Recently in Religion og tro Category

Da Richard Dawkins i 1976 udgav bogen "Det selviske gen", fremlagde han en strengt deterministisk model, hvor han anser organismer for at være overlevelsesmaskiner for genet, som han indleder med at definere som et "stykke DNA". Organismerne selv har ikke nogen anden funktion end at muliggøre genernes selv-reproduktion samt beskytte generne.

Lidt senere forklarer han, at fordi der ikke (dengang?) fandtes en anerkendt definition af et gen, vælger han at kalde genet for "en portion kromosom-materiale", der har tilstrækkelig stabilitet til at kunne være en enhed for naturlig udvælgelse. Ser man nærmere på definitionen, er den dog cirkulær: Dawkins fastslår, at naturlig selektion skyldes genet, hvorpå han definerer genet som noget, der giver anledning til naturlig selektion. Et sådant argument nytter bare ikke, hvis der ikke findes en sådan afgrænset enkeltstørrelse, som indgår i den naturlige selektion.

Dawkins modtog af samme årsag kraftig kritik for således at basere sin grundhypotese på et begreb, som han havde undladt at definere. I sit modargument anerkender han indledningsvist, at gener muligvis indgår i strukturerede relationer, og på den måde højst bidrager til dannelsen af en fænotypisk egenskab. Men selv om man måske afdækker en større mangfoldighed af sådanne relationer, så er det ikke disse fænotypiske egenskaber, der overlever generation efter generation, mener Dawkins. Det, som derimod overlever i den evolutionære selektion, er en replikator. På samme måde, som man kan abstrahere fra de enkelte organismer, og i stedet anskue dem som en gen-pulje, sådan kan man også betragte baggrunden for evolution som en sum af replikatorer. Som fænotype er biosfæren (den "udvidede fænotype") ikke interessant; det er replikatorerne, der er interessante.

Dermed gentager Dawkins imidlertid blot sig selv på en snørklet vis. Han udskifter sin upræcise definition af "et stykke DNA" eller "en portion kromosom" med en ny og lige så upræcis definition - for hvad består replikatorer af? Man får allerede her mistanke om, at Dawkins vil vælge helt at ignorere behovet for materiel substans og blot vælge at se replikatorer som løsreven information.

Richard Dawkins viser hermed, at det er muligt for ham at fastholde sin reduktionistiske hypotese, selv om han aldeles opgiver gen-begrebet! Selv i dag, hvor vi har erkendt en langt større kompleksitet med talrige indbyrdes relationer, hvor miljøet spiller ind i selv de mindste genfænomener, og hvor beskrivelsen af dyreadfærds genese kræver indarbejdelsen af indlæring og imitation, så kan reduktionister som Dawkins hævde præcis det samme som før, hvis blot de gentager hans argumentation i en ny form. De behøver f.eks. blot postulere, at en given "enhed af adfærd" har en særlig selektionsværdi, og at vi med med tiden vil kunne identificere en entydig biologisk substans for den, når vi har lært at se dybere ned i altets bestanddele.

Som svar på dét argument kan man enten vælge at sandsynliggøre, at der findes niveauer, som ikke kan reduceres yderligere, eller at hver af de konkrete forklaringer er uvidenskabelige. Det sidste ligger temmelig lige for, når argumenterne forudsætter, at vi "en dag vil forstå".

Richard Dawkins har siden valgt at kalde sin reduktionisme for "hierarkisk", hvilket dog ikke bidrager med nogen afklaring, for selv om en hierarkisk opdeling af niveauer er et praktisk epistemologisk værktøj, bliver hans reduktionisme jo ikke mindre reduktionistisk af den grund: Hvis man til stadighed forsøger at reducere en enhed på et niveau til del-enheder på det underliggende niveau, så ender vi på fysikkens partikelniveau.

Kort og godt demonstrerer Dawkins, at hvis blot man fuldstændig ignorerer de ontologiske overvejelser, som er en forudsætning for lødig videnskab, bliver man i stand til at kaste den ene fantasifulde hypotese på bordet efter den anden.

Tilbage til "Det selviske gen": Efter at have diskuteret genets rolle afslutter Dawkins pludseligt bogen med en kort redegørelse om kultur. Ifølge Dawkins har kultur intet med gener at gøre, og manifesteres i stedet af en helt anden slags replikatorer, som han kalder memer. Memerne opfører sig ganske som generne, idet de spreder sig i gen-puljen på samme måde, som gener rejser fra krop til krop via sæd- og ægceller. Memerne spreder sig fra hjerne til hjerne via imitering, fastslår Dawkins.

Heller ikke denne gang gør Dawkins noget forsøg på at definere, hvad disse memer består af. Deres materielle substans forbliver urørt. Han forklarer ikke, om kultur og biologi adskiller sig epistemologisk eller også ontologisk fra hinanden, eller om der er tale om nærmest parallelle søjler i hans ultrareduktionistiske univers.

Med denne argumentationsform - eller måske snarere dens mysticisme og metafysik - har jeg svært ved at tolke Dawkins' bidrag som andet end en nyfortolkning af forældede forestillinger om sjæl og legeme. Richard Dawkins giver genet omtrent samme rolle for organismer, som kristne teologer gennem tiden har tillagt sjælen (hvor kroppen blot var dens fartøj på Jorden), og gør den kartesiske dualisme total, da han afslutningsvis ligefrem adskiller biologi og kultur. Dawkins' brug af gener og memer er velkendt materiale fra religiøse forestillinger, blot nyformuleret i et scientistisk sprog.

Peer Plus tager skarpt afstand fra Vatikanets afvisning af, at den naturstridige pålæggelse af cølibat skulle få præsterne til at blive så notorisk pædofile, som den katolske kirke efterhånden har en velkendt tradition for at forsvare.

Jeg tror dog ikke, at det er cølibatet, der får præsterne til at forgribe sig på børnene. Hvis cølibatet fik dem til at blive sexmonstre, ville præsterne vel også udvise en højere tendens til voldtægter af voksne, og det er der mig bekendt ikke nogen viden om, at de gør.

Hvad vi derimod ved, er at kristendom i høj grad handler om faderlig magt, både figurativt (som i "Gud fader") og mere praktisk, hvor "faderen" i form af både den mandlige præst som faderen i hjemmet har en magt, der udspringer fra "alfaderen".

Pædofili er ikke en form for seksualitet på linie med f.eks. homoseksualitet, men er derimod oftest en magtdemonstration fra en person, der ikke har nogen reel magt, og som derfor benytter den seksuelle udnyttelse af børn til at demonstrere sit overtag. I fraværet af en gud har præster jo ikke den magt, de selv tror, og det må de kunne fornemme på et eller andet niveau. For mig at se er det således selve den paternalistiske tradition, der gør kirkerne til en helt oplagt yngleplads for pædofile.

Dette var oprindeligt en kommentar til Peer Plus' indlæg, men det fortjener et blogindlæg i sig selv.

An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion

Amina Olander Lap, 2009

Abstract

Positive Psychology (PP) is a relatively new field of psychology that was established in 1999. Its stated purpose is to advance research in well-being, contentment, satisfaction, happiness, positive individual traits, talents, virtues, and the institutions that move individuals towards better citizenship. In this thesis, Amina Lap analyzes the role of religion in selected works written by the PP founders: psychologists Martin E. P. Seligman (MS) and Mihaly Csikszentmihalyi (MC). In addition, Lap examines how MS's and MC's proposal of a new religion based on their own research in flow, meaning, optimism, and hope may be interpreted.

The thesis is divided into three major parts. In the first part, Lap introduces the history of PP and an array of theories and related research in sociology and psychology. Lap has chosen this approach because no significant secondary literature is yet available on PP, and sociological studies of the influence of religion on psychology is also rather limited. Lap's account of theory and related research begins with a description of Abraham Maslow's theory on religion and the criticism it subsequently received. This is followed by an introduction to the attempts of Paul C. Vitz and Svend Brinkmann to classify humanistic psychology as a religion. Lap also introduces the New Age deification of the human self through Paul Heelas' work on self-spirituality, and discusses a variety of key New Age elements of special interest to the later analysis of MS's and MC's views. Lap ends the first part with an introduction to Ninian Smart's model where religion is viewed as a phenomenon that may be described according to seven distinct dimensions.

In the second part of the thesis, Lap discusses a selection of books by MS and MC to identify how the authors view religion, and to examine how their theory of religion fits into their other theories. Lap also explains the authors' proposal of a new religion.

In the third part, Lap analyzes and discusses MS's and MC's statements on religion based on the theories and related research that were introduced earlier in the thesis. This analysis shows that MC in particular is influenced by Maslow's theory on religion, and that much of the criticism against Maslow's theory also applies to MC. By analyzing MS's and MC's use of ideas and techniques borrowed from Buddhism and Hinduism, Lap shows that both MS and MC have uncritically adopted a specific interpretation of these religions as they propose a unified scientific field of psychology and religion—that is, a key element of their proposal is either biased or rests on rather limited scientific insight. Lap finishes the analysis by examining whether PP may be classified as a religion. The analysis indicates that the two authors' thoughts may not readily be classified as a religion; however, like humanistic psychology, PP may be made to function like a religion.

Lap concludes that both MS and MC are primarily concerned with the functional element of religion. Both authors believe that in the past, religions have satisfied a number of human needs that we also need today to avoid depression and feelings of meaninglessness. Both authors also believe that their techniques may satisfy these needs and thus replace religion. Lap concludes that although the authors' proposal of a new religion may function as a religion on certain terms, it does not meet the conditions of the definitions of religion that Lap uses in this thesis. If PP intends to move towards its goal of unifying religion and psychology, Lap speculates that significant self-scrutiny is required by the PP movement.

PDF file (in Danish): An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion.

Sæbekassen er p.t. i en mindre betrådt fase på grund af diverse former for travlhed - herunder aktivitet i forbindelse med det forestående kommunalvalg - men en enkelt nyhed bør dog annonceres:

Amina har netop afsluttet sit studium, og er nu cand. mag. i religionshistorie. Hendes gennemsnit for kandidatretningen er 12, og hvis ikke hun dermed har opnået det højeste karaktergennemsnit, der hidtil er givet i dette fag, må de hidtidige indehavere af det bedste resultat fremover dele førstepladsen med Amina.

Amina har sidefag i psykologi, hvor hun også afsluttede faget med et 12-tal. Tillykke til Amina!

Researchers have classified Anton LaVey's so-called “modern Satanism” as a self-spirituality (as defined by Paul Heelas) New Age group, and as a Human Potential Movement group. This paper analyzes LaVey's view of human nature and the human ego in his early works with respect to these classifications by identifying similarities and differences between the characteristics of these classifications and the early writings of LaVey. The analysis concludes that it is reasonable to categorize LaVey's Satanism as both a self-spirituality New Age group and as a Human Potential Movement group; however, this paper proposes that LaVey's modern Satanism is more accurately described as a member of the “prosperity wing” sub-classification of self-spirituality New Age.

Download the paper as a PDF file:

Categorization of Modern Satanism—An Analysis of LaVey's Early Writings

.

Paven er i USA, hvor han undskylder for katolske præsters omfattende pædofili.

Der er ikke registreret tilsvarende sager i den danske Folkekirke. Og det på trods af organisationens størrelse, og på trods af, at meget sammenlignelige organisationer har helt andre statistikker. Der er kun ganske få sådanne sager i den danske Folkekirke. Meget få. Mistænkeligt få. Utroligt få.

Det er slet ikke usædvanligt at høre en præst forsvare foredragsholdernes ret til at dyrke sex med unge medlemmer i en ideologisk organisation. Nok er den af Carsten citerede præst ikke katolik, men alligevel.

Mens det er en offentlig hemmelighed, at katolske præster er en pædofil klub med særlig glæde for alterdrenge, og mens det ikke skorter på anklager og mistanker om misbrug hos diverse religiøse ledere af ikke-kristne grupper, går den danske Folkekirke stort set helt fri for anklager.

Der er eksempler på pædofili i Folkekirken, ja, men kun ganske få ialt. Folkekirken går påfaldende fri. Mistænkeligt fri.

Lad os kortvarigt vende blikket mod en statsreligion med tilhørende organisation, der på flest mulige måder svarer til Folkekirken - en organisation, der i kulturel, religiøs og udbredelsesmæssig henseende kan opfattes som næsten identisk med Folkekirken.

Den norske kirke er på disse metrikker en meget nær fætter til Folkekirken. Selv om den på alle de øvrige områder er som Folkekirken, er der ved den norske kirke helt andre tal for gejstlig pædofili.

I 2006 kom det frem, at en norsk biskop havde holdt hånden over en præst, der udsatte børn for seksuelle overgreb. I forbindelse med undersøgelserne viste det sig, at den slags overgreb hyppigt finder sted i Norge. Stiftelsen "Kirkens Ressurssenter mot vold og seksuelle overgrep" anslog således i en rapport, at der havde været over 1.100 seksuelle overgreb i kristne miljøer i Norge gennem de seneste 10 år.

Her i landet ser det langt mere positivt ud. I 2002 kunne daværende kirkeminister Tove Fergo således fremlægge en statistik, der viste, at kun fire ansatte i Folkekirken de sidste 35 år havde fået dom for seksuelle krænkelser, dvs. kun en tusindedel af de norske kristnes fortrædelser om året på trods af, at Folkekirken er en smule større. Det er så mange gange færre, at det bør give anledning til stærk mistro overfor mindst et af tallene. Forskellen er simpelthen så stor, at den springer i øjnene og kræver en forklaring.

Når nu den danske Folkekirke ellers minder så meget om den norske kirke, hvorfor er de så lige netop på dette punkt så forskellige? Er den danske Folkekirke virkelig en organisation, hvor pædofili i kirkelig sammenhæng er næsten fraværende?

Svaret er nok langt mindre optimistisk. Det virker simpelt hen usandsynligt, at den danske Folkekirke skulle være markant forskellig fra den norske kirke eller nogen som helst større organisation, kirkelig eller ej. Enhver større organisation vil indeholde mennesker, der på den ene eller anden måde er ustabile; i en organisation med hundredetusindvis af mennesker kan man slet ikke undgå, at der er en større gruppe pædofile.

Dette fænomen underbygges af, at der netop med mellemrum kommer sager frem om personer, der i deres kirkelige arbejde har dyrket pædofili, og Vibeke Møller, landsleder af Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte, har også tidligere påpeget, at i 1/3 af anmeldelserne fra børn om misbrug i 2005 var misbruget sket i kirkeligt regi.

Både sund fornuft og faktiske tal kan således fortælle os, at der selvfølgelig begås pædofili i det kirkelige arbejde i den danske Folkekirke.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan dette passer sammen med en statistik, der kun tæller fire anmeldelser. Vibeke Møller mere end antyder årsagen til Kristeligt Dagblad:

Det er nok det, der er sagens kerne: Den danske Folkekirke er lige så plaget af pædofili som enhver anden større organisation. Forskellen på Folkekirken og de andre organisationer er, at den danske Folkekirke ikke forsøger at forhindre det, men i stedet dækker over det. Måske i mindre grupper, hvor man indbyrdes aftaler at gå stille med dørene. Måske hos enkeltpersoner, der helst ikke vil indrømme, at deres egen religiøse organisation er lige så styg som alle de andre. Måske efter ordre ovenfra, ligesom der er fundet eksempler på i den katolske kirke. Eller måske i varierende kombinationer af dem alle. Uanset hvem der dækker over hvem, så bliver der tydeligvis dækket over pædofili i kirkelige sammenhænge, for der er simpelt hen ikke nogen anden forklaring.

Så hvis du er pædofil, så få dig en karriere som leder af kirkeligt arbejde i Folkekirken. I fraværet af en Jesus til at lade de små børn komme til ham, så lader Folkekirken børnene komme til dig i stedet. Og i fraværet af en Gud til at holde hånden over synderne skal de Folkekirkens menneskelige stedfortrædere nok holde hånden over dig i stedet.

Amina mødes med Tove Fergo (V) i DR2s "Deadline" i aften kl. 22.30. Hendes dårligere halvdel i form af undertegnede ønsker hende naturligvis held og lykke, og håber alt skidt for Tove Fergo og det, hun står for.

Cindy Kuzma skriver i en artikel på Alternet om begrebet "moral panic".

Begrebet dækker over, at et samfund oplever, at der optræder en række forhold, der ikke helt passer ind i samfundets idealbillede af sig selv, så man er nødt til at revurdere sine værdier og sin samfundsstruktur. Der kan f.eks. være tale om forhold, som da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, eller der kan være tale om den mere aktuelle globalisering.

I utrygheden ser man - måske med rette - sin eksisterende kultur truet. Men i stedet for at forholde sig progressiv, hvor man selv tager ansvaret for de ændringer, der sker omkring en, og forstår ens egen rolle i ændringerne, så leder nogle i den efterfølgende utryghed efter en syndebuk - "the stranger danger", altså den "farlige fremmede", som må være skyld i alle de ting, man ellers selv skulle tage ansvaret for. Cindy Kuzma skriver:

Højrefløjens dæmonisering af indvandrere og muslimer (der altid skæres over én kam), ligner i høj grad en moralsk panik. Det er bemærkelsesværdigt, at højrefløjens angreb består i, at de føler, at vores kultur er truet, og i en sådan grad, at højrefløjen ligefrem blæser til "kulturkamp". Der indføres vanvittige love, der har til hensigt at inddæmme og straffe folk med muslimsk hudfarve. Og helt i tråd med forskernes begreb - "moralske entrepreneurer" - så ser vi Dansk Folkeparti og dele af regeringens medlemmer udråbe sig selv som garanter for den danske kultur og moral.

I Cindy Kuzmas artikel fremhæves sex som en meget drivende kraft, og det er ikke mindst den seksuelle frihed/tvang, som fremhæves i højrefløjens mange angreb: Tørklædets symbolik (for os), voldtægter, kvindesyn osv. er oftest de største overskrifter i aviserne, når der tales om indvandrere.