Recently in Sociologi og psykologi Category

Hvis du har et kæledyr, har du sikkert givet det et navn, og har fø­lel­ser overfor det. Hvis det dør, bliver du sikkert ked af det. Men hvis du har 50 af disse dyr, så bliver din re­ak­tion på, at et af dem dør, sikkert langt fra så intens. Hvis du har 200 af dem, kan du sikkert ikke kende de fleste fra hi­n­an­den. Men hvor mange in­di­vi­der kan du holde styr på, før de blot bliver til "sta­ti­stik"?

Fænomenet hedder monkeysphere, eller "abesfære" på dansk, og har rod i observationen af abeflokke, hvor forskere har undersøgt abers hjerner og sammenholdt dem med størrelsen af abeflokkene. Der viste sig en klar sammenhæng mellem abehjernernes størrelser og antallet af individer i abeflokkene: Jo større hjerner, desto større flokke. Sammenhængen var tydelig nok til at kunne forudsige antallet af individer i flokkene alene ved at måle hjernens størrelse. Abeflokkene, som blev studeret i naturen, fandt typisk sammen i grupper på omkring 50 aber.

Den menneskelige hjernes størrelse sætter os i stand til at holde styr på grupper på omkring 150 individer, eller den omtrentlige størrelse på landsbyer indtil for relativt nyligt. Vi er gennemsnitligt i stand til at have et forhold til 150 mennesker; resten er "de andre", som ligger udenfor vores abesfære, og hvis liv og behov vi ikke rigtig kan sætte os ind i. De er bare "de andre børns forældre", "en englænder" eller for de fleste kollegers vedkommende bare "kolleger".

Det har stor betydning for vores adfærd. Det betyder, at vi bliver mere berørt af, at vores far dør, end at 20.000 mennesker omkommer i en naturkatastrofe på et andet kontinent på trods af, at de 20.001 mennesker alle havde et liv og nu er lige døde. Jo tættere, en person er på vores abesfære, desto mere betyder personen for os. Og jo fjernere, du er fra en persons abesfære, desto mindre betyder du for ham eller hende. En japaner vil være mere berørt af at miste sin mor, end af at Danmark blev invaderet af en fremmed hær, der dræbte dig og titusinder andre danskere. Vores hjerner er ganske enkelt bygget til at være markant dobbeltmoralske overfor vores egen lille abesfære i forhold til de sidste 99,999998% (uden overdrivelse!) af verdens øvrige befolkning.

For nogle år siden var jeg ansat i et entreprenørfirma. Det er en art virksomhed, som ofte er kendetegnet ved at være ejerens udvidede ego, der som sådan ledes efter ejeren ønsker, der ikke nødvendigvis falder sammen med sunde principper for virksomhedsledelse. Ejeren havde oprindeligt ansat en direktør, men ved slutningen af min ansættelse sagde direktøren op, og ejeren tiltrådte i stedet som direktør for det omkring 100 mand store firma. Da jeg fratrådte min stilling, forudsagde jeg, at firmaet nu ville svinde til den halve størrelse. Og ganske rigtigt: De næste syv kvartaler holdt firmaet fyringsrunder, indtil det var skåret ned til knap 50 ansatte. Direktøren skød ganske vist skylden på finanskrisen, men fyringsrunderne var begyndt længe forinden. I dag tæller firmaet knap 40 ansatte. Jeg besad ikke nødvendigvis nogen større økonomisk indsigt eller markedsforståelse, men jeg kendte (omend dengang kun intuitivt) til fænomenet abesfære. Det var tilstrækkeligt til, at jeg konkluderede, at firmaet hurtigt ville skrumpe til 50 mand, idet det var mit indtryk, at det var det antal mennesker, ejeren var i stand til at holde rede på foruden sin øvrige sociale kontaktflade.

Indenfor abesfæren opfører vi os socialt og civilt. Vi behandler modparten relativt pænt - i hvert fald i forhold til, hvordan vi behandler folk udenfor abesfæren, hvor vi f.eks. ser Søren Espersen fra Dansk Folkeparti opfordre til massakrer på civile, eller hvordan mange opfører sig overfor medtrafikanter eller taler til politikere i et sprog, som de ikke bruger overfor deres nærmeste. Det er abesfæren, der får os til at levere en ting tilbage til vores ven, når vi ved et uheld havde puttet den i lommen, men som får os til at beholde den, når den tilhørte supermarkedet, hvor en ligegyldig ansat måske får problemer.

Når Marie Krarup fra Dansk Folkeparti forklarer, at hendes kristne næstekærlighed kun gælder hendes nærmeste, har hun derfor langt mere ret, end hun formentlig er klar over - og man bør ikke overse ironien i, at hun gør det til en religiøs dyd, at vi evolutionært er udstyret med abehjerner.

I radioen hører vi politikere fra Liberal Alliance tale om de dovne arbejdsløse, og vi hører folk med samme afstand til midten fra den modsatte side tale om imperialistiske, kapitalistiske monstre, desuagtet at der i alle tilfælde i sidste ende er tale om mennesker. Men mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, bliver til stereotyper (på godt og ondt), fordi denne abstrakte beskrivelse ikke kræver, at vi forholder os til dem individuelt. Alternativet er, at vi forholder os personligt til hvert eneste af Jordens p.t. 7,4 milliarder mennesker i en grad, hvor vi kender væsentlige dele af deres personlige biografi. Det er umuligt, om ikke andet så fordi størrelsen af den menneskelige hjerne kun ville efterlader 20 neuroner pr. person. Du kan ikke kære dig synderligt om langt størstedelen af alle andre mennesker, og vice versa: Når andre skærer i din løn, sjofler dine rettigheder eller bryder ind i dit hus, er det fordi du er anonym for dem. Sagsbehandleren ved Jobcenteret kan være civil overfor dig under mødet, men det er kun, hvis sagsbehandleren er inhabil, at du kan forvente, at vedkommende måske ønsker at gøre noget for dig; ellers er du bare en klient, som der gælder regler for.

Abeflokke sig relativt for sig selv. Selv om de i nogle tilfælde har blodige konflikter med naboflokke, overlever flokkene som hovedregel på egen hånd, fordi de har nok i sig selv. De har ikke behov for naboflokkene men overlever i flokke, som lige præcis har den størrelse, som individernes abehjerner kan holde styr på. Abeflokken fungerer, fordi abehjerner er forprogrammerede til at hjælpe de aber, der falder indenfor abesfæren. Lidt forsimplet sat op får abehjernen aberne til at samle de bananer, de kan og gider i det omfang, flokken som helhed får bananer nok, uden at aberne behøver at tænke over det.

Her adskiller mennesket sig fra de øvrige primater. Vi ønsker materielle goder, som kræver samarbejde mellem et langt større antal mennesker, end vores hjerner kan overskue. Det er her, at abesfæren bliver et problem: Vi indgår i enorme strukturer af mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, og som vi af samme årsag ikke er neurologisk konfigurerede til at støtte. Det, der for vores hjerner skulle have været et fællesskab bestående alene af vores abesfære, er erstattet af en struktur af individer, som vores abehjerner ikke kan forholde sig til. I bedste fald er vi ligeglade med hinanden, men mere generelt observerer vi, at andre går i vejen for os i mere eller mindre bogstavelig forstand. Når vi hytter vores eget skind, så sker det på bekostning af nogle af dem, som ligger udenfor vores abesfære, men som vi alligevel er strukturelt forbundne med - og det samme gør de mod os. I modsætning til andre abeflokkene består menneskeflokken(e?) af individer, der udnytter og bekæmper hinanden, fordi vi skaber flokke, hvor vores hjerner ikke er programmerede til at anse hinanden som en del af "os selv".

Vi kompenserer til dels ved at benytte os af de tidligere nævnte stereotyper, uanset om der er tale om f.eks. racisme eller solidaritet. Stereotyperne komprimerer et stort antal mennesker til én person, som man kan identificere, men som imidlertid ikke eksisterer. Vi formår også at skabe en vis abesfære i form af geografisk udstrækning, men det fungerer kun så vidt, at vi bliver skræmte over en enkeltpersons terrorangreb i Danmark, mens hundredevis af dræbte på et universitet i Kenya er gået nærmest upåagtet hen, for det er langt væk, og det er helt andre mennesker.

Det er ganske enkelt lykkedes os at skabe et samfund, som vores hjerner slet ikke kan kapere. Vores hjerner er for primitive til, at vi kan fungere sammen.

Jeg har ikke noget godt bud på, hvad vores alt for komplekse samfund vil betyde for vores hjerners udvikling, men det virker usandsynligt, at vores hjerner vil kunne rumme blot adskillige tusinde individer. Jeg forventer, at vores hjerner tager en retning, som gør vores selvopfattelse som individer til et kortvarigt fænomen i menneskets udviklingshistorie. Jeg tror, at vores hjerner vil indrette sig efter gruppe-tænkning frem for individ-tænkning - at stereotypisering vil trumfe individualisering. Måske er vi blevet så stor en art, at vi modsat aberne går i retningen af avancerede myrer, der ser hinanden og os selv som grupper frem for individer. Hvor vi kan skabe imponerende konstruktioner, men uden selverkendelsen til at genkende vores egen rolle i dem. I så fald har aberne slået os på evnen til at være individer.

Stereotyper holder stik. Hvis man ligner et dumt svin, er man det sikkert også.

Hvis det umiddelbart lyder fordømmende eller naivt, så husk på, at hvis ikke det forholdt sig sådan, så ville der slet ikke findes stereotyper til at begynde med.

Det er ikke noget nyt for forskningen, at der er sammenhæng mellem udseende og bestemte personlighedstræk. For eksempel har forsøg vist, at kvinder er i stand til at vurdere, om en person er en god far, alene ved at se på ham; og tilsvarende kan forsøgspersoner vurdere, om en person er hjælpsom eller egoistisk alene ud fra videoklip uden lyd.

I et nyt studium begået af Jeffrey M. Valla, Stephen J. Ceci og Wendy M. Williams viser det sig, at almindelige mennesker er i stand til at skelne mellem forbrydere og uskyldige mennesker med forbavsende præcision, alene ved at se på et billede af personerne. Billederne er inkluderet i artiklens appendiks.

Studiets 16 kriminelle personer ud af 32 ansigtsbilleder er kun dømt for én form for kriminalitet. I praksis er kriminelle sjældent specialiserede, og kan derfor forventes at udføre andre former for kriminalitet, når først de har sat fødderne på den kriminelle løbebane. Det betyder kort sagt, at forbrydere ligner forbrydere.

Og flinke mennesker ligner flinke mennesker, og ubehagelige personer ser også ud til at være det. Med denne viden i baghovedet, tænk så på, hvordan borgerlige politikere ser ud i forhold til venstrefløjspolitikere. Tænk på, at når Dansk Folkepartis politikere i særlig grad ligner dumme svin, så er de det faktisk også. Ækel er, som ækelt gør.

Det har længe været et vel­kendt fænomen, at der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ven­stre­o­ri­en­te­ret, ligesom der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ateist. Men nu er det blevet påvist, at der ikke blot er sam­men­fald, men reel sam­men­hæng: Hvis man er mere in­tel­li­gent, er det netop den højere in­tel­li­gens, der er med til at gøre per­so­nen ven­stre­o­ri­en­te­ret eller ateist. Dette kon­klu­de­re­de evo­lu­tions­p­sy­ko­lo­gen Satoshi Ka­na­zawa i en artikel i marts 2010-udgaven af "Social Psy­cho­lo­gy Qu­ar­ter­ly".

Kanazawa har fremsat en hypotese om, at en højere intelligens vil give større anledning til at anlægge en livsstil og holdninger, der rent evolutionsmæssigt er nye. Dog ville anlæg til holdninger, der havde haft millioner af år til at modnes, ikke være påvirket af intelligens. Udgangspunktet var i følge Kanazawa, at intelligens - evnen til at tænke og ræsonnere - har givet vore forfædre en fordel i evolutionært nye situationer, som de ikke havde instinktlige forudsætninger for at løse. Derfor ville mere intelligente mennesker har nemmere ved at genkende og forstå nye situationer og elementer end mindre intelligente mennesker. Nogle af disse elementer ville være værdier, livsstil og præferencer.

Med denne hypotese kunne Kanazawa forudsige resultaterne af en række forsøg, hvor forsøgspersonernes intelligens måtte formodes at være udslagsgivende for ganske forskellige former for adfærd og holdninger.

For eksempel er adgangen til lys i nattetimerne en meget ny mulighed i den menneskelige evolution, og dermed er tendensen til at være oppe om natten også en evolutionært ny ting. Med udgangspunkt i hypotesen om, at intelligente mennesker påtager sig nye evolutionære mønstre måtte man derfor formode, at især intelligente mennesker var aktive om natten. Denne forudsigelse kunne bekræftes af Kanazawas forsøg.

Tilsvarende noterer Kanazawa, at mennesket er evolutionært tilpasset til at være konservativt, hvor mennesket fortrinsvis bekymrer sig om sin familie og sine venner. Derfor er det at være socalistisk indstillet, hvor man bekymrer sig om en uendelig stor gruppe af genetisk urelaterede personer, som man aldrig vil møde eller indgå i nogen relation med, en evolutionær nyhed. Kanazawas hypotese siger således, at mere intelligente mennesker vil have højere tendens til at være socialister. Dette underbygges af målinger fra National Longitudinal Study of Adolescent Health, som viser, at "meget venstreorienterede" unge havde en IQ, der var over 10 points højere end unge, der så sig selv som "meget konservative".

Også ateisme er en evolutionær nyhed, og mens Kanazawas forklaring på årsagen til dette næppe er hele sandheden, er der ingen tvivl om, at religion er dybt indgroet i den menneskelige natur. Som resultat af menneskets tendens til at antropomorfisere naturfænomener har mennesket gennem hele sin udvikling set "Gud gribe ind" omkring sig, og evnen til at forestille sig resten af tigeren, når man så en tigers hale, har været en fordel, også selv om andre forestillinger har været ren indbildning. Det er kun i nyere tid, at vi har opnået forståelse for, at der ikke er guddommelig indgriben på spil, og det er også kun i nyere tid, at mennesket ikke er et byttedyr. For at være ateist skal man således vende sig mod sin evolutionære arv, og Kanazawas hypotese forudsiger, at der derfor vil være flere ateister blandt intelligente mennesker end hos mindre intelligente mennesker. Også her holdt forudsigelsen stik, idet unge, der "overhovedet ikke var religiøse" havde en gennemsnitlig IQ på 103, mens "meget religiøse" unge havde en gennemsnitlig IQ på 97.

Kilde: Cherry Creek News. Det fremgår ikke af artiklen, om Kanazawa har kommenteret, at ikke blot er der sammenhæng mellem intelligens og tendensen til ateisme og socialisme, men at venstreorienterede og ateister som gruppe er mere intelligente end gennemsnittet, mens intelligenskvotienten for troende og konservative ligger under gennemsnittet.

An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion

Amina Olander Lap, 2009

Abstract

Positive Psychology (PP) is a relatively new field of psychology that was established in 1999. Its stated purpose is to advance research in well-being, contentment, satisfaction, happiness, positive individual traits, talents, virtues, and the institutions that move individuals towards better citizenship. In this thesis, Amina Lap analyzes the role of religion in selected works written by the PP founders: psychologists Martin E. P. Seligman (MS) and Mihaly Csikszentmihalyi (MC). In addition, Lap examines how MS's and MC's proposal of a new religion based on their own research in flow, meaning, optimism, and hope may be interpreted.

The thesis is divided into three major parts. In the first part, Lap introduces the history of PP and an array of theories and related research in sociology and psychology. Lap has chosen this approach because no significant secondary literature is yet available on PP, and sociological studies of the influence of religion on psychology is also rather limited. Lap's account of theory and related research begins with a description of Abraham Maslow's theory on religion and the criticism it subsequently received. This is followed by an introduction to the attempts of Paul C. Vitz and Svend Brinkmann to classify humanistic psychology as a religion. Lap also introduces the New Age deification of the human self through Paul Heelas' work on self-spirituality, and discusses a variety of key New Age elements of special interest to the later analysis of MS's and MC's views. Lap ends the first part with an introduction to Ninian Smart's model where religion is viewed as a phenomenon that may be described according to seven distinct dimensions.

In the second part of the thesis, Lap discusses a selection of books by MS and MC to identify how the authors view religion, and to examine how their theory of religion fits into their other theories. Lap also explains the authors' proposal of a new religion.

In the third part, Lap analyzes and discusses MS's and MC's statements on religion based on the theories and related research that were introduced earlier in the thesis. This analysis shows that MC in particular is influenced by Maslow's theory on religion, and that much of the criticism against Maslow's theory also applies to MC. By analyzing MS's and MC's use of ideas and techniques borrowed from Buddhism and Hinduism, Lap shows that both MS and MC have uncritically adopted a specific interpretation of these religions as they propose a unified scientific field of psychology and religion—that is, a key element of their proposal is either biased or rests on rather limited scientific insight. Lap finishes the analysis by examining whether PP may be classified as a religion. The analysis indicates that the two authors' thoughts may not readily be classified as a religion; however, like humanistic psychology, PP may be made to function like a religion.

Lap concludes that both MS and MC are primarily concerned with the functional element of religion. Both authors believe that in the past, religions have satisfied a number of human needs that we also need today to avoid depression and feelings of meaninglessness. Both authors also believe that their techniques may satisfy these needs and thus replace religion. Lap concludes that although the authors' proposal of a new religion may function as a religion on certain terms, it does not meet the conditions of the definitions of religion that Lap uses in this thesis. If PP intends to move towards its goal of unifying religion and psychology, Lap speculates that significant self-scrutiny is required by the PP movement.

PDF file (in Danish): An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion.

Danskere begår også æresdrab, refererer Rune Engelbreth Larsen. Han er imidlertid en såkaldt blog-diva (dvs. en person, der ikke vil nedlade sig til at diskutere sine egne indlæg), og med den tone og iver, de sædvanlige kommentatorer benytter, kan jeg såmænd godt forstå, at han ikke blander sig. Dermed drukner min kommentar til hans indlæg nok også i støjen fra det højre-kryb, der gemmer sig under de sten, han sparker væk, og jeg gengiver den derfor i en forlænget udgave her:

I Danmark er der mange eksempler på vold eller drab, som er motiveret af jalousi. Jalousi bygger på en krænket æresfølelse, og dermed er et jalousidrab blot et andet udtryk for et æresdrab:

Mere frihed betyder mere velfærd.
Flere valgmuligheder betyder mere frihed.
Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.

Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.

Sandheden er (selvfølgelig), at præmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.

Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.

Vis mig din stem­me­sed­del­, og jeg skal for­tæl­le dig, hvor nemt du har ved at tisse i buk­ser­ne af skræk.

Et forsøg ved Uni­ver­si­ty of Ne­bra­ska har sam­men­holdt folks tendens til at blive skræmte med deres po­li­ti­ske hold­nin­ger. Re­sul­ta­tet er ty­de­ligt: Jo mere kon­ser­va­tiv, man er, desto lettere er man at skræmme.

Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om et forsøg, der påviste, at mænd bliver mere krigsliderlige og interesserede i store biler, hvis de føler sig truet på deres maskulinitet, og at frygten for terror har fået folk til at stemme på Bush. Forsøget ved University of Nebraska tegner yderligere et billede af højrefløjen som drevet af frygt.

Hvis du hører heavy metal, er du sikkert et velaf­ba­lan­ce­ret og følsomt men­ne­ske. Det er en af kon­klu­sio­ner­ne i en un­der­sø­gel­se af mu­siks­mag og per­son­lig­hed­s­træk, som pro­fes­sor Adrian North fra Heriot-Watt Uni­ver­si­ty, Edin­burg, har for­ta­get.

Undersøgelsen nævner ikke, hvad det er for mennesker, der hører f.eks. Richard Ragnwald, men det ved vi jo også godt allerede.

I følge Politiken har et canadisk universitet foretaget en undersøgelse, der viser korrelation mellem ansigtets bredde og tendensen til aggressiv adfærd blandt mænd, idet hormoner, som forårsager aggression, også har indflydelse på ansigtets form.

Brock Universitys artikel kan findes her. Se i øvrigt også dette indlæg.

Dette indlæg er i virkeligheden en reklame for Christian Stokbro Karlsens blog, som jeg kan anbefale den begavede læser at besøge.