maj 2005 Archives

Ulla Find rammer hovedet på sømmet i hendes indlæg om det franske nej til EU-traktaten på Flix.

Jeg kan godt støtte et EU, der går ind for styrkelse af menneskerettigheder og miljøtiltag, og som kan fungere nogenlunde effektivt. Jeg har intet problem med en fælles møntfod.

Men jeg kan ikke støtte et EU, der som primært mål har at sikre kapitalens frie bevægelighed, netop fordi det ligger kapitalismen, at den skal ekspandere for at overleve. Og som Ulla Find påpeger, så vil en øget kapitalisme i Europa også føre til politiske styrer i de enkelte lande, der i højere grad vil tilgodese denne kapitalisme. Og med det, en mindre indflydelse fra alle os, der ikke sidder som ejere af store firmaer. Det er denne liberalistiske dagsorden, folk med rette stemmer nej til.

Efter Frankrigs nej til EU-traktaten kan traktaten i dens nuværende form ikke blive til noget. Og dermed vil det ikke have nogen indflydelse på resultatet, hvad de efterfølgende lande stemmer.

Alligevel vil regeringen have, at Danmark skal stemme om den. Statsministeren kommer ganske vist med løse forklaringer om, at vi "skal have lov til at vise vores stemme", men årsagen er nok snarere, at regeringen vil have en måling af, hvordan traktaten opfattes af den danske befolkning, så regeringen kan lave damage control, når vi næste gang skal stemme on en revideret traktat.

Men det er en dyr måling, regeringen laver. Jeg har en dunkel erindring om, at for en del år tilbage blev en folkeafstemning estimeret til en pris på 60 millioner kroner.

En alternativ årsag til ønsket om alligevel at holde folkeafstemning kan selvfølgelig være, at hvis Danmark dropper folkeafstemningen, vil det minde den danske befolkning om, at vores stemme kan være meget lidt værd, når de andre lande stemmer.

Jeg ved godt, at psykiske mén kan være lige så vanskelige at hele som fysiske mén, og at man derfor ikke bør skelne skarpt mellem pkykisk og fysisk vold.

I sagerne om tortur mod irakere har jeg dog svært ved at se berettigelsen i anklagerne. Selv hvis Newsweeks historie om hellige skrifter i toiletterne havde været sand, ville det ikke have givet anledning til andet end et smil fra mig.

Hvis man er så religiøs fanatisk, at man går i mentalt baglås, fordi der smides en Koran eller Bibel i et WC, har religiøse traumer over at blive sammenlignet med en hund, eller tilkender sig et så homofobisk og seksualitetsangst menneskesyn, at det er en ultimativ ydmygelse at være nøgen, så har man efter min mening bedt om at blive udsat for den slags.

Det er naturligvis værd at overveje, hvad der får amerikanere og danskere til at ønske at ydmyge fangerne, men ydmygelsens form svarer altså for mig at se til at sparke til en person, der selv har hængt et "spark mig"-skilt på sin ryg.

Blogbot er en glimrende oversigt over de seneste indlæg på diverse blogs, og dermed en indirekte kilde til at blive underholdt, tage sig til hovedet, eller finde på noget mere fornuftigt at tage sig til.

Der dukker jævnligt en ny blog op. For nyligt "Projekt Remaskulinisering", som åbenbart ejes af en fyr, der gerne vil have, at mænd skal være mere mandige.

Den slags projekter får jo straks nogle af os mænd til at få nogle lumre mistanker. Nogle af os husker nemlig tilbage fra vores virile ungdom, at piger tændte på fyre, der godt kunne snakke med pigerne, og som opførte sig kærligt og - ville nogen måske sige - lidt umandigt. Vi husker også, at mandlig brovten ikke tiltrak piger, og at brovten alene drejede sig om at imponere andre mænd.

Det betyder kort sagt, at man får mistanke om, at ejeren af "Projekt Remaskulinisering" nok ikke får så meget fisse. For nu at sige det lidt direkte.

Andre føler sig måske ikke specielt umandige, og ser derfor heller ikke noget behov for remaskulinisering. Disse mennesker kunne jo få mistanke om, at den arme fyr måske i virkeligheden bare selv synes, han er lidt femi, og at andre fyre slår ham på hjemmebane, og derfor ser det som et samfundsproblem, at den slags kan lade sig gøre.

Endelig kan man spekulere på, hvad der får en mand til at være så interesseret i, at andre mænd skal være mere maskuline. Den lader vi lige stå et øjeblik...

Jeg kommer oprindeligt fra en lille jyst provinslandsby, og her blev det normalt ikke opfattet som specielt maskulint, når en mand var interesseret i andre mænds mandighed. Man kunne jo godt gøre sig nogle tanker om, at fyrens interesse i fyre måske ikke skyldes lommefilosofiske samfundsovervejelser.

Imens kan ejeren af hjemmesiden få opdateret sine link-liste, så man hurtigt kan komme videre til "mranderson", "Uriasposten" og andre sider, der hylder hans glæde for andres symbolske penisser. Måske vil han endda tilføje Landsforeningen for bøsser og lesbiske, hvis ellers han tør, men det bliver nok højst som et "hadelink".

I vores datters børnehave er vores datter blevet meget gode veninder med en anden pige - lad os kalde hende "N". De leger utrolig godt sammen, og har udviklet meget komplicerede regler for deres lege.

Men der er lige det, at den anden piges mor er kristen af den værste skuffe. Man skal naturligvis ikke skære alle mennesker over en kam, så det er ikke den kristne religion som sådan, jeg er efter her. Det er bare moderen, der er religiøst sindssyg.

Moderen fortæller datteren historier om en gud, der vil slå hende ihjel, og har gjort meget ud at at indprente datteren, at hun bestemt ikke må lege med vores datter. Moderen mener nemlig, at det er vores datters skyld, at N ikke altid gør 100%, som moderen vil have det. At N stiller spørgsmål. At N laver numre i børnehaven. Så derfor skælder hun hendes datter og børnehaven ud, og forbyder hendes datter at lege med vores datter. Lige meget hjælper det, for børn er nu engang børn.

Vi hilser pænt på moderen, når vi går med vores datter og møder moderen, selv om hun meget aktivt lader som om hun ikke ser os. Vi fortæller også vores datter, at moderens store problem med vores datter ikke er vores datters skyld, men at moderen derimod har nogle ideer og problemer, som vi ikke behøver lade os gå på af.

Én gang har vi forsøgt at konfrontere hende med, at det må være hendes egen sag, at hun af religiøse årsager ikke bryder sig om vores datter eller os, men at det er noget andet, at hun lader det gå ud over børnene - selv hendes egen datter. Børnehaven har vist nok forsøgt at forklare hende noget lignende, men moderen er udenfor pædagogisk rækkevidde.

En af pædagogerne antydede for os, at de somaliske forældre til tider kunne have en lidt anden holdning end den sædvanlige danske, men at der selv i de efter pædagogens mening værste tilfælde ikke var nogen, der gik så langt som denne danske kristne, der lod det gå ud over børnene.

For nyligt var alle de ældste børn i børnehaven på en tre-dages hyttetur. N og vores datter besluttede sig for at sove på deres eget tomandsværelse, og vores datter kunne fortælle, at pædagogerne havde været nødt til at forklare dem, at på hytteturen var der ikke nogen andre, der bestemte, før N turde sove på samme værelse som vores datter af frygt for hendes vanvittige mor og moderens lige så sindssyge gud.

Når vi henter vores datter, kommer N tit løbende for at give os et knus, og vil gerne sludre om, hvad hun har lavet i løbet af dagen. Men hvis hendes mor er der, kaster hun et stjålent blik på os, og kigger derefter skræmt på moderen.

Når jeg ser den slags, bliver jeg mindet på, hvorfor jeg nogle gange mener, at religiøs adfærd burde straffes. At religion er en så intolerant størrelse, at religiøse mennesker ikke har fortjent at blive behandlet med tolerance fra andre.

N's mor er vred over, at vores datter lærer hendes datter noget. Vi er dog taknemmelige for, at N's mor med al tydelighed står som et lysende eksempel på for vores datter, at der findes intolerante mennesker med irrationel vrede, som gør en aktiv indsats for, at vi andre ikke kan lege og have det sjovt.

Jeg så gerne, at folk som N's mor blev spændt fast i biografen fra "Clockwork Orange", hvor hun blev udsat for nonstop anti-kristen propaganda, overpisning af bibelen og bombning af kirker. Med hendes opførsel mod andre mennesker har har hun gjort sig fortjent til det.

Et populært mundheld siger, at ydmygheden forsvandt, da bukserne blev opfundet. Men på Scor.dk er der vist ikke så mange, der er påvirkede af det.

Der er ikke noget i vejen for at skrive om sig selv, så man lyder lidt interessant. Og naturligvis skal der være plads til smag og behag, for skønhed afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. Nogle tænder f.eks. af på blot den mindste smule fedt, mens jeg ikke umiddelbart ville opfatte en pige, der beskrev sig selv som "dejlig og buttet", som værende specielt stor.

Men når en kvinde på 158 cm og 105 kg omtaler sig selv som "dejlig og buttet", så er der altså noget galt. Med et sådant forhold mellem højde og vægt er man ikke buttet. Man er ikke engang overvægtig. Man er fed. Smælderfed. Hvad der får en sådan person til at opfatte sig selv som "buttet" går over min forstand.

Tilsvarende kan man vel godt tillade sig at forvente, at hvis en person skriver, at hun ser "kanongodt ud", så har hun et udseende, der får bilister til at køre op over fortovskanterne. Derfor er der altså også noget galt, når man kigger på vedkommendes billede og konstaterer, at beskrivelsen i bedste fald må have hentydet til tøjet og frisuren på en kvinde, der selv ser så ualmindeligt almindelig og farveløs ud, at man overvejer, om hun måske er definitionen på et gennemsnit. Eller også er det bare 20 år siden, at nogen sagde sådan om hende.

Det har sikkert noget med mediet at gøre. Scor.dk handler meget om sex, og det lægger op til, at man bruger pornoindustriens salgsmetoder. Men det er de færreste almindelige mennesker, der lever op til model-idealerne, så når folk alligevel bruger pornoindustriens salgsmetoder, så bliver det den billige og smagløse variation med masser af dårlige beskrivelser og nærbilleder af kønsdele.

Havde der været lydspor på deres præsentationer ville man forvente, at de var på tysk.

I følge Kristeligt Dagblad mener de Konservatives Carina Christensen, at det kun giver mening at kunne fritages fra kristendomsundervisning, hvis faget er forkyndende. Det kan hun godt have ret i, selv om det virker mærkeligt, at man i så fald skulle have kristendomsundervisning i stedet for blot undervisning i religion og livssyn.

Men hun siger også, at faget er et værdifag. Og når det går ud på at viderebringe værdier, er det altså ikke blot et oplysende fag, men et forkyndende fag. Også selv om Carina Christensen har så svært ved at se kristendommen for bare kors, at hun opfatter fagets forkyndende status som en "myte".

Lav et hurtigt tankeeksperiment: Du bliver inviteret ind til lønforhandling hos din arbejdsgiver. Desværre er han kun interesseret i, at du skal gå ned i løn, og gider slet ikke høre på dine argumenter. Forestil dig endvidere, at din chef derefter påstår, at årsagen til, at du ikke fik lønforhøjelse var, at du ikke havde de nødvendige evner eller det nødvendige talent til at indgå et forlig om din løn.

Nogle vil nok sige, at det er det omvendte, der gør sig gældende, og at arbejdsgiveren er arrogant og usamarbejdsvillig. Sådan bør man i hvert fald reagere, når det er regeringen, der siger sådan noget. Desværre kan man ikke finde et andet arbejde, når det er regeringen, der opfører sig sådan.

Det følgende indlæg var oprindeligt en kommentar til et indlæg på Sidsels blog, men det kan sagtens stå alene:

Jeg vil bestemt opfatte kristendommen som en del af den danske kulturs baggage. Nogle af os mener, at baggagen er en bunke tunge sten, der koster overpris i lufthavnen, og som man tog med i stedet for plaster og barbermaskine, men det må være et spørgsmål om personlig holdning.

Det, som jeg normalt opponerer imod, er at kristendommen får æren for en lang række af de ting, som den faktisk har kæmpet med næb og kløer mod, eller som den i bedste fald ikke har nogen som helst tilknytning til.

Vores videnskabelige metode i dag skyldes f.eks. i høj grad, at vi tænker lineært, hvor vi antager, at årsag fører til virkning. Denne fantastiske udvikling tilskriver visse folk kristendommen, ikke mindst når de argumenterer for, at Islam er en barbarreligion, mens kristendommen er den ypperste kulturberigelse, man kan få. I praksis er den lineære tankegang ikke en kristen tradition, men derimod jødisk tradition, som kun fandt vej ind i kristendommen, fordi den jo er en udbryder af den jødiske religion. Så her har jøderne altså æren, ikke de kristne. Denne del af den "kristne tradition" er også blevet videreført til Islam, som jo også bærer den jødiske arv.

Kristendommen får også æren for demokrati, men igen er det ikke kristendommen, der har æren. Når vi har fået demokrati og græsk filosofi tilført, så er det ikke fordi disse er en del af kristendommen. Derimod var de første kristne missionstekster skrevet på græsk, og så er det jo ikke overraskende, at der er kommet en masse andre græske tekster med i købet. Disse "kristne værdier" er således kommet til som kristendommens blinde passagerer, men de er bestemt ikke en del af kristendommens traditionelle lære. Det er de før-kristne grækere, ikke kristendommen, der har æren her.

Humanismen og de menneskeretslige erklæringer var for få hundrede år siden Anti-krists værk, hvis man skulle tro de kristelige gejstlige, så den slags værdier kan nok heller ikke ligefrem siges at være en del af den kristne arv.

Jeg tvivler meget på, at det er de kristnes ønske, at ungerne skal lære, at mange af de ting, vi i dag opfatter som positive, er kommet til enten på trods af kristendommen eller sideløbende med den, og at de ikke er en del af kristendommen eller den "kristne filosofi". Men hvis ikke de lærer den slags, når de lærer om kristendom, så fortsætter den danske kristendomsundervisning med at være et forkyndende fag, og jeg er helt overbevist om, at dette også er Haarders og de andre kristne missionærers ønske.

Jeg morede mig engang over følgende vittighed:

Q: Hvordan slipper man nemmest af med giftigt affald?
A: Man reklassificerer det bare som ugiftigt!

For nyligt har miljøministeren foreslået at hæve grænserne for, hvornår jord indeholder giftige stoffer. Men denne gang var det vist ikke ment som en vittighed.

Anders Fogh Rasmussen mener, at Danmarks rolle under den tyske besættelse i anden verdenskrig bør tages op til revision. Det bør den også. Det er efterhånden velkendt, at den danske samarbejdspolitik var overordentlig velvillig fra den danske side, mens det modsatte indtryk gør sig gældende i ældre historie- og lærebøger.

Det har han ret i, men han glemmer noget. Det var landbruget og erhvervslivet - dvs. Venstres traditionelle støtter og støttemodtagere - der førte denne yderst villige samarbejdspolitik. Hvis der skal revideres noget (og det skal der!), så er det, at det var Venstres bagland, der var ansvarlige.

Med vanlig mistanke om spinkontrol formoder jeg, at den reelle interesse i at "rydde op" i historien slet ikke har noget at gøre med faglighed. Anders Fogh Rasmussen har jo tidligere været temmelig hurtig til at udradere ekspertudvalgene, og den borgerlige fløjs støtte til uddannelsesområdet kan jo ligge på et ret lille sted. Til gengæld opnår Anders Fogh Rasmussen at gøre os alle ansvarlige for Venstres politik, når han gør hele Danmark ansvarlig for de valg, de traditionelle Venstre-folk tog for 65 år siden. Venstres politik bliver til vores alles politik og vores alles ansvar. Danskerne bliver belært om, at der kun er ét ansvar og én politik, nemlig Venstres. Alt andet er irrelevant for diskussionen, som Anders Fogh Rasmussen sikkert gerne ville formulere det.