"Og nogle idioter er større end andre."
Kategorier:
juli 2010 Archives
Flere bloggere på midten og på venstrefløjen har undret sig over, at Dansk Folkeparti bruger ordet "diskriminerende" om et lovforslag, der stiller ikke-etniske danskere dårligere. Hvad er der sket i dette ellers så åbenlyst racistiske parti, siden dette ord, der om noget har defineret partiets politik, pludselig er blevet negativt?
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
For det andet opfatter Dansk Folkeparti diskrimination anderledes end de øvrige politiske partier. For Dansk Folkeparti dækker begrebet "diskrimination" over, at
etniske, kristne danskere stilles svagere. Enhver anden form for
diskrimination, sådan som vi andre definerer ordet, er enten ligegyldig
eller ligefrem ønskelig hos Dansk Folkeparti. Omvendt vil regeringen nødigt indrømme, at den opfører sig
diskriminerende. Det er udemokratisk, og man risikerer at tabe stemmer
på at blive grebet i at praktisere andet, end man prædiker. Med
undtagelse af visse personer i regeringen, der nærmer sig Dansk Folkepartis racisme, har regeringen overvejende den opfattelse af
diskrimination, som ligger i begrebets konventionelle betydning.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
Kategorier:
Den indre svinehund har en stemme. Og det har den haft længe. Dansk Folkepartis "dyrene har en stemme"-kampagne har sikkert snydt de sædvanlige idioter, der ikke kan gennemskue, at de eneste stemmer, Dansk Folkeparti er interesserede i, er vælgernes.
Kategorier:
Kristian Thulesen Dahl (DF) ønsker mere religion. Danskerne skal være mere kristne og gå mere i kirke. Hans sprogbrug går ikke Kristeligt Dagblad-journalistens ører forbi: Der bruges militære associationer som "kamp", "bastion" og "oprustning". Og han taler ikke om en nylig konflikt, hvor kristne modstræbende som modstandsfolk er blevet tvunget til at samle våbnene op, for han taler om "de bastioner, vi [kristne] har kæmpet frem, generation for generation".
Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.
Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.
Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.
Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.
Kategorier:
I standarder for IT-sikkerhed defineres sikkerhed ud fra en lille håndfuld nøgleord. Nogle af ordene er forholdsvis indlysende: For eksempel er det oplagt, at "autencitet" skal være på plads, idet det henviser til, at en person er den, vedkommende udgiver sig for. Også "integritet" er forståelig, idet det henviser til, at data ikke skal korrumperes undervejs.
Andre ord bliver først indlysende ved en smule eftertanke. Det gælder sidste af de tre nøgleord, som i Dansk Standard norm 484:2005 (i daglig tale kaldet DS484) definerer IT-sikkerhed er "tilgængelighed". Det dækker over, at data skal være tilgængelige, når man har behov for dem. I en situation, hvor man måske skal underskrive et skøde eller foretage en vigtig banktransaktion (f.eks. husleje, så man ikke bliver sat på gaden), er det være meget alvorligt, hvis ikke det er muligt at logge på systemet.
Når manglende tilgængelighed dermed skal opfattes som et sikkerhedsbrud, kan jeg d.d. dokumentere endnu et sikkerhedsbrud hos NemID. Det første (som jeg også selv blev påvirket af) er veldokumenteret i pressen, idet et stort antal danskere måtte gå forgæves i forsøget på overhovedet at bestille NemID.
Det andet sikkerhedsbrud er dokumenteret via de to skærmdumps i dette blogindlæg. Jeg havde modtaget min midlertidige adgangskode, der skulle gøre det muligt at komme (delvist) gennem loginprocessen. Så langt nåede jeg imidlertid ikke. Da jeg indtastede mit CPR-nummer og den midlertidige adgangskode, meldte NemID tilbage, at den ikke accepterede mit CPR-nummer, men derimod skulle bruge et NemID-nummer, som jeg ikke har modtaget.
DanIDs support kunne ikke hjælpe, men foreslog mig at vente, til jeg modtog velkomstbrevet og nøglekortet, hvor dette NemID-nummer åbenbart ville fremgå. Således er der en foreløbigt formodet løsning på problemet, men det står allerede klart, at der er problemer i autentifikationsmekanismen, idet NemID ikke accepterer mit CPR-nummer, hvilket hjælpeteksten under bruger-ID-feltet ellers foreslår som bruger-ID.
Jeg havde heldigvis ikke et behov for at kunne tilgå mine data i denne omgang, og sikkerhedsbristen gav således ikke anledning til meget andet end hovedrysten fra min side og en opfordring til DanIDs support om, at notere, at systemet vist ikke var blevet testet ordentligt, når den slags fejl kunne opstå.
Mange sikkerhedseksperter - og herunder jeg selv - har allerede påpeget, at selve udgangspunktet for NemID er fundamentalt usikkert. Når det så også viser sig, at systemet udviser den slags fejl som her oplevet, så tegner det ikke godt for borgernes sikkerhed.
Kategorier:
Det står ikke helt klart, om TV2 konstruerede problemet, da de overvågede hjemmehjælpere. Skulle det være tilfældet, er det kritisabelt, men det bør alligevel give anledning til eftertanke: I en virksomhed med 100.000 ansatte er det umuligt at undgå, at nogle ansatte vil opføre sig forkert.
Jeg foreslår derfor, at man udstyrer alle hjemmehjælperne med en GPS-logger. Det er et apparat, der fastlægger en persons position indenfor få meter med få sekunders mellemrum sammen med det præcise tidspunkt, og den fylder ikke mere, end at den kan sidde i en nøglering.
Denne logger vil gøre det muligt at se, at den enkelte hjemmehjælper har været de steder, hvor det var forventet, og i hvilket tidsrum. Ligesom man dermed kan kontrollere, at hjemmehjælperen i det mindste bruger tiden de rigtige steder, vil det også være hjemmehjælperens dokumentation for, at han eller hun virkelig har brugt den afsatte tid, såfremt en klient klager.
Naturligvis vil ikke alle aktiviteter foregå ved klienterne, og en fortsat klassisk tidsregistrering tjener her to formål: Den vil sige noget om tidsforbruget på forskellige typer aktiviteter og således bruges til budgettering og planlægning. Endvidere kan den bruges både statistisk og specifikt for personer. Bruger en bestemt person uforholdsvis megen "spildtid", kan der være gode grunde til det, men det vil kunne detekteres. Sådan er det sikkert allerede i dag.
Rent teknisk ville en løsning med en GPS-logger være en forholdsvis billig løsning. Der ville sikkert være behov for en sikring af de loggede data, så en tabt logger ikke faldt i hænderne på nogen, der havde uønsket interesse i at se, hvor der bor svage mennesker. Men det er der velkendte metoder til, og når man tænker på, hvad DanID er sluppet af sted med i forhold til sikkerheden af NemID-løsningen, er ambitionsniveauet ikke nødvendigvis højt.
Endvidere ville der være behov for en dataopsamling, der ved hjælp af en adressebog kan forholde GPS-positionen med en adresse. Dette er kendt teknologi, og den væsentligste tekniske udfordring vil sandsynligvis være at finde en nem måde at overføre data fra GPS-loggerne til systemet.
Jeg foreslår derfor, at man udstyrer alle hjemmehjælperne med en GPS-logger. Det er et apparat, der fastlægger en persons position indenfor få meter med få sekunders mellemrum sammen med det præcise tidspunkt, og den fylder ikke mere, end at den kan sidde i en nøglering.
Denne logger vil gøre det muligt at se, at den enkelte hjemmehjælper har været de steder, hvor det var forventet, og i hvilket tidsrum. Ligesom man dermed kan kontrollere, at hjemmehjælperen i det mindste bruger tiden de rigtige steder, vil det også være hjemmehjælperens dokumentation for, at han eller hun virkelig har brugt den afsatte tid, såfremt en klient klager.
Naturligvis vil ikke alle aktiviteter foregå ved klienterne, og en fortsat klassisk tidsregistrering tjener her to formål: Den vil sige noget om tidsforbruget på forskellige typer aktiviteter og således bruges til budgettering og planlægning. Endvidere kan den bruges både statistisk og specifikt for personer. Bruger en bestemt person uforholdsvis megen "spildtid", kan der være gode grunde til det, men det vil kunne detekteres. Sådan er det sikkert allerede i dag.
Rent teknisk ville en løsning med en GPS-logger være en forholdsvis billig løsning. Der ville sikkert være behov for en sikring af de loggede data, så en tabt logger ikke faldt i hænderne på nogen, der havde uønsket interesse i at se, hvor der bor svage mennesker. Men det er der velkendte metoder til, og når man tænker på, hvad DanID er sluppet af sted med i forhold til sikkerheden af NemID-løsningen, er ambitionsniveauet ikke nødvendigvis højt.
Endvidere ville der være behov for en dataopsamling, der ved hjælp af en adressebog kan forholde GPS-positionen med en adresse. Dette er kendt teknologi, og den væsentligste tekniske udfordring vil sandsynligvis være at finde en nem måde at overføre data fra GPS-loggerne til systemet.
Kategorier:
Da Anton LaVey oprettede Church of Satan i San Francisco i 1966, opfattede han sine ideer som en fusion af de behov, som psykologi og religion hver især kunne bidrage med, uden at tage det værste af begge dele med. Dette var helt i tråd med 1960'ernes psykologiske hypoteser, og var som sådan ikke kontroversielt. Lidt uretfærdigt forsimplet var LaVeys ideer et forslag til en form for "selvterapi", der skulle gøre mennesket til et sundere væsen, der ikke var hæmmet af forældede, religiøse principper. Hvis man således havde et "hang-up", dvs. gik rundt med personlige problemer, som fik en til at opføre sig lidt unormalt, skulle man ikke have skyldfølelser over at være en afviger. I stedet foreslog LaVey, at man gjorde sine "hang-ups" til "hang-ons", der var med til i særlig grad at definere en. Man skulle ikke undertrykke noget, som konventionelt ville opfattes som en svaghed, men derimod lade det spille en positiv rolle, der måske ligefrem burde fremhæves ved at indrette sin øvrige adfærd på en måde, der matchede den "mærkelige" adfærd.
Det kan man så have en holdning til, og moderne psykologi ville nok ikke nødvendigvis foreslå samme løsning som LaVey. Men nu er det heller ikke retfærdigt at dømme ham ude af den grund, for han var sådan set godt i trit med det, der dengang var moderne forskning.
De tidlige medlemmer af LaVeys gruppe var mildt sagt folk, der havde hang-ups, og som ikke fungerede normalt. Når disse mennesker havde problemer med at finde en kæreste eller et arbejde, var karakteren af deres problemer af en sådan art, at løsningen bestod i bedre kropshygiejne og udenadlærte høflighedsfraser. Dybden af deres selvhjælpssessioner hos LaVey var øjensynligt muligheden for at medvirke i at fnise af seksuelle hentydninger, og man kan spekulere på, om ikke det for disse mennesker måske også var klogest af LaVey, at han lod dem forblive i en fantasiverden. Det, som han lærte dem, var ikke magi, men grundlæggende sociale kompetencer.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg for mange år siden læste LaVeys manifest, "The Satanic Bible", og forklaringen omkring "selvterapi" tog jeg også dengang som en form for 1960'er-pseudointellektualisering, som af samme årsag gik temmelig let hen over hovedet på mig. LaVeys forslag om, at man kunne transformere sine hang-ups til hang-ons hørte jeg først om længe senere, da Peter Gilmore (LaVeys arvtager til organisationen) nævnte det for mig. Ikke desto mindre vil jeg dog give Anton LaVey velfortjent kredit for at bidrage med en beskrivende model for, hvordan jeg - uafhængigt af hans tanker i øvrigt - mere eller mindre frivilligt gjorde et hang-up til et hang-on.
Med fare for at lyde freudiansk er der tale om et barndomstraume. Jeg er nemlig opvokset i en landsdel, der er karakteriseret ved en uforholdsvis mangel på vidensbaserede virksomheder og højere læreanstalter, og som opvejer manglen på intellektuelle tilbud med en lige så uforholdsvis overflod af nationalitetsfølelse. Landsdelen er Sønderjylland, og byen var Tønder - byen, der kun er kendt for tre ting, nemlig kniplinger, festival og en misbrugssag, som nabobyen Tinglev nu er i færd med at stjæle rampelyset fra.
Nu er det selvfølgelig ikke for at hænge Tønder ud. Der er sikkert andre dele af landet, hvor man finder lignende jordfaldshuller i den intellektuelle geografi, omend der sandsynligvis i f.eks. nordjyske Farsø hersker en mindre nagende og konstant angst for, at Tysken pludselig vil være over dem. Det egentlige problem er, at jeg var forbandet med den modbydeligste skæbne, der kan overgå et menneske i et samfund befolket udelukkende af aktører fra Holbergs "Erasmus Montanus": Jeg har en trecifret IQ.
Havde min verdens omdrejningspunkt været landbrug og den dertil hørende maskinpark, havde mit behov for dannelse og information været dækket af tysk sensationsjournalistik på det døgntændte TV, og havde mine uddannelsesambitioner bestået i at forlade Folkeskolen hurtigst muligt, ville min udelængsel sandsynligvis have været begrænset til at købe hus i samme landsby som mine forældre, og min opvækst i dette område, hvis hollandsk klingende dialekt ikke har noget skriftsprog, ville sikkert have været lige så ukompliceret som livet for de mange køer, der med jævne mellemrum standsede trafikken. Jeg ville have været i stand til at kommunikere med mine artsfæller med lokale lyde uden at måtte supplere dem med stadigt stigende forråd fra det rigsdanske, til hvilket jeg endeligt overgav mig, da jeg kun udenfor dialektens rammer kunne diskutere meningsfuldt med selv mine egne søskende. En dialekt, der antageligvis indeholder så mange ord for gødning, som det grønlandske sprog siges at indeholde for sne, har sine styrker og svagheder; er man ikke landmand, rammes man omgående af sidstnævnte.
Det skulle være netop sproget, der gjorde mig bevidst om, at jeg blev anset for det fremmede og det afvigende, og således det uønskede. Brugte jeg ord på fire stavelser, vækkede jeg mine såkaldte klassekammeraters vrede over, at jeg "snakkede fint", og overskred jeg en grænse for antallet af fremmedord eller indskudte sætninger, kunne jeg forvente, at de følte behov for at modargumentere på særdeles fysisk vis. Vovede jeg at udtale jeg et ord korrekt, når disse bondske omgivelser havde dannet konsensus om en alternativ udtale, var upopulariteten garanteret, indtil jeg lærte at udtale det forkert. "Klog" var et skældsord, og var man klog, sikrede omgivelserne sig samvittighedsfuldt ivrigt, at man gjorde Axel Sandemose rangen stridig i fornemmelsen af lokal værdsættelse. Det var en sådan form for mobning på det primitiveste niveau, hvor skrigende aber forsøger at trække det individ ned, som drister sig til at klatre i kundskabens træ, der mere end én gang har fået mig til at hvæse udgaver af Arthur Desmonds for mig dengang endnu ukendte opsummerende forbandelse: Tre gange forbandet være de, hvis usikkerhed gør dem nedrige, for de skal tjene og lide! Det er uvist, om enkelte personer bør være lettede over, at denne forbandelse aldrig udviklede sig til en dagsorden, men blot tjente som et trøstebolche med den søde smag af forventet skadefryd.
Således forberedt til en nedbrudt selvtillid uden arbejdshestens underdanige autoritetstro og evne til simpelt, fysisk arbejde som modvægt har forudsætningen for den truende personlige katastrofe ironisk nok også været min redning. I omgivelser, hvor det ypperste udi sproglig kunnen bestod i at kunne stave til "John Deere", hvor kulturel involvering bestod i at deltage i forsamlingshusfrokoster, og hvor politisk engagement handlede om at beslutte sig for, om der skulle sættes kryds ved Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti, fik jeg dækket mit komplette behov for at møde den så ofte feterede "jævne mand". Jeg kunne konkludere, at mens problemet manifesteredes som en umulig kommunikation mellem ulige parter, eksisterede der et indiskutabelt residual efter dette delte ansvar for problemet: Jeg havde ret, når jeg sagde noget, og følgeslutningen var ligeledes indiskutabel, nedslående som den måtte være. Retten til at have ret er demokratisk, og flertallet tager fejl.
I en lidt kortere udgave kan det formuleres således, at min opvækst blandt bærmen af intellektuel kapacitet bestemt ikke fostrede respekt overfor det mindre uddannede segment af befolkningen.
Alligevel følte jeg i mine unge dage, at jeg havde krav på en uspecifik form for anerkendelse eller kompensation, hvor jeg blev accepteret som noget særligt uden i praksis at have præsteret andet end gode karakterer, og dermed reelt ikke havde demonstreret nogen håndgribelig særstatus blandt såkaldte "ligemænd" (uanset den markante forskel i mental behændighed, der kræver en så forsigtig brug af ordet "ligemand", at anførselstegn er nødvendige). Det gjorde mig til et letkøbt offer for markedsført elitisme, hvorfor jeg meldte mig ind i Venstre, som jeg støttede i en kortere årrække, indtil samtaler med nuværende og tidligere af partiets politikere fik mig til at indse, at deres bud på elitisme ironisk nok var den selvsamme inkompetence, jeg flygtede fra. I dag er det tydeligere end dengang, at Venstre fratager mine intellektuelle ligemænd deres berettigelse ved systematisk at skære ned på uddannelse, ved at angribe viden og ved at afskedige eksperter under anklage for smagsdømmelse, men selv dengang meldte tvivlen sig hurtigt for et reflekteret individ, når Venstrefolk var tydeligt uinteresserede i at investere i hjernekraft. Den åbenlyse advarsel givet ved partiets traditionelle støtte til netop den gruppe, jeg ønskede at distancere mig fra, overså jeg.
Mit behov for at vinde anerkendelse blev heldigvis kortvarigt, for kun få år senere havde jeg gennem reel præstation bevist - om ikke for andre, så for mig selv - at jeg kunne levere varen, da jeg opnåede en eksklusiv stilling, som understregede, at jeg var blandt de førende eksperter i mit felt og blandt disse hurtigt høstede behørig respekt. Lussingen kom ligeledes hurtigt og kontant, idet opnåelsen af dette "livsmål" var aldeles begivenhedsløs. "When push comes to shove", som det hed sig i Californien, hvor dette firma befandt sig, var mine evner blot et middel til andres profit, og var sandheden ilde hørt hos en betalende kunde, var min viden snart beordret til fals. Hvorend jeg så, var målene for succes altid tilfældig eller strategisk inkompetence. Således indså jeg i en alder af knap 30 år omsider, at jeg kunne indløse belønningen ved simpelhen at konstatere, at mit mål var nået. Denne identitetsmodning har gjort min tolerance bredere, idet min selvafklaring ikke længere får mig til at skyde med spredehagl; og samtidig har den skabt en mere målrettet uforsonlighed overfor udbredelsen af dumhed. Mit "hang-up" over barndommens plageånder var blevet et "hang-on", og Anton LaVey kvitterede tilfældigt men a propos ved at citere mig i sin sidste bog under overskriften "Satan Speaks!" for min bitre bemærkning om, at belejlige løgne altid vinder over ukomfortable sandheder.
Mit tidligere behov for at bevise noget for mig selv er erstattet af en nultolerance mod dumhed, der alene efterlader en pegende finger og ordene "tåbe!" rettet mod disse - i Nietzsches terminologi - slaver. De skal ikke tillades en stemme i andet, end de bliver spurgt om i de sjældne tilfælde, der måtte opstå et sådant behov, for det eneste, man kan lære af en bondeknold, er vigtigheden af idiotsikring og kontrol, hvis ikke spændetrøje og razzia. Kan de end ikke mønstre en sådan fornemmelse af uligeværdighed i konfronterationen med den special- og ekspertviden, som dygtige mennesker har brugt mange år og ofret mange afsavn på at erhverve, at de formår at holde kæft, når de begavede taler, har de ikke fortjent at blive behandlet med nogen anden form for respekt, end de selv udviser overfor de livsformer, de ynder at omgive sig med. Man skal ikke forvente anvendelige forslag til positiv udvikling fra et befolkningssegment, hvis livsfilosofi er at fremavle individer gennem målrettet selektion af evolutionære ulemper, der gør dem så medgørlige, lade og dumme, at de er enhver diktators våde drøm.
Når de alligevel blander sig, kalder de deres særlige form for dumhed for "livserfaring" og insisterer på, at man opnår den genialitet, som vi akademikere har arbejdet hårdt for, alene ved at blive ældre, mens man røgter køer. Det rører dem næppe, at de således afslører lykkelig uvidenhed om ikke blot emnet, som de blander sig i, men også om, hvordan man lærer noget om det til at begynde med, for akademikere har faktisk samme mængde livserfaring som denne bondestand, hvadenten dens repræsentanter nu er indehavere af et landbrug eller ej. Forskellen er, at hvor bønderne har livserfaring i noget, der sjældent har noget med det diskuterede emne at gøre, har akademikerne både hård viden om emnet og samme mængde livserfaring - og formentlig endda af en slags, der har relation til emnet. Hvis man tror, at livserfaring giver samme viden som bøger, har man kun prøvet én af delene.
Uvidenhed og misforståelser er acceptable, men disse missing links' manglende villighed eller evne til at komme videre, og til at lære og forstå, diskvalificerer dem som gyldige referencer. Når de "kloger" sig om ting, de for fagfolk åbenlyst ikke har den mindste smule begreb om, kan ukonstruktivt tolerante eksperter måske spilde tiden på at sortere titusindvis af forudindfattede meninger fra og høfligt ignorere ammestuesnak om graviditet og husgeråd om vorter væk, før de finder et mikroskopisk guldkorn af velkendt viden og således et ligegyldigt bidrag. Langt de fleste fagfolks årelange livserfaring med den svagt tænkende stand har heldigvis lært dem blot at lukke ørerne, når en mental dværg håner hundredtusindvis af forskningstimer og kalder rygning for ufarligt med henvisning til en cerutafhængig tante, der endnu ikke er død og således stadig formår at stemme på Venstres "så folkelige" statsminister, eller når han beretter om en onkel, der trods sin indavlsbetingede hjerneskade kan finde vand med en pilekvist.
Jeg siger derimod ligeud, hvorfor vi ikke vil høre på deres støj, og jeg siger ligeud, at de i sjældne tilfælde spilder vores tid, men oftere trækker diskussionen ned på et niveau, som vi kunne have forladt for årtusinder siden, var det ikke for eksistensen af disse menneskelige ukrudt og snylteplanter. Dét er mit hang-on og erklærede personlige stil, som står parat til støtte af projekter, der kan erstatte disse talende kroppe med umælende replikater, så vi andre kan få fred til at fremelske det menneske af evner, vi har potentiale til - ganske som gamle "doc" foreslog.
Det kan man så have en holdning til, og moderne psykologi ville nok ikke nødvendigvis foreslå samme løsning som LaVey. Men nu er det heller ikke retfærdigt at dømme ham ude af den grund, for han var sådan set godt i trit med det, der dengang var moderne forskning.
De tidlige medlemmer af LaVeys gruppe var mildt sagt folk, der havde hang-ups, og som ikke fungerede normalt. Når disse mennesker havde problemer med at finde en kæreste eller et arbejde, var karakteren af deres problemer af en sådan art, at løsningen bestod i bedre kropshygiejne og udenadlærte høflighedsfraser. Dybden af deres selvhjælpssessioner hos LaVey var øjensynligt muligheden for at medvirke i at fnise af seksuelle hentydninger, og man kan spekulere på, om ikke det for disse mennesker måske også var klogest af LaVey, at han lod dem forblive i en fantasiverden. Det, som han lærte dem, var ikke magi, men grundlæggende sociale kompetencer.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg for mange år siden læste LaVeys manifest, "The Satanic Bible", og forklaringen omkring "selvterapi" tog jeg også dengang som en form for 1960'er-pseudointellektualisering, som af samme årsag gik temmelig let hen over hovedet på mig. LaVeys forslag om, at man kunne transformere sine hang-ups til hang-ons hørte jeg først om længe senere, da Peter Gilmore (LaVeys arvtager til organisationen) nævnte det for mig. Ikke desto mindre vil jeg dog give Anton LaVey velfortjent kredit for at bidrage med en beskrivende model for, hvordan jeg - uafhængigt af hans tanker i øvrigt - mere eller mindre frivilligt gjorde et hang-up til et hang-on.
Med fare for at lyde freudiansk er der tale om et barndomstraume. Jeg er nemlig opvokset i en landsdel, der er karakteriseret ved en uforholdsvis mangel på vidensbaserede virksomheder og højere læreanstalter, og som opvejer manglen på intellektuelle tilbud med en lige så uforholdsvis overflod af nationalitetsfølelse. Landsdelen er Sønderjylland, og byen var Tønder - byen, der kun er kendt for tre ting, nemlig kniplinger, festival og en misbrugssag, som nabobyen Tinglev nu er i færd med at stjæle rampelyset fra.
Nu er det selvfølgelig ikke for at hænge Tønder ud. Der er sikkert andre dele af landet, hvor man finder lignende jordfaldshuller i den intellektuelle geografi, omend der sandsynligvis i f.eks. nordjyske Farsø hersker en mindre nagende og konstant angst for, at Tysken pludselig vil være over dem. Det egentlige problem er, at jeg var forbandet med den modbydeligste skæbne, der kan overgå et menneske i et samfund befolket udelukkende af aktører fra Holbergs "Erasmus Montanus": Jeg har en trecifret IQ.
Havde min verdens omdrejningspunkt været landbrug og den dertil hørende maskinpark, havde mit behov for dannelse og information været dækket af tysk sensationsjournalistik på det døgntændte TV, og havde mine uddannelsesambitioner bestået i at forlade Folkeskolen hurtigst muligt, ville min udelængsel sandsynligvis have været begrænset til at købe hus i samme landsby som mine forældre, og min opvækst i dette område, hvis hollandsk klingende dialekt ikke har noget skriftsprog, ville sikkert have været lige så ukompliceret som livet for de mange køer, der med jævne mellemrum standsede trafikken. Jeg ville have været i stand til at kommunikere med mine artsfæller med lokale lyde uden at måtte supplere dem med stadigt stigende forråd fra det rigsdanske, til hvilket jeg endeligt overgav mig, da jeg kun udenfor dialektens rammer kunne diskutere meningsfuldt med selv mine egne søskende. En dialekt, der antageligvis indeholder så mange ord for gødning, som det grønlandske sprog siges at indeholde for sne, har sine styrker og svagheder; er man ikke landmand, rammes man omgående af sidstnævnte.
Det skulle være netop sproget, der gjorde mig bevidst om, at jeg blev anset for det fremmede og det afvigende, og således det uønskede. Brugte jeg ord på fire stavelser, vækkede jeg mine såkaldte klassekammeraters vrede over, at jeg "snakkede fint", og overskred jeg en grænse for antallet af fremmedord eller indskudte sætninger, kunne jeg forvente, at de følte behov for at modargumentere på særdeles fysisk vis. Vovede jeg at udtale jeg et ord korrekt, når disse bondske omgivelser havde dannet konsensus om en alternativ udtale, var upopulariteten garanteret, indtil jeg lærte at udtale det forkert. "Klog" var et skældsord, og var man klog, sikrede omgivelserne sig samvittighedsfuldt ivrigt, at man gjorde Axel Sandemose rangen stridig i fornemmelsen af lokal værdsættelse. Det var en sådan form for mobning på det primitiveste niveau, hvor skrigende aber forsøger at trække det individ ned, som drister sig til at klatre i kundskabens træ, der mere end én gang har fået mig til at hvæse udgaver af Arthur Desmonds for mig dengang endnu ukendte opsummerende forbandelse: Tre gange forbandet være de, hvis usikkerhed gør dem nedrige, for de skal tjene og lide! Det er uvist, om enkelte personer bør være lettede over, at denne forbandelse aldrig udviklede sig til en dagsorden, men blot tjente som et trøstebolche med den søde smag af forventet skadefryd.
Således forberedt til en nedbrudt selvtillid uden arbejdshestens underdanige autoritetstro og evne til simpelt, fysisk arbejde som modvægt har forudsætningen for den truende personlige katastrofe ironisk nok også været min redning. I omgivelser, hvor det ypperste udi sproglig kunnen bestod i at kunne stave til "John Deere", hvor kulturel involvering bestod i at deltage i forsamlingshusfrokoster, og hvor politisk engagement handlede om at beslutte sig for, om der skulle sættes kryds ved Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti, fik jeg dækket mit komplette behov for at møde den så ofte feterede "jævne mand". Jeg kunne konkludere, at mens problemet manifesteredes som en umulig kommunikation mellem ulige parter, eksisterede der et indiskutabelt residual efter dette delte ansvar for problemet: Jeg havde ret, når jeg sagde noget, og følgeslutningen var ligeledes indiskutabel, nedslående som den måtte være. Retten til at have ret er demokratisk, og flertallet tager fejl.
I en lidt kortere udgave kan det formuleres således, at min opvækst blandt bærmen af intellektuel kapacitet bestemt ikke fostrede respekt overfor det mindre uddannede segment af befolkningen.
Alligevel følte jeg i mine unge dage, at jeg havde krav på en uspecifik form for anerkendelse eller kompensation, hvor jeg blev accepteret som noget særligt uden i praksis at have præsteret andet end gode karakterer, og dermed reelt ikke havde demonstreret nogen håndgribelig særstatus blandt såkaldte "ligemænd" (uanset den markante forskel i mental behændighed, der kræver en så forsigtig brug af ordet "ligemand", at anførselstegn er nødvendige). Det gjorde mig til et letkøbt offer for markedsført elitisme, hvorfor jeg meldte mig ind i Venstre, som jeg støttede i en kortere årrække, indtil samtaler med nuværende og tidligere af partiets politikere fik mig til at indse, at deres bud på elitisme ironisk nok var den selvsamme inkompetence, jeg flygtede fra. I dag er det tydeligere end dengang, at Venstre fratager mine intellektuelle ligemænd deres berettigelse ved systematisk at skære ned på uddannelse, ved at angribe viden og ved at afskedige eksperter under anklage for smagsdømmelse, men selv dengang meldte tvivlen sig hurtigt for et reflekteret individ, når Venstrefolk var tydeligt uinteresserede i at investere i hjernekraft. Den åbenlyse advarsel givet ved partiets traditionelle støtte til netop den gruppe, jeg ønskede at distancere mig fra, overså jeg.
Mit behov for at vinde anerkendelse blev heldigvis kortvarigt, for kun få år senere havde jeg gennem reel præstation bevist - om ikke for andre, så for mig selv - at jeg kunne levere varen, da jeg opnåede en eksklusiv stilling, som understregede, at jeg var blandt de førende eksperter i mit felt og blandt disse hurtigt høstede behørig respekt. Lussingen kom ligeledes hurtigt og kontant, idet opnåelsen af dette "livsmål" var aldeles begivenhedsløs. "When push comes to shove", som det hed sig i Californien, hvor dette firma befandt sig, var mine evner blot et middel til andres profit, og var sandheden ilde hørt hos en betalende kunde, var min viden snart beordret til fals. Hvorend jeg så, var målene for succes altid tilfældig eller strategisk inkompetence. Således indså jeg i en alder af knap 30 år omsider, at jeg kunne indløse belønningen ved simpelhen at konstatere, at mit mål var nået. Denne identitetsmodning har gjort min tolerance bredere, idet min selvafklaring ikke længere får mig til at skyde med spredehagl; og samtidig har den skabt en mere målrettet uforsonlighed overfor udbredelsen af dumhed. Mit "hang-up" over barndommens plageånder var blevet et "hang-on", og Anton LaVey kvitterede tilfældigt men a propos ved at citere mig i sin sidste bog under overskriften "Satan Speaks!" for min bitre bemærkning om, at belejlige løgne altid vinder over ukomfortable sandheder.
Mit tidligere behov for at bevise noget for mig selv er erstattet af en nultolerance mod dumhed, der alene efterlader en pegende finger og ordene "tåbe!" rettet mod disse - i Nietzsches terminologi - slaver. De skal ikke tillades en stemme i andet, end de bliver spurgt om i de sjældne tilfælde, der måtte opstå et sådant behov, for det eneste, man kan lære af en bondeknold, er vigtigheden af idiotsikring og kontrol, hvis ikke spændetrøje og razzia. Kan de end ikke mønstre en sådan fornemmelse af uligeværdighed i konfronterationen med den special- og ekspertviden, som dygtige mennesker har brugt mange år og ofret mange afsavn på at erhverve, at de formår at holde kæft, når de begavede taler, har de ikke fortjent at blive behandlet med nogen anden form for respekt, end de selv udviser overfor de livsformer, de ynder at omgive sig med. Man skal ikke forvente anvendelige forslag til positiv udvikling fra et befolkningssegment, hvis livsfilosofi er at fremavle individer gennem målrettet selektion af evolutionære ulemper, der gør dem så medgørlige, lade og dumme, at de er enhver diktators våde drøm.
Når de alligevel blander sig, kalder de deres særlige form for dumhed for "livserfaring" og insisterer på, at man opnår den genialitet, som vi akademikere har arbejdet hårdt for, alene ved at blive ældre, mens man røgter køer. Det rører dem næppe, at de således afslører lykkelig uvidenhed om ikke blot emnet, som de blander sig i, men også om, hvordan man lærer noget om det til at begynde med, for akademikere har faktisk samme mængde livserfaring som denne bondestand, hvadenten dens repræsentanter nu er indehavere af et landbrug eller ej. Forskellen er, at hvor bønderne har livserfaring i noget, der sjældent har noget med det diskuterede emne at gøre, har akademikerne både hård viden om emnet og samme mængde livserfaring - og formentlig endda af en slags, der har relation til emnet. Hvis man tror, at livserfaring giver samme viden som bøger, har man kun prøvet én af delene.
Uvidenhed og misforståelser er acceptable, men disse missing links' manglende villighed eller evne til at komme videre, og til at lære og forstå, diskvalificerer dem som gyldige referencer. Når de "kloger" sig om ting, de for fagfolk åbenlyst ikke har den mindste smule begreb om, kan ukonstruktivt tolerante eksperter måske spilde tiden på at sortere titusindvis af forudindfattede meninger fra og høfligt ignorere ammestuesnak om graviditet og husgeråd om vorter væk, før de finder et mikroskopisk guldkorn af velkendt viden og således et ligegyldigt bidrag. Langt de fleste fagfolks årelange livserfaring med den svagt tænkende stand har heldigvis lært dem blot at lukke ørerne, når en mental dværg håner hundredtusindvis af forskningstimer og kalder rygning for ufarligt med henvisning til en cerutafhængig tante, der endnu ikke er død og således stadig formår at stemme på Venstres "så folkelige" statsminister, eller når han beretter om en onkel, der trods sin indavlsbetingede hjerneskade kan finde vand med en pilekvist.
Jeg siger derimod ligeud, hvorfor vi ikke vil høre på deres støj, og jeg siger ligeud, at de i sjældne tilfælde spilder vores tid, men oftere trækker diskussionen ned på et niveau, som vi kunne have forladt for årtusinder siden, var det ikke for eksistensen af disse menneskelige ukrudt og snylteplanter. Dét er mit hang-on og erklærede personlige stil, som står parat til støtte af projekter, der kan erstatte disse talende kroppe med umælende replikater, så vi andre kan få fred til at fremelske det menneske af evner, vi har potentiale til - ganske som gamle "doc" foreslog.
Kategorier:
Jeg synes, det er unfair, at Ekstra Bladet giver indtryk af, at Lars Løkke Rasmussen (V) bliver påvirket af sin brors hadefulde snak.
Ja. Det er broderen, der er påvirket af Lars i stedet.
Kategorier:
Jeg har d.d. afsendt følgende spørgsmål til NemID via deres supportformular:
Hej,
På jeres hjemmeside på
https://www.nemid.nu/om_nemid/hvad_er_nemid/den_nye_digitale_signatur/ står der under overskriften "Mere mobil":
"Med NemID behøver du ikke installere noget på den computer du bruger, og det betyder derfor også, at du kan tage NemID med dig på farten, og logge ind på enhver computer med internetforbindelse."
Imidlertid oplever jeg, at der dukker et vindue op, der beder mig installere en Java-applikation fra DanID, når jeg vælger login via NemID. Hvordan bruger jeg NemID uden at installere denne applikation?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
--Ole Wolf
Hej,
På jeres hjemmeside på
https://www.nemid.nu/om_nemid/hvad_er_nemid/den_nye_digitale_signatur/ står der under overskriften "Mere mobil":
"Med NemID behøver du ikke installere noget på den computer du bruger, og det betyder derfor også, at du kan tage NemID med dig på farten, og logge ind på enhver computer med internetforbindelse."
Imidlertid oplever jeg, at der dukker et vindue op, der beder mig installere en Java-applikation fra DanID, når jeg vælger login via NemID. Hvordan bruger jeg NemID uden at installere denne applikation?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
--Ole Wolf
Kategorier:
En bekendt fra bankverdenen har fortalt mig om, hvordan gebyrer er tænkt ind bankens softwaredesign. For de ikke indviede udgør et softwaredesign det "nederste" niveau af beskrivelsen af softwaren; når man har dette design, er man i stand til at fremstille selve den kode, der udgør softwaren. Designet er en form for præcisering af softwarens såkaldte arkitektur, der er en skitse for, hvordan softwaren indfrier de krav, der er stillet til produktet.
Kravene til produktet dækker mange aspekter lige fra hvad produktet skal levere (f.eks. mulighed for at få en kontoopgørelse som PDF eller mulighed for en postkasse til kommunikation med sin bankrådgiver) til identifikation af, hvordan produktet bliver brugervenligt eller sikkert.
Et af kravene til bankens software er, at softwaren skal kunne registrere gebyr for alt. I følge min bekendte blev der i den pågældende store bank ikke fremstillet et system, uden at der på hver eneste tænkelig transaktion blev tilføjet et felt i transaktionsdatabasen, hvor man kunne slå gebyr til eller fra, samt fastsætte gebyrets størrelse. Der kan således med et tastetryk lægges gebyr på en hvilken som helst bankoperation, lige fra veksling af penge og handel med værdipapirer til saldoopgørelse og login.
Med det i baghovedet er der god grund til at være nervøs for, at PBS - der er ejet af bankerne - på et tidspunkt tager gebyr for NemID-papirkortet. Hvis ikke direkte, så indirekte ved at afkræve transaktionsgebyrer af virksomhederne, der benytter NemID, hvorpå disse virksomheder er "nødsaget" til at indføre gebyr eller kanaliserer udgiften over på varernes priser. Hvis PBS har designet NemID på samme måde, som banker designer software, vil bankerne med gårsdagens introduktion af NemID fremover være i stand til at opkræve gebyr for ethvert login på en statslig eller kommunal side, der benytter NemID.
Kravene til produktet dækker mange aspekter lige fra hvad produktet skal levere (f.eks. mulighed for at få en kontoopgørelse som PDF eller mulighed for en postkasse til kommunikation med sin bankrådgiver) til identifikation af, hvordan produktet bliver brugervenligt eller sikkert.
Et af kravene til bankens software er, at softwaren skal kunne registrere gebyr for alt. I følge min bekendte blev der i den pågældende store bank ikke fremstillet et system, uden at der på hver eneste tænkelig transaktion blev tilføjet et felt i transaktionsdatabasen, hvor man kunne slå gebyr til eller fra, samt fastsætte gebyrets størrelse. Der kan således med et tastetryk lægges gebyr på en hvilken som helst bankoperation, lige fra veksling af penge og handel med værdipapirer til saldoopgørelse og login.
Med det i baghovedet er der god grund til at være nervøs for, at PBS - der er ejet af bankerne - på et tidspunkt tager gebyr for NemID-papirkortet. Hvis ikke direkte, så indirekte ved at afkræve transaktionsgebyrer af virksomhederne, der benytter NemID, hvorpå disse virksomheder er "nødsaget" til at indføre gebyr eller kanaliserer udgiften over på varernes priser. Hvis PBS har designet NemID på samme måde, som banker designer software, vil bankerne med gårsdagens introduktion af NemID fremover være i stand til at opkræve gebyr for ethvert login på en statslig eller kommunal side, der benytter NemID.
Kategorier:
