Nyeste i Lommefilosofi emnet

Hvorfor tage folks fantasier mere alvorligt, end de selv gør?

I går løb jeg endnu engang på en af de her mennesker, som ifølge deres egne udsagn ”holder mulighederne åbne” overfor alt hvad det spirituelle marked har at tilbyde.

Kan Dansk Folkepartis politik sammenlignes med nazismen, eller er forskellen for stor? Svaret er, at det kun er på de uvæsentlige og kosmetiske områder, at Dansk Folkeparti har foretaget udskiftninger. På de væsentlige punkter videreføres nazismen stort set uændret i Dansk Folkepartis politik.

Men inden vi når til denne konklusion, så lad os først overveje, hvad det vil sige, at noget er "det samme".

Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt.

Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?

Stadig i dag er der ikke noget entydigt svar på, hvad forestillingen "det samme" egentig dækker over. Det lidt for hurtige svar er, at det er et definitionsspørgsmål, men det bliver man ikke stort klogere af, for definitioner kræver, at folk er enige om definitionerne, og er ikke nødvendigvis givet uafhængigt af mennesket. Der er dog i en vis udstrækning, med visse paradigmatiske variationer, enighed om, at "det samme" er et udtryk for tilsvarende strukturer, position i tid og sted, formål, intention, metode eller midler.

Overfør nu Theseus' skib til politiske ideologier.

Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?

I 1990'erne var jeg en del af en lille, spon­tant op­stå­et gruppe på seks-syv per­so­ner, der førte liv­li­ge dis­kus­sio­ner via email. En af grup­pens med­lem­mer var Peter Gil­mo­re, der i dag er leder af grup­pen Church of Satan, og jeg gætter på, at det er via ham, at Anton LaVey har bragt flere ci­ta­ter af mig i bogen "Satan Speaks!".

En anden person, der for en kor­te­re tid indgik i grup­pen, var en vis Adam Wil­l­son, som ud­vi­ste en op­før­sel, som flere af os i grup­pen var meget trætte af, og det var ham, der gav Peter Gil­mo­re in­spira­tion til ar­tik­len "In­tel­lectu­al Black Holes" i Church of Satans of­fi­ci­el­le tids­skrift, "The Black Flame". Ar­tik­len kan også findes i Peter Gil­mo­res bog, "The Sa­ta­nic Scrip­tu­res".

Rold Skov er kendt som troldeskoven på grund af træernes mærkelige vækst. Det er der en naturlig forklaring på, men den vil jeg ikke diskutere her, for her handler det om hemmeligheden bag troldejagt.

Troldejagt er svært, for man kan ikke gå ind i troldeskoven med henblik på at jage trolde. Uanset hvor man kigger hen, ser man blot træer, der snor sig underligt, men der er ingen trolde at se.

Vi kender ham godt: Han kommer ind ad døren hos McDonald's og slentrer langsomt op til disken, idet han tager sig god tid til at se sig fra side til side mod de andre gæster. Han bevæger sig mod disken, som var der rullet en rød løber ud foran ham. Han placerer nonchalant albuen på disken og den anden hånd i siden, og vender ansigtet mod de andre kunder i restauranten, der indtager deres varierende burgere ved deres respektive borde. Han griner smørret, mens han tygger på sit tyggegummi og halv-hånligt betragter gæsterne. Han er en statsmand i sit eget lille rige.

Jeg tror ikke, at nogen lidelse eller glæde er givet af en overmenneskelig magt, der ønsker at prøve os eller hjælpe os. De skyldes tilfældigheder og vore egne handlinger, og ulykke er noget, som jeg og mine artsfæller må forholde os til på egen hånd i stedet for at støtte os til en sådan magt. Vi er ansvarlige for vore egne handlinger; ingen Gud vil belønne os, og ingen Djævel vil straffe os. Vi kan ikke forvente, at Gud reparerer vore fejltagelser, og vi kan ikke skyde skylden for dem på Djævelen i troen på, at den første vil tilgive os, og at den sidste fik os til det.

Jeg tror ikke, at vi er væsner bundet af skæbnen eller overnaturlige beslutninger, men jeg tror heller ikke, at vi er frie. Jeg tror på en treenighed (om jeg tør bruge et sådant begreb) af diamanthård nødvendighed, flygtig tilfældighed eller mulighed samt frihed, og hvert individs liv er en zigzag-linie gennem tilværelsen, hvor hver bevægelse ricochetterer mod disse modsatte og dog balancerende elementer i treenigheden.

Den diamanthårde nødvendighed er de ufravigelige naturlove og miljøet, der begrænser vore bevægelser; døden er den ultimative afgrænsning, men mindre åbenlyse grænser sat af vores biologi og psykologi er også kun alt for virkelige. Det er i dette fængsel for vores væren, at vi kan forsøge at blive unikke - en illusion af at undgå den hårde nødvendighed.

Men i disse klippefaste begrænsninger opstår der flygtige tilfældigheder, som et lotteri eller en dødelig bilulykke, der kommer ud af intetheden. Vi kan håbe på eller frygte resultaterne, men vi kan ikke planlægge eller forhindre dem, og hvor diamanthård nødvendighed udsletter ethvert håb om ændring, er den flygtige tilfældighed det kaos i den ordnede nødvendighed, det vanvittige i det fornuftige, som ingen ville ønske at være foruden.

Og endelig er der frihed: Når lyn af tilfældighed skærer gennem skyggerne af fast nødvendighed, ser vi, at vi ikke er marionetter for en forestillet skæbne. Vi gør oprør mod den diamanthårde nødvendighed i forsøget på at kontrollere den kaotiske tilfældighed, og vi fornemmer, at vi måske udfordrer umuligheden. Instinktivt ønsker vi at bryde stasis, at bevæge os fremad, at udvikle os, og jo mere tilfreds, man er med stasis, desto mere vil man se dette oprør som ondt. Men mens frihed føles i øjeblikket, tager det en evighed i forhold til en menneskealder for friheden at bøje den diamanthårde nødvendighed.

Et amerikansk mundheld siger, at man ikke skal føre mudderkamp med svin, for mens man selv bliver beskidt, nyder svinet det.

Hvis man søger efter mit navn på nettet, vil man sikkert finde ud af, at jeg har været involveret i en række diskussioner, og at en række af konklusionerne på diskussionerne er, at jeg er en idiot. Hvad de færreste imidlertid har tid eller lyst til at undersøge, er baggrunden for den slags konklusioner.

Hvis de gjorde det, ville de opdage, at de parter, der har draget den slags konklusioner om mig, ikke har haft den fjerneste viden om, hvad de talte om.

Omfanget af de omtalte menneskers uvidenhed har ofte været så monumental, at uanset hvad jeg måtte sige om emnet, vil de ikke forstå det uden først at gennemgå et enormt baggrundsmateriale. Alligevel vælger de uden mere end lægmandsviden om bl.a. mine fagområder at konkludere, at når jeg ikke kan give en specifik forklaring på få linier, så ved jeg ikke noget. Og når jeg til sidst nægter at indgå i en længere diskussion med dem, så føler de det som en sejr, fordi de tror, jeg har givet op overfor deres "argumenter".

Alt for ofte oplever jeg, at jeg har "diskuteret" med en sådan tåbe, som på grund af sine manglende evner ikke har fattet hverken begyndelse eller ende på mine forklaringer, og som derfor konkluderer, at det må være mig, der er problemet.

I praksis bliver afslutningen på "diskussionen" normalt, at en tåbe har optjent troværdighed ved at indgå i en diskussion med mig, og at jeg endnu engang sidder i en situation, hvor tåben vælger at kalde mig dum. Hvis ikke man har tid eller tilstrækkelig baggrund til at vurdere, hvem der har ret, bliver tåbens og mine argumenter ikke vejet, og når jeg endda til sidst vælger at gå fra diskussionen med en irriteret vrissen mod tåben, vil den uvidende tilskuers nemt tro, at jeg har måttet erkende nederlag.

Alt i alt vil en søgning på tåbens navn øge tåbens troværdighed, og en søgning på mit navn nedsætter min egen troværdighed. Som i en mudderkamp med et svin er jeg blevet svinet til, og de har fået noget ud af det. Mental note til selv: Lad være med at kæmpe i mudder med svin.

Hvem taler om at lindre smerter i albuen? Det gør de, der har problemer med albuen.

Dermed årets julehilsen fra Sæbekassen, der tager udgangspunkt i de årlige juleprædikener om næstekærlighed, ydmyghed, frelse, osv. Hvem taler om den slags? Det gør de, der har et problem med disse begreber. Det gør de, der inderst inde godt ved, at de hverken er næstekærlige, ydmyge, moralske eller på anden vis "frelste".

Hvem har mødt en almindelig dansk folkekirkekristen, de oprigtigt ville omtale som særlig næstekærlig, ydmyg eller moralsk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Derimod kan jeg hurtigt komme i tanke om det modsatte.

Hvis en person er næstekærlig, vil personen så prøve at få andre til at ændre deres personlighed for at være som den næstekærlige, om nødvendigt med magt og pressur? Det er da om noget et udtryk for næstefjendtlighed.

Hvis en person er ydmyg, vil personen så gå og hævde, at netop hans kultur, holdninger og tro er bedre end de andre? Det er da om noget et udtryk for arrogance.

Så når du svælger i selvfedhed i julen, hvor du hører, hvor alle tiders næstekærlig og ydmyg, du er, så husk, at alle vi andre altid oplever det stik modsatte, og at det er sådan, vi altid ser dig.

Da bilen blev opfundet, gjorde den det muligt for enhver at tilbagelægge store afstande på kort tid. Moderne byer blev mulige, og separationen af kommercielle områder fra industrielle områder og begge fra beboelsesområder blev både mulig og nødvendig. Men bilen er også blevet en af de største årsager til lemlæstelse og død. Bilens eksistens har ændret vore helt basale adfærsmønstre omkring søgning af mage, og har i høj grad påvirket miljøet. Den er ansvarlig for en enorm del af vor økonomi i form af infrastruktur og services. Bilen kan om noget demonstrere den enorme indflydelse, teknologi har på vores liv.

Bilen har tilføjet besvær, som ingen andre samfund har skullet bekymre sig om. Forældre i forstæderne skal nu fragte deres børn overalt, og inden der fandtes biler, kunne børn færdes forholdsvis trygt overalt. I dag er det livsfarligt bare at forlade husets have. Bilen har således indført en helt ny form for børneopdragelse i form af indhegnede haver samt forståelsen for, at børnene hele tiden skal holdes under opsyn. Den har givet anledning til frustration og angst hos forældrene. Når disse følelser kobles med følelsen af den isolation, der nogle gange kan spores til det faktum, at man bor i en forstad, der kun er nødvendig på grund af bilen, kan de lede til overgreb mod børn, som er ganske ofte forekommende i vort samfund. Bilen har ændret vores liv som forældre på måder, som ingen havde turdet drømme om.

Man kan sige, at nok har vi opfundet bilen, men den har i høj grad opfundet et nyt "vi" til gengæld.

Teknologiens tilstedeværelse får vores liv til at ændre sig i en grad, så vi handler radikalt anderledes i forhold til blot få årtier tidligere. Organisationer formes af f.eks. af ny teknologi i kommunikationsmetoder; tidlige stammer måtte føre forretning indenfor høreafstand, men da det blev muligt at sende beskeder over afstand, udvikledes der mere forskelligartede sociale organisationer. I dag har computere og telefoner gjort det muligt at opretholde kontorløse organisationer på tværs af landegrænser. Netværk skaber små "samfund" ulig noget, vi før har set, og selv om disse samfunds medlemmer aldrig ser hinanden, udvikler de venskaber og samarbejde. Kommunikationen foregår uden den støj, som ansigt-til-ansigt kommunikation ofte indebærer, og man kan måske sige, at mens computerteknologien truer med depersonalisering, gør det det også muligt at sætte mennesker i forbindelse med hinanden, give en følelse af fællesskab, og at forstærke forhold.

Vi ved sikkert endnu ikke helt, hvordan vi er blevet påvirket, og hvordan vi fremover er blevet påvirket, af denne og fremtidige kommunikationsformer. Vi er, og vil blive, anderledes end hidtil. Ligesom vi umuligt kunne have forudsagt bilens påvirkning af vore liv, er det umuligt at forudse, hvordan andre teknologier vil ændre os.

Vi har altid troet, at vi har kontrol over teknologien, der er neutral og velgørende, og at det alene er vores brug af teknologien, der kan vlre suspekt. Men sådan forholder det sig ikke. Teknologi har sit eget, autonome liv, og stormer frem som en utæmmelig damptromle, og vore muligheder for at inddæmme eller påvirke indflydelsen er lille. Konsekvenserne af brugen af teknologi er samtidig ofte andre, end vi havde regnet med, og ofte det stik modsatte. Kun hvis man forstår dette kan man være forberedt på at klare sig, når de uforudsete resultater af en ny teknologi rammer.

I forrige uge købte vi en opvaskemaskine, fordi familien med to børn producerer en så stor mængde opvask, at vi brugte en betragtelig tid på at vaske op i hånden. Desuden bruger en moderne opvaskemaskine mindre vand end blot én af de flere baljefulde opvask, vores hidtidige manuelle metode har brugt, og som sparebevidste individer vurderede vi, at vandet nok var mere værd at spare på end elektriciteten. Således var alt godt.

Efter to ugers tilvænning til det nye teknologiske vidunder er jeg dog ved at mistænke apparatet for at være defekt. Ikke sådan at forstå, at den ikke vasker servicen efter hensigten, eller at jeg mistænker vaskemaskinen for at afvige signifikant fra dens specifikationer. Defekten er af en helt anden art.

Vi har nemlig hurtigt lært at sætte den beskidte opvask ind i opvaskemaskinen. Ude af syne og sind er bordet således ryddet til yderligere køkkenaktivitet, som vi hidtil ville have afholdt os fra, fordi opvasken var synlig påmindelse om, hvad der ventede os. Indkøbet af opvaskemaskinen har kort sagt fået os til at producere mere opvask. Desværre har jeg ikke målt den tid, vi tidligere brugte på opvask, for jeg har en formodning om, at vi i dag i praksis bruger lige så lang tid i køkkenet, som inden indkøbet af opvaskemaskinen, og med de flere opvaske bruger vi nok også lige så meget vand som før, og væsentlig mere elektricitet.

Alt i alt har opvaskemaskinen ikke opfyldt dens formål, og kan formentlig højst opfattes som en dyr måde at forøge vores elektricitetsforbrug på. Det kalder jeg "defekt", omend ikke i teknisk forstand.

Alt dette er egentlig ikke nogen overraskelse. Da f.eks. vaskemaskinen i sin tid blev indført i husstandene, var det for at spare tid på vasketøjet, som dengang var en aktivitet, der tog hele dagen. Men vaskemaskinen fostrede også ideen om at gå i rent tøj hver dag. Denne nye standard for renlighed skabte et behov for at vaske tøj oftere, og det faktiske antal timer brugt på at vaske tøj forblev det samme, så ret beset opfyldte vaskemaskinen aldrig sit formål. Vi ved også i dag, at da computerne blev indført i kontorerne for at lave "det papirløse kontor", steg papirforbruget.

Teknologi hjælper os, men rekylen skyder os hver gang lige så langt tilbage. I økologiske tiltag har en succesfuld hjælp til at forhindre den naturlige udvikling for en art (oftest vor egen) i praksis forårsaget uforudsete ødelæggelser for netop denne art, ofte værre end succesen. Airconditioning forurener luften, og udvidelse af motorveje skaber trafikpropper både på den udvidede vej og de omkringliggende veje.

Med enhver brug af teknologi udvikler der sig et modtryk af samme størrelse, der er det stik modsatte af det, vi ønskede. Faren er selvfølgelig, at vi bliver så forgabt i teknologiske anvendelser, at vi glemmer deres faktiske resultat, og at vi bliver så fortryllet af processen, at vi mister øjet for produktet.

Man må derfor bekymres over forholdet i brugen af computere, hvor de færdigheder, der engang krævede en professionel designer, nu kan bruges af enhver nogenlunde kompetent person. Enhver dygtig computerbruger kan i dag fremstille grafiske designs, der har så stor lighed med dem, en professionel desgner kunne lave, at det utrænede øje ikke ser nogen forskel. Man må spørge sig selv, om der måske forsvinder en elegance, kreativitet eller humor, som kun en talentfuld designer kunne have fremstillet? Betaler vi en frygtelig pris, hvor denne spredning af designmuligheder i virkeligheden forhindrer de mest kreative talenter i at komme til orde, og hvor den kraftige øgelse af mulighederne for at lave design i virkeligheden har den dræbende effekt at reducere kvaliteten?

På Internettet har alle mulighed for at sige, hvad de har på hjerte, og enorme mængder information er således tilgængelige. Men vil dette på sigt være ødelæggende, når Maren i kærets holdninger får samme vægt, som videnskabernes fakta, og enhver kan finde enhver "sandhed", man måtte ønske?