september 2011 Archives

De Radikale er i følge Politiken i færd med at trække det eneste positive, de kunne bidrage med i en ny regering, nemlig en humanistisk udlændingepolitik, tilbage. Samtidig har partiet angiveligt succes med sine økonomiske krav. Dermed opnår de Radikale, Socialdemokratiet og SF i fællesskab at lægge en politik, der på ethvert punkt - også udlændingepolitikken - bevæger sig stadigt mere i retning af de borgerlige partiers politik.

De Radikales succes har blandt andet været deres humanistiske udlændingepolitik, og deres entydigt borgerlige politik på stort set alle andre områder har de behændigt gået meget stille med dørene med i valgkampen i 2011, måske fordi det ellers ville være svært at kende forskel på de Radikale og Liberal Alliance. Med tilbagetrækningen af dette særkende er det imidlertid svært at få øje på noget rødt element i de Radikales politik, og de Radikales argumenter for at deltage som regeringsparti i en rød regering bestående af Socialdemokratiet og SF er dermed svækkede. Derimod ville partiet på den økonomiske politik sagtens kunne finde sig til rette blandt Venstre og de Konservative, og med paratheden til at fravige partiets udlændingepolitik, der Dansk Folkeparti ikke længere så fremmed for partiet som hidtil.

De Radikales plads i en regering er således blandt de borgerlige, og det burde Socialdemokratiet og SF tage alvorligt til efterretning. Hvis der skal gennemføres en politik, der ikke blot er en videreførelse af den hidtidige, borgerlige katastrofe, er Socialdemokratiet og SF nødt til at se mod venstre - mod Enhedslisten.

Dansk In­du­stri truer med at flytte pro­duk­tio­nen til ud­lan­det. Det er der ikke noget nyt i. Faktisk er de største virk­som­he­der for­længst flyttet i den ud­stræk­ning, at virk­som­he­der­nes øverste ledelse samt de bor­ger­li­ge par­ti­ers par­ti­kas­ser er de eneste, der ser noget til virk­som­he­der­nes penge. Stort set alle de andre virk­som­he­der er for­hin­dret i at flytte til ud­lan­det af for­holds­vis simple årsager: Hvis de flytter til ud­lan­det sammen med en række andre firmaer, bliver der større ef­ter­spørg­sel efter ar­bejds­kraft i de på­gæl­den­de lande, hvilket vil gøre ar­bejds­kraf­ten dyrere, og så kan det ikke betale sig. Og det for­ud­sæt­ter, at deres kunder i for­ve­j­en er globale, at di­stri­bu­tions­om­kost­nin­ger­ne for pro­duk­ter­ne ikke bliver en hin­dring. Det sidste forhold overser lom­meø­ko­no­mer­ne ofte, når de be­trag­ter ka­pi­ta­lens be­væ­ge­lig­hed: Det koster penge at trans­por­te­re en vare, og i langt de fleste til­fæl­de er det en fordel, eller reelt den eneste mu­lig­hed, at pro­du­ce­re lokalt.

Borgere, der har brug for service, kan ikke få den af et firma på den anden side af kloden. Rengøring kan ikke udføres på afstand. Man kan ikke bo i et hus, der er opført af håndværkere et andet sted, end man bor. Man henter ikke morgenbrød i Tokyo, og man bliver ikke klippet i Palermo.

Det er en myte, at økonomien kræver produktionsvirksomheder. Vi lever, og har altid levet af at klippe hinandens hår, for økonomi er et udtryk for tjenester, man skylder hinanden, og de kan være mere eller mindre håndgribelige. Det er kun profit, der kræver produktion, og denne profit er der så få, der får gavn af, at tabet er til at overse.

Da Danmark i 1990'erne så ud til at være vært for det "europæiske Silicon Valley" i mobilindustrien i Nordjylland, var der ingen grænser for, hvor dygtige, vi selv syntes, at vi var. Set i bakspejlet var det tydeligt, at vores førende position skyldtes, at mobiltelefoner dengang var en primitiv teknologi, og årsagen til, at vi stod så stærkt, var ikke at vi var dygtige, men at det var muligt for praktisk taget enhver middelmådig virksomhed at fremstille en mobiltelefon. Vi stod stærkt, fordi vi lige netop vidste en lille smule mere, godt hjulpet på vej af Aalborg Universitet. Det er muligvis en lidt trist selvreflektion, at vi i virkeligheden ikke var specielt dygtige, men det er også en optimistisk indstilling, fordi det betyder, at vi vil kunne genvinde førertrøjen på praktisk taget ethvert område, hvor vi tør lade universiteterne føre grundforskning, og hvor virksomhederne ikke har større behov for profit, end at de tør eksperimentere.

Enhedslisten fik 12 mandater i Folketinget ved Folketingsvalget 2011. Tillykke med det. Det er en enorm fremgang, og den skyldes sandsynligvis en kombination af især to faktorer: For det første er Socialdemokratiet og SF åbenlyst rykket mod højre, og har således forladt en stor del af deres vælgere, der har set Enhedslisten som det eneste parti, der tilgodeser vælgernes holdninger.

For det andet har den po­li­ti­ske talskvin­de Johanne Schmidt-Nielsen fået et ut­ro­ligt højt antal per­son­li­ge stemmer, og ser man på kom­men­tar­spo­ret på hendes Fa­ce­book­-profil, føler hendes vælgere sig tiltalt af både hendes po­li­ti­ske tæft og hendes fysiske fremto­ning. Der er kort sagt en vis per­son­dyr­kel­se omkring hendes person, og det har En­heds­li­sten nydt godt af. Efter min mening er hendes po­pu­la­ri­tet yderst fortjent, men det vil jeg ikke dis­ku­te­re nærmere.

I stedet vil jeg un­der­stre­ge, at Johanne Schmidt-Ni­el­sens store succes også er et Da­mok­les­s­værd over En­heds­li­sten: En­heds­li­sten har en sy­vårs­re­gel, der går ud på, at en po­li­ti­ker ikke må være re­præ­sen­te­ret i Fol­ke­tin­get i mere end syv år i træk. Ved næste fol­ke­tings­valg vil Johanne Schmidt-Nielsen således være tvunget til at trække sig fra Fol­ke­tin­get, og dermed for­svin­der En­heds­li­stens store stem­me­slu­ger.

Det er en fordel, at en even­tu­el, uønsket per­son­dyr­kel­se bliver undgået med denne simple regel, som også har andre klare fordele: Den re­du­ce­rer ri­si­ko­en for ide­o­lo­gi­fla­de le­ve­brød­spo­li­ti­ke­re, de­mo­ti­ve­rer intern kon­kur­ren­ce om de få Fol­ke­tings­man­da­ter, re­du­ce­rer ri­si­ko­en for fløj­kri­ge, og den giver spi­ren­de po­li­ti­ke­re i partiet gode ud­sig­ter for at blive valgt ind, idet en vis ud­skift­nings­fre­kvens er ga­ran­te­ret.

Jeg tror dog, at det er unødvendigt at sikre disse fordele med en sådan regel. Enhedslisten er et yderfløjsparti, og hvor ideologier er væsentligt mere drivende end i centrumsøgende partier. Hvis en politiker i Enhedslisten begyndte at miste gejsten, finder jeg det sandsynligt, at vedkommende vil søge mod mindre ideologidrevne partier. Enhedslisten er stadig et parti, der dækker et bredt spektrum af venstrefløjens holdninger, og hvis blot denne vision fastholdes, tror jeg ikke, at der opstår intern konkurrence om taburetterne, og eventuelle forskellige holdninger vil forventes at arbejde sammen. Reglen har dermed kun én reel fordel: Den tilgodeser nye politikeres muligheder for at blive valgt ind, fordi de ikke skal vippe veteranerne af pinden.

Syvårsreglen kan i øvrigt til dels omgås: Hvis blot man holder en pause i en periode, kan man godt blive valgt ind for syv nye år. Frank Aaen har f.eks. tidligere været i Folketinget for Enhedslisten (1994 til 2001), og blev igen valgt ind i 2005. Ved Folketingsvalget 2011 sidder han således på 9. år i Folketinget for Enhedslisten.

Reglens fordel skal imidlertid vejes mod den ulempe, som Johanne Schmidt-Nielsens store succes profeterer: Når Johanne Schmidt-Nielsen tvinges til at gå af til næste valg pga. syvårsreglen, profeterer reglen, at Enhedslisten vil blive straffet med sit største valgnederlag i partiets historie.

Hvis partiet var større, ville reglen have en god berettigelse, fordi der altid ville være en pulje af velkvalificerede politikere, der kunne overtage en afgående politikers plads. Enhedslisten er imidlertid et lille parti med et lille bagland, og selv om der ikke er længere blandt de kvalificerede kandidater i Enhedslisten end i andre partier, er den samlede mængde af kvalificerede kandidater lille. Reglen føjer blot spot til skade: Når en populær og dygtig politiker bliver tvunget bort, er det langt fra sikkert, at der eksisterer en kandidat, der kan matche vedkommendes indflydelse i Folketinget.

Denne slagside ved reglen opvejer ikke reglens begrænsede fordel. Johanne Schmidt-Nielsen selv er et eksempel på, at en ung politiker hurtigt kan komme til tops i partiet, og flere af Enhedslistens nye Folketingsmedlemmer er unge politikere, der ikke er kommet ind på grund af reglen, men på grund af deres kvalifikationer. Det er til gengæld uklart, om nogen af de nye politikere vil være i stand til at erstatte Johanne Schmidt-Nielsens utrolige popularitet. Hvis ikke de kan det, falder sværdet på Enhedslisten, når reglen tvinger Johanne Schmidt-Nielsen ud af Folketinget.

Reglen har først en berettigelse, når partiet er så stort, at baglandet kan præstere en konstant strøm af dygtige og populære politikere, der kan sikre partiet Enhedslisten de stemmer, partiet har brug for. Enhedslisten må indse, at reglen skal fjernes. Nok er det uhensigtsmæssigt at skabe et glasloft over nye politikere ved at tillade en livslang karriere i Folketinget, men hellere en enkelt dygtig og populær veteran "for meget", som kan sikre adskillige andre politikere en plads i Folketinget, end en regel, der tvinger vedkommende ud, og med denne person også adskillige politikeres mulighed for at blive valgt ind.

Sådan som prognoserne ser ud, virker det rimelig sikkert, at Social­demo­kratiet og SF kommer i regering efter dagens valg. Dit kryds ved Social­demo­kratiet eller SF er derfor "spildt" i den forstand, at de to partier nok skal komme ind i rege­ringen. Du bør i stedet overveje at sætte dit kryds dér, hvor du gerne vil have Social­demo­kratiet og SF drejet hen.

Spørgsmålet er, om den kommende regering skal trækkes til højre vha. de Radikale, eller om den skal trækkes til venstre vha. Enheds­listen. Det kommer an på, hvilket af disse to partier, der kommer til at stå stærkest. De to partier har omtrent samme udlæn­dinge­politik, så det er ikke den, der gør udslaget.

Men hvis du ønsker en fortsæt­telse af VKOs økono­miske politik, der mildt sagt ikke har hjulpet landet fremad, så skal du stemme på de Radikale.

Hvis du derimod ønsker en velfærds­stat, fokus på miljø og uddannelse og tryghed for alle vi mange, der ikke er virksom­heds­ejere, så er det Enheds­listen, du skal stemme på - også selvom du måske helst ville have sat dit kryds ved Social­demo­kratiet eller SF.

Indenfor de sidste 10 år har den almindelige dansker fået op til flere hundrede kroner i skattelettelser af den borgerlig regering, og hvad er takken? En stor del af befolkningen vil have yderligere skattelettelser. Nuvel, det er måske forståeligt, fordi uligheden er steget: Skattelettelserne faldt jo især ud til de allerrigeste menneskers fordel, mens de af skatten hidtil dækkede udgifter langsomt er overgået til brugerbetaling, og nettoresultatet blev, at det blev dyrere at være dansker - med mindre man i forvejen var en af de allerrigeste.

Men den slags er naturligvis lidt sværere at regne på. Venstres og de Konservatives faste vælgerskare, samt de af de Radikales vælgere, der er klar over, hvad de Radikales økonomiske politik går ud på (den er nemlig i store træk identisk med Liberal Alliances, blot mindre målrettet mod specifikke partistøtter), vil have yderligere skattelettelser, fordi de ikke kan gennemskue, hvorfor de trods de hidtidige skattelettelser ikke har set deres penge endnu. De har ikke fattet, at de ikke blot betaler for deres egne skattelettelser, men også er med til at betale for de allerrigestes skattelettelser.

Samtidig sidder det private erhvervsliv og piver over manglende kvalifikationer i den danske arbejdsstyrke på trods af, at det sjældent har været lettere at ansætte kvalificeret arbejdskraft i den stadigt presserende finanskrise. Det er længe siden, de har haft så let ved at finde arbejdskraft. Men vil de være med til at financiere opkvalificering eller uddannelse på de danske erhvervsskoler og universiteter? Nej, sandelig nej: Det skal såmænd også gøres brugerbetalt, så man ikke skal bruge af skatten til SU m.m. Og ikke nok med det; erhvervslivet ønsker ligefrem endnu lavere skatter på trods af, at økonomer kan påpege, at selskabsskatten ikke er nogen væsentlig parameter for konkurrenceevnen, og på trods af, at Danmark har langt lavere selskabsskat end de lande i Europa, der klarer sig langt bedre end vi. Sidst jeg så på min selvangivelse, stod der en væsentligt højere trækprocent på den, end erhvervslivet føler sig plaget af.

De vil både blæse og have mel i munden. De klager over manglende kompetencer, men de vil ikke være med til at betale for at få dem. Tværtimod ser de helst, at lønningerne kan falde, så de kan fastholde deres prissætninger men betale mindre til de ansatte, og således høste et endnu større overskud end før. Det er næppe nogen, der ved sine fulde fem vil forestille sig, at virksomhederne ville sætte priserne på deres produkter ned i fuld proportion med en eventuelt faldende udgift til lønninger.

Velfærdssamfundets goder - tilskud til børnehaver, gratis lægebesøg, tilskud til tandlægebesøg, gratis skolegang og længerevarende uddannelse, SU, dagpengesystem, osv. osv. - er alt sammen med til at sikre, at begge forældre kan arbejde, bliver hurtigt raske, bliver kompetente og ikke falder bort fra arbejdsmarkedet. De er ikke alene det enkelte individs gode, men i mindst lige så høj grad muligheder, der kommer erhvervslivet til gode. Ikke desto mindre er virksomhederne frække, nej arrogante, nok til at kræve, at alle disse goder, som erhvervslivet nyder godt af, skal betales af borgerne selv, så erhvervslivet kan få i både pose og sæk.

Det er ironisk, at det netop er erhvervslivets lakajer i Folketinget i form af de borgerlige partier, som strør om sig med floskler om, at vi skal gøre op med den danske krævementalitet, og at alle skal være med til at løfte os ud af finanskrisen, når den værste krævementalitet og mindste villighed til at bidrage i virkeligheden kommer fra erhvervslivet.

Følgende er d.d. sendt til Joachim B. Olsen (LA):


Kære Joachim B. Olsen,

I følge Ekstra Bladet har du givet udtryk for, at du mener, at bigami bør være acceptabelt. Jeg skal ikke forholde mig til eventuelle moralske holdninger, men vil gerne høre, om du kort kan redegøre for omfanget af lovgivningsændringer samt de administrative omkostninger ved at gennemføre en lov om tilladelse af bigami.

Her tænker jeg bl.a. på en vurdering af antallet af afledte lovændringer samt omkostningerne til rettelse af administrative systemer (såvel IT som alm. bogføring) vedr. skattelovgivning, arveregler, regler for tildeling af offentlige ydelser såsom 450 timers reglen, pensionsregler, o.m.a.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Jeg kender desværre ikke det firma, du er direktør for, for i så fald ville jeg have sendt dig en email direkte. I stedet stoler jeg på, at dit netværk vil læse dette åbne brev og viderebringe min anmodning til dig.

Når man som jeg har travlt med sam­funds­un­der­gra­ven­de ak­ti­vi­tet såsom ak­tio­ner for bedre miljø, arbejde for lige ret­tig­he­der og mu­lig­he­der, mod­stand mod ind­skrænk­ning af den en­kel­tes frihed, po­li­tisk arbejde på ven­stre­flø­j­en, styr­kel­se af ud­dan­nel­se, osv., kan det til tider være svært at fast­hol­de over­blik­ket over hele ens store netværk af me­nings­fæl­ler. Jeg har flere gange oplevet at have mistet te­le­fon­num­me­ret på en af mine po­li­ti­ske venner eller at have overset en op­da­te­ret email-adresse.

Her slog det mig, at I jo ser ud til at have gjort et frem­ra­gen­de arbejde med at kort­læg­ge vores færden. Jeg vil der derfor gerne forhøre mig, om jeg kan få et bru­ger­navn i jeres da­ta­ba­se, så jeg nemt kan finde frem til de folk, jeg kender eller bør kende, idet jeg stoler på, at I, som Fritz Clausen før jer, er ide­a­li­sti­ske nok til at fort­sæt­te jeres re­gi­stre­rings­ar­bej­de og brug af of­fent­li­ge re­gi­stre uden at føle jer be­græn­se­de af per­son­da­ta­loven, så I til enhver tid vil kunne oplyse f.eks. navn og adresse på en person, blot ved­kom­men­des num­mer­pla­de er kendt.

Med venlig hilsen, og på forhånd tak,

Ole Wolf

Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen klarede Jens Olaf Jersilds spørgsmål om økonomi mindre elegant i programmet "Mød partierne".

Men så længe isen holder, så kan man vel godt tillade sig at glide en gang i mellem. Sådan som jeg har fået det refereret, hænger tallene således sammen:

Grønne jobs	56.000
Øgning af kommunernes budget til velfærd	30.000
Fremrykning af offentlige investeringer	14.000
I alt	100.000

I følge Enhedslistens tal vil:

Det må have været Jens Olaf Jersild, der huskede forkert, mens Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen desværre ikke var årvågne nok til at fange fejlen.