maj 2010 Archives

Dansk Folkeparti har hævdet, at de ikke skabte mere ulighed i samfundet, da de indførte krav om  fratagelse af tolkningsbistand. Jeg påpegede i den forbindelse at dette alene kan give mening, hvis man opfatter indvandrere som en gruppe, der ikke skal indregnes som en del af samfundet.

Dette var imidlertid ikke Dansk Folkepartis eneste forslag, der skulle ramme de ikke-etniske danskere. Som Peer Plus noterede, ramte Dansk Folkepartis krav om fratagelse af børnepengene fra familier med flere end to børn lige netop sådan, at det markerede skellet mellem indvandrerfamilier og etnisk danske familier. I kølvandet på den massive kritik, der rejste sig i den danske befolkning, har Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti justeret loftet for børnepenge med nogle få tusinde kroner, men har tilsvarende indført en procentsats, der rammer alle. Dermed rammes de samme demografiske grupper stadig.

Dansk Folkeparti kunne naturligvis ikke åbenlyst indrømme, at de jagtede indvandrerne, men hvad de ikke sagde offentligt, kom de alligevel til at afsløre i en personlig mail til en mor til fem børn, da hun klagede til Dansk Folkeparti: Dansk Folkeparti ønskede at ramme indvandrerne.

Dermed er Dansk Folkeparti og regeringens hensigt og metode klarlagt: I deres krig mod ikke-etniske danskere benytter de borgerlige partier de svagest stillede som de dårligst udrustede soldater, der kan ofres. Det er denne gruppe tropper, som der altid er rigeligt af leverandører til, der er undværlig.

Da den tyske be­sæt­tel­ses­magt blev slået tilbage i Sov­je­tu­ni­o­nen, be­nyt­te­de de "Scor­ched Earth"-tak­tik­ken: De brændte eller øde­lag­de marker og byg­nin­ger, våben og mad, så de frem­træn­gen­de sov­jet­ti­ske tropper ikke kunne gøre brug af disse res­sour­cer. Tak­tik­ken er i dag forbudt i følge Genève-kon­ven­tio­nen.

Den hårdt pres­se­de bor­ger­li­ge re­ge­r­ing, der i me­nings­må­lin­ger­ne står til at tabe det næste valg, ser ud til at benytte noget nær samme taktik. Alle de borgerlige ønsker om indgreb i dagpengene, forringelse af flexicurity-modellen, angrebene på fagforeningerne, forringelsen af førtidspension og uddannelsesstøtte samt fornyet diskussion om hurtigere afvikling af efterlønnen falder lige netop nu, hvor regeringen er mindre populær end nogensinde før. Det virker unægteligt, som om regeringen er klar over, at slaget er tabt, og nu forsøger de at få så meget af deres samfundsdestruktion gennemført som muligt før deres endelige kapitulation.

Forsvaret vil bygge en kopi af Helmand-provinsen i Nordsjælland, hvor de vil etablere samme beplantning som i Afghanistan.

Så skal landbruget til at etablere opiumsmarker.

Danmark er ikke i den pæne liga, når det drejer sig om FNs Menneskerettigheder. Regeringen tilsidesætter systematisk menneskerettighederne, når de ikke passer ind i regeringens politik, eller hvis blot det er bestemte demografiske grupper, der bliver udsat for overgreb. Igen i år kritiseres Danmark i Amnesty Internationals årsrapport for, at regeringen underminerer menneskerettighederne og for ikke at leve op til sit internationale ansvar.

Generalsekretær for den danske afdeling af Amnesty International, Lars Normann Jørgensen, lægger ikke fingrene imellem, når skylden skal placeres:

Danmarks vigtigste eksportvarer er i følge Wikipedia olie (som ligger på førstepladsen over eksportvarer), samt maskiner, instrumenter, fødevareprodukter, farmaceutiske produkter, møbler og vindmøller. Hvis vi ser bort fra måske visse fødevareprodukter og møbler, kræver alle disse eksportvarer en høj teknologisk formåen for at kunne opretholde en konkurrencemæssig fordel. Ikke mindst derfor har mange politikere gennem de seneste årtier omtalt viden som Danmarks vigtigste råstof.

Ikke desto mindre har regeringen og Dansk Folkeparti indgået forlig om, at den danske vidensopbygning og -vedligeholdelse skal stækkes, idet universiteterne skal betale to milliarder kroner for at financiere regeringens uansvarlige overforbrug på blandt andet skattelettelser til de allerrigeste.

Danmark har hårdt brug for en stor og unik eksportvare, for der kan næppe opretholdes et velfærdssamfund, når olien er brugt, ved at nedlægge de sidste naturområder og eksportere svinekød. Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre regeringens bud på, hvad Danmarks eksportvare skal være i fremtiden, hvis ikke det er den viden, der er blevet betegnet som vores største råvare. Hvis ikke regeringen har en løsning på dét problem, kan de syv fede måneder med skattestop hurtigt blive til 70 særdeles magre år for både vi og vore børn og børnebørn.

Dansk Fol­ke­par­tis retsord­fø­rer Peter Skaarup (DF) frem­sæt­ter som det seneste i den lange række af chi­ka­ne­ri­er mod ind­van­dre­re Dansk Fol­ke­par­tis ønske om, at ind­van­dre­re ikke skal have ret til bistand fra tolke i of­fent­li­ge sager. Pia Kjær­s­gaard for­sik­rer i denne sam­men­hæng, at partiet ikke vil være med til at øge ulig­he­den over­ho­ve­det.

Kam­me­rat Na­po­leon - det største svin i Orwells berømte roman - kunne ikke have gjort det bedre end Pia Kjær­s­gaard, da Na­po­leon re­du­ce­re­de dyrenes syv bud til ét bud, der fastslog, at alle er lige, men at nogle er mere lige end andre.

Et forslag om, at ind­van­dre­re selv skal betale for tolke, vil stille ind­van­dre­re dår­li­ge­re i forhold til resten af Dan­marks be­folk­ning. Det vil betyde, at flygt­nin­ge og ind­van­dre­re med et man­gel­fuldt dansk enten vil blive fejl­be­hand­let eller slet ikke be­hand­let. Skulle en ikke dansk­ta­len­de person blive in­vol­ve­ret i en retssag, hvor han eller hun ikke har råd til tolk­ning, stiller dette ved­kom­men­de dår­li­ge­re i be­hand­lin­gen af sagen. Endelig bliver det påtalt af eks­per­ter som stærkt pro­ble­ma­tisk, at børn al­le­re­de i dag fun­ge­rer som tolke mellem for­æl­dre og of­fent­li­ge in­stan­ser, blandt andet fordi dette fjerner for­æl­dre­nes au­to­ri­tet overfor børnene og på­dra­ger børnene et ansvar, som de ikke er modne til at hånd­te­re. For­sla­get vil kun for­vær­re denne si­tu­a­tion. For­sla­get strider lodret mod prin­cip­per­ne om lige adgang til læ­ge­hjælp, juri­disk bistand og ud­dan­nel­se.

Der er kun én måde, man kan forklare, hvordan Dansk Folkeparti ikke ser dette som en øgelse af uligheden, nemlig ved opfatte indvandrere som en art, der ikke regnes som mennesker. Dansk Folkepartis forslag, der her går hånd i hånd med Pia Kjærsgaards forsikring om, at dette ikke medfører større ulighed, viser meget tydeligt, hvem lighed skal gælde for, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Og til sidst: Med mindre Dansk Folkeparti vil kræve, at også f.eks. døve mennesker eller andre i tolkningskrævende situationer skal betale for tolkning, så er forslaget racistisk motiveret.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) "tester [...], om oppositionen er økonomisk ansvarlig", og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lader det stå udenfor enhver tvivl, at han vil påtage sig ansvaret for at gøre noget ved kommunernes overforbrug, hvis ikke de selv gør det. Faktisk har især Venstre travlt med at forklare, hvordan de er et ansvarligt politisk parti, der fører ansvarlig økonomisk politik, der giver skattelettelser til de rige og lader resten af os betale gildet, mens oppositionen er økonomisk uansvarlige, der bare vil ødsle det hele væk på bæredygtighed, socialt sikkerhedsnet, investering i uddannelse og velfærd for andre end blot de rigeste.

Nøgleordet for regeringens valgkamp er nemlig "ansvar". Regeringen ønsker at fremstå som de partier, der er i stand til at føre Danmark ud af finanskrisen ved at føre ansvarlig finanspolitik. Alle andre - og ikke mindst kommunerne, hvor der er en overvægt af oppositionen - fremstilles af regeringen som uansvarlige, netop fordi de fører oppositionspolitik.

Pointen i regeringens valgkamp er, at folk ønsker, at den opfører sig ansvarligt, og det er en strategisk god idé. Det er nemlig i høj grad gået op for folk, at regeringens skattestop og øvrige forvaltning af landets økonomi har været uansvarlig, og derfor sukker befolkningen efter en ansvarlig ledelse af landet. Og det lover regeringen dem nu. Glemt er det, at årsagen til behovet for særlig fokus på ansvarlighed alene skyldes regeringens ødsel med midler på skattelettelser og faciliteringer af overforbrug på lånte penge.

Socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard træder f.eks. derfor i en fælde, når hun beder Lars Løkke Rasmussen tage ansvar, og det samme gør enhver anden, der beder ham leve op til sit ansvar. For i samme øjeblik nogen beder Lars Løkke Rasmussen tage ansvar eller siger, at regeringen har ansvar for noget, kan Lars Løkke Rasmussen blot svare, at han er helt enig, og at det netop er derfor, man skal stemme på ham. Det er ironisk nok gennem regeringens hidtil dybe uansvarlighed, at Venstre nu kan argumentere for, at de bør genvælges - på ansvarlighed.

Endvidere fritager regeringen det enkelte individ fra at tage ansvaret, for det skal regeringen nok gøre for dem. Det eneste, der forlanges af den enkelte borger, er et kryds ved regeringen på valgsedlen, og så skal regeringen nok påtage sig ansvaret på vegne af hele landet.

Oppositionens udfordring i den påbegyndte valgkamp bliver at undgå, at Lars Løkke Rasmussen bilder befolkningen ind, at han fremover vil handle ansvarligt.

Danmark er næppe et for lille sprogområde til at have sin egen ballet, som Kristen Poulsgaard (FrP) siges at have udtrykt det. Men selv om han mener, at han blev fejlciteret, og selv om det udtrykker hans partis særdeles lavkulturelle niveau, er han ikke helt afsporet, i hvert fald ikke i princippet: Et område kan være så lille - geografisk eller befolkningsmæssigt, - at der ikke er plads til mange leverandører af en bestemt vare.

TDC ejer f.eks. den kobber-infrastruktur, der i væsentlig grad muliggør Internet-bredbånd i de danske hjem. Skulle man have en konkurrerende virksomhed, skulle denne virksomhed grave endnu et helt kommunikationsnetværk ned i den danske muld. Det ville være en enorm investering, hvilket elselskaberne har måttet sande. Der er næppe så mange kunder, at det er rimeligt at etablere adskillige, uafhængige netværk. Så længe kobberet kan bære båndbredden, er det tilstrækkeligt med ét netværk.

Også i luftrummet er der begrænset plads. Der er kun en lille håndfuld radiofrekvenser, hvor det giver mening at sende de signaler, som trådløst bredbånd skal bruge. Det er derfor, at disse frekvenser bliver sat i auktion og solgt for meget høje priser. Uanset hvor mange leverandører, der måtte ønske at etablere trådløst bredbånd, er der kun ét luftrum over Danmark, hvor radiosignalerne kan transmitteres, og dette luftrum er hurtigt fyldt med kommunikation.

[metroXpress, mandag 17. maj 2010]

I dag kan Jyl­lands Posten afsløre, at der bliver dækket over pæ­do­fi­li i den danske Fol­kekir­ke.

Dette har jeg også selv flere gange an­kla­get den danske Fol­kekir­ke for. Det er f.eks. ikke længe siden, jeg mindede læserne på, at det ikke er et særligt katolsk spe­ci­a­le at være pædofil, men at pa­ter­na­li­stisk re­li­gi­ø­si­tet som sådan burde lægge et godt fun­da­ment. Men der er også en mere jordnær årsag til at mistæn­ke Fol­kekir­ken for at have et be­trag­te­ligt antal pæ­do­fi­le ansatte: Der er al mulig grund til at tro, at enhver or­ga­ni­sa­tion med flere mil­li­o­ner med­lem­mer in­de­hol­der en hel del pæ­do­fi­le, sim­pelt­hen fordi der er et vist antal pæ­do­fi­le i enhver større gruppe. Hvis en meget stor or­ga­ni­sa­tion hævder, at den stort set ingen pæ­do­fi­le har, så bør man være yderst mistænk­som: Det kan umuligt passe, og der er grund til at tro, at der bliver dækket over det.

Dette gælder også en stor organisation som den danske Folkekirke, der tæller et par millioner medlemmer. Hvis der viser sig at blive rapporteret forsvindende få tilfælde af pædofili i Folkekirken, så siger simpel statistik os, at det umuligt kan passe. Man burde forvente et mønster, der svarer til en sammenlignelig gruppe, f.eks. den norske statskirke. Denne sammenligning har jeg foretaget for et par år siden, og det ser mildt sagt mistænkeligt ud.