februar 2007 Archives

Overtroen om sorte kattes ondskab formodes at være opstået i det middelalderlige Europa, hvor man troede, at sorte katte var forklædte hekse, eller måske ligefrem Djævelen.

Mange år senere, i det 13. århundrede, fordømte Pave Gregory IX sorte katte som sataniske, hvilket ledte til, at tusindvis af sorte katte blev brændt levende.

Den efterfølgende mangel på sorte katte til naturlig kontrol af gnaverbestandene ledte hele byer til at blive overbefolket af rotter, hvilket bidrog til den Sorte Pest.

I følge anonyme kilder ved CIA støtter USA i hemmelighed separatistiske grupper i Iran. Det sker øjensynligt for at destabilisere og lægge pres på Iran.

Det er ikke nogen hemmelighed, at USA tidligere har støttet frihedskæmpere (såsom Bin Laden, hvis terrorvirksomhed blev kaldt frihedskamp, fordi han var på USA side) under den kolde krig, og traditionen fortsætter således i Iran.

Det er bare lidt problematisk for USA, at når nu ønsket om at angribe Iran er en del af "krigen mod terror", så virker det mildt sagt underligt, at USA samtidig støtter grupper, der benytter sig af terror.

Det kan dog hjælpe lidt på vej, at hvis disse terrorgrupper får støtte til at udføre deres handlinger, så vil det være lidt nemmere for USA at påvise, at Iran er en "slyngelstat", der huser terrorister.

Realiteternes verden er en helt anden end den, danske højreekstremister prøver at bilde os ind, når de taler om terror og religiøs krig.

At højrefløjens dagsorden slet ikke handler om terror og religion burde være ganske indlysende, hvis man som jeg kan huske 25-30 år tilbage, hvor de selvsamme grupper hadede de selvsamme folk, men dengang brugte ord som "fejlfarver" og "perkere". I dag bruges ord som "kulturel misfarvning" og "islamister" - men målet for hadet er det samme, og opbygningen af retorikken er den samme, som den altid har været.

For de, der ikke husker så godt, er der imidlertid også hjælp at hente i form af reelle, videnskabelige undersøgelser, der tegner et billede af, hvad "fjenden" egentlig udviser af fjendtlighed mod os.

Det finder vi på The Program on International Policy Attitudes (PIPA), som er et fælles projekt mellem Center for Politiske Holdninger og Center for Internationale og Sikkerhedsmæssige Studier ved Maryland Universitet.

Det er PIPA, der har påvist, at USA og fundamentalistiske muslimske styrer på spørgsmålet om religiøst baseret lovgivning har mere til fælles med hinanden end nogle af disse har til fælles med europæiske lande. For den danske kultur er truslen om "sharia i Danmark" altså ikke større fra muslimer end fra amerikanere - og måske er det endda omvendt, fordi vi ikke forventer et tilsvarende religiøst pres fra USA, samtidig med at vi ser deres film og læser deres bøger, hvor de amerikanske holdninger finder deres vej ind i vore stuer.

PIPA kan også påvise overvældende modstand mod Bin Laden i Iran, hvor man også opfatter Al Qaeda og øvrige fundamentalistiske terrorgrupper som skadelige. Samme studium når også frem til, at såvel Iran som USA i langt overvejende grad finder angreb mod civile uacceptable, omend USA er noget mere tilladelig på dette punkt, hvilket diskuteres yderligere andetsteds ved PIPA. (Se også diskussionen på Modspil.)

Hvad angår terror, så har PIPA også fundet ud af, at den globale holdninger, at USAs angreb på Irak har forøget risikoen for terror. Jeg behøver næppe minde på, at en sådan holdning meget tænkeligt deles af de mennesker, der reelt vil begå terror.

Andre studier fra PIPA viser tydeligt, at USA og Iran ser meget ned på hinandens kulturer. På spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at finde en fredelig løsning, noterer halvdelen af både Iran og USAs befolkning imidlertid, at eftersom befolkningen har samme behov og ønsker, burde det være muligt at nå til en fælles løsning. Det er også mindretal i de to befolkninger, der mener, at kulturerne ikke kan leve side om side, og at konflikt er uundgåelig. Her er det dog bemærkelsesværdigt, at USA har væsentligt større tro på konflikt end modparten end vice versa, idet en trediedel af amerikanerne finder Irans kultur ukompatibel med Vestens, mod blot en fjerdedel i Iran. (Kilde: Iranians and Americans Believe Islam and West Can Find Common Ground.)

I øvrigt er det ikke kultur eller religion, der har ansvaret for spændinger mellem Vesten og Mellemøsten, konstaterer PIPA. Her konstateres det, at spændinger tilskrives intolerante minoriteter, hvilket på godt dansk gør de danske højrefløjsekstremister til del af problemet, ikke en del af løsningen. Den generelle opfattelse af spændingernes udspring skal findes i politiske interesser og magtforhold, ikke i religøse eller kulturelle forhold, konstaterer undersøgelsen.

PIPA har også påvist, at ens grad af forståelse for de faktiske forhold omkring Irak-krigen i høj grad afhang af ens valg af nyhedsmedier. Dette er næppe nogen overraskelse, men det er alligevel værd at påpege, at PIPA konkluderede, at "de, der især så Fox News, var signifikant mere tilbøjelige til at have en misforstået opfattelse, mens de, der især lyttede til NPR eller så PBS, var signifikant mindre tilbøjelige til at have en misforstået opfattelse". Lederen af PIPA bemærker i øvrigt om undersøgelsen, at tallene endvidere giver anledning til at konstatere, at jo mere, man støtter krigen, desto mere har man misforstået den. (Kilde: Misperceptions, the Media and the Iraq War.)

Højrefløjen bør måske vende blikket mod vest, næste gang de advarer mod indførslen af shariah-lovgivning i arabiske lande. Det fremgår af en artikel i Kristeligt Dagblad, som konstaterer, at amerikanere og arabere er lige glade for religion i politik.

I det, som i følge Gallup selv er analyseinstituttets største og mest dybtgående globale kortlægning af muslimers holdninger, fremgår det, at mens europæere helst vil undgå indblanding af religion i politik, så ønsker et flertal af borgerne i USA og muslimske lande, at lovgivningen helt eller delvist skal baseres på landenes religion.

Samtidig viser undersøgelsen, at kun et mindretal af muslimerne ønsker, at religiøse ledere skal kontrollere udenrigspolitikken, mediernes indhold eller regler for kvinders pålædning.

Som shariah-stat har USA således mere til fælles med dem, der er udråbt som Europas og USAs "fælles fjende", end de har til fælles med Europa - et forhold, som jeg også for nyligt har gjort opmærksom på.

Det var et halvrundt rum, formet som en halv bikube; og mod klippevæggen på indersiden var der stablet frugter. Nogle grove krukker af lava og træ stod på gulvet. Der var ingen ild. I det mørkeste hjørne sad en uformelig mørk masse, der gryntede "Se!", da jeg kom ind, og abemennesket, der først havde opdaget mig, stod i den dunkle indgang og holdt et stykke kokosnød mod mig, da jeg kravlede ind i det andet hjørne og satte mig på hug.

"Se!", lød der fra den mærkelige skabning overfor mig. "Det er et menneske."

"Det er et menneske", gentog min ledsager, "et menneske, et menneske, et menneske med fem fingre som jeg".

"Det er et menneske", gentog stemmen i mørket. "Er han kommet for at leve blandt os?"

Væsenet talte med en hvislende overtone, men dets danske accent var overraskende god.

Abemennesket så afventende på mig. Jeg opfattede pausen som et spørgsmål. "Han kommer for at leve blandt jer", svarede jeg.

"Det er et menneske. Han må lære Loven."

Tingen i mørket gentog med hævet stemme: "Sig ordene". Jeg havde overhørt dets seneste bemærkning. "Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven", sagde det i en slags remse.

Jeg indså, at jeg måtte gentage denne tåbelige remse, og begyndte nu den vanvittigste ceremoni. Stemmen i mørket begyndte at fremsige en gal liturgi, linie for linie, og jeg og resten gentog den. Mens de sagde ordene, rokkede de fra side til side må den mærkeligste vis, og slog hænderne mod knæene; og jeg fulgte deres eksempel. Jeg kunne have forestillet mig som allerede død og i en anden verden.

"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at have frie manerer; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at æde fremmed mad; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at have egne værdier; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at lade andre Mennesker i fred; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

Og efter at forbyde disse tåbelige handlinger fortsatte vi til forbud mod det, jeg dengang forestillede mig var de galeste, mest umulige, og mest usømmelige ting, man kunne forestille sig. En rytmisk feber ramte os alle; vi talte og rokkede hurtigere og hurtigere, mens vi gentog denne utrolige Lov.

"Hans er Smertens Hus. Hans er Hånden, der skaber. Hans er hånden, der sårer. Hans er Hånden, der heler."

Sådan fortsatte en serie af uforståelig nonsens om Ham, hvem han så end måtte være.

"Hans er det blændende lys", sang vi. "Hans er det dybe ocean".

Den frygtelige tanke ramte mig, at efter at have gjort disse mænd til dyr, havde Dr. Foghreau sat den idé i deres formindskede hjerner, at han var en form for gud. Jeg var dog for bevidst om væsnernes mørke uniformer og hårde knipler over mig, til at jeg turde standse min messe.

"Hans er himlens stjerner".

Endelig standsede sangen. Jeg så abemandens ansigt skinne af sved, og nu hvor jeg havde vænnet sig til mørket, kunne jeg se den mørke figur i hjørnet. Det var på størrelse med et menneske, men havde kraftig behåring som et dyr. Hvad var det? Hvad var disse væsener?

"Han er et menneske med fem fingre, et menneske, et menneske - som jeg", sagde abemennesket.

Jeg holdt mine hænder frem. Det grå væsen i hjørnet lænede sig frem.

"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?", sagde det.

Han holdt en mærkeligt vanskabt klo frem og greb mine fingre. Hånden var nærmest som et rensdyrs klov formet til kløer. Jeg kunne have skreget af smerte og overraskelse. Han lænede sit ansigt frem og granskede mine negle, og jeg så med afsky på hans ansigt, der var hverken menneske eller dyr, men et virvar af gråt hår, med tre skyggeagtige buer, der markerede øjne og mund.

"Han har små negle", sagde dette afskyelige væsen gennem sit kraftige skæg. "Det er godt".

"Spis sovs og kartofler; det er Hans vilje", sagde abemennesket.

"Jeg er Forkynder af Loven", sagde det grå væsen. "Her kommer alle nye for at lære Loven. Jeg sidder i mørket og siger Loven".

"Streng er straffen mod de, der bryder Loven. Ingen undslipper".

"Ingen undslipper", gentog dyreflokken.

"Alles behov er onde", sagde den grå Forkynder af Loven. "Vi kender ikke dine behov; men vi vil lære dem." "Nogle ønsker at samarbejde, at hjælpe og støtte; at opnå et fælles bedste, at forstå forskelle og dybder. Det er ondt." "Ikke at være solidarisk med Mennesker; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?" "Ikke at spise fremmed mad; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

"Ingen undslipper", sagde et stort væsen ved indgangen.

"Alles behov er onde", sagde den grå Forkynder af Loven. "Nogle ønsker at arbejde med mennesker, at tilsidesætte ønsket om profit. Det er ondt."

"Ingen undslipper", sagde væsenerne ved indgangen.

"Nogle kører på cykel; nogle bor til leje uden egen villa; nogle har høj intelligens eller kunstneriske evner; nogle er ateister, nogen har en anden tro; nogle er homoseksuelle".

"Ingen undslipper", sagde abemennesket, mens han kløede sig på benet.

"Ingen undslipper", sagde et lille lyserødt dyr.

"Straffen er hård og vis. Lær derfor Loven. Sig ordene".

Og igen begyndte den forunderlige liturgi om Loven, og igen rokkede jeg og alle væsnerne fra side til side, mens vi messede.

"Ikke at tvivle på regeringen; det er Loven. Er vi ikke Mennesker?"

Mens det er en offentlig hemmelighed, at katolske præster er en pædofil klub med særlig glæde for alterdrenge, og mens det ikke skorter på anklager og mistanker om misbrug hos diverse religiøse ledere af ikke-kristne grupper, går den danske Folkekirke stort set helt fri for anklager.

Der er eksempler på pædofili i Folkekirken, ja, men kun ganske få ialt. Folkekirken går påfaldende fri. Mistænkeligt fri.

Lad os kortvarigt vende blikket mod en statsreligion med tilhørende organisation, der på flest mulige måder svarer til Folkekirken - en organisation, der i kulturel, religiøs og udbredelsesmæssig henseende kan opfattes som næsten identisk med Folkekirken.

Den norske kirke er på disse metrikker en meget nær fætter til Folkekirken. Selv om den på alle de øvrige områder er som Folkekirken, er der ved den norske kirke helt andre tal for gejstlig pædofili.

I 2006 kom det frem, at en norsk biskop havde holdt hånden over en præst, der udsatte børn for seksuelle overgreb. I forbindelse med undersøgelserne viste det sig, at den slags overgreb hyppigt finder sted i Norge. Stiftelsen "Kirkens Ressurssenter mot vold og seksuelle overgrep" anslog således i en rapport, at der havde været over 1.100 seksuelle overgreb i kristne miljøer i Norge gennem de seneste 10 år.

Her i landet ser det langt mere positivt ud. I 2002 kunne daværende kirkeminister Tove Fergo således fremlægge en statistik, der viste, at kun fire ansatte i Folkekirken de sidste 35 år havde fået dom for seksuelle krænkelser, dvs. kun en tusindedel af de norske kristnes fortrædelser om året på trods af, at Folkekirken er en smule større. Det er så mange gange færre, at det bør give anledning til stærk mistro overfor mindst et af tallene. Forskellen er simpelthen så stor, at den springer i øjnene og kræver en forklaring.

Når nu den danske Folkekirke ellers minder så meget om den norske kirke, hvorfor er de så lige netop på dette punkt så forskellige? Er den danske Folkekirke virkelig en organisation, hvor pædofili i kirkelig sammenhæng er næsten fraværende?

Svaret er nok langt mindre optimistisk. Det virker simpelt hen usandsynligt, at den danske Folkekirke skulle være markant forskellig fra den norske kirke eller nogen som helst større organisation, kirkelig eller ej. Enhver større organisation vil indeholde mennesker, der på den ene eller anden måde er ustabile; i en organisation med hundredetusindvis af mennesker kan man slet ikke undgå, at der er en større gruppe pædofile.

Dette fænomen underbygges af, at der netop med mellemrum kommer sager frem om personer, der i deres kirkelige arbejde har dyrket pædofili, og Vibeke Møller, landsleder af Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte, har også tidligere påpeget, at i 1/3 af anmeldelserne fra børn om misbrug i 2005 var misbruget sket i kirkeligt regi.

Både sund fornuft og faktiske tal kan således fortælle os, at der selvfølgelig begås pædofili i det kirkelige arbejde i den danske Folkekirke.

Tilbage står så spørgsmålet, hvordan dette passer sammen med en statistik, der kun tæller fire anmeldelser. Vibeke Møller mere end antyder årsagen til Kristeligt Dagblad:

Det er nok det, der er sagens kerne: Den danske Folkekirke er lige så plaget af pædofili som enhver anden større organisation. Forskellen på Folkekirken og de andre organisationer er, at den danske Folkekirke ikke forsøger at forhindre det, men i stedet dækker over det. Måske i mindre grupper, hvor man indbyrdes aftaler at gå stille med dørene. Måske hos enkeltpersoner, der helst ikke vil indrømme, at deres egen religiøse organisation er lige så styg som alle de andre. Måske efter ordre ovenfra, ligesom der er fundet eksempler på i den katolske kirke. Eller måske i varierende kombinationer af dem alle. Uanset hvem der dækker over hvem, så bliver der tydeligvis dækket over pædofili i kirkelige sammenhænge, for der er simpelt hen ikke nogen anden forklaring.

Så hvis du er pædofil, så få dig en karriere som leder af kirkeligt arbejde i Folkekirken. I fraværet af en Jesus til at lade de små børn komme til ham, så lader Folkekirken børnene komme til dig i stedet. Og i fraværet af en Gud til at holde hånden over synderne skal de Folkekirkens menneskelige stedfortrædere nok holde hånden over dig i stedet.

Når en Linux-bruger som jeg pludselig finder på at reklamere for Windows-relateret software, så sker det naturligvis med den ondsindede hensigt at ødelægge noget for Microsoft. Microsoft har slået deres Windows Vista stort op på grund af alle de nye visuelle features, og det vil jeg naturligvis gerne sabotere.

Hvordan saboterer man det bedre end ved at give brugerne en langt billigere opgraderingsvej end at købe Vista og alle de hardware-opgraderinger, der er nødvendige for at kunne køre dette nye Windows-bloatware?

Hvis man skal gøre det uden at benytte sig af piratkopiering af Vista og tyveri af nyt hardware, viser PC World hvordan man gør: Man installerer en række forholdsvis billige applikationer, som uden videre giver brugeren de gimmicks, som Vista blærer sig med.

Programoversigten plejer at være nok til at få mig til at slukke for TV'et. Men nu er det jo ikke kun mig, der får glæde af de mange succeser, som DR og TV2 byder på i løbet af en uges aftener, og med den form for underholdning, der åbenbart trækker flest seere, tror jeg, at jeg har fået ideen til det ultimative underholdningsprogram.

I programmet deltager der to paneler med tre deltagere i hver. Mellem dem sidder en dommer. Holdene får skiftevis vist en udsendelse fra et tidligere TV-program, og skal nu gætte, hvilket TV-program, der er tale om. Denne quiz har vi ganske vist mange varianter på allerede, men vi har ikke set det ultimative quiz-program:

Gæt en quiz!

Når quiz-programmer af uudgrundelige årsager er så vanvittigt populære, må et rekursivt quiz-program vel være et garanteret hit.

Det israelske politi sætter 3.000 betjente på gaden i dag i følge DR:

Det må godt nok være en stærk fredagsbønne, de får sig der i moskeen, hvis der skal så mange betjente til bagefter.

I angstanfaldene for, at den danske stammekultur skulle risikere at få nye påvirkninger under globaliseringen argumenterer højrefløjen for, at det er den kristne tro, der udgør den vestlige verdens kulturelle bolværk mod den truende islamisme, der - afhængigt af paranoia-niveauet hos den pågældende højrefløjsgruppe - truer med alt fra ødelæggelse af vores kultur til nøje planlagt udavl af den ariske race.

Disse højrefløjskristne, som langt fra altid er så ekstreme som Dansk Folkepartis præstestyre, er for størstedelens vedkommende "kulturkristne", hvis forståelse af kristendommen handler om det, de lærte i skolen og gennem medierne. Det er slet ikke de fundamentalistiske dommedagsprædikanter, jeg trækker frem her, men den almindelige højrefløjskristne.

På trods af, at deres kristendom er "main stream", er det grinagtigt at høre disse danske højrefløjskristne argumentere for, hvordan kristendommen er vores værn mod fremmede kulturer. De ved nemlig kun det om kristendommens værdier, som Folkekirken prædiker. Hvis man ser bort fra, at de er opmærksomme på, at der findes katolicisme samt diverse "underlige sekter", så tror de tilsyneladende, at protestantismen er, som Folkekirken prædiker den, og som de har lært det i Folkeskolen, og at det alene er graden af involvering i ens tro, der adskiller Danmark fra ekstremt religiøse lande såsom USA.

I praksis er det kraftigt misforstået. Der er et sted mellem 30.000 og 40.000 forskellige kristne grupperinger i verden, der alle har hver deres opfattelse af, hvad kristendom går ud på, og hvordan man skal tolke de religiøse skrifter. Folkekirken er en af de små kulter; i runde tal er her nogle eksempler, der illustrerer, hvor lidt Folkekirken har at sige på verdensplan:

• Der er fire gange så mange syvende-dags adventister, som der er medlemmer af Folkekirken.
• Der er lidt under fire gange så mange medlemmer af Jehovas Vidner, som der er medlemmer af Folkekirken.
• Der er 250 gange så mange katolikker, som der er medlemmer af Folkekirken.
• Der er omkring tre gange så mange mormoner, som der er medlemmer af Folkekirken.
• Pinsebevægelsen er cirka 50-60 gange større end Folkekirken.
• Da Ku Klux Klan blev forbudt for 80 år siden, havde de en trediedel flere medlemmer, end Folkekirken har i dag. (Korrigeret for befolkningstilvæksten ville det i dag svare til tre-fire gange flere medlemmer end Folkekirken.)
• Der er omtrent ti gange så mange baptister, som der er medlemmer af Folkekirken.

De ovenstående er blot eksempler på velkendte kristne grupper, som vi her i landet normalt får præsenteret som små sekter (bortset fra katolicismen). Der er ikke taget med i billedet, at kristendom i Tyskland, Frankrig, USA, England, osv. også er ganske anderledes end den kristendom, den danske Folkekirke repræsenterer. Hvis man siger "kristendom" i den vestlige verden, udgør Folkekirken en så forsvindende lille del, at den i praksis ikke kan opfattes som repræsentativ for kristendom. På det religiøse marked er den en ubetydelig, lille kult, der ikke har nogen indflydelse hos de "rigtige" kristne grupper.

I følge de højrefløjskristnes tro på, at kristendommen skal redde os fra Muslimen er det alligevel lige netop dén kristendom, de tager udgangspunkt i. De tror, at kristendommen er sådan, som Folkekirken siger. De aner ikke, at den helt almindelige, folkelige kristendom i flere af de lande, vi føler os beslægtede med, er langt mere rabiat end den form for Islam, som selv de mere religiøst hårdkogte invandrere tager med sig. Hvad angår religiøs adfærd har den almindelige dansker mere til fælles med indvandrere fra Mellemøsten end med f.eks. amerikanere.

Men bevares, der er da en minimal chance for, at der mod al forventning virkelig skulle være en gud, og at det i så fald er den kristne Gud, samt at det ved en teologisk mærkværdighed lige netop er den danske Folkekirke, der står tættest på den kristendom, som Paulus grundlagde for mange år siden, da han hævdede at have mødt Jesus i en åbenbaring og startede myten om, at Jesus skulle være død for vores synder og siden genopstået. I så fald er det jo helt rimeligt at tro, at den danske Folkekirke er Vestens garant mod Islam.

Ellers kan man blot ryste på hovedet af den danske højrefløjs påstande om, at Islam skulle være en særlig trussel mod vestens kristne kultur. USAs kristendom er formentlig en langt større trussel mod den danske, kristne kultur end noget lands muslimske tro er.

BlogTjek 07 undersøger, hvem der læser folks blog. Så hvis du læser denne blog, vil du måske være interesseret i at besvare BlogTjeks spørgsmål.

Raapil er et par gange (bl.a. her og her) faldet over nogle underlige holdninger på den yderste højrefløj, men har givet udtryk for, at han ikke helt kan sætte fingeren på, hvad der er galt. Han spekulerer på, om han måske mangler teologisk uddannelse, men her kan jeg berolige Raapil med, at det gør han bestemt ikke. Man fristes til at sige tværtimod, såmænd, eftersom teologi populært sagt handler om at forstå, "hvad Gud mener". Hvis ikke man tror på den slags nisser, så er der ikke meget at hente i faget.

Holdningen, som Raapil har bemærket, er visse "Islamkritikeres" tendens til at opfatte religioner som noget, der programmerer folk.

Netop denne holdning er yderst afslørende for "islamkritikernes" måde at tænke på, og det er sikkert det, Raapil fornemmer uden helt at vide hvorfor.

Heldigvis er religioner og religioners betydning i såvel samfund som for den enkelte person et fagområde, der er forsket meget i. Religionshistorie og religionsvidenskab er emner, der undersøger de enkelte religioners bestanddele og religioners fællestræk, deres opståen og udvikling, deres betydning i samfundet, osv. Vi taler om et felt, hvor religionerne er kortlagt og undersøgt, og hvor det ikke handler om holdninger, men derimod om kolde, videnskabelige kendsgerninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt religioner kan identificeres restløst med deres udøvere (som en af højreekstremisterne argumenterer for gennem et passende valgt citat) er ikke mere til diskussion eller et spørgsmål om holdninger, end hvorvidt to plus to giver fire. Og svaret på spørgsmålet er, at religioner kun kan identificeres restløst med deres udøvere. Alt andet er et udtryk for, at religionerne lever deres eget liv udenfor de mennesker, der definerer religionerne, idet religionerne i så fald har deres egen vilje og dagsorden, som de kommunikerer til de mere profane udøvere af religionerne. Dette er pr. definition metafysik, og man skal have en meget stærk religiøs overbevisning for at tro på sådan noget: Det er simpelt hen noget religiøst ævl at påstå, at religioner skulle eksistere andre steder end i hovederne på de folk, der på et givet tidspunkt udøver religionerne, eller som bliver påvirket af disse mennesker.

Ikke blot er denne kendsgerning "old hat" i religionsvidenskaben, det er også noget, man lærer meget tidligt i uddannelsen. Det er simpelt hen basis-stof, der for forståelsen af religioner nærmest kan sammenlignes med at lære alfabetet, før man lærer at læse.

Når "Islamkritikerne" alligevel benytter sig af denne form for argumentation, så afslører det to ting:

1. De benytter sig af ren mysticisme i deres argumenter, og kunne derfor lige så godt have hævdet, at det var deres Gud, der havde sagt til dem, at Islam var slemt.

2. De forsøger at fremstå som saglige "kritikere", men deres faglige udgangspunkt er så mangelfuldt, at de mangler selv de helt grundlæggende færdigheder. For folk, der faktisk ved noget om emnet, er det ganske åbenlyst, at "islamkritikerne" ikke aner, hvad de snakker om - de tror bare, at de ved det.

I forhold til Raapils seneste indlæg om emnet betyder det naturligvis, at det ikke giver mening at hævde, at Kristendommen eller Islam skulle programmere deres følgere. Det bør højreekstremisterne i øvrigt være ganske taknemmelige for, når man mindes de uhyrligheder, som kristne mennesker har begået i tidens løb, for den kristne historie er notorisk blodig.

Raapils undren er hermed forhåbentlig besvaret. I øvrigt kan jeg oplyse Raapil om, at Tina Magaard føler sig misbrugt og fejlfremstillet af medierne.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Hele ministeriet holdt vejret, da General Haardon vendte tilbage til sit kontor på stjernekrydseren Christiansborg. Det skete kun sjældent, at en general vendte tilbage efter et samråd med Kejser Fogh. Når det drejede sig om andres fejl, var Kejser Fogh hurtig til at eliminere roden af problemet, som Kejser Fogh oftest konstaterede var af menneskelig karakter.

General Haardon havde undgået udslettelse, men var sammenbidt. Det var tydeligt, at selv om General Haardon ikke var blevet udpeget som fejlens ophavsmand, var han blevet pålagt en opgave, som han ikke brød sig om.

"Kejser Fogh har beordret os til at ændre vores tidsplan", sagde General Haardon til forsamlingen. "Sammenlægningen af ministerierne for Kraften og uddannelse af vore rekrutter er tvunget til at tage en omvej".

En departementschef rakte forsigtigt hånden op, og et bistert nik fra General Haardon bekræftede, at departementschefen kunne stille et spørgsmål.

"Hr. General Haardon, jeg forstår naturligvis, at der er mange faktorer, som jeg ikke har Deres store indsigt til at forstå, og som jeg aldrig vil kunne gøre mig forhåbninger om at nå..."

"Kom til sagen". General Haardon var usædvanlig kort for hovedet, selv i forhold til det normale stressniveau i hans ministerium.

"... øh, jo. Planen var jo netop, at uddannelsen af rekrutterne skulle følge Kraftens mørke side. Hvorfor ...?"

"Man sætter ikke spørgsmålstegn ved Kejser Foghs beslutninger!", brølede General Haardon, og hans øjne spilede sig op, mens hans ansigt fortrak sig i raseri. Departementschefen kastede sig på gulvet foran General Haardon.

"Nåde, Deres højhed!"

General Haardon ænsede ikke det krybende menneske for sine fødder. "Kejser Fogh ved, hvad han gør", sagde han med roligere stemmeføring, "og afvigelsen fra kursen sikrer, at sammensmeltningen af rekrutternes uddannelse med den mørke side af Kraften vil forløbe effektivt. Det kom blot lidt ... overraskende for mig".

"Strategien skal rettes til. Jeg har en ny plan". Mens General Haardon gennemgik planen, fandt ministeriet tilbage til sin sædvanlige rytme. Det var ganske normalt, at General Haardon havde lagt nye planer efter ethvert fravær fra ministeriet, og arbejdet forløb hurtigt normalt igen.

Som så meget andet i minimalimperiet skulle årsagen til strategiændringen søges flere steder. En af Kejser Foghs omfattende propagandakampagner til samling af minimalimperiet, hvor 12 tegninger havde tydeliggjort forskellen mellem potentielle rebeller og minimalimperiets tro borgere, havde været en stor succes.

Kejser Foghs rådgivere havde advaret mod, at kampagnens første kunne føre til mere rebel-aktivitet, terrorisme, og anden form for uenighed med Kejser Fogh, men det var netop det, Kejser Fogh ønskede. Kampagnen skilte fårene fra bukkene, og Kejser Fogh vidste nu bedre end før, hvilke bukke, der skulle slagtes, og hvilke får, der skulle skærmes mod den bidende opposition.

Tiden var nu kommet til næste fase af kampagnen, hvor minimalimperiets borgere skulle overbevises om, at Kejser Foghs imperium var til for dem i stedet for deres herskere.

"Velkommen ombord, Karen", sagde Kejser Fogh til Karen Jespersen. "Du har længe studeret Sammenhængskraften, og har omsider vendt dig til den mørke side. Dit had mod alt, der ikke er hvidt, bærer frugt. Du vil få en stor fremtid i minimalimperiet".

Kejser Fogh forsatte: "Dit seriøse arbejde som vært for ugebladsspalter viser, at du kæmper for minimalimperiets kulturelle mål. Du har vundet tilliden fra minimalimperiets umælende får, og nu hvor du er på vores side, kan vi være sikre på, at disse får vil støtte os til næste valg".

"Jeg kan love dig, at du får en stor post - måske som integrationsminister, hvor dit had brænder kraftigst. Sig velkommen til dine nye samarbejdspartnere, Karen. Du kender jo allerede Søren the Hutt fra dine unge dage i VS".

"Goddag og velkommen tilbage, Karen", sagde Søren the Hutt, og rakte en hånd frem, der mindede Karen Jespersen om de pølser fra Kresten Poulsgaards pølsebod, der var landet på gulvet og var blevet kolde, før de blev samlet op og lagt tilbage på disken næste dag.

Karen Jespersen så undersøgende på Søren the Hutt, der lænede hovedet bagud for at vise hende, at han bar hagekorset.

Han smilede til Karen, og pegede stolt på beklædningsstykket om hans nederste hage: "Dette korset er en af de fineste støtter, der kan opdrives i denne galakse. Den giver mig den perfekte form. Vi burde alle bære hagekorset for at understrege vores stil".

Langt fra stjernekrydseren Christiansborg sad Keldbacha og Hans Ole fast i en kø af rumskibe, der ikke kunne komme forbi en demonstration mod nedskæringerne i minimalimperiets institutioner, der havde til hensigt at fjerne det humane aspekt fra de nye rekrutters uddannelse.

(< a href="http://blog.blazingangles.net/soapbox/2010/06/folkeparti-wars-6.html">Fortsættes.)