Der er næppe nogen ikke-troende eller ikke-kristen i Danmark, der er sluppet for at høre denne yderst nedsættende holdning om ikke-kristne: Hvis ikke det var for kristendommen og dens næstekærlighedsbud, ville vi ikke have fred og fordragelighed, siger de kristne jævnligt.
Men hvordan forholder kristne sig så i praksis til næstekærlighed? Det giver en amerikansk undersøgelse et meget sigende svar på. Den viser, at katolikker og evangelikale (protestanter) var blandt de grupper, der i størst udstrækning støtter brugen af tortur. Her kunne man selvfølgelig indvende, at de måske ikke var så stærkt troende, og at de mere entusiastiske følgere af religionen nok ville have forstået det glædelige budskab lidt bedre.
Men nej. Jo mere overbevist praktiserende kristen, man var, desto mere støttede man brugen af tortor. Og jo mindre troende, man var, desto mere var man imod brugen af tortur:
Konklusionen er blot endnu et eksempel på, hvordan vi ikke-troende oplever den kristne såkaldte "næstekærlighed". Vi oplever fjendtlighed, arrogance og overgreb - og kristendommens lange tradition for tortur siden middelalderens hekseforfølgelser er de tydeligvis heller ikke indstillede på at afskaffe.
Jeg har tidligere omtalt OpenStreetMap, og i mit lokalområde er Aalborg og især Nørresundby blevet væsentligt udbyggede siden da. Men er det ikke spild af tid at opbygge disse kort, når nu alle og enhver jo reelt godt kan købe færdige kort i GPS-navigatorerne fra TomTom, Garmin, Magellan, osv., som holdes opdaterede? Hvad er der nu galt med Google Maps, som også holdes opdaterede, uden at vi behøver røre en finger? Svaret er desværre ikke ligetil.
De kommercielle kort har ofte den fordel, at der findes formelle opdateringsprocedurer omkring kortene. I mange tilfælde har kort-udbyderen aftaler med officielle myndigheder, så anlægningen af nye veje eller ændringer af eksisterende veje bliver indrapporteret.
Rettelsen vil således optræde i de nye kort, uanset hvor fjernt, den måtte ligge. Endvidere er de kommercielle kort ofte blevet udviklet over lang tid - i Danmark går Kort & Matrikelstyrelsens historie tilbage til 1757 - og er derfor særdeles komplette. Til gengæld er det nødvendigt, at kort-udbyderen ønsker at tilføje ny information, så hvis ikke kort-udbyderen har en business case for f.eks. at kortlægge diverse forlystelsesparker, skovstier, vejtyper, POIs, osv., så skal man ikke regne med, at den slags bliver tilføjet. Ændringer, som de officielle myndigheder af en eller anden grund ikke får indberettet, bliver med en vis sandsynlighed heller ikke medtaget - du kan f.eks. næppe forvente at se en "bro" som tovbåden herover blive indført i et kommercielt kort.
I kontrast til dette findes der ikke nogen procedurer for, at offentlige myndigheder indberetter ændringer til OpenStreetMap. Derfor kan det tage lang tid, før en ændring bliver opdaget og rettet. Store ændringer i byområder skal nok blive identificeret forholdsvis hurtigt, men små ændringer i landdistrikterne vil kunne forblive urettede i lang tid. Selv en nok så stor "kritisk masse" af brugere kan ikke forventes at fange disse små og fjerne ændringer i løbet af kort tid. Til gengæld er ændringer i OpenStreetMap omgående tilgængelige, så når en kortrettelse er blevet foretaget, skal man ikke vente på, at det nye kort bliver udgivet. Endvidere er det muligt at foretage ændringer og tilføjelser, som en kommerciel kort-udbyder måske ikke ville have indført. For eksempel er der på baggrund af den åbne og gratis tilgængelighed af de digitale kortdata fra OpenStreetMap dukket hjemmesider op såsom Whitewater Maps og OpenCycleMap.
OpenStreetMap er stadig i høj grad under opbygning, og det er kun i de større byer, at man kan forvente en høj grad af kortlægning. Der er også stor variation mellem de enkelte lande, hvor omfattende, kortlægningen er. I en række situationer beviser OpenStreetMap dog sit værd samt sit potentiale. Se blot på forskellen mellem det "officielle" kort over Bagdad fra Google Maps (10. maj 2009), hvor kun ganske få veje er indtegnet, og OpenStreetMap-kortet (10. maj 2009) over Bagdad, der er yderst detaljeret:
Modsat skal man indtil videre næppe satse på OpenStreetMap, hvis man vil holde ferie her i landet, hvor de kommercielle kort er yderst detaljerede og dækkende. Denne situation kan dog ændre sig, når kortet OpenStreetMap langsomt men sikkert bliver udbygget. Jeg har anskaffet mig en Garmin eTrex Vista HCx GPS-modtager, som jeg plejer at tage med mig, når jeg skal nogen steder, hvor jeg formoder, at der vil være nyt kortmateriale.
Personligt så jeg gerne GPS-navigatorerne udvikle sig til kortløse navigatorer, der fungerer ved at være online, idet de får ruteplanlægningen og kortene serveret som et abonnement: I stedet for at bakse med kort, der hurtigt bliver forældede, kunne navigatoren koble sig til kort-udbyderens service, så navigatoren altid benytter det seneste kort. Med undtagelse af den stadig begrænsede dækning for en online-forbindelse og den ret høje pris for trådløse dataabonnementer, er der intet, der forhindrer denne metode. Det ville utvivlsomt være muligt at indgå en kontrakt med f.eks. Google Maps, eller også kunne Garmin, TomTom, m.fl. se en økonomisk fordel i at udbyde denne slags navigatorer. Men det ville sikkert også være muligt med en løsning, der var bygget op omkring OpenStreetMap og en on-line ruteplanlægger.
Regeringen er forståeligt nervøs for valgdeltagelsen ved Europaparlamentsvalget den 7. juni, hvor der også skal stemmes om en ændring af tronfølgeloven. Danskerne plejer nemlig ikke være specielt interesserede i valget til Europaparlamentet.
Det er dog især ændringen af tronfølgeloven, der er bekymrer den borgerlige regering, skriver Politiken, og derfor vil regeringen lave en oplysningskampagne. Det er jo sådan, at kongehuset om nogen symboliserer konservative værdier, og derfor er det vigtigt for en borgerlig regering, at kongehuset bliver fremhævet, for et velpromoveret kongehus er borgerlig propaganda. I denne sammenhæng er det mindre vigtigt for regeringen, hvad det er i tronfølgeloven, danskerne tager stilling til, end det er at lave en kampagne, der fremhæver kongehuset. Kampagnen for kongehuset er i sig selv en kampagne for borgerlige værdier, og dermed en fordel for regeringen.
Personligt overvejer jeg at stemme imod en ændring af tronfølgeloven. Ganske vist går jeg ind for ligestilling mellem kønnene, men jeg er samtidigt inderligt imod, at der findes en struktureret ulighed i form af bl.a. eksistensen af et kongehus. Det virker slet og ret forkert, hvis jeg stemmer "for" lighed i en afstemning, der kun har relevans indenfor rammerne af et system, hvis eksistens er udtryk for ulighed.
Kongehuset er et eksempel på ulighed, og det vil det stadig være, hvis tronfølgeloven bliver ændret. Kongehuset skal på ingen måde kunne bruges som godt eksempel på "udvikling i retning af større lighed", for det vil stadig ligge langt tilbage i feltet hvad angår lighed i det øvrige samfund. Den ulighed, der er mellem kongehuset og den almindelige dansker, er langt større end den ulighed, der er mellem mænd og kvinder.
Når Lene Espersen (K) omtaler det som "det ligestillingsmæssige fremskridt, der er i lovændringen", som hun ønsker "en massiv folkelig opbakning bag", så bruger hun kongehuset som foregangseksempel på en ulighed, der er langt tilbagestående, men som til gengæld passer hendes regering yderst fint.
Jeg vil hellere markere, at kongehuset er en manifestation af ulighed, og at de konservative værdier, det repræsenterer, pr. definition ikke er tidssvarende. For selv om den førstefødte tronarving er en dreng, og afstemningens udfald af denne grund er ligegyldig de næste par generationers tid, så ønsker jeg at bidrage til at vise, at kongehuset er en forældet institution med hensyn til humanistisk opfattelse.
