oktober 2015 Archives

Jyl­lands-Posten bragte den 10. oktober re­sul­ta­tet af en un­der­sø­gel­se, som i følge Jyl­lands-Posten blandt andet påviser, at mus­li­mer i Danmark er blevet mere re­li­gi­ø­se, og at de ønsker den danske lov­giv­ning er­stat­tet af Koranen.

Hidtil er der kun fo­re­ta­get en enkelt vi­den­ska­be­lig un­der­sø­gel­se af fæ­no­me­net i Danmark, men den var meget om­fat­ten­de og grundig. I omegnen af 10.000 mus­li­mer blev fulgt fra 2001 til 2009, og blandt en række øvrige re­sul­ta­ter fandt man, at re­li­gi­ø­si­te­ten blandt danske mus­li­mer var svagt fal­den­de, mens an­tal­let af "meget re­li­gi­ø­se" var faldet ty­de­ligt.

En undersøgelse som Jyllands-Postens, der viser en så markant modsat tendens, bør give anledning til overraskelse og en vis portion skepsis. Måske derfor valgte Jyllands-Posten lidt utraditionelt at afsløre deres metode og deres spørgsmål.

Metoden er for så vidt uproblematisk. Antallet af adspurgte og metoden til at udvælge adspurgte er acceptable, omend beslutningen om kun at bruge muslimer som spørgere bør være irrelevant. (Spørgere i analyseinstitutter beholder ikke deres job ret længe, hvis de af den ene eller anden grund vælger at blive lidt for selvstændige i deres formuleringer.)

Spørgsmålene er imidlertid en helt anden historie, for de er mildt sagt problematiske. Tre af spørgsmålene - som muligvis udgør spørgeundersøgelsens komplette antal - er gengivet i Jyllands-Postens redegørelse for metoden, og de har hver deres problem.

Spørgsmålet: "Hvor ofte beder du?" lægger op til over- eller underdrivelse afhængigt af den adspurgtes indstilling. Hvis den adspurgte anser bøn som positivt, vil vedkommende tendere til at overdrive. Vi kender disse over- og underdrivelser, når analyseinstitutter spørger om hhv. længden af folks penis eller om de stemmer på Dansk Folkeparti. Derfor sørger professionelle udformere af spørgeskemaer for enten ikke at stille den slags spørgsmål, eller også stiller de det samme spørgsmål i en analyse, der gentages gennem en årrække, idet det på den baggrund kan se, om et tal inkl,. en ukendt over- eller underdrivelse udvikler sig.

Eftersom det sidste ikke gør sig gældende, kan spørgsmålet anses som metodemæssigt problematisk, men set fra et religionssociologisk synspunkt er der et større problem: Langt de fleste religioner i verden har "synlig" dyrkelse af religionerne, hvor der indgår rituelle handlinger. Vi ser det f.eks. blandt katolikker, der slår korsets tegn pr. automatik, eller blandt buddhister, der efterlader et lys ved den lokale pagode på vej til arbejde. Modsat har den Luthersk-Evangeliske protestantisme som religiøst kendetegn, at den som en del af modstanden mod katolicismen modsatte sig åbenlys rituel adfærd. Det er derfor, måske lidt ironisk, netop en religiøst betinget reaktion, når vi i Danmark udviser mistro mod andre religioner på grund af deres rituelle adfærd. Lidt simplificeret kan man sige, at hvis en bestemt muslim beder til Allah tre gange om dagen, så udtrykker det ikke højere grad af religiøsitet, end hvis en dansk folkekirkekristen tre gange i løbet af dagen har sagt "Gud fri mig vel", "gudskelov", m.v., idet den religiøse adfærd pr. luthersk-evangelisk lærdom ikke går ud på at bede til Gud, men derimod at holde tankerne på den.

I praksis betyder det, at næsten enhver religion vil se mere religiøs ud end visse protestantiske retninger, såfremt man måler religiøsitet på ritualiseret adfærd. Således vil muslimer også fremstå som meget religiøse set fra et protestantisk synspunkt, uden at de af den grund skænker troen større tanker end protestanter. I Jyllands-Postens undersøgelse er konklusionen derfor givet på forhånd: Ved at stille et sådant spørgsmål vil muslimer blive karakteriseret som meget religiøse.

Spørgsmålet om hovedbeklædning burde være "old hat", så diskussionen bliver kort: Hovedbeklædningen er i langt højere grad et udtryk for tradition end for at være et religiøst krav. Når muslimer over en bred kam alligevel tror, at det er påbudt, så skyldes det, at de færreste mennesker er i stand til at se forskel på religion og tradition (hvilket rimeligvis skyldes, at grænsen er meget uklar). Indtil for få årtier siden anså man også brugen af tørklæde som et udtryk for kristen dydighed her i landet. Til gengæld kan man være sikker på, at muslimer overvejende vil svare "ja" til spørgsmål om, hvorvidt de mener, (unge) kvinder bør benytte tørklæde, så hvis man vælger at præsentere dette svar som et religiøst frem for et kultur-traditionelt svar, kan man være sikker på, at "påvise" stærke religiøse holdninger.

Det sidste spørgsmål - om Koranens anvisninger skal følges til punkt og prikke - kræver forståelse for Koranens position som religiøst skrift.

I Islam anses Koranen for at være "guds ord", og som sådan anses den for at være sandhed. Spørger man, om den (dvs. guds ord) skal være loven, må svaret nødvendigvis være "ja". For muslimer stilles der ikke tvivl om deres guds intentioner; i Islam handler det om at forstå, hvordan man fører Allahs ord ud i livet ud fra en betragtning om, at selv om Allah er fejlfri, så gælder det for muslimer om at gennemskue, hvad det betyder for den enkelte muslim i dagligdagen. Det betyder, at når deres religiøse skrifter giver anvisninger om, hvordan man behandler sin kamel, så må disse anvisninger i dagens Danmark nødvendigvis skulle tolkes i forhold til behandling af sin bil eller eventuelle kæledyr. Tilsvarende finder vi ikke muslimer, der står på gadehjørner og deler kapper ud om vinteren, blot fordi de religiøse skrifter påbyder at give en frysende person sin kappe; sådanne passager tolkes i stedet som påbud om f.eks. at donere til nødhjælpsorganisationer.

Alle religiøse tekster bliver tolket, og i praksis bliver Koranen og Hadith i sidste instans tolket lige så frit som de kristnes Bibel eller jødernes Talmud og Torah. For kristne og jøder handler tolkning af de religiøse skrifter imidlertid om at forstå, hvad deres gud mente: Hos kristne og jøder er selve skrifterne således til diskussion (kristne har jo ligefrem taget aktivt stilling til hvilke skrifter, de fandt relevante), mens de for muslimer er indiskutable.

Dette får ikke muslimer til at opføre sig videre forskelligt fra folk med en anden religion i det praktiske liv, men det giver anledning til en forskel på, hvad man svarer, når man skal fastslå tekstens betydning. Derfor vil de spørgsmål, som Jyllands-Posten stillede, automatisk få muslimer til at lyde mere religiøse eller fundamentalistiske end kristne og jøder, uden at de af den grund er det.

Havde Jyllands-Posten derfor stillet spørgsmålet anderledes - f.eks. ved at spørge, om Allahs ord er forenelige med demokrati - så ville man opdage, at Koranen slet ikke tolkes som helt så uforenelig med den eksisterende lovgivning, som Jyllands-Posten konkluderer.

Alle tre spørgsmål, som Jyllands-Posten refererer, vil på grund af deres udformning give anledning til at tro, at muslimer i Danmark er langt mere religiøse, end hvad der i praksis er tilfældet. Man kan derfor ikke drage den konklusion, som Jyllands-Posten - og i særdeleshed visse af dens ideologisk antimuslimske læsere - drager. Konklusionen er derimod, at Jyllands-Posten enten på grund af manglende indsigt i feltet, eller på grund af en politisk og/eller religiøs dagsorden fremmaner et religiøst spøgelse, som ikke findes.

Da Richard Dawkins i 1976 udgav bogen "Det selviske gen", fremlagde han en strengt deterministisk model, hvor han anser organismer for at være overlevelsesmaskiner for genet, som han indleder med at definere som et "stykke DNA". Organismerne selv har ikke nogen anden funktion end at muliggøre genernes selv-reproduktion samt beskytte generne.

Lidt senere forklarer han, at fordi der ikke (dengang?) fandtes en anerkendt definition af et gen, vælger han at kalde genet for "en portion kromosom-materiale", der har tilstrækkelig stabilitet til at kunne være en enhed for naturlig udvælgelse. Ser man nærmere på definitionen, er den dog cirkulær: Dawkins fastslår, at naturlig selektion skyldes genet, hvorpå han definerer genet som noget, der giver anledning til naturlig selektion. Et sådant argument nytter bare ikke, hvis der ikke findes en sådan afgrænset enkeltstørrelse, som indgår i den naturlige selektion.

Dawkins modtog af samme årsag kraftig kritik for således at basere sin grundhypotese på et begreb, som han havde undladt at definere. I sit modargument anerkender han indledningsvist, at gener muligvis indgår i strukturerede relationer, og på den måde højst bidrager til dannelsen af en fænotypisk egenskab. Men selv om man måske afdækker en større mangfoldighed af sådanne relationer, så er det ikke disse fænotypiske egenskaber, der overlever generation efter generation, mener Dawkins. Det, som derimod overlever i den evolutionære selektion, er en replikator. På samme måde, som man kan abstrahere fra de enkelte organismer, og i stedet anskue dem som en gen-pulje, sådan kan man også betragte baggrunden for evolution som en sum af replikatorer. Som fænotype er biosfæren (den "udvidede fænotype") ikke interessant; det er replikatorerne, der er interessante.

Dermed gentager Dawkins imidlertid blot sig selv på en snørklet vis. Han udskifter sin upræcise definition af "et stykke DNA" eller "en portion kromosom" med en ny og lige så upræcis definition - for hvad består replikatorer af? Man får allerede her mistanke om, at Dawkins vil vælge helt at ignorere behovet for materiel substans og blot vælge at se replikatorer som løsreven information.

Richard Dawkins viser hermed, at det er muligt for ham at fastholde sin reduktionistiske hypotese, selv om han aldeles opgiver gen-begrebet! Selv i dag, hvor vi har erkendt en langt større kompleksitet med talrige indbyrdes relationer, hvor miljøet spiller ind i selv de mindste genfænomener, og hvor beskrivelsen af dyreadfærds genese kræver indarbejdelsen af indlæring og imitation, så kan reduktionister som Dawkins hævde præcis det samme som før, hvis blot de gentager hans argumentation i en ny form. De behøver f.eks. blot postulere, at en given "enhed af adfærd" har en særlig selektionsværdi, og at vi med med tiden vil kunne identificere en entydig biologisk substans for den, når vi har lært at se dybere ned i altets bestanddele.

Som svar på dét argument kan man enten vælge at sandsynliggøre, at der findes niveauer, som ikke kan reduceres yderligere, eller at hver af de konkrete forklaringer er uvidenskabelige. Det sidste ligger temmelig lige for, når argumenterne forudsætter, at vi "en dag vil forstå".

Richard Dawkins har siden valgt at kalde sin reduktionisme for "hierarkisk", hvilket dog ikke bidrager med nogen afklaring, for selv om en hierarkisk opdeling af niveauer er et praktisk epistemologisk værktøj, bliver hans reduktionisme jo ikke mindre reduktionistisk af den grund: Hvis man til stadighed forsøger at reducere en enhed på et niveau til del-enheder på det underliggende niveau, så ender vi på fysikkens partikelniveau.

Kort og godt demonstrerer Dawkins, at hvis blot man fuldstændig ignorerer de ontologiske overvejelser, som er en forudsætning for lødig videnskab, bliver man i stand til at kaste den ene fantasifulde hypotese på bordet efter den anden.

Tilbage til "Det selviske gen": Efter at have diskuteret genets rolle afslutter Dawkins pludseligt bogen med en kort redegørelse om kultur. Ifølge Dawkins har kultur intet med gener at gøre, og manifesteres i stedet af en helt anden slags replikatorer, som han kalder memer. Memerne opfører sig ganske som generne, idet de spreder sig i gen-puljen på samme måde, som gener rejser fra krop til krop via sæd- og ægceller. Memerne spreder sig fra hjerne til hjerne via imitering, fastslår Dawkins.

Heller ikke denne gang gør Dawkins noget forsøg på at definere, hvad disse memer består af. Deres materielle substans forbliver urørt. Han forklarer ikke, om kultur og biologi adskiller sig epistemologisk eller også ontologisk fra hinanden, eller om der er tale om nærmest parallelle søjler i hans ultrareduktionistiske univers.

Med denne argumentationsform - eller måske snarere dens mysticisme og metafysik - har jeg svært ved at tolke Dawkins' bidrag som andet end en nyfortolkning af forældede forestillinger om sjæl og legeme. Richard Dawkins giver genet omtrent samme rolle for organismer, som kristne teologer gennem tiden har tillagt sjælen (hvor kroppen blot var dens fartøj på Jorden), og gør den kartesiske dualisme total, da han afslutningsvis ligefrem adskiller biologi og kultur. Dawkins' brug af gener og memer er velkendt materiale fra religiøse forestillinger, blot nyformuleret i et scientistisk sprog.

I modsætning til kontaktfladen i mit virkelige liv møder jeg på Facebook et vist antal mennesker, der angiver, at de har gået i "livets skole". Jeg satte mig derfor for at undersøge, hvad det er, man lærer i denne skole.

Der er ingen adgangskrav til studiet. Til gengæld er det ikke SU-berettiget; dog modtager eleverne jævnligt uddannelsesstøtte i form af bistandshjælp.

Desværre hersker der uenighed blandt eleverne om, hvad man lærer på de enkelte læreanstalter. Det eneste fællestræk er ifølge tidligere studerende, at de lærte langt flere og vigtigere ting end vi, der åbenbart var afskåret fra livet, mens vi studerede på universitetet.

Specialeretningen for ens udannelse afhænger tilsyneladende af den specifikke læreplads, men der er visse overlap i de dimitteredes fagkundskaber uanset uddannelsessted. Jeg har identificeret nogle af de vigtigste fag:

Konspirationsteori. Her lærer den studerende om de konspirationsteorier, der ikke er belastet af universitetsprofessorers alternative forklaringer. De mest almindelige er chemtrails, Eurabia, Big Pharma, Bilderberg samt 9/11.

Udlændingepolitik. Den studerende får en introduktion til muhammedanismen af førende meningshavere og præster, og lærer, at indvandrere er muslimer, som har til hensigt at gøre Danmark til et såkaldt kalifat.

Miljø. Her bliver eleverne udlært i klimaskepsis og i forståelsen for, hvorfor såkaldte miljøgifte ikke kan være så skadelige, som universitetsprofessorer påstår, idet f.eks. tidligere generationer har været i stand til at overleve.

Videnskabsteori. Dette felt spænder bredt, men koncentrerer sig på alle uddannelsesinstitutionerne hovedsageligt om at gøre den studerende velbevandret i anekdotisk bevisførelse, følelsesbaseret argumentation, cirkulær logik og slutning, samt brug af korrelation som sammenhæng.

Politik. De studerende bliver her sat i stand til at vurdere, hvem retssamfundet gælder for, og hvordan man bedst prioriterer grupper ud fra deres etnicitet eller politiske standpunkt. De studerende bliver ikke pålagt specifikke politiske holdninger, men lærer vigtigheden af at kræve simple og udifferentierede løsninger til afhjælpning af komplekse problemer. En stor del af faget går ud på at lære den nødvendige retorik og grammatik, når de studerende senere skal deltage i debatter på de sociale medier eller i kommentarsporene til artikler bragt i BT og Ekstra Bladet.

Sundhed. Eleverne får en grundig indføring i effekten af homøopati, krystal- og fjernhealing, naturmedicin, detox-kure, m.m. Mange af eleverne vælger at specialisere sig i dette fag, og bliver selvernærende eksperter efter endt uddannelse, til stor glæde for andre elever fra "livets skole".

Det har desværre været umuligt for mig at få informationer om eksamener i livets skole, for jo mere, en studerende har fremhævet, at han eller hun har gået i livets skole, desto mindre interesseret har vedkommende været i at tale om sin afgangskarakter.

Når man iagttager Liberal Alliances følgere på Facebook, placerer deres retoriske konstruktioner og antagelser dem et helt bestemt sted i den vestlige historie.

Helt præcist ser de ud til at være strandet mentalt i midten af 1980'erne, hvorfra de ikke er kommet videre. De er en slags Ronald Reagan-fanklub. De holder fast i den tids forestillinger om trickle down-effekten, selv om den forlængst er blevet afvist af både Verdensbanken og IMF som en myte. De fører koldkrigsretorik, hvor enhver, der kalder sig for socialist, gøres til en kommunist med alle de planer om overtagelse, som Vesten var i panik over - dengang. De snakker om liberalisme, sådan som Venstre præsenterede liberalismen i 1980'erne. Kvindesynet er det samme som i årtiet efter den lilla ble, hvor man fnyste af '68 men anerkendte, at kvinder har samme rettigheder som mænd - forudsat at de gør sig fortjent til det.

Liberal Alliances følgere gentager, hvad Liberal Alliances politikere prædiker. Disse politikere var unge i 1980'erne. Det var på det tidspunkt, at deres holdninger krystalliseredes omkring det, de fandt tiltrækkende - politisk som æstetisk og seksuelt. Efter denne krystallisering af deres eros har deres værdier ligget fast. Det sker for os alle, men for nogle er krystalliseringen grinagtig. Liberal Alliance er i den forstand 1980'ernes udgave af hippien fra 1960'erne; begge er fortidslevn af en ideologi, der selv dengang var umulig.

Så når du fremover pludselig fornemmer pustet fra koldkrigsfortiden, når du debatterer på Facebook, så kan du gætte på, at du taler med en af Liberal Alliances følgere.

I går udsendte Anders Breivik en er­klæ­ring om, at han ville sul­te­strej­ke, hvis ikke for­vær­rin­ger­ne i hans fæng­sels­op­hold blev ophævet. Anders Breivik har siddet i reel iso­la­tion siden be­gyn­del­sen af sin straf i Skien fængsel, hvor sik­ker­he­den er høj. Efter 2½ år er­klæ­re­de Anders Brei­viks advokat, at Breivik ville anlægge sag mod den norske stat for at få iso­la­tions­fængs­lin­gen ophævet.

Amnesty International retter berettiget kritik mod brugen af isolationsfængsling. Midlertidig og kortvarig isolation kan have sin berettigelse, men langvarig brug af isolation er regulær tortur. For Anders Breiviks vedkommende ligger foreløbig tre års isolation rigeligt over grænsen for "langvarig brug". Ganske vist er Anders Breivik sandsynlig muligvis mindre berørt af isolation end de fleste, idet han tidligere har isoleret sig frivilligt, og i det hele taget har en social dysfunktion, der gør det svært for ham at agere blandt andre mennesker. Det ændrer dog ikke på, at længerevarende isolationsfængsling er tortur. Og selv om isolationsfængslingen af Anders Breivik ikke er total, idet han er under konstant opsyn af personale, der tæller flere personer, ønsker opsynspersonalet ikke at tale med ham.

Anders Breiviks erklæring resulterede i en strøm af Facebook-opdateringer og -kommentarer, hvor en for mig at se markant del af venstrefløjen glemte alt om deres fastholden på retsstatsprincipper og menneskerettigheder, idet de skadefro opfordrede ham til at gennemføre sit projekt samt udtrykte ønske om isolation på livstid og det, der var værre. Man må lade Anders Breivik, at han giver højrefløjen mulighed for at pege betimelige og retfærdige fingre ad hykleri på venstrefløjen.

Isolationsfængslingen af Anders Breivik skyldes angiveligt, at han vil være i fare blandt medfanger. Denne fare er reel nok, både fordi der er medfanger, der hader ham, og fordi der i visse kredse er udlovet dusør til den, der måtte slå ham ihjel. Når en fange er i fare blandt sine medfanger, og ikke kan placeres blandt (for ham) ufarlige fanger, er praksis desværre, at den pågældende fange bliver udsat for isolation.

En vis del af Anders Breiviks klager kan reelt betragtes som urimelige. Han er en besværlig fange, og hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse gør ham tilbøjelig til at mene, at han fortjener særlige hensyn. Når han klager over, at han mister beføjelser, er der således et element af prinsessenykker over dem. Den slags er medvirkende til en negativ reaktion oveni de stærke følelser, som nogle nærer mod Anders Breivik.

Her kan man så alt efter temperament og politisk overbevisning frydes eller græmmes over, at tydelige dele af venstrefløjen afslører, at deres ønsker om retssamfund er indskrænket til dem, de er enige med, og at der gælder andre regler for resten (Her kan man et notere, at der normalt er væsentligt gehør for indførelsen af netop disse andre regler på højrefløjen; højrefløjen ville i så fald ikke have noget at brokke sig over, hvis de pågældende venstrefløjsfolk fik magt, som de øjensynligt har agt.)

I sådan en sag skal enhver tilhænger af et retssamfund insistere på, at Justicia har bind for øjnene. Man tilsidesætter ikke retssamfundets regler, blot fordi der er tale om et helt usædvanligt dumt svin. Tortur er ulovligt, uanset hvem der bliver udsat for den. Isolationsfængsling skal afskaffes, også når denne form for tortur overgår individer som Anders Breivik.

Det iøjnefaldende hykleri er imidlertid det mindste problem. Det er langt værre, at brugen af isolationsfængsling er udbredt i fængselsvæsenet, og Anders Breivik er langt fra den eneste fange, der udsættes for denne tortur. Det er tortur, som skal stoppes. Men når Anders Breivik klager over brugen af tortur i fængselsvæsnet, så springer selv modstandere af tortur frem, og udtrykker nu en tydelig positiv holdning til denne tortur. Måneders og års kampagner, der har overbevist befolkningen om utilstedeligheden af tortur, er ødelagt, fordi synet af denne djævel tilføjer et enkelt, forbandende ord til modstanden mod tortur: Tortur skal afskaffes, men.