Nyeste i Lommefilosofi emnet

Hykleri betyder, at man opfører sig anderledes, end man hævder. Eller alternativt, at man fremfører et sæt værdier og meninger, der har til hensigt at skjule ens virkelige holdninger. Det foregår ikke nødvendigvis bevidst; psykologisk kan man finde eksempler på hykleri i form af selvbedrag, ofte i form af projektion, hvor man ikke er opmærksom på, at man fordømmer andre for fejl, som man selv besidder. Hykleri kan også kobles sammen med det, der kaldes fundamental attribution error, dvs. at man forklarer sine egne handlinger ud fra ydre påvirkninger, mens andres handlinger forklares ud fra deres personlige karakter: Man dømmer andre for at opføre sig forkert, mens man forsvarer sine egne handlinger som noget, man er nødt til.

Når Dansk Folkeparti og deres peanut gallery på nettet har travlt med at fordømme folk, der ikke vil være mikrofonholdere for Geert Wilders den ene dag, og har lige så travlt med at forhindre ytringsfriheden hos deres modstandere den anden dag, så er det måske hykleri. Det kommer an på, om Dansk Folkeparti hævder, at de generelt går ind for ytringsfrihed, og det er jeg egentlig ikke 100% sikker på, at de gør. Og selv hvis de gjorde, så er det ikke sikkert, at det kvalificerer som hykleri alligevel. Der er noget andet på spil.

Den "rig­ti­ge" klovn fra cirkus er den hvide klovn. Hans ledsa­ger, au­gu­sten - den klod­se­de og gro­tesk ud­klæd­te person, som bør­ne­ne op­fat­ter som den mor­som­me på grund af den bar­n­li­ge og frække op­træ­den - er ikke den egent­li­ge klovn, men blot hans tjener. Den hvide klovn ser sig selv som seriøs og vi­den­de, og er au­to­ri­tær, sel­v­op­ta­get og selvsik­ker; men han har slet ikke evner eller format til at spille en sådan rolle. Derfor er han en sel­vopblæst nar, en ægte klovn.

Den hvide klovn er som regel glædt ele­gant, men det er over­dre­vet, så det virker på­ta­get og op­skru­et­. Hans hvide sminke er som regel suppleret med tegninger og en spids hat, der supplerer hans arrogante og narcissistiske adfærd, samtidig med at de udstiller hans uerkendte mangel på evner og talent. Han udstråler den selvsikkerhed, som kun en inkompetent person uden fornemmelse for sine grænser kan besidde.

Virkelighedens hvide klovne har ikke hvid sminke og overdrevent elegant påklædning, men ellers er deres adfærd ganske som den hvide klovns. Man finder dem med jævne mellemrum på nettet, hvor de står som selvudråbte orakler, der uden relevant - eller større held med - uddannelse mener at besidde en væsentlig indsigt. De hvide klovne blæser gerne sig selv op med "store projekter" (med ligegyldigt indhold), pompøst eller stiliseret sprog og overdreven brug af fremmedord, ganske som den hvide klovn i cirkuset bærer en dragt, der er alt for elegant til hans personlige format. Men de siger intet nyt, kun banale, uinteressante og ofte forkerte ting.

Overfor andre udviser den hvide klovn en ekstrem skepticisme af den form, hvor de ikke vil acceptere et udsagn, før alt tænkeligt omkring udsagnet er blevet bevist i helt absurd grad. (Og selv hvis det var muligt, er det nok ikke sandsynligt, at det ville hjælpe.) Han fokuserer i overdreven grad på detaljer og ord, der ikke har nogen væsentlig betydning for pointen. Den hvide klovn piller ordene ud af konteksten og fordrejer dem, men behandler dem alligevel, som om de var helt centrale.

Ingeniører er om nogen vant til udtrykket "for practical purposes", der ikke har nogen god dansk oversættelse. (Jo, "til praktiske formål" er den korrekte og dækkende oversættelse, men dette udtryk benyttes bare ikke, og så ved man ikke, hvad det hentyder til). Udtrykket dækker over, at ens resultater eller metoder måske ikke er helt så præcise og stringente, som en matematiker eller fysiker ville kræve, før de ville finde det bevist, at resultaterne eller metoderne ville virke i praksis.

Men ingeniørerne skal dog lære, hvad udtrykket dækker over. Under en forelæsning spurgte en elev derfor, hvad professoren egentlig mente med "for practical purposes", og det forklarede professoren således:

Først kaldte professoren fem unge mænd og fem unge kvinder ned fra salen i auditoriet. Han bad dem stille sig op i to rækker overfor hinanden: Kvinderne ved den ene væg, og mændene ved den anden.

"Move closer as you stay in line". De to rækker bevægede sig tættere på hinanden.
"And closer". De studerende bevægede sig igen tættere på hinanden.

Dette gentog sig et par gange, lige indtil de stod med næserne næsten mod hinanden, og professoren råbte:

Et simpelt svar er en reduktion til ja/nej, for/imod, enten/eller, os/dem, godt/ondt, fårene/bukkene eller enhver anden form for sort/hvid-konklusion.

Det simple svar er "stort", fordi det dækker over overskueligt meget. De "store" svar på tilsvarende "store" spørgsmål involverer så mange elementer, der griber ind i hinanden på kryds og tværs i et kaleidoskopisk mønster, så mange kombinationer af parametre, så mange antagelser, så mange sløjfer af årsag og virkning, at de umuligt kan analyseres og efterprøves.

"Finanskrisen er kapitalismens falliterklæring" er et "stort" svar. "Israel har ret til at besvare angreb i Gaza" er også et "stort" svar. Og det er "terrorister skal bekæmpes" også.

En intelligent og løsningsorienteret person kan imidlertid ikke bruge de "store" svar til noget, fordi de dækker over så meget, at svarene ikke kan afprøves. De kan ikke bruges til at opnå indsigt eller til at finde løsninger med. Djævelen gemmer sig som altid i detaljerne, og dem er der mange af.

Hvorfor tage folks fantasier mere alvorligt, end de selv gør?

I går løb jeg endnu engang på en af de her mennesker, som ifølge deres egne udsagn ”holder mulighederne åbne” overfor alt hvad det spirituelle marked har at tilbyde.

Kan Dansk Folkepartis politik sammenlignes med nazismen, eller er forskellen for stor? Svaret er, at det kun er på de uvæsentlige og kosmetiske områder, at Dansk Folkeparti har foretaget udskiftninger. På de væsentlige punkter videreføres nazismen stort set uændret i Dansk Folkepartis politik.

Men inden vi når til denne konklusion, så lad os først overveje, hvad det vil sige, at noget er "det samme".

Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt.

Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?

Stadig i dag er der ikke noget entydigt svar på, hvad forestillingen "det samme" egentig dækker over. Det lidt for hurtige svar er, at det er et definitionsspørgsmål, men det bliver man ikke stort klogere af, for definitioner kræver, at folk er enige om definitionerne, og er ikke nødvendigvis givet uafhængigt af mennesket. Der er dog i en vis udstrækning, med visse paradigmatiske variationer, enighed om, at "det samme" er et udtryk for tilsvarende strukturer, position i tid og sted, formål, intention, metode eller midler.

Overfør nu Theseus' skib til politiske ideologier.

Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?

I 1990'erne var jeg en del af en lille, spon­tant op­stå­et gruppe på seks-syv per­so­ner, der førte liv­li­ge dis­kus­sio­ner via email. En af grup­pens med­lem­mer var Peter Gil­mo­re, der i dag er leder af grup­pen Church of Satan, og jeg gætter på, at det er via ham, at Anton LaVey har bragt flere ci­ta­ter af mig i bogen "Satan Speaks!".

En anden person, der for en kor­te­re tid indgik i grup­pen, var en vis Adam Wil­l­son, som ud­vi­ste en op­før­sel, som flere af os i grup­pen var meget trætte af, og det var ham, der gav Peter Gil­mo­re in­spira­tion til ar­tik­len "In­tel­lectu­al Black Holes" i Church of Satans of­fi­ci­el­le tids­skrift, "The Black Flame". Ar­tik­len kan også findes i Peter Gil­mo­res bog, "The Sa­ta­nic Scrip­tu­res".

Rold Skov er kendt som troldeskoven på grund af træernes mærkelige vækst. Det er der en naturlig forklaring på, men den vil jeg ikke diskutere her, for her handler det om hemmeligheden bag troldejagt.

Troldejagt er svært, for man kan ikke gå ind i troldeskoven med henblik på at jage trolde. Uanset hvor man kigger hen, ser man blot træer, der snor sig underligt, men der er ingen trolde at se.

Vi kender ham godt: Han kommer ind ad døren hos McDonald's og slentrer langsomt op til disken, idet han tager sig god tid til at se sig fra side til side mod de andre gæster. Han bevæger sig mod disken, som var der rullet en rød løber ud foran ham. Han placerer nonchalant albuen på disken og den anden hånd i siden, og vender ansigtet mod de andre kunder i restauranten, der indtager deres varierende burgere ved deres respektive borde. Han griner smørret, mens han tygger på sit tyggegummi og halv-hånligt betragter gæsterne. Han er en statsmand i sit eget lille rige.

Jeg tror ikke, at nogen lidelse eller glæde er givet af en overmenneskelig magt, der ønsker at prøve os eller hjælpe os. De skyldes tilfældigheder og vore egne handlinger, og ulykke er noget, som jeg og mine artsfæller må forholde os til på egen hånd i stedet for at støtte os til en sådan magt. Vi er ansvarlige for vore egne handlinger; ingen Gud vil belønne os, og ingen Djævel vil straffe os. Vi kan ikke forvente, at Gud reparerer vore fejltagelser, og vi kan ikke skyde skylden for dem på Djævelen i troen på, at den første vil tilgive os, og at den sidste fik os til det.

Jeg tror ikke, at vi er væsner bundet af skæbnen eller overnaturlige beslutninger, men jeg tror heller ikke, at vi er frie. Jeg tror på en treenighed (om jeg tør bruge et sådant begreb) af diamanthård nødvendighed, flygtig tilfældighed eller mulighed samt frihed, og hvert individs liv er en zigzag-linie gennem tilværelsen, hvor hver bevægelse ricochetterer mod disse modsatte og dog balancerende elementer i treenigheden.

Den diamanthårde nødvendighed er de ufravigelige naturlove og miljøet, der begrænser vore bevægelser; døden er den ultimative afgrænsning, men mindre åbenlyse grænser sat af vores biologi og psykologi er også kun alt for virkelige. Det er i dette fængsel for vores væren, at vi kan forsøge at blive unikke - en illusion af at undgå den hårde nødvendighed.

Men i disse klippefaste begrænsninger opstår der flygtige tilfældigheder, som et lotteri eller en dødelig bilulykke, der kommer ud af intetheden. Vi kan håbe på eller frygte resultaterne, men vi kan ikke planlægge eller forhindre dem, og hvor diamanthård nødvendighed udsletter ethvert håb om ændring, er den flygtige tilfældighed det kaos i den ordnede nødvendighed, det vanvittige i det fornuftige, som ingen ville ønske at være foruden.

Og endelig er der frihed: Når lyn af tilfældighed skærer gennem skyggerne af fast nødvendighed, ser vi, at vi ikke er marionetter for en forestillet skæbne. Vi gør oprør mod den diamanthårde nødvendighed i forsøget på at kontrollere den kaotiske tilfældighed, og vi fornemmer, at vi måske udfordrer umuligheden. Instinktivt ønsker vi at bryde stasis, at bevæge os fremad, at udvikle os, og jo mere tilfreds, man er med stasis, desto mere vil man se dette oprør som ondt. Men mens frihed føles i øjeblikket, tager det en evighed i forhold til en menneskealder for friheden at bøje den diamanthårde nødvendighed.