Recently in Overtro Category

"Moderate kristne" fortæller mig jævnligt, at der virkelig er samtidige kilder på, at deres mytiske gud skulle have fandtes som en historisk person. Mens det som regel ikke er svært at blive enige om, at størstedelen af teksterne om Jesus er skrevet langt senere, end han måtte formodes at have levet, og derfor ikke er bevis for noget andet, end at der fandtes kristne nogle århundrede efter hans formodede død, er der én undtagelse: Josefus Flavius, der levede umiddelbart efter Jesu død. Selv om Josefus ikke selv kunne have kendt Jesus, ville han dog have været i stand til at have talt med mennesker, der havde kendt Jesus direkte. Og minsandten om ikke Josefus kan berette om Jesus:


In your face, hvadbehager?

Men nej. Som en af landets førende eksperter i feltet kan professor i religionsvidenskab Per Bilde fortælle om lige netop denne passage i bogen "En religion bliver til":


Det er kort sagt en forfalskning, der er foretaget på et langt senere tidspunkt, og således falder Josefus med et brag som samtidig kilde. Faktisk kan man ligefrem spekulere på, hvorfor Josefus, der ellers skrev om alt muligt, slet ikke har fundet det interessant at skrive om denne person, der ellers burde forventes at have skabt en del røre.

Vi sidder altså stadig med en komplet mytisk figur, som der ikke findes en eneste samtidig kilde til. Alt, hvad Jesus hævdes at have sagt, er ord, som skribenter har fundet på århundreder senere. Indtil man ved, om Jesus overhovedet levede, har disse ord ikke mere troværdighed end de ord, der blev tillagt den talende slange i Paradisets Have. Det giver ikke mere mening at henvise til, hvad Jesus sagde, end det gør at henvise til, hvad den talende slange sagde til Eva, eller hvad den brændende busk sagde til Moses. De er alle mytiske figurer, ligesom Bibelens væld af engle og andre magiske skabninger er det. En mytisk figur har ikke mere at skulle have sagt, bare fordi den har menneskelig form, eller fordi folk hævder, at den har eksisteret i historisk tid.

I dag kan Jyl­lands Posten af­slø­re, at der bliver dækket over pæ­do­fi­li i den danske Fol­kekir­ke.

Dette har jeg også selv flere gange an­kla­get den danske Fol­kekir­ke for. Det er f.eks. ikke længe siden, jeg min­de­de læ­ser­ne på, at det ikke er et sær­ligt ka­tolsk spe­ci­a­le at være pæ­do­fil, men at pa­ter­na­li­stisk re­li­gi­ø­si­tet som sådan burde lægge et godt fun­da­ment. Men der er også en mere jord­nær årsag til at mistæn­ke Fol­kekir­ken for at have et be­trag­te­ligt antal pæ­do­fi­le an­sat­te: Der er al mulig grund til at tro, at enhver or­ga­ni­sa­tion med flere mil­li­o­ner med­lem­mer in­de­hol­der en hel del pæ­do­fi­le, sim­pelt­hen fordi der er et vist antal pæ­do­fi­le i enhver større gruppe. Hvis en meget stor or­ga­ni­sa­tion hævder, at den stort set ingen pæ­do­fi­le har, så bør man være yderst mistænk­som: Det kan umu­ligt passe, og der er grund til at tro, at der bliver dækket over det.

Dette gælder også en stor organisation som den danske Folkekirke, der tæller et par millioner medlemmer. Hvis der viser sig at blive rapporteret forsvindende få tilfælde af pædofili i Folkekirken, så siger simpel statistik os, at det umuligt kan passe. Man burde forvente et mønster, der svarer til en sammenlignelig gruppe, f.eks. den norske statskirke. Denne sammenligning har jeg foretaget for et par år siden, og det ser mildt sagt mistænkeligt ud.

Andre blogs og medier vil i løbet af dagen gå på strand­hugst hos hi­n­an­den for at finde årets bedste aprils­nar, så det sprin­ger jeg over. Det samme gælder en ud­dyb­ning af hi­sto­ri­en bag 1. april, som ingen kender med sik­ker­hed.

Jeg vil an­be­fa­le, at dagen bruges til at få et godt grin over de mange løjer - især de af dem, der for alvor snyder folk.

Og når grinet er over­stå­et, så husk det, for hver eneste dag bliver vi udsat for aprils­nar­re af langt værre og ska­de­li­ge­re ka­rak­ter, når præ­ster og bi­skop­per for­sø­ger at presse kri­sten­dom ind i skole og dag­lig­dag, når høj­re­fløjspo­li­ti­ke­re eller banker bilder os ind, at de ar­bej­der i vores in­te­r­es­se, når kvaksal­ve­re prak­ker os uvirk­som­me eller ska­de­li­ge "læ­ge­mid­ler" på, når sel­vud­råb­te te­ra­pe­u­ter til­by­der be­hand­ling, når astro­lo­ger, gra­fo­lo­ger eller nu­mero­lo­ger vur­de­rer os under job­søg­nin­gen, og når men­ne­sker uden re­le­vant ud­dan­nel­se frem­stil­ler deres pri­va­te hold­nin­ger sig som eks­pert­ud­sagn om emner, de ikke ved noget om.

Så grin den 1. april - og vær derefter på vagt overfor alle de andre narre hver eneste dag.

Allan har påpeget, at bloggen ved navn "Ydmyghed" ikke ligefrem stråler af ydmyghed, når det handler om at udstille bloggerens egen tro, som har givet bloggen dens navn. Bloggens bagmand postulerer bramfrit, at det er den kristne tro, der forhindrer folk i at opføre sig som dumme røvhuller, og at man ikke kan elske andre, hvis ikke man først og fremmest elsker en anden, dvs. den kristne gud - hans gud, forstås det, og han skal nok forklare dig, hvad denne gud står for, så du kan rette dig efter guden på den måde, han ønsker det.

Nu har bloggens bagmand begået endnu et sådant indlæg. Godt nok siger han ikke denne gang så ligeud, at han mener, ateister er ligeglade med mennesker, men han får alligevel sagt, at hvis mennesker - og her må man da håbe, at han indregner ateister, muslimer, jøder, buddhister, m.v. - føler kærlighed, så er det hans gud, de føler. Det er ikke ydmygt, det er direkte arrogant. For mens vi andre mener, at kærlighed er en menneskelig ting, så skal han nok fortælle os, at så meget er vi bestemt ikke værd. Det er noget ikke-menneskeligt (for mennesket er jo ondt uden hans gud jfr. hans tidligere indlæg, som Allan kommenterede), og de eneste, der har noget at skulle have sagt om den sag er den kristne gud og især dem, der tror på den.

Sådan oplever vi ikke-kristne faktisk den kristne ydmyghed. Det, som de kristne kalder ydmyghed, er lodret arrogance. Det får mig til at tænke på et eksempel fra min barndom, hvor en af de største gårde på egnen var ejet af en indremissionsk bonde. Over indkørslen stod der med prominente bogstaver: "Nøjsomhed" - et ord, der ikke just faldt lige for, når man så den store Mercedes og det store, moderne stuehus og huskede på, at denne familie i øvrigt udgjorde en af egnens største forretningsdrivende med adskillige butikker i den nærmeste større by. Deres "nøjsomhed" var alt andet end nøjsomhed. Og den form for ydmyghed, der udvises af "Ydmyghed" er også alt andet end det.

Når kristne ønsker nøjsomhed, er det din nøjsomhed, de vil have, så du ikke sætter krav til dem. Når kristne ønsker ydmyghed, er det din ydmyghed, de vil have. Der er i hvert fald ikke meget nøjsomhed, ydmyghed eller næstekærlighed at hente ved de kristne.

Jeg opfatter konvertitterne - de, der selv har skiftet religion - som de mest irriterende religiøse mennesker.

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg opfatter dem som de værste eller de farligste. De farligste i det større perspektiv er de kulturelt religiøse, som fra barnsben har lært bestemte holdninger, moralbegreber og etik, og som den naturligste ting i verden inkorporerer disse ideer i politik, forretning og øvrig social magt. Men de er sjældent udpræget pågående, missionerende eller uforsonlige omkring deres holdninger. Når først de er fortrolige med deres identitet, mærker man kun indirekte til dem via deres stemmefordeling eller lobbyarbejde.

Nej, konvertitterne er irriterende, pågående og kun (potentielt) "lokalt" farlige. Da Frida Nome studerede de palæstinensiske selvmordsbombere, fandt hun hurtigt ud af, at de ikke blev rekrutteret blandt de allerede overbeviste, men at de var folk, der ikke havde udvist speciel interesse for deres nyfundne religion tidligere. Nok er selvmordsbombere destruktive, men med et lidt kynisk syn på situationen er deres ødelæggelsesradius langt mindre end ikke-fundamentalistiske religiøse landes destruktive kraft, både indenfor og udenfor landenes grænser.

Raino Arild Pedersen konverterede til Islam, og valgte i denne forbindelse at skifte navn til Abdul Wahid Pedersen. Men hvad mon Abdul Wahid Pedersen ville have heddet, hvis han havde fundet en anden tro end Islam? Måske noget i stil med:

Kristendom: Paulus Moses Pedersen
Jødedom: Schlemiel Goyim Pedersen
Scientologi: Raino Arild Pedersen (TM)
Black metal: Sargool Varg Pedersen (of Doom)
Wicca: Sølvfe Skovfred Pedersen
Asatru: Ymer Thor Pedersen
Nyateist: Dawkins Randi Pedersen
Numerologi: Raino Arrild Petersen
Buddhisme: Siddartha Gautama Pedersen
Hinduisme: Brahma Ramakrishna Pedersen
Fodbold: Stig Tøfting Pedersen
Hare Krishna: Vishnu Dasa Pedersen

Personligt tror jeg, at Abdul Wahid Pedersen fandt sit navn med hjælp fra en "What's your Muslim name"-generator på nettet.

Skatteyderne betaler til Scientologi for behandling af narkomaner på et Narconon-center, skriver DR. Narconon benytter sig af en Scientologi-udviklet metode til behandling, og opererer under licens fra Scientologi.

Jeg vil gerne bede dig, kære læser, blive vred over det. Jeg vil bede dig mærke den sure smag i munden, den bitre følelse af at bidrage til religiøst vanvid, og jeg vil bede dig blive forarget over, at man kan benytte den slags overtro til behandling af folk, der har behov for hjælp.

Og hold så fast i følelsen, når jeg fortæller, at vi også betaler til andre religiøse gruppers behandling og hjælp. Vi betaler til Folkekirkens Nødhjælp, og vi betaler til Kirkens Korshærs varmestuer.

Det er præcis lige så vanvittigt at betale til disse religiøse organisationer, som det er at betale til Scientologi. Husk, at ligesom man bør føle indignation over at støtte Scientologi, således bør man også føle indignation over at støtte ethvert andet religiøst foretagende i behandlingen af syge og trængende mennesker, uanset hvilken religion, der er tale om.

Jeg ville ønske, at den danske befolkning ville lære, at deres automatreaktion mod Scientologi er både lige så rimelig og lige så fortjent overfor Folkekirken - og måske endda mere, fordi Folkekirken er så meget større og har så megen mere indflydelse.

En kommentator bragte i går en kommentar på et indlæg på denne blog, som blev slettet, fordi den blot var fjendtlig, og ikke rigtig havde noget indhold. Imidlertid har personen adskillige tilknytninger til det højreekstreme miljø, og disse tilknytninger kombineret med hans endvidere vanvittige holdninger til lægevidenskab og overnaturlige fænomener mindede mig på noget: Den esoteriske nazisme.

Ligesom det øvrige samfund har nazister taget New Age-strømningerne til sig. Forskere har i de senere år observeret en stigende tendens i brugen af okkulte og religiøse ideer indenfor de fascistiske miljøer. Ikke mindst i spirituelt orienterede økologiske eller biodynamiske miljøer og nyhedenske miljøer er der mange berøringspunkter mellem fascismen og New Age.

Disse forestillinger om nazismen som en okkult bevægelse er primært opfundet af grupper, der forsøgte at forklare det mystiske i, at et lille parti anført af en uuddannet person kunne få hele landet med sig til gennemførelse af verdenskrig og systematiske etniske udrensninger. Det måtte være skjule kræfter, mente nogen, og fandt frem til en række sensationelle "fakta", som historikerne havde overset eller ikke fik adgang til. Denne kryptohistorie kunne forklare, at nazismen i virkeligheden fik magt via overnaturlige metoder.

Bertel Haarder (V) nåede netop at afsløre sine holdninger om, at danske børn skal udsættes for religiøs forkyndelse, før han fandt ud af, at det var en politisk problematisk udtalelse. Derfor trak han den skyndsomst tilbage. Han forklarer, at folkeskolerne skal give mulighed for undtagelse fra at blive udsat for denne kirkelige handling, samt at han fastholder, at børnene bør synge salmer.

Dermed træder han imidlertid videre rundt i den religiøse spinat.

For det første er salmer en tradition, der er indført af Luther med henblik på forkyndelse af det kristne budskab i netop denne bestemte religion. Salmerne har til hensigt at lovprise den kristne gud, og afsyngelsen af salmer er således en del af dyrkelsen af kristendommen. Hvis Bertel Haarder ønsker sang i skolen, er der ingen grund til at fokusere på disse kristne salmer - der er mange andre sange, der kan synges.

For det andet er praksis omkring undtagelse fra skolernes religiøse indoktrinering ikke så ligetil. Skolerne kan ikke bare lade eleverne være uden opsyn, så hvis ikke skolerne har personale, der kan holde opsyn med de børn, der undlader at møde op til morgenbønnen, så er der ikke noget at gøre. Børnene skal således alligevel være til stede under den religiøse handling, med mindre forældrene tager fri fra arbejde for at passe dem.