Hvis lige vi ser bort fra inflation og økonomisk spekulation på formodninger om, at ikke-eksisterende penge bliver mere værd, hvis de bliver lånt ud, så betragtes penge i overvejende grad som et gode, der flytter hænder, men som ikke opstår eller forsvinder. Selve ideen med profit er jo netop at flytte penge til sig selv fra andre, der efterfølgende har tilsvarende mindre.
Men hvad nu med de bankdirektører, der hævede milliongager på at være komplet inkompetente i forhold til, at det var deres "særlige kompetencer", der forsvarede deres abnormt høje løn? I jagten på profit er det tydeligt nok at se, hvem der tabte på disse direktørers arbejde, og at der bestemt ikke var særlig mange mennesker, der vandt. Verdensbanken har også undsagt den borgerlige regerings mantra om, at det kommer alle til gode, at de rigere bliver rigere, så der er ikke engang særlig mange vindere, når direktørerne har held med deres foretagender.
Hvis ikke den høje løn er nogen fordel, må alternativet være en øvre grænse for løn. Lad os forestille os en situation, hvor der blev lagt et loft for ens løn, ligesom der er en minimumsløn. Lad os f.eks. sige, at maksimumslønnen sættes til 1,5 millioner kroner om året.
De overskydende penge kunne delvist bruges til at øge minimumslønnen. Godt nok ville den resulterende arbejdsløn få hverdagsgoderne til at stige i pris, men vi ville også alle have råd til dem. Indkomstskatterne kunne stadig give os velfærdssamfundets goder. Der vil ikke være nogen, der egentlig taber på en sådan model i et samfund, hvor stort set alle alligevel kan betragtes som en form for middelklasse, og der er ikke nogen, der har brug for at tjene to-tre millioner kroner om året. Forretningsindehavere kunne være sikre på, at når alle tjener en god løn, så vil der også være kunder nok til at købe varerne. Måske ville de ikke tjene helt så meget, men de ville tjene nok. Små forretninger ville have gode kår.
De lavest betalte ville også kunne have et bedre liv med en højere minimumsløn, hvor ikke hver krone skulle vendes, eller hvor de måske ville kunne tage den mere med ro i deres ældre år. Huspriserne ville nok heller ikke være eskaleret til det niveau, vi så før finanskrisen indtraf.
Men måske vigtigst af alt ville det gå op for folk, at der er mange andre veje til lykke end penge, og at motivation kommer mange andre steder fra end tegnebogen. Glæde, lykke og motivation har langt mere at gøre med følelsen af at have udrettet noget godt og meningsfyldt, end med størrelsen af ens bankkonto. Tænk hvis ens anerkendelse som succesfuld forretningsmand eller -kvinde byggede på, at man bidrog til samfundet, og ikke til sig selv. Så ville man slet ikke have behov for at vise sig selv frem med kostbare monumenter af rigdom.
Naturligvis ville der være tabere i dette spil: Aktiespekulanter, sportsstjerner, en række svindlere, visse direktører. Og argumentet vil naturligvis være: Hvis ikke vi ser muligheden for at skabe et ærligt større overskud end Tempelriddernes sagnomspundne skat, så ville vi ikke være motiverede for at gøre vores bedste. Nej, vågn op: Skal man tro, at ingen ville gøre en indsats for f.eks. at tjene 1,5 millioner kroner om året? Og folk, der virkelig tjener kassen, er altså ikke ligefrem kendt for deres abnormt høje arbejdsindsats, skulle jeg hilse og sige. De eneste, der virkelig arbejder hårdt, er faktisk dem, der i øjeblikket får minimumsløn. Hvis der findes nogen økonomisk sandhed, så er det da, at jo mindre man arbejder, desto mere tjener man.
Da CEPOS vrøvlede om, at kun penge kan motivere, fandt man hurtigt ud af, at muligheden for en højere løn slet ikke gjorde folk mere interesserede i at arbejde. Med et loft over indkomsten kunne vi måske få et samfund, hvor folk kunne foretage sig noget, som de reelt kan lide at lave, og ikke lod pengene være den eneste grund til deres forehavender.
Det var da en glimrende idé! Man kan diskutere, hvad der skal ske med indtægter, der ikke er løn ( de er lidt vanskeligere at lovgive om, mener jeg), men ja, hvorfor skulle alle ikke kunne klare sig for under 1½ million om året? Disse kæmpelønninger tilføjer ikke samfundet noget godt, sådan set i det store billede, og i parantes bemærket ville det også være en fordel for de virksomheder, der i dag se sig tvunget til at beale disse fantasilønninger, om blusset blev skruet ned.
Det er et godt, retfærdigt og sympatisk forslag du har. Men hvis jeg skal spille djævelens advokat, så kan jeg se ét stort problem med idéen. Alle direktørerne, sportsstjernerne osv. vil tage deres penge og flytte ned til en palmeø, hvis myndigheder ser med mildere øjne på obskøn velstand. Har du gjort dig tanker om hvordan man forhindrer det?
Jeg har ikke gjort mig store tanker om det, andet end at jeg forventer, at der vil opstå en vis mængde "spild", hvor nogle folk nok skal sørge for at tiltuske sig en højere løn i praksis, end lønloftet ville give anledning til. Et andet eksempel end geografisk omlokering kunne være f.eks. brugen af frynsegoder, der næppe i alle tilfælde ville kunne opgøres i penge. Det er jo allerede i dag en hel sport at finde måder at udbetale alternativ løn, hvor skat og moms undgås, selv om den alternative løn i de fleste tilfælde godt ville kunne gøres op i kroner og ører.
Der ville sikkert kunne lovgives om, at man enten skulle have bopæl i Danmark eller betale dansk skat af indtægter fra virksomhed i Danmark. Jeg tror ikke, at det ville forhindre skattely og deslige, men hvis blot det kunne tage en "væsentlig" del af kagen, er det jo også godt. Det skal også ses i sammenhæng med, at vi næppe ville se samtlige sportsfolk og direktører flytte i skatte- og indkomstly, fordi det ville besværliggøre deres arbejde i en sådan grad, at de ikke ville kunne bestride deres arbejde.
jeg har tænkt den taket siden jeg gik ud af folkeskolen for 22 år siden.
en anden ting er osse at folk med højelønninger reelt ikke betaler den skat de burde men spekulerer sig til en lavere skat end dem der reelt udfører arbejdet.