februar 2010 Archives

De fem somaliere, der først var mistænkt for at have forfattet et trusselsbrev mod Pia Kjærsgaard (DF), hvor der i følge partiets pressechef Søren Søndergaard (DF) var udlovet en dusør på kr. 500.000 for at slå Pia Kjærsgaard ihjel, blev hurtigt løsladt. Der var nemlig ingen beviser. I forbindelse med ransagningen fandt man falske penge hos den ene - dog langt fra kr. 500.000.

Hvis man bruger Occams ragekniv i forhold til oplysninger om, at i hvert fald en af de mistænkte har været på skyggesiden af loven i forhold til møntfalskneri, er der en oplagt konklusion: Nogen har haft et horn i siden på de fem somaliere, og har forsøgt at give dem problemer ved at hævde overfor Dansk Folkeparti, at de fem somaliere havde opfordret til drab. Denne konklusion drog en talsmand fra det somaliske miljø, A. S. Dualeh, også. A. S. Dualeh udvidede imidlertid konklusionen med en anklage: Den pågældende person har samarbejdet med Dansk Folkeparti.

A. S. Dualehs mistanke virker ikke helt urimelig, for det giver stor pressebevågenhed, når højrefløjen (men bestemt ikke venstrefløjen) bliver udsat for trusler eller overfald. Selv en begrænset begavelse ville kunne gennemskue, at Dansk Folkeparti straks ville benytte dødstruslen til selviscenesættelse, godt hjulpet på vej af en presse, der elsker at bruge den kronisk forargede Pia Kjærsgaard som martyr. En person med tilknytning til Dansk Folkeparti kunne sagtens lade der gå røg af en rigsdagsbygningsbrand, så at sige. Omvendt virker det lidt usandsynligt, at en somalier - af alle - kunne føle sympati med Dansk Folkeparti, men fjenders fjender kan jo en gang i mellem være venner.

Uanset hvem der har forfattet truslen, så står spørgsmålet åbent, hvorfor Dansk Folkepartis pressechef insisterer på, at brevet indeholdt lovning om en dusør, selv om politiet afviser påstanden. (Update d. 19. februar: Nu har Søren Søndergaard trukket sin påstand tilbage, så han vidste selv, at han var på tynd is.) Det viser i hvert fald, at selv hvis brevet ikke oprindeligt er forfattet af Dansk Folkeparti selv, så holder Dansk Folkeparti sig ikke tilbage for at skrive videre på brevet, efter at det er blevet påbegyndt.

Redox beretter, at White Pride i Århus for første gang siger offentligt, at de er parate til at dræbe. Det fremgik i P1 Orientering, hvor DR-journalisten Tom Carstensen havde interviewet dem og fulgt dem i forbindelse med det voldsomme overfald på to venstreorienterede.

Den sympatiske højrefløj kan her indvende, at det pågældende White Pride-medlem ikke direkte udtrykte sig som aggressor, men som en part, der var villig til at forsvare sig med alle midler, skulle det mod hans vilje være nødvendigt. Han er "ikke ræd for at løbe ind i en flok af dem", og han er om nødvendigt (som formuleret i hans lettere primive sprog: "Hvis det skal tage, at") villig til at gribe til voldsomheder af en art, der kan koste hans modstander livet. (Det fremgår ganske vist ikke, om han dermed mener, at det ville være nødvendigt for ham at påbegynde et angreb, såfremt han løb ind i en flok venstreorienterede, men det er vel rimeligt at antage, at han forudsætter, at den pågældende gruppe angreb ham først.)

På den ene side kan udtalelsen derfor opfattes som lidet andet end hård retorik, lidt ligesom når en fugl puster sig op for at virke større. Der er kun mentale anorektikere, der oprigtigt tror, at man slipper ud af en kamp ved at vende den anden kind til. I den virkelige verden er det kun sund fornuft, at man forsvarer sig, hvis man bliver angrebet. Er man endvidere i en situation, hvor man er trængt op i en krog, eller hvor overmagten er stor, er der ikke plads til at afmåle hvert slag således, at mod­stan­der­ne slipper uden hel­breds­mæs­si­ge kon­se­kven­ser. Det kræver væsentlig kontrol over situationen at være i stand til at afveje intensiteten af sit selvforsvar, og det har man nok kun, hvis man er en usædvanligt dygtig kriger. Den interviewede White Pride-tilhænger siger derfor ikke meget andet, end hvad et no­gen­lun­de re­flek­te­ret men­ne­ske burde svare: Hvis man kæmper mod en væ­sent­lig over­magt, har man kun valget mellem at håbe på det bedste eller kæmpe det bedste. Rets­li­ge ef­ter­spil og an­gri­ber­nes helbred er luksu­sover­ve­j­el­ser, når ba­se­bal­l­køl­ler­ne suser om ørerne på en.

På den anden side er det ikke hvemsomhelst, der i samme udstrækning som White Pride kan forvente at møde en større gruppe angribere. Disse fal­los­cen­tri­ske fod­bold­ka­sket­man­nequ­i­ner, der lever per­ma­nent nedryk­ket i tan­ke­di­vi­sio­nen, er ikke selv­re­flek­te­re­de nok til at begå over­le­vel­se­s­ø­ko­no­mi­ske vur­de­rin­ger. Når de giver udtryk for behovet for selv­for­svar mod ven­stre­o­ri­en­te­re­de, skulle man derfor være noget naiv for at overse, at såfremt der er en trussel, opsøger White Pride den mere end velvilligt og målrettet. Mere begavede individer end White Pride gennemskuer uproblematisk, at hvis man som White Pride bevidst opsøger en kamp med det udgangspunkt, at man er rede til at slå ihjel i selvforsvar, så er der ikke tale om selvforsvar men om planlagt vold med hensigt til at dræbe.

Skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvorvidt White Pride virkelig er ekstraordinært uheldige, siden de så ofte befinder sig i en situation, hvor de er "nødt til" at forsvare sig selv, finder man ikke støtte i jour­na­li­stens rapport i P1 Ori­en­te­ring. Høj­re­ek­stre­mi­ster­ne havde plan­lagt angreb mod ven­stre­o­ri­en­te­re­de de­mon­stran­ter. I for­bin­del­se med over­fal­det på de to ven­stre­o­ri­en­te­re­de modtog de in­ter­viewe­de White Pride-med­lem­mer besked om, at der var noget under opsejling, og at de skulle møde op. De har hverken været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller været uvidende om, hvad der forventedes af dem. De løb ikke tilfældigt ind en gruppe angribere, som de måtte forsvare sig mod. De mødte ikke nogen overmægtig kampgruppe men blot to unge mennesker, som de overgik i antal med ti mod én. De kan ikke påberåbe sig den desperation, der kan legitimere vold med døden til følge. De var ikke engang i en situation, der nødvendiggjorde vold.

Det er en ting at erklære sig villig til at forsvare sig det bedste, man har lært, idet man erkender, at man i mødet med en overmagt ikke har ressourcer til at vise hensyn. Det er en helt anden situation, hvis man koordineret og planlagt opsøger sine politiske modstandere med henblik på at banke dem og møder dem ti mod én. Det første er selvforsvar. Det andet - som White Pride foretager sig - er bevidst vold, og White Pride er villige til at begå denne vold med døden til følge. Når de blodige knoer er talt op, er der ingen tvivl om, at det er højrefløjen, der udgør den voldelige fløj.

Forudsat at enzymet thrombin virkelig er uskadeligt kan jeg ikke se, hvorfor det skulle give anledning til rynken på næsen, at det bliver muligt at klistre kød sammen. Vi har jo i mange år haft en tradition for, at stort set alt på et stykke slagtekvæg bliver brugt, så ikke et eneste gram kød - eller fedt, knogler, sener, osv. - er spildt. Derfor kan der vel ikke være noget andet nyt i, at kødstykker kan sættes sammen, end at det blot er en ny måde at gøre det samme på. Der er ikke introduceret noget ulækkerhedselement, som ikke rigeligt var der i forvejen.

Jeg forudser imidlertid et andet resultat af brugen af thrombin, som jeg helst vil undgå:

Hvis man kan tage det allerbilligste ragelse af kød og lime det sammen til bøffer af vøsentligt dårligere kvalitet, så kan de sælges lidt billigere end rigtige bøffer. Men prisen bliver bare ikke så meget lavere, at den modsvarer den langt lavere kvalitet. Sættes prisen 10% lavere, kan man roligt regne med, at kødkvaliteten langt mere end 10% ringere.

Skulle en feinschmecker nu ønske at købe en rigtig bøf, vil det ikke være umuligt. Disse folk, der godt vil betale lidt ekstra for at få en ordentlig vare, kan roligt regne med, at det komme de også til. Prisen på det "rigtige" kød vil kunne sættes op med henvisning til, at det er en særlig luksus.

Når det normale køds pris således stiger, og det dårligere kød gennem limningsprocessen kan sælges for en højere pris, end dets kvalitet giver anledning til, har kødproducenterne opnået, at kødpriserne stiger. Brugen af thrombin vil betyde, at vi kommer til at betale mere for det samme kød.

Lad mig sige det sådan: Hvis jeg dukkede op ved et nazi-møde, ville jeg formentlig få nogen på kassen. Og når højreekstremister dukker op ved en demonstration mod nazisme, hvor de er imod demonstrationen og de demonstrerende, så lur mig, om ikke der er risiko for, at de også får nogen på kassen.

Skulle nogen føle sig stødt over, at mine tårer er knastørre, kan jeg blot oplyse om, at folk blandt Kim 7-tals slæng har givet udtryk for ønske om, at jeg ville blive udsat for værre ting end det.