Recently in Diverse Category

Det måske væsentligste formål med en Ph. D.-afhandling er at demonstrere, at man har styr på videnskabelig arbejdsmetode. Det indebærer blandt andet, at man har godt styr en række formalia, som måske kan virke trivielle i dagligdags situationer, men som er fundamentale for forskning.

Andre videnskabsfolks mulighed for at efterprøve ens resultater, samt gentage ens forsøg, er helt grundlæggende og kritiske. Derfor skal man finde spore baggrunden for konklusioner, også selv om det er den videnskabelige artikels egen forfatter, der oprindeligt bragte dem som en del af øvrigt arbejde. Dette øvrige arbejde, og dets baggrund, skal tilsvarende kunne opsøges og undersøges.

I en Ph. D.-afhandling skal man demonstrere, at man har styr på disse og en række andre videnskabelige principper.

Derfor kan Esben Lunde Larsens (V) plagiering af sig selv og andre synes uinteressant, og som en personhetz, hvis man læser dem udenfor en videnskabelig kontekst. I så fald kan enhver være lidt sjusket og begå små fejl, som Esben Lunde Larsen selv undskylder, og man behøver ikke understrege, at man selv tidligere har sagt det samme:

Men det skete netop i en videnskabelig sammenhæng, hvor man ikke kan undskylde sig med, at man tidligere har publiceret samme tekst. Andre forskere skal kunne se, hvor teksten kommer fra, så de kan spore forskningsresultaterne.

I værste fald er der tale om videnskabelig uredelighed, hvor Esben Lunde Larsen tager æren for andres arbejde. Men med min personlige fordom om folk, der har gået på bibelskole, og/eller bliver optaget på Teologisk Fakultet, antager jeg som udgangspunkt, at de ikke har nogen dybere forståelse for forskning, og næppe er specielt dygtige som sådan. Derfor antager jeg, at der er tale om sjusk.

Det er også slemt nok. Sjusk i en Ph. D.-afhandling er identisk med manglende evner som forsker, og formelt sjusk i en Ph. D.-afhandling er manglende respekt eller manglende forståelse for forskningsmetoder. Esben Lunde Larsen kalder det for en fejl, som enhver kan begå, men i en Ph. D.-afhandling er det en demonstration af, at han ikke har forståelse for forskningsprincipper og evner til forskning.

Da jeg boede i Bay Area i slut­nin­gen af 1990'erne, faldt jeg over et bil­l­bo­ard-opslag for "Gay Wind­sur­fers". Det var øjen­syn­ligt en for­e­ning af ho­mo­seksu­el­le, der vind­sur­fe­de sammen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var særligt ved bøsse-vind­sur­fing al den stund, at jeg ikke var et oplagt medlem, både på grund af min egen seksu­a­li­tet og min aldeles mang­len­de in­te­r­es­se i vind­sur­fing.

Ikke desto mindre fik op­sla­get mig til at tænke: Hvad er vind­sur­fing for bøsser og les­bi­ske, som vind­sur­fing ikke er for he­te­ro­seksu­el­le? Jeg havde ganske vist stadig bil­le­der på net­hin­den af en ung skønhed, der surfede i det græske øhav, mens hun foretog hånd­stand, split, og andre gym­na­sti­ske øvelser, der i høj grad frem­hæ­ve­de hendes figur, men der var stadig en vis afstand til direkte seksu­a­li­te­taf­hæn­gig vind­sur­fing. Dyrkede de sex, mens de vindsurfede (hvilket på sin vis ville være imponerende nok), eller var det en form for nøgen-vindsurfing, hvor man af uklare årsager fandt sin egen seksualitet så vigtig, at det stod i skarp kontrast til de fleste nøgenstrandes indstilling om, at man kan være nøgen, uden det skal involvere seksualitet?

Jeg fik aldrig noget svar på, hvordan en homoseksuel vindsurfer anderledes end en heteroseksuel, men min interesse var heller ikke større, end at jeg undlod at notere mig adressen, så jeg kunne møde op og spørge. Jeg gætter på, at årsagen er den marginalisering, som homoseksuelle udsættes for til trods for, at de udgør en betragtelig procentdel af befolkningen: De homoseksuelle i San Francisco udgør en subkultur, som har deres egne regler og "ghettoer", hvis ellers man kan kalde den dyreste og mest eksklusive del af San Francisco for en ghetto. De har en form for abstrakt sammenhold, hvor fællesskabet defineres ud fra deres seksuelle identitet, også på alle de områder, der intet har med sex at gøre.

Dette sammenhold er nok svært at overføre til danske forhold, hvor selv store procentdele af samfundet vil have svært at mødes i enkeltsags-forening, fordi vi er et lille folk. Samtidig er den amerikanske identitetsfølelse mere markant end den danske fællesskabsorientering (også selv om visse dele af den politiske arena halser efter de amerikanske forhold som en hanhund efter en tæve i løbetid), og det gør det mindre attraktivt at samles om fællesskaber, der tager udgangspunkt i ens egen identitet. Tror jeg.

Det er næppe den slags fordybende tanker, der går gennem hovedet på den dansker, der undrer sig over, at homoseksuelle føler behov for at holde "Copenhagen Pride" og tilsvarende events. Det er nok endda de færreste, der gennemskuer, at marginaliseringen af homoseksuelle nødvendiggør en sådan synlighed: Jo flere, der deltager i Copenhagen Pride, desto mere synligt er det, at der findes en stor gruppe danskere, der er marginaliserede - omend med den rebound-effekt, at en meget stor mængde mennesker signalerer det modsatte af marginalisering. Den almindeligt tolerante person observerer derfor med undren, at homoseksuelle finder det nødvendigt at gøre opmærksom på sig selv, fordi den samme tolerante person næppe er opmærksom på hvor mange fordomme, overfald, lovgivninger, m.v., der rammer homoseksuelle.

Jeg vil i stedet påpege noget, der sikkert hverken blev overvejet af Bay Area-vindsurferne eller af de danskere, der ser et indslag om Gay Pride i København: Der er intet ved vindsurfing, der er spor homoseksuelt. Det giver lige så lidt mening at diskutere bøsse-vindsurfing, som det gør at diskutere bøsse-højrekørsel på vejene. Når bøsser og lesbiske køber ind, er det ikke homo-indkøb. De kører ikke i homo-højre side af vejen. De homo-tænker sig ikke om, når de løser en vanskelig opgave. De homo-laver ikke mad. De homo-klipper ikke hæk. De homo-har ikke hund. De homo-køber ikke ind i Bilka. De opfører sig faktisk som alle andre, og det ville jeg helst sige, at enhver idiot ville kunne fatte.

Men ak. På trods af så simple erkendelser er det i år 2011 stadig et problem, at homoseksuelle kan blive viet. Homo-vielser burde være lige så lidt homo, som indkøb i Bilka er det, men i praksis er vielse - en borgerlig accept af retten til at dyrke sex med hinanden, samt en formaning om, at man så sandelig herefter skal afholde sig fra sex med nogen anden end sin på vegne af et fantasivæsen navngivet "Gud" bevidnede partner - aldeles særskilt og forbudt for homoseksuelle. Det er i det religiøse rum, at homoseksuel adfærd er forbudt og forkert, mens homoseksuelle i enhver anden sammenhæng ikke opfattes som afvigende. Det er religion, der definerer ægteskab som specielt, og det er religion, der definerer ægteskab som noget, der alene gælder mand og kvinde.

Der er intet ved ægteskab, som giver anledning til at tale om homo-vielse i stedet for "almindelig" vielse, bortset fra at ægteskab er en religiøs institution, der er sækulariseret - men ikke af den grund mindre mindre fornuftsfjernt - i samfundet. De ægteskabelige krav kunne være ligegyldige al den stund, at religiøse mennesker selv må leve med de restriktioner, deres religion påbyder dem, at homoseksuelle må acceptere den homofobi, deres egen religion udviser, eller at kvinder selv må finde sig i, at deres religion er kvindeundertrykkende... eller alternativt forlade den. Det må i en væsentlig udstrækning være op til den enkelte, om han eller hun vil støtte en religion, der gør ham eller hende til et hadeobjekt, ligesom man vel må tillade den enkelte valget mellem at springe ud fra 10. sal eller modtage professionel hjælp til at komme væk fra sine problemer. Men de ægteskabelige krav er ikke ligegyldige, fordi de har enorme juridiske og økonomiske følger i et samfund, der trods tilsyneladende sækularisering insisterer på en forældet religiøs tradition i både tanke og praksis.

Problemet er, at disse religiøse forvildelser har fået lov til at eksistere i et sekulært samfund, der formelt har vendt ryggen til den gud, der engang definerede kulturen, men som stadig opfører sig fuldstændigt, som om de stadig troede på guden. Den religiøst funderede fordømmelse af seksuelle minoriteter, der ingenlunde er usædvanlige eller sjældne, såvel som den lovgivning, der fører fordømmelsen meget klart ud i livet, er et uhyre aktuelt problem. Det handler ikke om at være for eller imod homoseksualitet, men om at eliminere de holdninger, der gør homoseksualitet til et problem. Det handler ikke om at støtte homoseksuelles ret til at blive viet i Folkekirken eller andre steder, men om at gøre vielse til et ligegyldigt ritual, både mentalt og legalt.

Engang anså jeg personalet på apotekerne som en form for fagfolk, som man kunne stole på, når de udtalte sig om den medicin, de hændede over disken. De havde en vis autoritet, som byggede på reel uddannelse, når de vejledte i brugen af medicin samt bivirkninger eller alternativer.

Men nu skriver vi 2011. Apotekerne skal være en forretning, ikke et serviceorgan. Derfor kan man ikke længere træde ind på et apotek, uden at enhver form for medicin i følge ekspedienten har den bivirkning, at man bliver tør i munden i løbet af natten, og derfor står op for at drikke sodavand. Det giver huller i tænderne, og det vil man jo ikke risikere, vel? Om det så er rektalcreme, skal det nok give tørre læber, og løsningen er nogle særlige bolcher med lakridssmag, som både får mundvandet til at løbe (hvilket i parentes bemærket enhver form for fremmedlegeme i munden jo gør), og som indeholder tandbeskyttende fluor.

Ud over at en usædvanligt ivrig apoteker i går efter femte forsøg på at overtale mig til at købe sit gateway drug med lakridssmag endelig blev mødt med et irriteret: "Jeg er her for at købe medicin mod en alvorlig sygdom. Jeg bryder mig ikke om, at du udnytter min sygdom til at sælge ekstraprodukter", er det også med til at farve min opfattelse af apotekerne. Jeg får demonstreret, at jeg hverken kan eller bør stole på, at apoteket virkelig har min interesse for øje, og at de forsøger at sælge mig det, jeg reelt har brug for. Jeg får endda demonstreret, at de gerne vil lyve for at tjene flere penge på min handel.

Den slags adfærd kommer vi til at se mere af. Serviceorganer eller samvittighedsfulde ekspedienter tilhører en uddøende race. Fremover bliver deres opgave at snyde dig, uanset hvad du har behov for, eller hvad du kom efter.

Som projektleder har man ikke interesse i at bemande sit team med de dygtigste projektdeltagere.

Det kan måske lyde ulogisk, for som udgangspunkt burde man vel antage, at en projektleder ønsker at færdiggøre projektet såvel hurtigt som omkostningsbegrænset. Hvis man bemander projektet med middel-performere, kan man ikke regne med at indfri disse mål.

Men tænk over, hvad projektlederens interesse i produktet egentlig er. Hvad får projektlederen ud af, at virksomheden har fremstillet produktet? Ja, du gættede rigtigt: Sin månedsløn, ikke andet. Produktet selv er ikke nogen gave til projektlederen, som projektlederen kan tage med sig hjem bagefter. Virksomheden fremstiller ikke produktet for projektlederens skyld, men for at tjene penge til virksomhedens ejere, som sjældent tæller projektlederen. Projektlederens motivation for at færdiggøre produktet er alene at kunne demonstrere projektledelsesevner; selve produktet kunne ikke være mere ligegyldigt. Hvis du har et hold af middelmådige projektdeltagere, så kan du ikke gøre andet end at fortælle din chef hvor lang tid, projektet forventes at tage. Det er jo ikke din skyld, at det tager længere tid, end hvis de havde været dygtige projektdeltagere, og der er i øvrigt næppe den store risiko for, at din chef spørger ind til, hvorfor de enkelte projektdeltagere dog tager så lang tid.

(Her kan du dog blive fanget i den leg, der hedder "gæt mit tal". Den går ud på, at chefen har et ønske til projektets varighed, som du ikke er blevet delagtiggjort i. Når du kommer med dit første estimat, vil chefen spørge, om ikke der kan klippes en tå og skæres en hæl hist og her. Du går tilbage til dit team og forsøger at trimme projektet, og får nogle best-case bud for visse af estimaterne. Når du præsenterer chefen for dette nye tal, er det straks bedre, men stadig ikke helt perfekt. Dette spil gentager sig nogle gange, indtil du har gættet chefens tal. Her skal du blot sikre dig, at det ikke er din ende, der kommer på komedie, når det uundgåelige sker, og projektet ikke kan færddiggøres på den aftalte tid. Det er projektdeltagerne, der tager længere tid, end de havde lovet, hvilket til den tid også bliver essensen af din historie til chefen. Men det var et sidespring.)

Som projektleder ønsker man primært at have et job som projektleder. Når projektet er afsluttet, kommer der et nyt, som indebærer de samme opgaver. Det kan ret beset være ligemeget hvor lang tid, projektet tager. Faktisk er det en fordel at være projektleder på et evighedsprojekt, for så har man jobsikkerhed. Og skulle ens chef være ærgerlig over, at ens projekt ikke skrider tilpas hurtigt frem, er det nemt at pege fingre af de middelmådige performere, som man ikke kan gøre noget ved.

Det er straks værre, hvis man har en stærk performer: Projektet, og dermed ens job, er i fare for at være overstået hurtigere, og man kan ikke skyde skylden for den manglende fremdrift på den stærke performer.

Endnu værre er det, hvis den stærke performer kan mistænkes for at ville være projektleder. Ens chef vil sikkert bemærke den stærke performer, og man risikerer nemt at blive den projektleder, der skal erstattes. Der er kun ét at gøre i denne situation: Den stærke performer skal have en kniv i ryggen. Din loyalitet ligger på intet tidspunkt hos din projektdeltager, men hos dig selv og din chef. Giv indtryk af, at projektdeltageren ikke formår at producere noget brugbart, eller fortæl chefen om eventuelle problemer, som projektdeltageren kan give anledning til. Hvis projektdeltageren f.eks. føler, at chefen er efter ham (fordi du har givet chefen indtryk af, at projektdeltageren ikke formår at producere det ønskede), og nævner for dig, at han måske er nødt til at inddrage fagforeningen, kan det kun gå for langsomt at stikke ham til chefen.

Dermed ikke sagt, at man skal undgå de dygtigste folk. Hvis man har dygtige projektdeltagere, er de ufarlige, hvis blot de ikke har lederambitioner eller tillader sig at have en holdning, som de giver udtryk for. Det er derfor ikke sådan, at du skal til at lede efter middelmådige projektdeltagere. Du skal blot ikke ærgre dig det mindste over dem, hvis du får dem.

For god ordens skyld vil jeg påpege, at efter at have været udsat for min første projektleder, der til dato stadig nyder anerkendelsen af at være et af de største svin, jeg nogensinde har mødt, har jeg svoret, at jeg ikke vil være sådan en projektleder. Som projektleder er jeg der for mit team, og de skal kunne stole på mig.

Jeg har aldrig følt behov for at undskylde, når der har været mindre aktivitet på bloggen. Bloggen er ikke en påtaget pligt, og er alene et tilbud til eventuelt interesserede læsere samt min mulighed for at sige ting, jeg har behov for at sige, eller som af den ene eller anden grund bør fastholdes på skrift. Hvis en blogejer i en periode ikke skriver noget, så kan folk forhåbentlig gennemskue, at der ikke bliver skrevet noget, uden at de ligefrem skal læse om det.

Jeg vil derfor ikke beklage noget, men blot understrege, at indeværende blog ikke er ved at dø. Det siger jeg dels for at glæde de læsere, der kan lide at læse bloggen, og dels for at ærgre de folk, der håbede, at dens tid var omme.

Årsagen til det seneste års relativt lave aktivitet skyldes bestemt ikke, at det har skortet på vanvid fra den borgerlige regering, eller at der i øvrigt har manglet emner at skrive om. Intensiteten af regeringens forsøg på at køre landet som var det en virksomhed under afvikling, der skulle sælges til regeringens venner, har på intet tidspunkt givet mig indtryk af, at regeringen var ved at køre træt, og jeg har endnu ikke set tegn på, at regeringens sædvanlige aftaler med Dansk Folkeparti skulle være udtryk for mere end fingerede forhandlinger om påtaget uenighed. Årrsagen har såmænd været rent personlig:




Trods fraværet af sikkerhedsnet til den slags sygdomme, og trods interessante oplevelser med personer, der har udnyttet min særligt sårbare situation til at plante knive i ryggen på mig, så er det heldigvis en midlertidig - omend temmelig hård og langstrukken - situation. Der er ingen grund til at glæde sig for tidligt over bloggens død.

Sæbekassen er p.t. i en mindre betrådt fase på grund af diverse former for travlhed - herunder aktivitet i forbindelse med det forestående kommunalvalg - men en enkelt nyhed bør dog annonceres:

Amina har netop afsluttet sit studium, og er nu cand. mag. i religionshistorie. Hendes gennemsnit for kandidatretningen er 12, og hvis ikke hun dermed har opnået det højeste karaktergennemsnit, der hidtil er givet i dette fag, må de hidtidige indehavere af det bedste resultat fremover dele førstepladsen med Amina.

Amina har sidefag i psykologi, hvor hun også afsluttede faget med et 12-tal. Tillykke til Amina!

Vores blog har i længere tid lidt under, at den ikke har noget logo, og at billederne af Amina og undertegnede er ved at blive lidt gamle. Det rådes der hermed bod på:

Følgende udveksling fandt næsten sted under mit seneste indkøb i den lokale Superbest:

— Vil du have bon'en med?
— Nej tak. Men jeg vil gerne have, at mit indkøb i stedet fremgår af mit kontoudtog.

Mit svar standsede ganske vist efter "nej tak", men det burde det ikke. Rent tekno­logisk er der intet til hinder for, at den elek­tro­niske scan­ning af mine varer og min beta­ling med chip-Dankort blev kombi­neret med en over­førsel af infor­mation om købet, så det kunne fremgå af mit elektroniske kontoudtog - helt uden behov for en papirbon.

Det ville stort set bare kræve en standard for mærkningen af varer, en protokol for overførsel af købsinformation sammen med betalingen, samt opdateret software i scanner- og betalingssystemerne. Det er slet ikke nogen særlig besværlig foranstaltning.

Problemet er, at de enkelte butikskæder ikke er motiverede for at tilbyde en sådan service, fordi den ikke giver dem en åbenlys indtjening, og de enkelte banker er det af samme grund heller ikke. Det ville kræve en regering, der ikke ønskede, at markedskræfterne var den drivende kraft bag enhver beslutning.

Ville du tilbyde at huse en irakisk asylan­sø­ger, der ri­si­ke­re­de depor­te­ring? Jeg mener: Ville du tilbyde dette uden de for­be­hold, der gør det så nemt at svare "ja" til spørgs­må­let?

Vil du svare "ja", hvis ikke du ved, hvad det er for folk, du in­vi­te­rer ind i dit hjem, hvor de har adgang til alt, hvad du ejer?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at dit pri­vat­liv i en ukendt periode vil være kom­pro­mit­te­ret?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at det koster ca. kr. 1500 om måneden i mad og ekstra forbrug?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at du kan blive rets­for­fulgt og miste både arbejde og det hjem, du stil­le­de til rå­dig­hed?

Vil du svare "ja", selv om du allerede har svært ved at få plads til din egen familie i din lejlighed?

Det er uhyre nemt at svare "ja" til disse spørgsmål, for nu hvor irakerne er deporteret, er der overhovedet ingen risiko eller udgift forbundet ved det. Det er så nemt at sige, at jeg gerne gav 10 millioner i støtte til værdigt trængende, hvis blot jeg vandt 100 millioner i Lotto, at det er et værdiløst udsagn. Dette gælder også udsagn om at yde hjælp, når behovet på den ene eller anden vis er elimineret. Intet vejer så lidt som et løfte.

Derfor (foruden det forhold, at jeg kun sjældent melder mig til en Facebook-gruppe) har jeg takket nej til de mange nylige Facebook-invitationer til gruppen "Jeg vil skjule en flygtning, hvis jeg kan". For det første kan jeg ikke; i hvert fald ikke uden væsentlige besværligheder og forbehold. For det andet er situationen hypotetisk, hvilket sætter Facebook-gruppen i kategori med enhver anden form for mental underholdning.

For det tredie nærer jeg stor modvilje mod at plastre mig selv til med pins og badges - hvadenten der er på tøjet, postkassen eller min Facebook-profil - der illustrerer holdning i hånd med fraskrivelse af handling. Der er kun ringe forskel på at se sig selv som frelst, fordi man har foldet hænderne i bøn og dermed foretaget sig absolut intet, og på at se sig selv som "frelst" eller "god", fordi man udtrykker moralsk støtte, der aldrig vil udmønte sig i konkret handling.

I går aftes holdt jeg en kort introduktion til geocaching i forbindelse med et firma-event. Foruden min talestrøm bestod introduktionen af 10 slides, som jeg havde fremstillet med OpenOffice på Linux (se nedenfor, hvor du kan klikke for at gå til næste side):

Præsentationen er eksporteret til Flash, hvilket mig bekendt kan ikke umiddelbart lade sig gøre med Microsofts PowerPoint på Windows. Det er dog det mindste problem med Microsofts produkter. Langt værre er det, at man slet og ret aldrig helt kan stole på, at Windows vil opføre sig ordentligt, og det skulle hurtigt vise sig at være et problem, fordi jeg af hensyn til sikkerhedspolitik var nødsaget til at vise præsentationen via min arbejdscomputer.

Således måtte jeg opleve, at da jeg havde tændt computeren og skulle til at fortælle, valgte Windows netop dét tidspunkt til at nægte at vise noget som helst andet end desktop-baggrunden, da jeg havde logget ind. Heller ikke to forsøg på genstart af computeren gav noget held. Jeg måtte iværksætte plan B, hvor en af arrangørerne hentede sin egen PC og en email med en lidt tidligere verson af præsentationen, som jeg havde sendt til ham, så jeg kunne vise præsentationen fra hans PC. Først efter næsten 20 minutter, da præsentationen var overstået, vågnede Windows ordentligt op på min egen PC.

Den slags oplevelser har jeg desværre bare haft alt for mange af på Windows. Selv om min arbejdscomputer normalt starter forholdsvis hurtigt, så sker der en gang i mellem sådan noget, som jeg beskriver her. Andre gange hænger exploreren, og kræver en genstart. Eller måske er det komplet umuligt at få Windows til at erkende, at jeg gerne vil vise en præsentation på en projektor. Windows er simpelt hen ikke pålidelig nok til min smag, og jeg bliver jævnligt mindet på det.

Jeg ville være en løgnhals, hvis jeg påstod, at Linux var fri for problemer. Men når man først har sat Linux op på en bestemt måde, så kan man roligt stole på, at man finder Linux i denne tilstand hver gang, man tænder for computeren. Hvis et program opfører sig mærkeligt, eller der pludselig er opstået problemer, så er det stort set altid fordi man har ændret i opsætningen - og for mig er det som regel kun i sket forbindelse med opgradering fra en version af styresystemet til den næste, eller når jeg har brugt eksperimentel software.