, at de giver mening. Såvel medier som lægmand ønsker korte, letforståelige svar, ikke de lange forklaringer omkring svaret, som desværre er nødvendige for at det korte, letforståelige svar giver mening. Samtidig har hverken medier eller lægmand en kinamands chance for at vurdere, om svaret er korrekt.
Dermed er løbet kørt. Medier og lægmand ønsker simple, letforståelige svar, for det er det eneste kriterier, de kan vurdere svarene på. Den slags svar kan kun de "eksperter" give, der ikke har tilstrækkelig erkendelse af deres fagfelt til at vide, at svarene er forkerte. Situationen forværres af, at disse "eksperter" har en tendens til at have en politisk eller personlig dagsorden, og at deres egentlige mål er udbredelsen af deres holdninger frem for udbredelsen af viden, idet de benytter deres status som eksperter til at sætte autoritet bag en holdning, der med videnskabelige øjne er tilfældig. Reelle eksperter har sjældent en sådan dagsorden, idet deres mål er viden og elimination af fejltagelser.
Kommer det til en debat mellem en dygtig ekspert og en dårlig "ekspert" udspiller der sig en variation over scenen fra Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, hvor Rasmus Bjerg konkurrerer mod Per Degn på evner i latin. Degnen forstår ikke et ord, men lirer blot latinske fraser af. Rasmus forsøger desperat at forklare, at degnens ord ikke giver mening, men for tilhørerne bliver Rasmus' desperation blot et tegn på, at han taber kampen, og at degnen er den dygtigste, der har ret.
Eksperter sidder derfor ligesom kunstnerne i en situation, hvor de oftest citerede eksperter i medierne bestemt ikke kan garanteres at udgøre toppen af dansk viden, med mindre der er tale om en ekspert, der har en så stor personlighed, eller som har lært at turde besidde kombinationen af ni dele respektabilitet og én del kontroversialisme, at eksperten af denne grund er interessant.
Ligesom kultur bliver udbredt i moset og letfordøjelig form i den danske intelligentsia, bliver også viden moset og æltet til ukendelighed. I stedet for reelle fagfolk med stor ekspertise ser vi til gengæld alt for ofte selvudråbte "eksperter" af den ene eller anden art, eller fagfolk på vippen af dumpegrænsen blive brugt som kilder i mediernes "uddannelse" af det danske folk.
Vidensformidlingen lider under samme forbandelse som kulturen: Den indeholder alt for meget BS.
Leave a comment